EN MANDS BLIK PÅ STRØGET

Den danske performance kunstner Nana-Francisca boede i sidste uge i et butiksvindue på strøget. Den efterhånden meget omtalte performance sluttede af sidste søndag, ved at Signa Kóstler kom ind i vinduet og tatoverede teksten ’HER’ på Nana’s arm, hvorefter Nana forlod vinduet og gik nøgen igennem indreby fra strøget til Nikolaj kirke.

Natten mellem lørdag og søndag havde Nana inviteret mig ind i sit vindue. Vi sad i hendes seng fra kl. 24-05 og drak vodka, røg en smugle og kommunikerede med de mennesker som stod på den anden side af ruden. Jeg var meget udmattet efter de 5 timer i vinduet. Jeg drømte om alle de uforløste møder, der havde været, og jeg kunne ikke rigtig give slip på forløbet. Som led i at forlade butiksvinduet på Strøget har jeg formuleret en række spørgsmål, som jeg har fået Nana til at besvare. Jeg synes, at refleksionerne er vigtige, og derfor vil jeg gerne dele dem med jer her.

 Foto: Alexandra Buhl.

Foto: Alexandra Buhl.

Du har levet 72 timer i et butiksvindue på Strøget. Hvordan adskilte dagtimerne sig fra nattetimerne?
Om dagen var der enormt meget liv i og omkring vinduet, som også havde (eller fik) noget at gøre med butikken og med Strøget som rum for shopping. Der var mange inde i butikken og spørge, hvad det gik ud på, og der var ekspedienter og aviser, der kunne svare på meningen med det hele. Værket blev serviceret. Dagtimerne var venlige. I nattetimerne ændrede både rummet og stemningen sig. Billedet blev skarpere og grænsen mellem det private og det offentlige blev mere ekstrem. Sårbarheden i min tilstedeværelse blev markant større. Eneste adskillelse var 4 mm glas..

Den første aften var det en lettelse, da livet omkring butikken ophørte og rummet/billedet/min tilstedeværelse trådte mere rent frem. Samtidig var det også sværere at formidle værket, fordi det krævede at folk investerede mere tid og mere af sig selv for at kunne trænge ind i det. Der lå ikke aviser fremme, og der var ikke ekspedienter at spørge. Derfor afhang formidlingen eller oplevelsen af værket i langt højere grad af de møder, der kunne skabes på tværs af glasset. Nogle møder var meget bevægende, andre meget frustrerende. Generelt oplevede jeg en stor vilje til at forstå og trænge ind i værkets lag, men især fredag og lørdag nat blev denne vilje sløret af alkohol, rastløshed, frustration og sult.

Fredag aften blev jeg rystet af disse reaktioner, selv om jeg havde forudset dem. Fordi jeg var ekstremt sårbar i mit glashus. Samtidig; hvad havde jeg forventet? – man sætter sig jo ikke bare i den situation uden at opleve interaktionerne på godt og ondt. Og måske ville det også være kedeligt, hvis den del af spektret ikke var repræsenteret. Ikke fordi det er ønskværdigt, men fordi det findes. Jeg havde bedt om at se, hvem og hvad vi er som offentlige og private kroppe – ikke kun på det godes præmisser.

 Foto: Georg Jagunov.

Foto: Georg Jagunov.

I lørdags sad jeg sammen med dig fra kl. 24-05. På de fem timer var der ca. 10 mænd, der hev bukserne ned og pressede deres kønsorganer eller numser imod ruden ind til os. Hvorfor tror du, de gjorde det?
Da vi kom til lørdag, var jeg blevet mere immun. Jeg var klar over, at det handlede om min evne til at møde dem, i forhold til hvordan interaktionerne udviklede sig. Jeg tror deres handlinger udsprang dels af frustration over ikke at kunne forstå, hvad det handlede om, og så tror jeg, at de gjorde det, fordi at en kvinde (eller måske bare et menneske i det hele taget?) i et udstillingsvindue er en vare, og hvis hun/han ikke er tilgængelig eller responderer på tilnærmelser, må hun/han nedgøres og ydmyges.

Den del af befolkningen, der cruiser rundt på Strøget fredag og lørdag nat, er for manges vedkommende rastløse, sultne livsforbrugere, som leder efter det næste hurtige kick og den næste nemme high. I alkohol, stoffer, selvforglemmelse og forbrug af hinanden. Det, der ikke byder sig til eller møder dem på de præmisser, kan virke provokerende. Og især hvis de føler sig dumme, afmægtige eller afviste, bliver reaktionen nedgørende/overgribende/ydmygende.

Folk skrev og sagde mange seksuelle ting, når de kom forbi. Det oplevede jeg, både da jeg var der, men også de gange, jeg bare var forbi. Der var mange ord som: knep, sut pik, stripper. Hvorfor tror du, at mange kom til at tænke på det?
Fordi kvindekroppen (og kroppen i det hele taget) er vareliggjort i en grad, så det er svært først og fremmest at opleve den som menneskelig. Det krævede fokus og fordybelse at beholde min oplevelse af at være subjekt, når jeg samtidig var objekt for så mange blikke. Og det krævede en viljeanstrengelse at fastholde at mødes som mennesker, når folk kom med et konsumeristisk blik og en forbrugerisk forventning om, hvad (kvinde)kroppen i vinduet skulle gøre/være for dem. Det er en nem måde at forarge eller provokere på. For at få en reaktion. Det mest interessante er, hvad der sker, når man ikke lader sig forarge og provokere af det.

 Foto: Alexandra Buhl.

Foto: Alexandra Buhl.

Oplevede du det anderledes at have mig (som for mennesker med en binær kønsopfattelse, vil blive opfattet som en mand) på besøg, fremfor når du havde kvinder på besøg?
Hvert besøg har været forskelligt og givet forskellige reaktioner. Du var den eneste, der besøgte mig om natten. Det tror jeg har haft en afgørende indflydelse på det, vi oplevede i interaktionerne med folk udenfor. Samtidig tror jeg at din alder, og din måde at udtrykke dit køn på, har spillet med i nogle af de reaktioner, der opstod. Og det at vi var en mand og en kvinde på det sted, på det tidspunkt, tror jeg også gjorde noget. Der er en eller anden grundforventning om, at når der er en mand og kvinde, så har det noget med sex at gøre. Derfor var det også vigtigt for mig, i alle mine interaktioner, både med gæsterne bag glasset og dem på den anden side af det, at insistere på at mødes som mennesker, først og fremmest.

 Foto: Alexandra Buhl.

Foto: Alexandra Buhl.

Var du på noget tidspunkt bange?
Ja. Og rasende, afmægtig, overgrebet og ulykkelig. Men det var ikke det, der endte med at fylde mest. Det var blot en af nuancerne. For der opstod også udvekslinger med stor kærlighed, intimitet og gensidighed.

Hvorfor var det vigtigt at din performance skulle foregå i et butiksvindue og ikke i et gallerirum eksempelvis? For mig at se var det altafgørende, men hvad er dine egne refleksioner?
Fordi det handlede om umiddelbare møder, der ikke allerede var rammesatte i et ’kunst-set-up’. En stor del af pointen var at undersøge, hvordan jeg møder dem, der ikke allerede har taget en beslutning om at gå ind og se kunst. Og hvordan de møder mig. Alle de forskellige aldre, nationaliteter, samfundsgrupper og virkeligheder, som defilerer gennem Strøget i løbet af tre dage. Det her var i lige så høj grad et socialt eksperiment som et kunstværk. Eller rettere; det sociale eksperiment var værket. Det ville jeg ikke kunne skabe i en ramme, der allerede definerede værket og rummet omkring det som kunst. I så fald skulle det gribes an på en helt anden måde for at virke, og det ville være et helt andet værk.

Samtidig er det vigtigt for mig at understrege, at det var et helt klart kunstnerisk valg at indtage et butiksvindue. Det er en del af værkets pointe at skabe kontrast til den forventning om varefokuseret envejskommunikation, der ligger til et butiksvindue. Og der ligger jo for så vidt også en kritik af den måde, vi forbruger og selviscenesætter os væk fra en menneskelighed og en sårbarhed, hvor vi kan mødes. Denne kritik ville være gratis, hvis den ikke netop placerede sig midt i den setting, som den kritiserer…

 Fotos: Alexandra Buhl & Georg Jagunov.

Fotos: Alexandra Buhl & Georg Jagunov.

Esben Weile Kjær (f. 1992) er forfatter og har udgivet "Eskapisme" samt "Alting sker så meget". Fra 2016 studerer Esben ved Det Fynske Kunstskademi. Esben har bidraget til idoart.dk siden 2011.