KØBENHAVNS GLEMTE BYHØJE
Kort over København med de 12 høje markeret.

Kort over København med de 12 høje markeret.

Mellem Københavns villakvarterer, industriområder og boligblokke ligger der et overraskende stort antal gamle gravhøje fra bronzealderen. De færreste ved, at de er der, og skulle man tilfældigvis støde på én af dem, er det nemt at forveksle dem med nyere anlagte parkelementer eller kælkebakker til kvarterets flyverdragtsklædte unger.

Første gang jeg opdagede, at den slags overhovedet havde overlevet de sidste 150 års rivende byudvikling, var på en tilfældig gåtur til Bellahøj, hvor hele tre gravhøje ligger og keder sig. Det var ikke kun højenes imponerende alder, eller det at de, med uransageligt held, har overlevet til i dag, jeg finder spændende, men ligeså meget mødet mellem de 3.000 år gamle høje og de markante betonboligblokke fra 1950′erne. Denne vilde kontrast finder jeg både smuk og fascinerende. Jeg har her valgt at vise og fortælle om 12 af de omkring 20-25 gravhøje som ligger i Københavns bebyggede områder. Hver høj er præsenteret med et foto samt to kortudklip, der viser højens landlige omgivelser omkring 1870 kontra de stærkt bebyggede omgivelser i dag.

Bavnehøj | Vangede: Ligger lidt skjult fra Vangedevej og er fint omkranset af villaer samt en larmende børnehave.

Bellahøjene | Brønshøj: På toppen af bakkedraget, mellem Bella-højhusene og den gamle restaurant, ligger tre gravhøje, som opfindsomt nok hedder Bellahøjene. De er blandt mine favoritgravhøje i Kbh, da de som nævnt står i en herlig kontrast til de store 50′er boligblokke.

Danshøj | Vigerslev: Ligger tæt på det, der engang var Vigerslev landsby, og nu et nydeligt villakvarter. Højen ligger ganske synligt fra vejen, i forhaven til den vietnamesiske/buddhistiske forening Chua Lieu Quan’s foreningshus (eller kalder man det et tempel?) Højens navn har desværre ikke noget med fest og dans at gøre, men refererer nok nærmere til sagnkongen Dan. Danshøj St. er opkaldt efter højen.

Ellehøj | Gentofte: I Gentofte ligger der en rigtig villagravhøj med stentrappe, bænk på toppen og med en holder til hundehømhømposerne. Navnet har desvære ikke noget med ellefolk at gøre, men med elletræer.

Stoplehøj | Vangede: Ligger i baghaven til plejehjemmet Egebjerg, få minutter fra Gentofte IKEA (og den ved alle jo hvor ligger). I samme baghave har den en mindre navnløs og ret smadret høj som ven. Der har været yderligere to høje tæt ved, men de er long gone. Stolpehøjen hed oprindeligt Snephøj, hvad det så end betyder.

Garhøj | Søborg: En nydelig villagravhøj i Søborg, som også har haft den fornøjelse at fungere som De Samvirkende Grundejerforeningers årlig sommerparty-plads. Den har derfor stadig en indbygget talerstol i kampesten. Lidt syd for Garhøj lå Rævehøj, men den blev spist af et par havesultne villaer i 1941.

Gildhøj | Brønbyvester: Hvis folk er skuffede over fraværet af party og dans i Danshøj, kan det forhåbentlig trøste lidt, at Gildhøj faktisk betyder partyhøj (ligesom i ordet gilde). Den ligger og hygger sig på et lille stykke grønt, i et sammensat kvarter af villaer, noget industri og Brøndby Rådhus.

Kirsebærhøj | Gladsaxe: Muligvis en fin høj, man kan bare ikke rigtig se den. Kun lidt af toppen er synlig, da to 50′er villaer og en omgang ligusterhæk skærmer utroligt vellykket for højen med det romantiske navn.

Simonshøj | Hvidovre: Denne høj, som ikke ser ud af meget, er én af mine favoritter, og det skyldes ikke kun højens awesomme navn, men ligesom med Bellahøjene er det den skarpe kontrast mellem oldtidshøj og moderne omgivelser. Højen ligger indeklemt på et lille stykke grønt, mellem en varmecentral, betonblokke fra 60′erne og et par triste fodboldbaner. Varmecentralens meget nære placering til højen skyldes at myndighederne ganske enkelt glemte højens eksistens, da de gav deres byggetilladelse.

Sneglehøj | Mørkhøj: Højen ligger ved Turbinevej i udkanten af Mørkhøjs industrikvarter og tæt op ad krydset mellem den stærkt trafikerede Motorring 3 og Gladsaxe Ringvej. Højen har oprindeligt haft en snoet sti, som førte til toppen (deraf navnet), og kloge mennesker er uenige om, hvorvidt denne sneglegang er af gammel kultisk betydning eller en langt senere anlagt ”pynte” sti. (Suspense!)

Tornehøj | Brøndbyvester: Tornehøj er højen som, tro imod sit navn, har en tjørnebusk på sin ryg. Den ligger langs den ganske trafikerede Brøndbyvester Boulevard og et slapt stenkast fra Brøndby Stadion.

Valhøj | Rødovre: Højen er en pest at finde frem til i Rødovres labyrintiske villakvartere, men holder man ud, vil man blive belønnet med Københavns muligvis største og fineste gravhøj. Højen er, som den eneste ( jeg har kunne finde), udstyret med en infostander, som fortæller om højens historie, og fra denne infostander vil jeg dele den fun fact historie, at den svenske kong Karl Gustav under svenskekrigen (1657-1660) red op på højen for at få sig et overblik, over det København som han gerne ville smadre.

Simon Væth (f. 1984) er illustrator, tegneserietegner og underviser. Han har taget en kandidat i Illustration ved Designskolen Kolding. Simon har bidraget til idoart.dk siden 2015.