HOREUNGER, DÆMONER, FLODER OG BRYLLUPPER

I forbindelse med min udstilling 081100 hos Bladr har jeg inviteret Jacob Haagen Birch, grafisk designer i Spine Studio til at skrive en tekst, der udvider og sætter udstillingens tematik i perspektiv. Teksten kan nu læses i sin helhed her på I DO ART.

I foråret 2019 producerede jeg en kunstnerbog, der ikke levede op til mine forventninger. Da jeg fik den trykte bog i hænderne, vidste jeg, at den ikke skulle udgives. Den var fyldt med fejl (for mange til at nævne her), men vigtigst af alt: den føltes ikke rigtig. I ren frustration udvalgte jeg de ni bedste sider og rev dem ud af bogen. Derefter tog jeg omslaget fra ni eksemplarer og placerede de udrevne sider på hver sit omslag – kun fastgjort med billig malertape. Resten af oplaget makulerede jeg.

De ni sider blev til ni værker, der sammen med den makulerede masse er udgangspunktet for min udstilling 081100 hos Bladr, der løber frem til d. 4. september. Tidligt i planlægningen af udstillingen vidste jeg, at jeg ville have et andet blik end mit eget på tematikken. Derfor inviterede jeg Jacob Haagen Birch til at skrive en tekst, der omhandler frygten for lave eller overse fejl ifm. den ofte lange proces i tilblivelsen af bøger og publikationer.

081100. Foto: Martin Ransby.

081100. Foto: Martin Ransby.

081100. Foto: Martin Ransby.

Jacobs tekst fik titlen; “Horeunger, dæmoner, floder og bryllupper” og indgår i en ny publikation udgivet af Bladr og Ransby Editions og det er en fornøjelse, i samarbejde med I DO ART, også at kunne bringe teksten i sin helhed her – for første gang online. God læselyst!

– Martin Ransby.

---

Horeunger, dæmoner, floder og bryllupper
Af Jacob Haagen Birch

Klokken er 2.15 om natten på Vesterbro. Jeg ligger søvnløs og stirrer på clock­radioens røde digitaltal i mørket. Min kæreste sover for længst ved siden af mig. Min søn snorker fredfyldt i sin seng. Det er roligt udenfor. Det eneste jeg kan høre, er en motorcykel der gasser op på Ingerslevsgade og fjerne råb fra nogen, der drikker øl på bænkene på Enghave Plads. Intet der burde forstyrre min ellers dybe nattesøvn. Men jeg kan ikke sove. Jeg vrider og vender mig for tusinde gang. Jeg kan mærke mit hjerte slå hurtigt, og jeg koldsveder på ryggen og benene. Jeg er ikke syg, jeg skal ikke stå på scenen i Det Kongelige Teater, opereres i hjernen eller i fængsel, for den sags skyld.

Årsagen til at jeg ikke kan sove, er gange-­tegnet. “×”.

Jeg lever af at tilrettelægge bøger og publikationer. Kort sagt vil det sige, at når du kigger i en bog, jeg har tilrettelagt, er det (oftest) mig der har valgt formatet, papiret du rører ved og skriften du læser – og en masse andet, for udenforstående, usynligt indhold. Jeg arbejder altså med behandling og typografering af tekst. Og fejl heri er en uundgåelig del af­ mit arbejde.

Inden for typografiens verden findes der en mængde betegnelser for fejl og uheld. Helt tilbage i middelalderen hærgede dæmonen Titivillus i klostrene, hvor munkene arbejdede med at kopiere de hellige tekster i hånden, lang tid før Gutenberg gjorde det muligt at reproducere og trykke bøger.

Titivillus forstyrrede munkene og samlede typografiske fejl fra deres arbejde med skrifterne. Fejlene samlede han i sin sæk, hvorefter han indberettede dem til djævlen selv. Djævlen kunne så præsentere dem for den skyldige munk på dommedag. I virkeligheden var Titivillus nok en hjælp og ikke en plage for munkene. Det hårde arbejde med at overføre teksterne ord for ord var krævende, og når fejl opstod i overskrivningen, måtte det jo i sagens natur være dæmonens skyld og ikke en træt eller doven munk. Titivillus forsvandt ud i glemslen efter renæssancen. Han er dog ikke forsvundet helt. I The Oxford English Dictionary har der i adskillige oplag været fejl i en sidereference til – gæt en gang: en fodnote der handler om Titivillus. (1)

Typografiske fejl har ofte farverige navne. En “horeunge” er en ensom linje på toppen af en side. En “enke” er et enkelt kort ord, alene på en linje, sidst i et afsnit. En “flod” eller “floder” opleves, når man ser sammenfaldet af ordmellemrum over flere linjer i et afsnit – oftest sat med fast bagkant – og man kan se hvad der ligner hvide floder løbe mellem ordene. Et “bryllup” er det samme ord, der ved en fejl optræder to gange efter hinanden i en sætning, og en “begravelse” er et manglende ord i en sætning. En fejlfri sats i første korrektur blev desuden tidligere betegnet som en “jomfru”.

Uomtvistelige fejl, en stavefejl i for­fatterens navn på forsiden fx, bør fanges i korrekturen af enten redaktør, korrekturlæser eller grafiker. Det kan man så skændes om og få rettet til næste oplag. Langt mere besværligt bliver det, når der er tale om mere subjektive fejl eller fejlvalg, der i højere grad drejer sig om selve bogens forløb, form eller æstetik. Her bevæger man sig ud i en gråzone mellem reelle fejl og fejlagtige beslutninger – hvor nogen vil mene, der er tale om grafiske fejl, vil andre synes det er friske grafiske greb. Er spalten for bred? Er billederne for små? Kan billedteksterne læses af folk over 30 år? Passer skrift­valget overhovedet til indholdet? Er papiret for tyndt eller for træholdigt? (så gulner det med tiden). Skal pagineringen sidde inderst eller yderst? Hvorfor løs og ikke fast bagkant? Og herfra bliver det rigtig mudret. For her kan man ikke arbejde efter en bestemt facitliste, man skal stole på sine øjne, sin erfaring og ikke mindst sin smag.

“God typografi er overskuelig, ordnet og smuk; dårlig typografi er svær at overse, uordnet og ser utiltalende ud.”
– Jan Tschichold, Hvad enhver bør vide om bogtryk, s. 33.

Efter Tshicholds mening kan en bog være løst dårligt, fordi designet ser uordnet eller utiltalende ud. Det må jo siges at være en subjektiv observation, der ikke måles eller vejes. (2) For de indforståede vil dette måske være banale pointer, men for mig er det en evigt tilbagevendende proces, jeg skal igennem, hver gang jeg skal tilrettelægge en bog – der findes ikke et prædefineret svar på eller en formel for, hvordan bogen skal se ud. Man bliver nødt til at regne systemerne og koncepterne ud selv, og hermed selv stå inde for eventuelle fejlvalg og æstetiske overvejelser. Selvfølgelig baseret på en grundig analyse af indholdet, akkumuleret erfaring og (forhåbentlig) konstruktive samarbejder med kunder og samarbejdspartnere. Dette er det skønne ved mit arbejde. Man kan ikke tilrettelægge to bøger ens. Hver bog må have sin egen krop.

Dette kunne lede ind i en længere smøre om designerens rolle i forhold til indhold, form og formidling, men det må vi gemme til en anden god gang. Mit fokus i denne tekst er designerens ­­(i dette tilfælde mit) forhold til fejl, der er omdrejningspunktet. (3) Jeg har en dårlig vane med at scanne andres tryksager for fejl. Både for konkrete fejl, og fejl af mere subjektiv karakter. Jeg er ikke stolt af at indrømme det, men jeg glæder mig over at finde en bindestreg, der burde være en tankestreg, en grim orddeling, en lidt for bred spalte, en horeunge eller inkonsekvent brug af anførselstegn. Måske er det tanken om at andre begår fejl, der virker beroligende. Det er aldrig noget, jeg kunne finde på at kommentere eller bruge som skyts mod nogen. Snarere en indre konstatering af, at fejl sker – og ikke kun på min vagt. Af samme grund går der ofte et år eller mere, før jeg kigger i mine egne bøger, når de er kommet tilbage fra tryk. Jeg bladrer som regel igennem en enkelt gang og konstaterer, at siderne sidder rigtigt og at farverne er korrekte. Og så venter jeg ellers et år, før jeg orker at kigge på dem igen.

Ud over at bekræfte mig i, at andre også laver fejl en gang imellem, så kan fejl også give en tryksag karakter. Hvis fejlen, eller fejlene, ikke er for graverende, og hermed skygger for indholdet og bogen eventuelt skal trykkes om. En lille ridse i lakken, en glitch in the matrix. ­Man fornemmer, at bogen faktisk er skrevet, designet og trykt af mennesker af kød og blod. Dermed ikke sagt, at man skal springe over hvor gærdet er lavest, være sløset. Det er mere en erkendelse­ af, at en bog netop er som en krop – med unøjagtigheder, ujævnheder og skønhedsfejl. Selvfølgelig skal man lære af sine fejl, og man skal holde af og acceptere dem som en naturlig del af ens arbejdsliv. Samtidig skal man også anerkende, at det ikke altid er opbyggeligt og udviklende at lave fejl. Det er okay at være træt af at opdage en fejl eller et fejlagtigt valg, helt uden at man nødvendigvis bliver et større og mere oplyst menneske af den grund.

Angsten og tanken om fejl fordrer, at man gør sig umage. Man skal samtidig acceptere, at der er adskillige lag af kontroltab indlejret i processerne. Når bogen er sendt til tryk og arkene kommer ud af trykmaskinen, så kan man ikke ændre noget. Så er alt ufravigeligt fastfrosset på papiret. Hvert evig eneste element på siderne har man selv placeret og forholdt sig til. Alle overvejelser, greb og beslutninger man har truffet, står badet i et ulideligt skarpt lys. Næste kontroltab er, når bogen så kommer ud til offentligheden. Det, man har siddet med nærmest alene – i nogle gange flere år – er pludselig et offentligt, fysisk objekt, som alle kan bedømme, analysere og (gys!) finde fejl i. En bog er jo ikke kun én bog:

“Modtager endnu en udgave af Boken & Biblioteket (to bøger udgivet under samme ISBN-nummer af Rasmus Fleischer, 2011) med posten uden af have bestilt den. Boken om en bogs dobbeltkarakter – at den både er et koncept (jeg skriver en bog, vi har læst samme bog) og en materiel masseproducerbar genstand (jeg læser min udgave af bogen og ikke din).” – Amalie Smith, Læsningens anatomi, s. 11-13.

Bogen – og dermed mit arbejde – er altså demokratisk i sin fysiske form. Den kan få så mange ejere som oplaget tillader. Man vænner sig aldrig til det. Jeg gør i hvert fald ikke. Hverken at sende til tryk, eller tomrummet fra bogen kommer til­bage fra trykkeriet og til den rammer offentligheden. Men man lærer at leve med det. Og det holder mig til ilden.

Og nu tilbage til gange-tegnet. Jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt jeg har husket at anvende det i tre billedtekster i en bog, jeg lige har sendt til tryk. Det er langt fra alle, der kender til det tegn, og oftest når man modtager tekst til implementering, er det skrevet med et normalt “x” i stedet for et “×”. Tanken om den mulige forglemmelse martrer mig. Jeg ved godt, at det er en fuldstændig åndssvag detalje at stresse over. Der er givetvis ingen – det skulle lige være en anden grafisk designer – der ville lægge mærke til det.

Men jeg ville selv se det.

Og derfor er jeg vågen.

---

NOTER:

1. Marc Drogin, Medieval Calligraphy, s. 20.

2. Hvordan mon Tschichold ville se på nogle af nutidens kontemporære typografiske greb, hvor klassiske dyder brydes og forkastes? Som han for øvrigt selv gjorde det, med sin bog Die neue Typographie, 1928.

3. Jeg vil anbefale at læse bogen The Debate, udgivet af The Monacelli Press i 2015, hvis man er interesseret i at forholde sig til den grafiske designeres rolle og aftryk på indhold.

---