DANMARK HVABEHAR

Jeg har på det sidste været meget uenig i den politik, der bliver ført i Danmark lige nu. Jeg kan faktisk slet ikke identificere mig med den, fordi den ligger så langt væk fra de værdier, jeg selv har.

Uenighed må jeg acceptere som en del af det, jeg skal opleve i mit liv, men en direkte afstandtagen fra medmenneskelighed og solidaritet synes jeg ikke, vi skal finde os i. Derfor er det på tide for mig at komme på gaden med nye værker for at tilkendegive min mening.

De sidste dage har jeg broderet, når jeg har haft fri fra arbejde, så jeg kan hænge nogle værker op som kommentarer til den politiske situation i Danmark. I dag tog jeg rundt på Nørrebro og i Nordvest. Jeg var løbet tør for min gode lim, jeg tabte min pensel, så limen klattede og det regnede. Det er på ingen måde ideelt, men jeg tog udfordringen op. Jeg synes i bund og grund, at noget af det, som street art kan og bør gøre, er at få folk til at stoppe op undervejs i deres gængse færden på gaden. Det kan være et blik, der vendes op, frem for ned mod skosnuderne, et grynt eller grin, et trækken på skuldrene eller en tanke, der bliver til en refleksion, som udmunder i en stillingtagen. Jeg håber, at nogle af jer kommer forbi værkerne derude.

 DK, hvabehar. Prinsesse Charlottesgade, Nørrebro.

DK, hvabehar. Prinsesse Charlottesgade, Nørrebro.

 DK, vorherre bevares. Peter Fabers Gade, Nørrebro.

DK, vorherre bevares. Peter Fabers Gade, Nørrebro.

 Hvor er DKs røde hjerte. Dagmarsgade, Nørrebro.

Hvor er DKs røde hjerte. Dagmarsgade, Nørrebro.

 Danmark, hvabehar. Nattergalevej, Nordvest.

Danmark, hvabehar. Nattergalevej, Nordvest.

Dittebeskidte (f. 1987) er kunstner og arbejder hovedsageligt med broderi, som hun hænger op i gadebilledet. Dittebeskidte har bidraget til idoart.dk siden 2013.