OM AT FØLGES AD IND I DET

Jeg tror, at man værdsætter venskaber anderledes (ikke bedre), når man har været single det mest af sit liv. Uden en partner er det i venskaber og for vores vedkommende i kunsten, at man deler oplevelser, sorg, glæde og indtryk. Mening opstår, når den deles. Kirsten Thorup sagde engang til mig, at jeg skulle sørge for at få nogen til at læse og tage stilling, til det jeg skrev, at det var alfa og omega. Anerkendelse er vigtigt. Ris, ros og klapsalver osv.

Den sidste uge har jeg tænkt meget på det om at dele … og også om ikke at dele alt. Der er nemlig endnu en ting ved Gaias og min relation, som jeg synes er væsentlig. Vi ses ikke specielt tit, på den måde hvor det ender med, at vi spiser popkorn i dynerne på sofaen. Til gengæld har vi altid en forbindelse, og det er noget andet. Jeg ved, hvor jeg har hende. Når nogen siger mig imod, eller når verdenssituationen chokerer mig som forrige weekend, så ved jeg, hvor jeg har hende. Hvad hun mener om dit og dat, har jeg med mig som en fornemmelse.

Vores venskab er ikke styret af kontakten, for jeg har brug for at ’forsvinde’ og være alene, og det har hun også. Hun bliver ikke sur, hvis jeg aflyser med begrundelsen ’mangel på overskud’, ’panik’ eller ’nedbrud’ og vice versa. Beklager ærligheden, men det er min påstand, at vi ikke altid er en del af en rolig og afbalanceret generation. Virak akkumuleres pludseligt.

I forhold til kontakten skylder jeg hende ikke noget, og vice versa og holy moly hvor jeg ser det som en kæmpe styrke i dag. Det tog mig mange år at lære at kontakt – beskeder, sms, mails, telefonopkald, cafelatter, en øl lørdag eftermiddag osv. – ikke er en gave, der bliver større og større og kører rundt mellem venner. Der er ingen regning, som jeg skal betale, for alle de gange jeg har udskudt en aftale, eller en sur smiley der skal vendes efter et nej tak.

Forbindelsen, snarere end kontakten, er en del af styrken i vores relation. Jeg har altid syntes, at det er irriterende, når ældre er kloge på yngres vegne, for der er udfordringer, der hører sammen med alderen. Man kan ikke sætte sine problemer i relief ved at tænke, at samme problemer om fem år ville se endnu værre ud nu eller omvendt. Når det er sagt, så er min fornemmelse, at livets udfordringer stiger i kompleksitet, fordi tid frarøver muligheden for at gøre det hele om og starte forfra. Ligesom Joan Didion igen kan formulere bedst: “not all of the promises would be kept, that some things are in fact irrevocable and that it had counted after all, every evasion and ever procrastination, every word, all of it.”

Jeg elsker mit liv og alle de muligheder, som jeg har, og for mit vedkommende er ovenstående tydelige bevidsthed om tid kommet efter de 30. Når venner bliver kørt ned i trafikken, når de får diagnosen kræft eller tilsvarende, når forældre dør, når min egen generation begynder at blive skilt. Når man møder ham fra for to år siden i Silvan, med sin nye kæreste, der ligner en selv på en prik, og deres baby, så er der, om man vil det eller ej, et punktum. Et før. Et efter. Evasion. Procrastination. I alle den slags observationer er relationen til Gaia stærk. Hun har levet et andet liv end mig. Hun har haft andre evasions og andre procastinations, men vi følges ad ind i det. Der er ting, som vi har måtte opgive, og ting som vi fik fejret undervejs, men uanset hvad er det en styrke at vide, at der altid er én, der har din ryg. Uden at stille spørgsmål.

Præmiere og so long
Åh, Aarhus. Det regner. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har gået ned gennem strøget på den måde. Præmiere på AR. Eller det vil sige, nej. Jeg fik ikke en billet til præmieren fredag. Da jeg fandt ud af, at jeg skulle skrive disse indlæg, var der allerede udsolgt. AR har lagt godt fra kajen. Faktisk ville jeg utrolig gerne have haft min kæreste med denne lørdag, men jeg har kun været i stand til at opstøve 1 billet. Udsolgt udsolgt. Flot. (Bare rolig, der er ledige billetter igen mandag og fremadrettet).

Foyeren er fyldt med mennesker, der skal se forskellige teaterforestillinger. I dag er publikum et yngre et af slagsen, og fem minutter før tæppet går, myldrer jeg ind sammen med flokken. Scenografien er hvid på AR, og min kusine drejer sig fra det ene kostume til det næste i løbet af den næste time. Scenelyset brænder og historierne folder sig ud. Det handler om AR.

Jeg glemmer aldrig helt, at hun er min kusine, men jeg finder en vis stolthed i hendes talent for både at spille omsorgsmedarbejder på et plejehjem og kåd teenager på besøg i Allans drengeværelse. Lyset går. Flokken klapper. Jeg henter min jakke i garderoben og sætter mig på forreste række og venter. Det er kun det kreative og tekniske personale, der er tilbage. Gaia har inviteret mig ud på en restaurant i nærheden ved åen. Hun er træt ovenpå præmierefesten dagen før, men hun smiler hen over vinglasset. Og så går snakken. Snak om drømme, om penge, om fremtid og oplevelsen af teater- og forfatterlivet. Som en branche og som et arbejdsmiljø. Snak om den her blog, der nu er slut, og om det vi har tænkt undervejs. Hun følger mig til banegården. Jeg foreslår en kaffe undervejs. Vi drikker den et stenkast derfra. Fortsætter.

Hun følger mig helt til toget. Vi står arm i arm ned af rulletrappen på samme trin. Jeg har aldrig været særlig god til det med afslutninger. Jeg ville ønske, at det var mig, der skulle cykle hjem, som hun skal. I stedet for skal jeg de sædvanlige tre trin ind i toget. Ved siden af mig pakker sidemanden sin McDonalds menu frem på bordet, og så ruller det videre på skinnerne ud i natten.

Annette Brogaard er forfatter og har bl.a. udgivet bøgerne "Så tager vi til Prag" og "Løse gear". Annette har bidraget til idoart.dk siden 2013.