DET JYSKE KUNSTAKADEMI'S AFGANGSUDSTILLING 2021

Fredag d. 7. maj åbnede 9 kunstnere fra Det Jyske Kunstakademi deres afgangsudstilling på Kunsthal Aarhus. For at få et indblik i udstillingens mange værker har vi stillet afgængerne et par spørgsmål om deres arbejde, de bagvedliggende processer, hvordan det har været at tage afgang under en pandemi, og hvad de tager med sig fra deres tid på akademiet.

Årets afgangsudstilling er kurateret af duoen South into North, som består af Francesca Astesani og Julia Rodrigues. I kataloget reflekterer de over, hvordan lockdown har opløst enhver form for fast tidsfornemmelse, og hvordan fortid, nutid og mulige fremtider er flydt sammen – en refleksion der også har inspireret udstillingens undertitel; Present Tense.

“The artworks in the show have been produced within a present temporal tense. In English, the present tense is used to talk about both the present and the future. This sense of temporal continuity reflects our idea of the graduation exhibition: not as an event marking the end of education and the start of an artistic career but as a rite of passage within the flow of working as an artist, both during and after institutional education. These artists have been working, work, have worked, and are working, all in the present tense.”

Afgang 21 – Present Tense består af en bred vifte af medier og udtryk. Naturalistiske malerier der zoomer ind på hverdagsscener, en tilgroet metalskulptur, tableauer og videoinstallationer, en tegneserie om H.C. Andersens hat, drømmen om en scooter der kommer bragende mod gallerivæggen, et 100 kilo for tungt, svævende træ og meget mere. For at blive klogere på tankerne bag, har vi sendt en række spørgsmål til samtlige afgængere, og givet dem der havde lyst mulighed for at fortælle mere.

 Sabine Wedege

Hvad handler dit afgangsværk med dine egne ord om?

Mit afgangsværk består af tre skulpturer, Woman with an Incubus, Fortune Teller Machine og Still Life in Crop Circle, som alle består af hvide stål-plateauer, der imiterer piedestalen – men også er en del af skulpturen på lige fod med den skulpturelle krop, busten og stilleben.

Både i form og motiv kopirer skulpturerne europæisk kunsthistoriske tendenser, som den afklædte liggende kvinde, selvportrættet og landskabet – som rekontekstualiseres ind i samtiden, hvor referencerne strækker sig fra intersektionel feminisme, paganisme, ikonografi, forhistorisk kunst til konspirationsteorier, forbrugerisme, udvinding og økologi. Materialerne er som et ekstra lag, men taler også ind i selve værket (og referencerne). Jeg skelner mellem syntetiske og naturlige materialer, samt materialer der typisk bliver brugt i billedhuggertraditionen – såsom plastik, voks, ler og planter. De tre skulpturer indkapsler referencerne og materialerne som opsatte displays, en installation som påtvinger sig sin egen skulpturelle ret.

Sabine Wedege, Still Life in Crop Circle, 2021. Foto: Mikkel Kaldal.

Hvilke tanker eller overvejelser har du gjort dig undervejs i arbejdet med dit afgangsværk?

Min praksis er researchbaseret; arkiv, litteratur, internettet, skitser, notater etc. som også gør sig gældende i processen for mit afgangsværk.

Til de tre skulpturer findes en mappe i udstillingsrummet med arkivmateriale – en selektion af råmateriale, som er ”montage-samlet”, men alligevel illustrerer et slags system i tilfældigheden. Udover råmateriale, er der også to publikationer fra tidligere arbejde. Mappen skal ses som et supplement for de tre skulpturer og en invitation til beskueren. Det er en mulighed for at åbne min proces til beskueren med en ikke insisterende tilgang. Derfor er det vigtigt, at man kan se afgangsværket uden at have kigget i arkivmappen.

I min proces, og som også kan ses i mappen, er der et skel mellem kildemateriale; hvor stammer det fra, troværdighed og en tilladelse til at alt kan være arkivmateriale uanset. For mig, og for vores samtid får vi information fra diverse kilder, og den tager jeg direkte ind i min måde at arbejde på. Derfor er der både kilder fra lokalhistoriske arkiver og faglitteratur men også SoMe-platforme som TikTok og Pinterest – som alle bærer deres helt egne fænomener og virkeligheder, som helt klart skinner igennem afgangsværket med alle dens lag.

Sabine Wedege, Fortune Teller Machine, 2021. Foto: Mikkel Kaldal.

Hvordan har det været at tage afgang under en pandemi?

I starten af lockdown var også starten på at arbejde på afgangsudstillingen – en udstilling hvis proces var digital via zoom-møder, e-mails og chats, men med et mål om en fysisk udstilling. Restriktionerne har selvfølgelig været en vigtig faktor i processen, og har resulteret i mangler, såsom fysisk tilstedeværelse med både mine kollegaer, kuratorer og udstillingsrum – der blev arbejdet på forskellige scenarier omkring udstillingen. Pandemien har helt klart været med på sidelinjen, in mente, men ikke altoverskyggende, både i form af titel på udstillingen og egen praksis. Den har ligget latent som en fællesnævner, blandet med så mange andre fællesnævnere.

Sabine Wedege, Woman with an Incubus, 2021. Foto: Mikkel Kaldal.

Hvad er de vigtigste ting, du tager med dig fra uddannelsen?

Uddannelsen på akademiet er et led, af mange led og ekstra led i hele cyklussen i det at uddanne sig, og videre udvikling af min praksis.

De vigtigste ting, jeg tager med mig fra akademiet, tænker jeg først er noget, jeg finder ud af hen ad vejen. Jeg tror og håber, at det giver mig små ”pop-ups” de næste mange år. Overordnet set er den helt essentielle faktor relationerne: kollegaer, undervisere etc.

Men det er dog uanset, om det er midt i uddannelsen eller efter uddannelsen, om det er noget ”jeg forbliver i eller tager med mig”.

Mikkel Drabik Jacobsen

Hvad handler dit afgangsværk med dine egne ord om?
Værket ”Scooter-work” består af et A4-papir, et ”mood-board” eller en kollage, kan man også kalde det. Kollagen består af en række billedrepræsentationer af bl.a. en scooter, to generiske krakeleringer i en væg, en mur og to eksempler på airbrush ild. Det oprindelige koncept var at køre en fysisk scooter ind i en mur, hvor kollisionen mellem de to objekter og mærkerne på væggen var kunstværket. Men denne idé har udviklet sig, og jeg ser ikke længere nødvendigheden af den fysiske kollisionshandling.

Konceptet er nu løst baseret på Zenons paradoks, et tankeeksperiment, der er legemliggjort i myten om skildpadden og haren, hvor haren aldrig indhenter skildpadden. Ifølge konceptet vil scooteren aldrig ramme muren.

Dertilhørende er en bog ”Manual” for a scooter-work i A6-format, som kommer med ni eksempler på, hvordan dette A4-papir også kan forstås og ikke komme med et endegyldigt svar på, hvordan det skal forstås.

Hvilke tanker eller overvejelser har du gjort dig undervejs i arbejdet med dit afgangsværk (proces, materialer, research?)

De tanker og overvejelser jeg har gjort under arbejdet med mit afgangsværk har været at åbne dette værk så meget op som muligt. Lade det være helt op til beskueren faktisk at lave værket. Som fortalt før kommer den tilhørende bog ”Manual” for a scooter-work med ni eksempler på, hvordan man også kan forstå ”Scooter-work” men ikke med et svar på, hvordan det skal forstås. Siden mit første år på Det Jyske Kunstakademi har kollagen/moodboardet ”Scooter-work” hængt på min væg, og derfor fremgår det også i materialelisten ”patina fra kunstnerens atelier”.

Hvordan har det været at tage afgang under en pandemi?

At tage afgang under en pandemi har selvfølgelig været anderledes, kan jeg forstille mig. Der har været rigtig mage zoom-møder. Men det har været rigtig godt at kunne få lov til at udstille fysisk, og at besøgende kan se udstillingen i virkeligheden.

Hvad er de vigtigste ting, du tager med dig fra uddannelsen?

Det vigtigste jeg tager med mig fra uddannelsen er alle de forskellige gode samtaler, der har været omkring kunst, og det med at have beskæftiget sig med det samme intenst i 5 år.

Frederik Mølgaard Lautrup

Hvad handler dit afgangsværk med dine egne ord om?

Min afgang har først og fremmest handlet om at givet mig selv lov til at male, uden skam, udenom alt det malerihistoriske maskuline, selvfølgelig med en bevidsthed om det, men stadig at tage fuldstændig afsæt i min egen historie. Hvem er jeg, hvorfor er jeg her, hvorfor er vi her? – Spørgsmål som egentlig ikke kan besvares med menneskets forståelse. En længsel har været til stede i mit sind i mange år, og den er svær at regne ud. Det har været en famlen i blinde i forskellige eksperimenter, fx maleriet, men også andre ting – kroppen som hylster for det evige liv, usund fitnessafhængighed, musik, humor – tiden, processen, tilegnelsen af teknik, farver, dufte, humor etc.

Kvartvejskrise er et interessant fænomen, jeg er stødt på for nyligt. Personligt har jeg været meget konfus i samfundets og de menneskelige konstellationer, man kan stå til regnskab i. Det kan lyde banalt og en smule kliche – klichéer er dog tit tilstede, da det egentlig bare er et tegn på, at nogle ting er sket x antal gange, og til sidst bliver et fænomen.

Men altså, først at være ubevidst i 0-1 års alderen, til derefter at komme i kontakt med egen eksistens i 1-5 års alderen, til derefter at begynde at forstå, at man forstår i 6-9 års alderen. Blot nogle år efter kommer teenage(oprøret)årene. En modstand i den pubertære hjerne imod reglerne – ‘’hvorfor skal jeg egentlig dit og dat?’’ – til tider i en lidt for lad grad, høhø.

Nu er tyverne så for alvor igang i mit tilfælde, jeg er 25, mine forældres krav blev så småt byttet ud for 5 år siden med samfundets krav: Du skal gøre sådan og sådan, dele livet op i kasser, vækst, success og hele tiden gå med håbet om, at hvis du når hen til x går kabalen op. Men med delvist hyppige oplevelser af, at ‘’svaret’’ ikke lå ‘’derude’’ kom spørgsmålet om meningen med det hele, hele tiden op i mig. Dermed, kvartvejskrise. Meget fin betegnelse i mit tilfælde, tænker jeg. Jeg har derfor været optaget af at male længslen, det romantiske, det melankolske, kærlighed, hverdagens goder, som jeg til tider kan overse – altså at prøve at manifestere en ode igennem maleriet til processen, til det smukke, eftersom at man bliver bombarderet med heftige og alt for mange indtryk i medierne nu til dags (i min optik).

Hvilke tanker eller overvejelser har du gjort dig undervejs i arbejdet med dit afgangsværk (proces, materialer, research?)

Tænker at mit svar ovenfor går lidt i forlængelse med dette spørgsmål, men jeg har lavet en liste med kunstnere, som jeg finder vældigt inspirerende:

Issy Wood
Edward Hopper
Albert Oehlen
Eleanor Ray
Elsa Beskow
Caroline Walker
Matisse
Anna Bjerger
Edward Munch
Peter Doig
Serena Stevens
Anna Ancher
Ebba Carstensen
Astrid Holm

Hvordan har det været at tage afgang under en pandemi?

Det har været udmærket. Jeg vil nærmest sige, at i mit specifikke tilfælde, har det gjort, at jeg kunne have en mere koncentreret process. Jeg bor i København, så der har ikke været den store pendlen frem og tilbage. Dertil har jeg været så heldig at være i et atelierfælleskab, som har gjort, at jeg ikke har følt mig helt alene, fysisk og psykisk, i processen.

Men altså, jo, det da klart, det er en mærkelig tid, med nedlukning af samfundet, døden, ikke at kunne kramme osv.

Hvad er de vigtigste ting, du tager med dig fra uddannelsen?

Kunsthistorie med Nanna Gro, undervisningen med Benedikte Bjerre, at kunne snakke kunstsprog (som måske ikke er særlig nice egentlig). Alle de søde medstuderende og festerne. Ærlig talt. :)

Clara Jozefine Morks

Hvad handler dit afgangsværk med dine egne ord om?

Hvilke tanker eller overvejelser har du gjort dig undervejs i arbejdet med dit afgangsværk (proces, materialer, research?)

Jeg vælger, i min besvarelse, at blande de to ovenforstående spørgsmål sammen. Jeg vil prøve at komme lidt rundt om de vigtigste ting, men det vil blive alt for meget, hvis jeg skulle forsøge at formidle alt det bagvedliggende. Mit afgangsværk er en videoinstallation.

Bag tunge mørkeblå velourgardiner, kan man famle sig vej ind i mørket, sætte sig på en bænk, tage høretelefoner på og se to projektioner, som viser to forskellige videospor, som fader imellem billede og sort skærm. Videoen er sat sammen af tre scener, som nogle gange overlapper, og andre gange glider ud og ind ad hinanden, som en dans imellem symboler. Den tosporede video er et loop. Jeg arbejder i dette værk med et ikke lineært tidsbegreb og tre dimensioner. De tre scener repræsentere hver sin dimension.

Den ene scene viser et par i et soveværelse. Nogle gange sover kvinden alene i sengen, og andre gange sidder manden ved hende på sengekanten. På et tidspunkt vågner hun, og de har en samtale, som udgør de eneste replikker i hele værket. Samtalen bliver genafspillet i en lidt anden version, hen over nogle andre billeder, på et andet tidspunkt i forløbet.

Hun spørger: Hvor var du? Han svarer: Lige her. Hun siger: Nej, du var her ikke. Han svarer: Jo, jeg har været liger her sammen med dig, hele tiden. Kan du slet ikke huske det? For mig vises det, igennem denne samtale, at de lever i to verdener, og repræsenterer hver sit bevidsthedsplan. Det er ikke første gang, at jeg arbejder med det i min praksis.

I den anden scene vises et par kvindeben, som går retningsløst rundt i vand, til midt på skinnebenet, om natten. Hun går i en delvist søgen, delvis væren. Denne scene er inspireret af, at i flere skabelsesberetninger mener man, at før der eksisterede noget, eksisterede der kun mørke og vand, og det var det samme som intet. Så hun bevæger sig rundt i intetheden/uendeligheden, måske inden i sig selv. I den tredje scene ser man parret forenede, dansende rundt om hinanden i mørke. Jeg ser det som kollisionen, hvor de er sammen og i overenstemmelse. I denne scene har de begge vampyrtænder.

Min interesse for at arbejde med vampyren, som symbol, udspringer fra en fornemmelse af, at der er en forbindelse imellem kærlighed og død, og jeg er interesseret i at portrættere volden i kærligheden.

Vampyren symboliserer mange ting, bl.a. det evige liv, og det at være levende død, elskeren som en trussel, det at leve af hinandens energi. Jeg ser det også som en metafor på livet efter kærligheden. Det at de begge i denne dimension, er vampyrer, ser jeg som en ligestilling mellem dem.

Scenen hvor manden sidder ved hende på sengekanten, imens hun sover, er en lille reference til hvordan, i Coppolas Dracula, at Minna og Dracula lærer hinanden at kende i hendes drømme, før de mødes i det virkelige liv.

Det elektroniske soundtrack, som er komponeret af Joakim Lindemark Moesgaard, skifter imellem forskellige stemninger, som nogle gange er computerspilslignende og andre gange meget melankolske, som glider over i noget lettere, som glider over i et lille stykke med hård tekno.

Jeg synes, at lydsiden har været utroligt vigtig, for at gøre den ellers så klaustrofobiske og alvorlige billedside til at ånde i.

Tak til dygtige Joakim og tak til de to dygtige skuespillere, Amanda Friis Jürgensen og Kristoffer Eriknauer. Værktitlen ”Crazy” er i øvrigt inspireret af en meget langsom version af Beyoncés ”crazy in love”.

Hvordan har det været at tage afgang under en pandemi?

Alt taget i betragtning, har det været så fint. I relation til arbejdsprocessen, har jeg ikke mærket meget til de begrænsninger, som pandemien har budt os, og den her tid, hvor samfundet har været lukket, og livet har været lidt gråt, har det været rart at have noget meningsfuldt at arbejde på. Vi, på årgangen, har holdt mange møder over zoom, og jeg har værdsat at mærke en høj grad af gruppedynamik i den ellers isolerede tid.

Hvad er de vigtigste ting, du tager med dig fra uddannelsen?

På Det jyske Kunstakademi har jeg deltaget i mange forskellige kontekster, på og omkring skolen, og jeg mener, at oplevelserne og erfaringerne, som jeg har fået der, har skabt et grundlag for min forståelse af kunst og kunstverdenen. På akademiet har jeg dannet grundlæggende redskaber til at forstå kunstværker og til at håndtere det at have en kunstnerisk praksis.

På mange måder opfatter jeg akademiet som en indgangsvinkel til kunsten og kunstverdenen, og jeg synes, at den pakke af fem-seks års kunstakademi, som jeg har i rygsækken, er uvurderlig.

Kasper Knudsen Muusholm

Hvad handler dit afgangsværk med dine egne ord om?

DIT SPROG IKKE MIT er et tøvende manifest skrevet i et væk. Manifestet stiller spekulerende tanker op i en sådan forstand, at beskueren bliver hevet rundt i den intime manege for efterfølgende at springe ud i globale eller endda inter-relationelle, galaktiske dimensioner. Det er måske lidt kryptisk eller ulogisk, at beskrive det således. Men det har jeg en pointe med. Nemlig at der i vores familierelationers net måske slet ikke findes logik – eller fornuft sågar. Værket er talebobler, som vi kender fra iPhones, kombineret med højtlæsning af mine familiemedlemmer. Under dette en brummende slags dronemusik, der understøtter en stemning af dysterhed. Grunden til at værket er bygget sådan op er, at jeg ønsker for beskueren at forstå, at de udsagn der er på spil i oplæsningen, er af ramme alvor.

For mig personligt handler værket om, hvordan vi som menneskelige sjæle skaber familierelationer på kryds og tværs. Om det er blodrelationer, eller valgte relationer. Hvornår vælger vi til? Og hvornår vælger vi fra? Dette spørgsmål kommer vi næsten alle sammen til at møde på vore vej i LIFE.

Hvilke tanker eller overvejelser har du gjort dig undervejs i arbejdet med dit afgangsværk (proces, materialer, research?)

Da jeg startede med at skabe videoværket DIT SPROG IKKE MIT var den først idé at skabe et intimt rum for beskueren. Ved at bruge disse talebobler føler jeg, at jeg optegner en form for nærhed. Mange kender til talebobler og ved, at ikonet handler om at sige noget. Frem for at tænke noget.

Jeg kom på vejen til det færdige værk på afveje, men endte i sidste ende med den første idé. Selvom det blev et helt andet indhold til formen.

“Familie er og bliver dem, vi vil være med. Men det betyder ikke, at de vil være med os” bliver der oplæst på et tidspunkt i videoværket. Og dette er essensen af, hvad jeg har valgt at kaste mig ud i.

Hvordan har det været at tage afgang under en pandemi?

Det må man sige har været, som det er. Jeg har ikke prøvet det før. Altså, hverken afgang eller pandemi. Derfor kan jeg ikke sammenligne med noget. Dog vil jeg sige, at jeg har nydt den der ro og fred, der kom med lockdown. Det indbød til koncentration og kedsomhed, der avlede skabelse.

Hvad er de vigtigste ting, du tager med dig fra uddannelsen?

Jeg tager mine kollegaer med mig.
Jeg tager mine minder med mig.
Og jeg tager et sprog med mig.  Videre.

Mikkel Carlsen

Hvad handler dit afgangsværk med dine egne ord om?

Jeg er altid lidt bange for at tale ting i stykker. Så kort sagt er mit værk, Hands forming a heart to say goodbye, udsprunget af mange forskellige ting. Men det handler i store træk om overgang, både personligt, tidsligt og ideologisk set. Med en ”genskabelse” af Brancusi’s Den uendelige søjle liggende i forfalden natur, forsøger jeg at tale om umuligheden i at producere kunst, som man gjorde engang, med en stræben efter det sublime og tilnærmelser mod det hinsides. Værket er på mange måder et ulykkeligt kærlighedsbrev til dette, modernismens skulpturelle mestre og en anerkendelse af en personlig, men også fælles, uvis fremtid.

Mikkel Carlsen, Hands forming a heart to say goodbye, 2021. Foto: Mikkel Kaldal.

Hvilke tanker eller overvejelser har du gjort dig undervejs i arbejdet med dit afgangsværk (proces, materialer, research?)

Jeg forestiller mig, at man selvfølgelig har en masse tanker og idéer, der leder hen til det endelige slutresultat. Sådan har det i alle fald været i dette tilfælde, selvom meget af værkets formfaktor har været i mit hoved fra starten, har hvad man kunne kalde dets leveringsmetoder ændret sig over tid. En af de tidligere idéer var en opera opført af modernistiske skulpturer, sunget for døve ører, om deres ulykkelige kærlighed til beskueren. Det kan stadig være, at den version får ben at gå på en dag, men ikke denne gang.

Efter det, blev det et hørespil om to karakterer på flugt, der gemmer sig i en hule og ender med at sidde fast. Dette fortsatte lidt, men til sidst endte jeg med det resultat, der kan opleves på afgangsudstillingen. Intet hørespil eller lydværk, bare skulptur. Et diorama om modernismens fald overfor det sublime og samtiden. Der er selvfølgelig andre ting som trosspørgsmål, der spejler sig i den tids kunst, jeg også på mange måder er interesseret i. Troen på det fysiske, der spejler sig i det hinsides, som i gotisk kirkearkitektur, med dets rummelighed der strækker sig mod himmelen.

Lidt af det samme kan ses i den uendelige søjle, som en slags håndsrækning til gud. Ting og betydninger binder sig sammen som tyndt-udstrakte spindelvæv, hvori der opstår et værk, eller flere værker, mellem bindingerne og krydsningerne af forskellige idéer og tematikker.

Det er altid en tilnærmelse, eller et forsøg på at sige noget, jeg ikke rigtig har ord for – ellers ville der for mig ikke rigtig være nogen grund til at lave værker, hvis jeg bare kunne sige eller skrive det ned, jeg oprigtigt ville ud med. Jeg ser det ofte som om, jeg laver ligninger, der ikke rigtigt går op.

Hvordan har det været at tage afgang under en pandemi?

Jeg kan forestille mig, at det var mere present for dimittenderne, der tog afgang året før os, men det har selvfølgelig været en slags skygge over det meste af processen med planlægning, møder og lignende. Ikke meget af forløbet har føltes som en naturlig eller flydende arbejdsgang, hverken kommunikationsmæssigt eller arbejdsmæssigt.

Grundet covid har adgangen til normale produktionsfaciliteter, som smedeværksteder og lignende, ikke været mulig, hvilket har været en generel kæp i hjulet for mange, ikke bare folk under uddannelse, men heldigvis hjalp min familie mig utroligt meget med den fysiske del af afgangsværket.

Selvfølgelig er det også en smule antiklimatisk, men sådan føles det muligvis altid med slutninger eller det, der ligner. Afslutninger er vel aldrig egentlig højdepunktet på nogen oplevelse? Ligesom med bøger eller film. Det hele er, og har været, lidt ambivalent. Vi har lavet en udstilling, ikke i et totalt lockdown, men i hvad der føles mere som en ny version af en mere langstrukken hverdag, som selvfølgelig bliver bedre og bedre. Folk kan se værkerne helt tæt på i udstillingsrummet, det er næsten det vigtigste.

Jeg har lavet et værk, jeg er tilfreds med, på trods af situationen.

Hvad er de vigtigste ting, du tager med dig fra uddannelsen?

Kortfattet ville det være svært at opsummere, hvad jeg har lært på akademiet, men selvfølgelig er der en masse ting, jeg vil tage med videre fra min uddannelse, både fra enkelte kurser, men også fra vedvarende venskaber med mine kollegaer. Jeg vil dog sige, at det klart vigtigste er menneskene, vennerne og dem jeg har mødt. Med dette mener jeg selvfølgelig ikke, at det bare handlede om at have det sjovt med folk (hvilket jeg klart også havde), men at det med denne type uddannelse, for mig i det mindste, er noget af det mest håndgribelige og reelle, jeg ved jeg tager med videre og er afhængig af videre i livet. Og ja selvfølgelig er jeg blevet klogere og har lært en masse bogligt akademiske ting osv., men det er ikke det, der stikker ud, når jeg ser tilbage på uddannelsen. Det er samtalerne, kritikklassen, opbygning af udstillinger og samarbejderne, der har formet og udviklet både mig og min praksis. Fem år i kunstens navn er en gave, der har efterladt et andet menneske på den anden side. Selvom det måske er en selvfølgelighed, at man udvikler sig over tid, lige meget hvilken situation, man er i.

Signe Cygan

Stine Rosdahl-Petersen

Det Jyske Kunstakademi, Afgang 2021. Foto: Mikkel Kaldal.

Jeg samler materialer op på min vej eller de opsamler mig. Essentielle biprodukter. Fingre der føler. Et sprog. Organiske materialer, uld fra kompost med lort og andet godt, halm høstet med le, områders potentialer, historier opsnuset fra steder hvor de vokser op fra fundamentet (så de ikke er til at komme forbi), mennesker med teknikker de gerne giver videre, hænder der husker nedarvede trådværk.

Undersøgelser der kommer med følere. Skulptur, kultur, natur, sammenvoksninger. Frem og tilbage og forfra igen. Gammelt håndværk og andet tørt og godt. (Fallerede finesser har også deres charme).

Hvor er vi nu. Falder det hele på plads. Eller forsvinder igen. Jord, jord, jord, jord, jord, jord, stilhed, jord. Sol og ild. Mulighederne vægtes og vandes. Langsomhedens dyrevæsen er umulig at komme uden om, for at få det hele med fra alle verdens folder og krumspring. Umulige muligheder spinder sig ind og ud af mine sammenfiltrede processer for så igen at fortsætte hver til sit, ud af hver vores vej.

Det hele starter op på ny og har visse mystiske muligheder som slimer og lugter. Mulighederne må vægtes og vandes. Der skete ingenting uden disse møder med andre på forskellige stadier og stier. Hvilke spændinger opstår der når værket spreder sig på ny. Ritualerne ruller.

Ludiske lag af rytme. Det hele sniger sig ud af reglerne og rammerne, dem har værket aldrig været en del af eller taget stilling til, da de ikke lever i samme univers. Det hele snor sig afsted næsten umærkbart, selvom det vigtigste befinder sig lige inden det igen forsvinder. Værket invitere beboere til, imens andre klækkes ud, intet er stilstand. Noget vil der ske. Vent og se. Det sammenfiltrede udrulles og bliver til på ny.

Til mit afgangsværk har jeg valgt at invitere en gæst – en levende Spidsløn – indenfor i udstillingen. Når man ankommer til Kunsthal Aarhus møder man et ovenlysvindue, hvorfra toppen af træet er synligt. Det er placeret indenfor i kælderetagen, men er så højt, at det når helt op til loftet af ovenlysvinduet.

Foran vinduet og trætoppen er en af mine tidligere skulpturer, en jernafstøbing, placeret udenfor. Det er en afstøbning af en skjorte, som er syet sammen til en pude med store, tydelige sting i garn. Jernpuden lavede jeg i Helsinki i 2014, da jeg gik på kunstakademiet der. Den har siden da stået udenfor i vind og vejr for at blive helt klar til at komme med på en udstilling. Bunden af træet ses, når man kommer ned i udstillingen. Træet hænger med sine rødder i øjenhøjde, pakket ind i en vandtæt pose, så det kan holde på vandet og forhåbentlig overleve så længe, udstillingen står på.

Oprindeligt havde jeg tænkt mig, at træet skulle hænge i ovenlysvinduet og slet ikke nå ned til udstillingen. Men træet vejede 100 kg for meget til at kunne hænge der, uden at udgøre en fare for de besøgende. Jeg ændrede opsætningen og gav dermed træet større mulighed for at overleve og blive plantet ud igen efter, ved at sænke det ned i øjenhøjde. Det endte med at blive et mere relevant og tydeligt værk end det første.

Jeg havde også taget et stort vævet/løbebundet værk med, da det i min oprindelige idé om opsætningen kommunikerede godt med træet. Det endte dog med slet ikke at komme med, da træet og arkitekturen optog hele pladsen og gjorde det godt alene på scenen indenfor. Derfor endte det med at skubbe det vævede værk helt ud af billedet.

(Sådan er det ofte med mine værker. Jeg starter med en idé og et materiale jeg vil (sam)arbejde med. Og en form for håndværk til at bearbejde materiale. Herudover er tid den vigtigste faktor. Det tager den tid, det tager. Mit liv og min kunstpraksis hænger sammen, og det kan ikke gå hurtigere. Livet og processerne med materialerne er værd at engagere sig i. Der er ingen færdig form – heller ikke når værket er udstillet. Det har et efterliv, og formen ændrer sig selv under eventuelle udstillinger i samarbejde med dets nye omgivelser. Det er en af grundene til, at jeg laver kunst – for at se hvad der kommer ud af samarbejdet med de forskellige materialer, og for at se hvad der sker, når jeg ikke længere blander mig).

Liste over kunstnere/bøger jeg har været inspireret af:

Arkitekter:

Hiroshi Sambuichi
Hundertwasser

Kunstnere:

Lea Kantonen
Anastasia Ax
Signe Johannesen (og artlab Gnesta)
Bureau Detours (kunstergruppe)
Hilma Af Klint

Bøger:

Ny Jord 5 – Tidsskrift for naturkritik.
The musroom at the end of the world – On the posssibility of life in capitalist ruins af Anna Lowenhaupt Tsing.
Vibrant matter – A political ecology of things af Jane Bennet.

Hvordan har det været at tage afgang under en pandemi?

For mig har det at tage afgang under pandemien givet mig ro til ikke at fokusere på andet end værket under tilblivelsen, selvfølgelig udover hverdagslivet. Og så en hel masse zoommøder, som jeg gerne ville have været foruden. Det gjorde også, at vi ikke kunne holde en officiel fernisering. Og at vi ikke vidste, om det ville blive muligt at udstille sammen som årgang i en gruppeudstilling med besøgende.

Hvad er de vigtigste ting, du tager med dig fra uddannelsen?

På DJK har jeg lært at komme helt ned til rødderne af min kunstneriske praksis, for at finde ud af, hvorfor jeg laver kunst. Det er sket igennem en masse arbejde på atelier, samtaler og samarbejder med de andre på skolen. Samtidig har jeg heldigvis lært, at det godt kan være sjovt og ikke helt frygteligt at skrive om mine værker og praksis. Og så tager jeg en masse gode relationer med derfra, som jeg er sikker på holder ved i mange år.

Selina Rom Andersen

Hvad handler dit afgangsværk med dine egne ord om?

 Det er et eventyr om tre digtere i byen Modløse, der savner noget at skrive om. Det self i overført betydning meningen med livet. Måske.

Modløse er baseret på Odense, hvor jeg boede i tre år. H. C. Andersen bliver bollet i hovedet på hvert eneste gadehjørne i Odense og desuden totalspulet med kulturpenge, så man rigtigt kan føle sig fremmedgjort som ung digter uden identitetsmarkør bortset fra smøger og en masse ulæst strunge på natbordet... Handlingen: En ond hat kommer i kontakt med kulturen i modløse via Virtual Reality. Snart skal hele Modløses kultursegment instrumentaliseres i hattens onde ambitioner om at vække HCA til live igen. Necromancy! De tre digtere får snart noget at skrive om, da de pludselig vikles ind i hele dramaet. Sex, smøger, vold i alle dens afskygninger, på slæbende og bagtalende og tøvende sixpack-basis.

Pjat må tages seriøst. At være digter er noget, man er. Det er den eneste måde, man kan komme rundt om alt det andet pjat.

Hvilke tanker eller overvejelser har du gjort dig undervejs i arbejdet med dit afgangsværk (proces, materialer, research?)

 Hele idéen til tegneserien kom af billedet af en ond hat, der styrer kulturpolitikken fra en anden dimension, kaldet Modløsheden. Havde i starten en drøm om, at der i hele historien skulle være indspiste, institutionelle intriger... men der gik hurtigt smøger og sex i den, fordi jeg for det første er distræt og ikke kan huske historien, mens jeg arbejder på den. For det andet ikk kan sætte mig ind i den malstrøm af usmagelige beslutninger, der bliver taget på kommunalt, æstetisk, institutionelt plan. Så den oprindelige idé om at skrive et Institutionelt Drama druknede i digternes finpudsede, men vilkårlige, bitterhed på provinsen og småraffineret bagtaleri. Tror mit ego er for stort til egentlig at skrive karakterer, der ikk er mig.

Jeg læste Alethia af Kristina Stipetic i vinters, som er en meget smuk sci-fi serie om en verden beboet af lesbiske robotter. Virkelig fed. Alle burde læse den. Modløses karakterer er alle kvinder men befinder sig i en verden præget af en afdød digterdudes legacy. Og nogle af dem befinder sig bedre i det end andre. Noget med at succes stadig har en maskulin konnotation, og... Noget med at være ved at brække sig hele tiden.

Selina Rom Andersen, Modløse, 2021. Foto: Mikkel Kaldal.

Hvordan har det været at tage afgang under en pandemi?

 Et flet af fede og ufede ting som alle andre nok har oplevet. Men tror ikk jeg ku ha lavet en tegneserie på et halvt år, hvis det ikke var pga. lockdown.

Hvad er de vigtigste ting, du tager med dig fra uddannelsen?

Venner og fjender, tristhed og mod, lykke og ulykke, had og kærlighed.

Det Jyske Kunstakademi “Afgang 21 – Present Tense” løber til og med søndag d. 6. juni. Fredag d. 28. bliver der afholdt et finissage-arrangement, hvor der bl.a. vil være overrækkelse af Aarhus Art Prize – en pris på 20.000 kr. som hvert år bliver uddelt til en heldig afgænger.