DET JYSKE KUNSTAKADEMI'S AFGANGSUDSTILLING 2022

Fredag d. 22. april åbner seks nyuddannede kunstnere fra Det Jyske Kunstakademi deres afgangsudstilling på Kunsthal Aarhus. For at få et indblik i kunstnernes forskellige praksisser og værker har vi her stillet dem et par spørgsmål om deres arbejde og processer, om hvad de tager med sig fra deres tid på akademiet og om deres drømme for fremtiden.

I år er det Fritjof Krabbe Nørretranders, Olivia Willman, Helle Kongstad Holm Petersen, Mathias Riis Andersen, Anna Elisabeth Dupont Hansen og Mikkel Høgh Kaldal, der dimitterer fra Det Jyske Kunstakademi med en udstilling, der byder på vidt forskellige tilgange og materialer, men som samtidig fremstår sammenhængende og visuelt harmonisk.

Afgang 22 bevæger sig fra undersøgelser af nostalgiske billedverdener, videre gennem bomuldstråde, blonder og håndarbejdets forbindelse til klassekamp og en antenne der bliver forsynet med energi fra en solcelle i kunsthallens gård. Fra tanker om at blive til en diamant i efterlivet og fundet af en død allike, oppustelige badedyr der undersøger intimitet og psykisk sårbarhed og en billedliggørelse af hverdagens normativitet.

Fritjof Krabbe Nørretranders. Foto: Mikkel Kaldal.

Olivia Willman. Foto: Mikkel Kaldal.

Helle Kongstad Holm Petersen. Foto: Mikkel Kaldal.

Mathias Riis Andersen. Foto: Mikkel Kaldal.

Anna Elisabeth Dupont Hansen. Foto: Mikkel Kaldal.

Mikkel Høgh Kaldal. Foto: Mikkel Kaldal.

Traditionen tro har akademiet inviteret en ekstern kurator til at organisere afgangsudstillingen i tæt samarbejde med de studerende og Kunsthal Aarhus. Her er valget faldet på Mette Kjærgaard Præst, som er selvstændig kurator og bl.a. arbejder på Holbæk Art 2022 og Rønnebæksholm.

“De dimitterende kunstnere arbejder på tværs af medier og materialer, med kunst som idé, research, design, håndværk og kommunikation. Fælles er dog det nysgerrige blik, ønsket om at undersøge, interessen for at lære og modet til at eksperimentere. Samtidig er der en gennemgående bevidsthed om, at kunst eksisterer i – og skaber samtaler på tværs af – tid, sted, og rum. Værkerne resonerer derfor på hver deres måde med noget andet, noget uden for dem selv, og skaber subtil genkendelse og genklang gennem udstillingen,” skriver Mette Kjærgaard Præst i udstillingens katalog.

Herfra et stort tillykke til årets seks afgængere. Nu er ordet jeres:

Fritjof Krabbe Nørretranders

Fortæl os om dit afgangsværk
– og hvad handler det med dine egne ord om?

No matter er en installation og en serie af værker. Der er en film som udspiller sig i områder, hvor materiale overgår fra ét stadie til et andet, mens et par levende handsker leder efter et godt skud. I lydsiden læser mine venner tekster højt, jeg har skrevet til værket, som kredser omkring en overgang fra fortælling til fysisk virkelighed og tilbage.

Der er noget med akten at frame, at rive ting ud af deres relation til alt det andet, som har været udgangspunkt for projektet. I alle elementerne har jeg forsøgt at lave noget, der flimrer mellem en fiktion og en levet virkelighed, at lave ting der kan se sig selv, der godt ved at de findes. Jeg har været interesseret i de potentialer for billeddannelse, der allerede lå i objekternes logikker, i de tekniske omstændigheder, som de er lavet under, eller de fortællinger de peger på. I skulpturerne, som hver især svarer på elementer i videoens scener, har det været et forsøg på at balancere en dobbelthed – medie, vært for noget andet, og objekt, tegn for sig selv. Der er også endt med at være en tilstedeværelse af nostalgi. Mange af de billeder jeg refererer til er ting, der har fyldt i min opvækst. Hvis det hele skal handle om at konstruere fortællinger, giver det måske sig selv, at jeg endte med at kigge tilbage på de indtryk, der har formet mit visuelle sprog. Jeg ser også nostalgien som et vilkår, der former vores måde at møde verden på, en verden som mest af alt er et virvar af uforudsigelige processer, flyvende råmateriale og blippende sprogkonstrukter, der sjældent giver ret meget mening. Medmindre man zoomer ind og ud på de rigtige tidspunkter.

Fritjof Krabbe Nørretranders, NO MATTER (Blandede medier). Foto: Mikkel Kaldal.

Hvilke tanker eller overvejelser har du gjort dig undervejs i arbejdet med dit afgangsværk (proces, materialer, research)?

Jeg har læst WJT Mitchell, og har gået mange ture på den byggeplads i Sydhavnen, hvor Det Jyske Kunstakademis nye skole skal bygges (med hjelm og vest). Jeg har det sidste års tid tjent til dagen ved at bygge frysetørremaskiner i en garage i Wien, hvilket virkelig har præget mit forhold til en genre af materialer, ting der sendes halvvejs på tværs af kloden for at blive skruet sammen og få flashet noget firmware, før de pakkes ind i den samme kasse de kom i og truckes videre.

Så har jeg genbesøgt de her Hazard Cards-spillekort, produceret af Learning Lab i 2004, som jeg på én eller anden måde fik stukket i hånden, da jeg var omkring elleve. Et spil, ligesom bilkort, med teknologisk funderede katastrofer igennem tiden. Jeg undrer mig sindssygt meget over deres position og funktion, men de har sat sig dybt i mig, så de skulle med.

Fritjof Krabbe Nørretranders, No matter (Stack! event shuffle) (Komprimeret pap, europalle, Hazard Cards-spillekort). Foto: Mikkel Kaldal.

Hvad er de vigtigste ting, du tager med dig fra uddannelsen?

Én professor sagde, at kunst skal være spørgsmålstegn – ikke udråbstegn, det har sat sig fast. En anden svarede nej, da jeg spurgte om nul hunde var hunde. Det må betyde det modsatte. En tredje sagde, at man ikke kan stole på Blender, at man skal huske sin krop.

Hvad er dine planer eller drømme umiddelbart efter afgang?

Jeg tager tilbage til Wien og bruger tid med kunstscenen dernede. På sigt vil jeg gerne starte et atelierfællesskab og udstillingssted herhjemme – prøve at holde nogle af de ting kørende, der var vigtige i min tid på akademiet.

Olivia Willman

Fortæl os om dit afgangsværk
– og hvad handler det med dine egne ord om?

Mit værk, eller nok snarere videregående projekt, handler om klassekamp, myter, historie og uddøende håndværk. Et sammensurium af referencer til forskellige tidsperioder og fortællinger, mytiske væsner og dekorative fortællinger. Værkerne er lavet med en gammel blondeteknik kaldet Filet Lace, men det har også mange navne såsom, Lace Darning, Knotted Lace osv.

Olivia Willman, Lace (Bomuld, stål). Foto: Mikkel Kaldal.

Hvilke tanker eller overvejelser har du gjort dig undervejs i arbejdet med dit afgangsværk (proces, materialer, research)?

Mit værk er en afgrening af en længerevarende research ind i bl.a. blondeteknik, historien bag og også et ønske om at videreføre/informere om et uddøende håndarbejde/håndværk. Det har selvfølgelig taget lang tid og krævet en del valg og fravalg ift. at kunne passe det ind i udstillingens tidshorisont, men også arbejde med et gammelt håndværk der har historisk interessante bindinger til klassekamp og ulighed gennem tid. Det mest udfordrende har helt klart været at opstøve information og de rigtige materialer. Der har jeg været på en lang internet-skattejagt.

Hvad er de vigtigste ting, du tager med dig fra uddannelsen?

Tålmodighed og fordybelse.

Hvad er dine planer eller drømme umiddelbart efter afgang?

Jeg tænker at arbejde videre på projektet og se hvor det fører hen. Håber på også at kunne tage til Belgien og researche deres kniplinger (anden teknik end jeg har brugt til afgang) og lære af de folk, som viderefører deres håndværk dér. Jeg har måske også fundet en kniplinge-klub her i Aarhus – der står, at det er for øvede, men måske kan jeg få lov alligevel, hehe.

Helle Kongstad Holm Petersen

Fortæl os om dit afgangsværk
– og hvad handler det med dine egne ord om?

Mit afgangsværk er en skulptur – en antenne, der performer et slags tele-teater, lytte-teater. Værket suger energi fra en solcelle, som gennem en ledning er koblet på antennen, og herved gør værket både brug af kunsthallens inde og ude arealer, men er uafhængig af institutionen i forhold til næring og kan derfor både være der, såvel som et hvert andet sted; i et kalkbrud, en baghave og ja... En del af antennen er det her apparat; som udgør antennens forskellige funktioner; det er umiddelbart herfra lyden kommer, og her ledningen fra solcellen slutter. Narrativet i forhold til tele-teater-delen er flydende, men kigger ind i kommunikation og non-kommunikation = tempo. Det handler om habitater, det at holde områder åbne for ongoingness og den her higen efter noget, der ikke er earthbound, om energier; om forskningsprogrammer med geotrupes i vægtløshed eller andre tyngdekrafter, om et kompost-fartøj, = et tele-teater sat sammen som en slags lyd-collage, der forholder sig spørgende og undersøgende – det er et værk, der måske fungerer som en kvækkepose i væske-effekten.

Helle Kongstad Holm Petersen, feelers as tellers of tales; et slags tele-teater (Papmaché, gelcoat, apparat-boks, styrofoam, sound exciter, ledning, solcelle, AISI304 rustfrit stål). Foto: Mikkel Kaldal.

Hvilke tanker eller overvejelser har du gjort dig undervejs i arbejdet med dit afgangsværk (proces, materialer, research)?

Jeg har tænkt en del over, hvordan et tele-teater egentlig fungerer. Hvor flydende (uden det fungerer rodet, og uden det fungerer lineært) men vel også lineært kan jeg gøre det? Hvordan fungerer antenner og; youtube.com/watch?v=qtzNXiuVHeI; hvor komplekse, men også u-komplekse solceller er; de er ok underlige og ok seje; at jeg skal ud og se de der store 70m antenner, hvor ufleksibelt det er at gøre noget fleksibelt osv. osv. osv.

Mathias Riis Andersen

Fortæl os om dit afgangsværk
– og hvad handler det med dine egne ord om?

Mit afgangsværk, Remain Forever, er en 1:1 kopi af en HPHT-Press, en maskine som kan lave aske fra afdøde personer om til diamanter, samt en allike jeg har fået udstoppet i den position, jeg fandt den i. Værket er en slags undersøgelse af drømmen om at forevige og blive foreviget. Her bliver den udstoppede fugl et udtryk for et foreviget dyr, og skulpturen et eksempel på det maskineri, der sættes i gang under moderne begravelsesritualer.

Værket undersøger, hvordan døden er blevet kommercialiseret og giver et indblik i, hvilken industri, der ligger bag. Det undersøger også monumentet som fænomen og dets forsøg på uendeliggørelse, samt beskæftiger sig med tanker om, hvilke industrielle monumenter mennesker efterlader, som dyr sidenhen kan bevæge sig ind og lægge sig til at dø i.

Mathias Riis Andersen, Remain Forever (Polystyren, MDF, limtræ, cementspartel, PVC-rør, maskinemalje, allike). Foto: Mikkel Kaldal.

Hvilke tanker eller overvejelser har du gjort dig undervejs i arbejdet med dit afgangsværk (proces, materialer, research)?

Jeg stødte først på konceptet Memorial diamonds, da jeg så et afsnit af Keeping up With The Kardashians, hvor Kris Jenner undersøger muligheden for at blive lavet til en diamant som et alternativ til begravelse. Hun spørger ind til, om hun har krop nok til at blive lavet til 6 diamanter, så hendes børn kan få et smykke hver, når hun dør. Efter mange snakke med en veninde om emnet, blev jeg mere og mere optaget af det, og begyndte at undersøge det tekniske, og hvilke maskiner der blev brugt i processen.

Fuglen var noget jeg vidste, værket havde brug for, men jeg ville ikke købe en konserveret fugl. Jeg ville selv finde den. Jeg havde troet, at jeg skulle begynde at gå virkelig mange ture, men den smukkeste allike lå pludselig ude foran min lejlighed, hvilket var heldigt, da jeg fik ret travlt med at lave replikaen, og havde ikke tid til at gå så mange ture.

Men håber jeg skal gå rigtig mange gode ture i fremtiden.

Hvad er de vigtigste ting, du tager med dig fra uddannelsen?

Hurtige hænder og håb.
Alt muligt underligt specifikt teknisk viden (ansæt mig!)
Gode venner.

Hvad er dine planer eller drømme umiddelbart efter afgang?
Jeg drømmer om at shine bright.

afgang 22 (Installation view). Kunsthal Aarhus. Foto: Mikkel Kaldal.

Anna Elisabeth Dupont Hansen

Fortæl os om dit afgangsværk
– og hvad handler det med dine egne ord om?

Mit afgangsværk handler om ubelejligheder, som finder sin vej ind i det bekvemmelige, forholdet mellem intimsfæren og det perifere, portrætteringen af kroppen, spørgsmål om virkelighed og autenticitet overfor det kommercialiserede og sprogliggørelse af noget, som ikke har et sprog.

Hvilke tanker eller overvejelser har du gjort dig undervejs i arbejdet med dit afgangsværk (proces, materialer, research)?

Jeg fik idéen til mit afgangsværk på en all inclusive ferie på Mallorca i august. Idéen er på mange måder den samme, samtidig med at den er helt forandret. En stor del af processen har været at affinde mig med det kontroltab, det er, når man skal have nogen til at producere noget for en.

Det har været så angstprovokerende, og måske noget jeg har følt at akademiet kunne have rustet mig bedre til, altså den slags samarbejder. Jeg modtog værket fra produktionen for et par uger siden, så indtil da har det hele været en forestilling i mit hoved, hvilket også har udfordret processen.

Overordnet set tror jeg, at jeg vil sige, at det har været en meget følsom proces. Faktisk har jeg nok meget af tiden haft det som stemningerne i mit værk, hvis det giver mening. Og så er alle afslutningerne jo svære. Føler på mange måde et kæmpe antiklimaks. Men altså, er glad og tilfreds :)

Anna Elisabeth Dupont Hansen, mens jeg er i Netto, er du bange for at dø (min krop er som et tårn i et landskab af uro) (Digitalt print på PVC, papirklip af indlægsseddel). Foto: Mikkel Kaldal.

Hvad er de vigtigste ting, du tager med dig fra uddannelsen?

Noget af det vigtigste jeg tager med mig, er nogle mennesker som er gode at tale med om mit arbejde. Nogen, som har kendt det fra den 'spæde begyndelse' og har kendt til alle de lag, som har været en del af det i min tid på akademiet, men som efterhånden bliver skraldet af. Det er helt særligt. Også lavpraktisk bare helt særligt at have brugt så mange timer på hinandens arbejde. Derudover tager jeg en opmærksomhed med, altså overfor alt egentlig. Der er jo materiale, som kan blive til værker, overalt.

Hvad er dine planer eller drømme umiddelbart efter afgang?

:)

MIKKEL HØGH KALDAL

Fortæl os om dit afgangsværk
– og hvad handler det med dine egne ord om?

Min afgang består af otte værker på væg samt en bog. Det primære materiale kommer fra mine egne arkiver, som jeg herefter har bearbejdet på forskellig vis. Værkerne er delt op i tre forskellige retninger rent formelt; billeder på lærred, billeder i rammer og tegninger på lærred.

Objekterne i udstillingsrummet har referencer til teksterne i bogen, og bogen har referencer til billederne – nogle af dem i en mere konkret form, hvor titlerne er udklip fra bogen. Bogen og objekterne kan ses separat, og har ret til at kunne stå alene. Jeg ser min afgang som et billede af det “normative”, hvilket måske er en dårlig betegnelse, da den slags er subjektivt.

På samme måde som at jeg i objekterne tager udgangspunkt i mig selv og min egen hverdag, er teksterne også bearbejdede, klippet, vendt og drejet, for til sidst at kunne ende ud i en anden form end den originale dagsbogslignende form. På den måde er processen af begge medier endt ud i andre betydninger end deres oprindelige form og betydning.

Mikkel Høgh Kaldal, Vi kom igen dagen efter (Træ, hørlærred, hæfteklammer, inkjet print på papir, akrylbinder) og Uden titel (Paraply) (Træ, hørlærred, hæfteklammer, kul, grafit, fixativ). Foto: Mikkel Kaldal.

Hvilke tanker eller overvejelser har du gjort dig undervejs i arbejdet med dit afgangsværk (proces, materialer, research)?

Jeg har arbejdet med materiale, som jeg havde liggende i arkivet på min computer og telefon i forvejen. Der er altså ikke noget nyt for mig i værkets grundelementer. Det, der har været min primære udfordring, har været at arbejde med store formater og nye materialer.

Mine værker har sjældent været større, end hvad jeg har kunne lave på mit skrivebord. Derfor har det også været grænseoverskridende at arbejde på de store værker. Udfordringen og undersøgelsen af motiverne i det store format har været meget givende. Formatet har givet mine værker en anden kropslighed, da størrelsen overgår ens egne kropslige dimensioner. På samme måde har jeg set motiverne fra mit arkiv på nye måder, og jeg oplever dem på en ny måde, nu hvor de er blevet større, end jeg selv er.