DET KGL. KUNSTAKADEMI'S AFGANGSUDSTILLING 2021

DET KGL. KUNSTAKADEMI'S AFGANGSUDSTILLING 2021

Hvis der er noget, det seneste års tid har lært os, så er det, at intet bare er, som det ser ud. Forældede forestillinger og antagelser er blevet gjort til skamme, og det bedste mange af os kan gøre nu er at lytte. Lytte til dem der har erfaringerne. Lytte til dem der for længe er blevet overhørt. Lytte i stedet for at dømme. Heller ikke på Det Kgl. Danske Kunstakademis afgangsudstilling 2021 er alt bare som det ser ud, men hvis man giver tid og lytter efter, åbner der sig en nuanceret og gribende verden af stemmer og holdninger, tanker og muligheder for håb.

Traditionen tro har de 28 afgængere indtaget hele Kunsthal Charlottenborgs sydlige fløj. De første værker, der møder os, er Johan Malik Andersens fire malerier, som skildrer en række karakterer, der synes at være midt i en opløsningsproces – én hænger fra toppen af en skyskraber, imens hans ansigt langsomt fordamper op imod en åben himmel, og én forsvinder ind i en tung, hvid tåge. Vi er lidt i tvivl, om det er mennesker eller skulpturer, der optræder på malerierne – måske er de noget midt imellem?

Johan Malik Andersen, Kick. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Johan Malik Andersen, Kick. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Johan Malik Andersen, House (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Johan Malik Andersen, House (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Johan Malik Andersen, Rooftopper, House og Ambient. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Johan Malik Andersen, Rooftopper, House og Ambient. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Opløsningen går igen i to silkebannere, der strækker sig fra kunsthallens gulv og helt op til de store ovenlysvinduer. I Emilie Tarp Østensgårds værk Looking Through Letters fordrejes velkendte former fra det latinske alfabet i et forsøg på at fratage det europæiske skriftsprog noget af sin magt. Det latinske alfabet blev spredt til det meste af verden med de europæiske imperialister, som erstattede lokale dialekter med deres egne sprog, f.eks. engelsk, fransk eller spansk. Tusindvis af sprog er allerede gået tabt, og på grund af den fortsatte teknologiske globalisering anslås det, at 85% af verdens alfabeter står på kanten til at uddø. Det er som om, at Emilie forsøger at vise os sprogets blødhed ved at opløse de hårde strukturer, som “vesten” har pålagt resten af verden.

Emilie Tarp Østensgård, Looking Through Letters (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Emilie Tarp Østensgård, Looking Through Letters (detalje).
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Emilie Tarp Østensgård, Looking Through Letters (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Emilie Tarp Østensgård, Looking Through Letters (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Sophie Filtenborg bygger videre på den bløde modstand med sine tre værker, der er placeret rundt omkring i udstillingsrummene og i trappeopgangen. Som sorte huller opsluger de kulsorte trækonstruktioner enhver form for definition – vi kan kigge ind gennem smalle sprækker, men kan ikke se hvad de indeholder, vi opfordres til at dufte til værkerne, men har svært ved at kategorisere duftene. Forsøget på opløsning føres videre af Marina Dubia, som gennem performative handlinger gør op med kunstinstitutionens kolde hårdhed. I margenerne på min grænse indtager en gruppe performere kunsthallen. De smyger sig rundt i kanterne og trykker sig ind mod væggene, som om de vil vælte dem omkuld eller yde dem omsorg. Med munden fuld af rødkålssaft kysser de væggene, så den blå væske efterlader sivende spor – som sprækker i institutionens væsen, der afslører royalt blod og hvid skrøbelighed. Vi oplevede selv performancen via livestream, men den bliver opført i alt ni gange af to timers varighed (onsdage kl. 17 og lørdage kl. 14).

Sophie Filtenborg, Dear Dirt. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Sophie Filtenborg, Dear Dirt. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Marina Dubia, margenerne på min grænse. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Marina Dubia, margenerne på min grænse. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Marina Dubia, margenerne på min grænse (livestream). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Marina Dubia, margenerne på min grænse (livestream). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

I et hjørne har Mary Ann Cvahte indtaget væggene med en hyldest til æslet i form af en række plakater, opsat som var det på et teenageværelse. Gennem tiderne er æslet blevet udnyttet som arbejdsdyr – et væsen født og tæmmet til at slæbe rundt på menneskets byrder. Samtidig er det blevet set ned på af f.eks. den modernistiske arkitekt Le Corbusier, der rasede over de snoede gader i Paris’ gamle bydele, som han mente var planlagt efter pakæslets bevægelser. Veje der snor og drejer sig passer ikke ind i modernismens idealer om strømlinede strukturer, men det syn vil Mary Ann gøre op med. “Jeg foretrækker at bevæge mig igennem min process som et æsel, der stopper, hvor der er skygge fremfor at gå i en ret linje, fordi det på vejen giver mulighed for at møde det uforventede”.

Og som titlen The Donkey Stops For Shade And Gets All The Fruit On The Way peger på, så er det måske slet ikke så dumt at være et æsel?

Mary Ann Cvahte, The Donkey Stops For Shade And Gets All The Fruit On The Way. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Mary Ann Cvahte, The Donkey Stops For Shade And Gets All The Fruit On The Way.
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Mary Ann Cvahte, The Donkey Stops For Shade And Gets All The Fruit On The Way (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Mary Ann Cvahte, The Donkey Stops For Shade And Gets All The Fruit On The Way (detalje).
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Arkivet som en måde at forstå på
På vej ind i det næste rum trækkes vores opmærksomhed i retningen af Lasse Bruuns otte billedrammer, der udfolder en fragmenteret fortælling af screenshots fra internetbrowsere, håndtegn, ildebrand, et billede af en igangværende fødsel, en bog om slidgigt og en google-søgning på citronfromage. Vi får en fornemmelse af at kigge ind i Lasses personlige arkiv over en eksploderende billedkultur og at være draget af de mange lag, uden helt at kunne gennemskue logikken. Lidt af den samme arkivariske tilgang finder vi hos Jesper Christoffersen, som samler hverdagsmaterialer og sammensætter dem på måder, så de mister deres genkendelighed, og opbygger et nyt skulpturelt sprog.

Lasse Bruun, Krang. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Lasse Bruun, Krang. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Det Kgl. Danske Kunstakademi, Afgang 2021 (installation view). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Det Kgl. Danske Kunstakademi, Afgang 2021 (installation view). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Jesper Christoffersen, Untitled. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Jesper Christoffersen, Untitled. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Lasse Bruun, Fatima. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Lasse Bruun, Fatima. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

I samme rum står en lille tribune med seks sæt høretelefoner, og foran står en skærm med en af udstillingens første videoværker. Isabella Solar Villasecas Tiqui Tiqui Ti went North (se fue pal norte) tager udgangspunkt i dansen La Cueca, som under Augusto Pinochets diktatur (1974-1990) blev erklæret Chiles nationaldans. I samme periode blev dansen brugt som en modstandshandling af især sørgende kvinder, der efterlyste deres pårørende, som var blevet bortført og højst sandsynligt myrdet af militærstyret. Filmen væver arkivmateriale af danseoptrædener og interviews sammen med nye optagelser af danseren Carolina Acevedo Varas, der introducerer os til de grundlæggende trin og principper i La Cueca. Det er et foruroligende og bevægende værk om krig og traume, og hvordan kulturelle traditioner – som en dans – både kan bruges som et redskab af en nationalistisk diktaturmagt og som modstandsstrategi imod selvsamme undertrykkelse.

Isabella Solar Villaseca, Tiqui Tiqui Ti went North (se fue pal norte). Video still.

Isabella Solar Villaseca, Tiqui Tiqui Ti went North (se fue pal norte). Video still.

Isabella Solar Villaseca, Tiqui Tiqui Ti went North (se fue pal norte). Video still.

Isabella Solar Villaseca, Tiqui Tiqui Ti went North (se fue pal norte). Video still.

Isabella Solar Villaseca, Tiqui Tiqui Ti went North (se fue pal norte). Video still.

Isabella Solar Villaseca, Tiqui Tiqui Ti went North (se fue pal norte). Video still.

Inden vi for en stund bevæger os ind i den mørklagte del af Afgang 2021, kommer vi til en installation af Laura Elaine Guiseppi. Værket Underbelly er et keramisk værk delt op i seks dele, som understreges af undertitlen; The first shot, Pain, Stress, Anxiety, Hope, Freedom. Gennem de forskellige relieffer illustrerer Laura en graviditetsproces fra cyklussens første follikel (som er den celle, der omslutter et æg og medvirker til modning inden ægløsningen), over befrugtningen og udviklingen af et foster, til den “tomme” krop efter fødslen. Værket handler også om fertilitetsbehandling og hvordan assisteret reproduktion både kan hjælpe personer, der ikke kan blive gravide på egen hånd, og samtidig er en kapitalistisk markedsorganisme i vækst. Med Underbelly ønsker Laura at berøre assisteret reproduktion frit fra binære fordomme om, hvad der er naturligt vs. kunstigt.

Laura Elaine Guiseppi, Underbelly.  Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Laura Elaine Guiseppi, Underbelly.
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Laura Elaine Guiseppi, Underbelly.  Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Laura Elaine Guiseppi, Underbelly.
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Laura Elaine Guiseppi, Underbelly.  Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Laura Elaine Guiseppi, Underbelly.
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Viden er magt!
I mørket møder vi først videoværket Physics Envy af Franziska Hoppe. Gennem rolige visualiseringer og Franziskas lige så rolige fortællerstemme udfoldes en beretning, der strækker sig fra 1600-tallets formulering af fysikkens love til udviklingen af moderne kapitalisme og tilbage igen. Med udgangspunkt i Isaac Newtons teori om tyngdekraft, har økonomer gennem tiderne forsøgt at bevise, at de økonomiske systemer på samme måde er en naturlov, der bunder i menneskets indgroede egoisme. “Rational economic man” er sådan en teori om mennesket som et væsen, der altid handler ud fra rationelle og selvcentrerede principper. Som Franziska formulerer det:

“I græsk mytologi er halvguden Orion en dygtig jæger og bueskytte, og som en kopi er ‘rational economic man’ også altid på jagt efter mere, altid igang med at maksimere sin nytteværdi. I modellerne lever økonomernes menneske sit liv som en person uden fællesskab og forpligtelser, uden social arv, traditioner og empati, der kunne forme dets handlinger. I lærebøgerne beskrives modellen som en ukønnet stand-in for os alle, men reelt har den kun kvaliteter, som vestlig kultur har set som maskuline. Som en patriarkalsk drøm er deres model over mennesket rationelt, objektivt, konkurrerende, uafhængigt og i gang med at erobre verden.”

Franziska Hoppe, Physics Envy. Video still.

Franziska Hoppe, Physics Envy. Video still.

Franziska Hoppe, Physics Envy. Video still.

Franziska Hoppe, Physics Envy. Video still.

Franziska Hoppe, Physics Envy. Video still.

Franziska Hoppe, Physics Envy. Video still.

Med den britiske filosof Francis Bacons ord siger Franziska, at "knowledge itself is power", og i det findes måske en forbindelse til det næste værk, Europe's Eyes on the Skin of the Earth af Nanna Katrine Hansen. I sit arbejde har Nanna fået adgang til den brugerflade, som bruges af de satellitter, der overvåger områderne omkring Europas ydre grænser.

Videoværket navigerer rundt på de digitale landkort, men i stedet for at zoome ind på de overgange, som migranter fra Asien og Afrika forsøger at krydse, spionerer Nanna på dem, som profiterer af grænsekontrollen. Særligt siden 2015 er budgetterne til EU’s grænse- og kystvagt Frontex steget eksplosivt, til €5,6 milliarder, hvilket gør det til det største EU-bureau. Et hav af underleverandører profiterer på at sælge overvågningsteknologier til Frontex, men ved at vende satellitternes blikke, stiller Nanna spørgsmål til, hvem der har ret til at indsamle viden om hvem. Som et ekstra lag har Nanna valgt at projektere sin video på en geometrisk form, der er inspireret af den kartografiske struktur, The Butterfly Map. Kortet er opbygget af trekanter, der kan give et mere retvisende billede af landes indbyrdes størrelsesforhold, end det klassiske rektangulære verdenskort, der altid placerer Europas lande i midten og gør dem uproportionalt store.

Nanna Katrine Hansen, Europe's Eyes on the Skin of the Earth. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Nanna Katrine Hansen, Europe's Eyes on the Skin of the Earth. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Ligklæde, transportbånd og fremtidsfossiler
Video er et hyppigt brugt medie på Afgang 2021, og helt overordnet set er de værker af virkelig høj kvalitet, både når det kommer til visualitet og indhold. Fordi videoværker har en anden form for fast defineret varighed, end f.eks. et maleri, kan vi selv godt blive lidt utålmodige, hvis en udstilling har rigtig meget video, men det er bestemt ikke tilfældet her. Måske er det også fordi, kunstnerne bruger video på forfriskende måder og lader de levende billeder indgå som helt naturlige elementer i deres installationer.

Et godt eksempel på det er Yujin Jungs Intervals, som består af en marmorskulptur af et rumskib, to videoprojektioner, hvoraf én præsenteres som et svævende hologram på en glasplade og en seks-kanalers lydcollage. Igennem sin opvækst har Yujin ofte hørt sin bedstemor fortælle om den koreanske tradition Sambe, som er et ligklæde, der menes at give et langt liv og en fredfyldt død til den, der anskaffer sig det i løbet af livet.

Yujin Jung, Intervals. Foto: Lou Mouw.

Yujin Jung, Intervals. Foto: Lou Mouw.

Yujin Jung, Intervals. Foto: Lou Mouw.

Yujin Jung, Intervals. Foto: Lou Mouw.

Yujin Jung, Intervals (detalje). Foto: Lou Mouw.

Yujin Jung, Intervals (detalje). Foto: Lou Mouw.

Klædet er vævet af hampefibre uden brug af kemikalier, så de efterlader så minimalt et aftryk som muligt, når de nedbrydes i jorden. Lidt ved tilfældigheder fandt Yujin sig selv på et Sambe-værksted i 2017, hvor hun over flere dage optog samtaler mellem de 70-80-årige kvindelige vævere og lyden fra det uddøende håndværk. Optagelserne fletter sig sammen med Yujins videnskabelige interesse for lyd, vi kommer med i futuristiske lydlaboratorier på DTU og præsenteres for drømmen om supersoniske fartøjer, der flyver så hurtigt, at de bryder lydmuren helt uden at støje. De sammenvævede tråde i værket formidler en smuk, men længselsfuld, følelse af noget, der forsvinder uden af efterlade sig et aftryk – hvad enten det er et håndværk, en kultur, et højteknologisk fartøj eller et levet liv.

Birk Horst, Say It Again (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Birk Horst, Say It Again (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Birk Horst, Say It Again. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Birk Horst, Say It Again. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

En anden utraditionel måde at bruge videomediet på oplever vi hos Birk Horsts Say It Again, der via morph’ende 3D-animationer imiterer et rullende transportbånd. En ordleg mellem ‘conveyor’ (transportbånd) og ‘to convey’ (at formidle eller meddele) er blevet til en refleksion over, hvordan vi gennem vores sprog producerer og reproducerer virkeligheder – også uden helt at være klar over det. Som et billede på kapitalismen driver båndet utrætteligt frem mod yderligere vækst, men ved at hæve mekanismen i en diagonal vinkel, bliver vi også gjort opmærksomme på bagsiden. Som for at illustrere, at følger man kapitalismens – eller kolonialismens – logikker, vil nogens fremdrift altid medføre tilbagegang for andre.

Laurits Gulløv, Liquid Logs. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Laurits Gulløv, Liquid Logs. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Laurits Gulløv, Liquid Logs (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Laurits Gulløv, Liquid Logs (detalje).
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Laurits Gulløv, Liquid Logs (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Laurits Gulløv, Liquid Logs (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

I samme rum finder vi værket Liquid Logs af Laurits Gulløv, som på lignende vis tager afsæt i sprogets tilfældigheder. Vi siger, at noget “synker ned i glemsel” og kobler på den måde den mistede hukommelse med et havs dybde, men på samme tid eksperimenterer store tech-virksomheder med at lagre data i nedkølede servere på havbunden.

Installationen af en stor aluminiumscylinder til dataopbevaring og overdimensionerede fossiler, får os til at tænke på, hvordan den massive ophobning af digital erindring, som hvert sekund løber gennem kabler og servere, vil lagre sig i geologiske lag. Hvad vil fremtidens arkæologer tænke, når de forsigtigt graver fossiler af datacentre frem af sandet?

Det Kgl. Danske Kunstakademi, Afgang 2021 (installation view). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Det Kgl. Danske Kunstakademi, Afgang 2021 (installation view). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Sophie Star Suaning (aka. Sufie Elmgreen), SINGER og SEEDING. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Sophie Star Suaning (aka. Sufie Elmgreen), SINGER og SEEDING. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Sophie Star Suaning (aka. Sufie Elmgreen). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Sophie Star Suaning (aka. Sufie Elmgreen). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Maleriske undersøgelser og algoritmiske cocktails
I kunsthallens allersydligste lokale bliver det ekstra tydeligt, at maleri har fundet en central plads for årets afgængere. Under forårets lockdown fortalte flere kunstnere os, at de var “vendt tilbage” til at tegne og male, og måske er det også det seneste års lange karantæne-perioder, der har fået næsten en tredjedel af afgængerne til at finde pensel og lærred frem?

Anna Rettl, Through the open doors all that could be seen was a milling crowd in a cloud of dust against the gilt. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Anna Rettl, Through the open doors all that could be seen was a milling crowd in a cloud of dust against the gilt. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

I to af rummets modsatrettede hjørner smyger Anna Rettls billedfriser sig. Kaotiske ophobninger af menneskekroppe glider ind og ud af hinanden med krogede næser, skæve smil og en boblende muskulatur. Karaktererne er holdt i gyldne, orange gradienter op imod en sort baggrund, som giver de ellers bløde figurer et smukt og skarpt udtryk. Fra den grafiske figuration bevæger vores blikke sig videre til en værkserie af Sophie Star Suaning (aka. Sufie Elmgreen), som balancerer mellem dystre, omklamrende skeletter og håbefulde regnbuer. Måske beskriver Sufie det i virkeligheden bedst selv; “the hardcore scary confusion and the nameless joy of living with ghosts.” Figurerne fordufter helt i Tomas Joshua Leths olie- og pastelmalerier, der føles lidt som at kigge gennem et mikroskop og observere, hvordan naturens på én gang fremmede og velkendte mønstre bliver til.

Tomas Joshua Leth, Billimoria, Orfila, Lysanders øjenlåg og Pwen. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Tomas Joshua Leth, Billimoria, Orfila, Lysanders øjenlåg og Pwen. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Tomas Joshua Leth, Orfila (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Tomas Joshua Leth, Orfila (detalje).
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Tomas Joshua Leth, Øjne som fælder, rundt omkring den frie udgang og Som lynglimt at se til. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Tomas Joshua Leth, Øjne som fælder, rundt omkring den frie udgang og Som lynglimt at se til. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Allerede i 12-13 års alderen blev Svend Sømod introduceret til håndværket ‘at lave cocktails’ af sin far, men da han selv var for lille til at smage på de alkoholrige væsker, fik han en idé. Med udgangspunkt i eksisterende populære drinks udregnede han et system, der kunne kombinere en række ingredienser på nye – og forhåbentligt velsmagende – måder, uden at den unge Svend behøvede at tage en eneste slurk af den hårde spiritus.

Svend Sømod, Cocktailprinter. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Svend Sømod, Cocktailprinter. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Svend Sømod, Cocktailprinter. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Svend Sømod, Cocktailprinter. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Til sit afgangsværk har Svend videreudviklet konceptet, bygget og programmeret en maskine, der på baggrund af 5.000 eksisterende drinks, samt forhold som alkoholpromille, sukkerindhold og PH-værdi, sammensætter helt nye cocktails, hver gang en besøgende trykker på knappen. Vi har hørt, at Svends drinkrobot er populær, så du skal nok væbne dig med tålmodighed, hvis du vil prøve en af de algoritmiske cocktails.

Hvor Svends værk benytter kunstig intelligens som en måde at optimere menneskers nydelse, fornemmer vi en sammenblanding af robot og menneske i udstillingens næste værk. Alma Ulrikke Bille Strædes installation Penelope består af forskellige elementer, der forholder sig til kroppen; plastik- og bronzeafstøbninger af kropsdele, en skulderbeskytter og en ringbrynje der bruges til at passe på kroppen, samt en gymnastikbuk som kan gøre kroppen stærkere. Op imod store fotografier af kliniske fabriksmiljøer, ulmer en kritik af idealet om kroppen som en modstandsdygtig, funktionel og produktiv enhed. Kroppen som et redskab der altid kan og skal optimeres.

Alma Ulrikke Bille Stræde, Penelope / powered suits og Penelope / robotics 1-4. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Alma Ulrikke Bille Stræde, Penelope / powered suits og Penelope / robotics 1-4. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Det mekaniske og robot-agtige går også igen i Peter Højbjergs muntre og farverige tegninger, der er håndgjorte på trods af deres maskinelle udtryk. På afstand synes alt ordnet og stramt, men på nært hold kan man se de små upræcisheder og man opdager, at den store glade smiley i virkeligheden er bygget op af et utal af gule prikker med påtegnede sure ansigter.

Peter Højbjerg, Muscle Memory, That’s Life, Episode 17 season 5, Second Childhood, Circle Of Life, Printer Cartridge, WYSIWYG og Lines And Stripes. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Peter Højbjerg, Muscle Memory, That’s Life, Episode 17 season 5, Second Childhood, Circle Of Life, Printer Cartridge, WYSIWYG og Lines And Stripes. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Lyserøde skove og alkymistiske eksperimenter
Gennem hele udstillingen kan vi mærke kuratorerne Vermilion Sands’ forståelse for værkernes indbyrdes forbindelser og sammenhænge. Vi glider ubesværet mellem kunsthallens mange rum, og nu kommer vi til ét af dem, der fungerer særdeles godt – det er både visuelt harmonisk og roligt.

På væggene hænger Pauline Franssons smukke malerier med motiver fra de naturlige omgivelser omkring hendes atelier i Småland. Sneklædte grantræer, afskallet bark og rygvendte skikkelser i gyldne eller mørkegrå aftentimer, sender vores tanker i retningen af dygtige svenske malere som Sara-Vide Ericson, Anna Bjerger og Mamma Andersson.

Det Kgl. Danske Kunstakademi, Afgang 2021 (installation view). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Det Kgl. Danske Kunstakademi, Afgang 2021 (installation view). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Pauline Fransson, Din vilja står och växer i skogen (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Pauline Fransson, Din vilja står och växer i skogen (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Pauline Fransson, Snöbrott. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Pauline Fransson, Snöbrott. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Omgivet af de dybe, svenske skove står Klara Liljas okkulte ritual Resurrection. På et underlag af silke står i omegnen af 100 keramiske værker, der ved første øjekast udgør en menneskekrop sammensat af indre og ydre legemsdele, men da vi ser nærmere efter, er der noget der skuer. I stedet for sit højre ben har patienten fået en klistret tentakel, og hele tre hoveder ligger klar til at blive sat fast på skuldrene. Rundt om kroppen ligger mortere, flasker med eliksirer, sære instrumenter, skovsnegle og tudser, som vidner om Klaras dybe interesse for alkymi – en ældgammel videnskab, der handler om at frembringe ædle metaller og finde opskriften på evigt liv.

Klara Lilja, Resurrection (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Klara Lilja, Resurrection (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

I en story på Instagram fortæller Klara Lilja, at hun har fået kroniske rygsmerter af at presse sig selv for hårdt på skolen. I sin søgen efter smertelindring faldt hun over de alkymistiske tekster om healing og opstandelse, og værket gemmer således også på drømmen om at kunne erstatte svækkede kropsdele med nye og forbedrede dele. Klaras værk får os også til at tænke på forbindelserne mellem alkymi og den keramiske proces, hvor naturlige materialer udsættes for ekstreme temperaturer og kommer ud af ovnen med farver og overflader, der ikke helt er til at forudse. Når det lykkes har man til gengæld frembragt et objekt, der kan holde i tusindvis af år, hvis ikke til evig tid. Der er virkelig mange detaljer og symboler at gå på opdagelse i i den helstøbte, mystiske og sanselige installation.

Klara Lilja, Resurrection (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Klara Lilja, Resurrection (detalje).
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

DetKglAfgang2021-Agency.idoart.dk-146-1500.jpg

Klara Lilja, Resurrection (detalje).
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Klara Lilja, Resurrection (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Klara Lilja, Resurrection (detalje).
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Klara Lilja, Resurrection (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Klara Lilja, Resurrection (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Klara Lilja, Resurrection (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Klara Lilja, Resurrection (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Samfundskritik og rosenblade der dræber
I det næste rum trækkes vores opmærksomhed igen opad, hvor Josephine Kamoun Johanssons digitalt vævede billedtæpper hænger. Værkerne er spækket med hurtige kruseduller, tegninger af hundehvalpe og statements som “Freedom Forever” eller “Never ever give up”, blandet med brudstykker fra Josephines egne teenagedagbøger. Det er en æstetik, som får os til at tænke på vores egne overmalede skoletasker fra 90’erne, men det er også en æstetik, som, ikke uproblematisk ifølge Josephine, er blevet adopteret af store modehuse. For krusedullerne er andet og mere end bare æstetik – de er også et slags frirum for store og svære følelser.

Josephine Kamoun Johansson, Beautiful Liberté, ANGEL FLOW PEACE BEAUTY (we rule the school), feel FIFTEEN faust FASHION fair FREEDOM forever, Never Ever Give Up, I Don’t Smoke I Don’t Drink, Peace Out. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Josephine Kamoun Johansson, Beautiful Liberté, ANGEL FLOW PEACE BEAUTY (we rule the school), feel FIFTEEN faust FASHION fair FREEDOM forever, Never Ever Give Up, I Don’t Smoke I Don’t Drink, Peace Out. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Josephine Kamoun Johansson, Beautiful Liberté. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Josephine Kamoun Johansson, Beautiful Liberté.
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Josephine Kamoun Johansson. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Josephine Kamoun Johansson. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Josephine Kamoun Johansson, feel FIFTEEN faust FASHION fair FREEDOM forever. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Josephine Kamoun Johansson, feel FIFTEEN faust FASHION fair FREEDOM forever.
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

En lignende kritik af modeindustriens idealer finder vi i Kajsa Karlssons serie af performative handlinger, der kommer til udtryk i rummet som bunker af tekstiler, video-tutorials og et tildækket spejl. 203 timer har hun brugt på at pille sømmene i sit tøj op. 2 timer og 51 minutter har hun brugt på at lægge concealer “forkert” på, så hun fremhæver f.eks. mørke rander under øjnene, i stedet for at tildække dem. 28 dage har hun brugt på at undgå sit eget spejlbillede. Og så har hun været på en fem uger lang ferie helt uden mænd. Inden man går videre, kan man snuppe en af Kajsas step-by-step guides til et liv, mere fri fra samfundets undertrykkende strukturer.

Kajsa Karlsson, Seasons (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Kajsa Karlsson, Seasons (detalje).
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Kajsa Karlsson, Seasons (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Kajsa Karlsson, Seasons (detalje).
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Kajsa Karlsson, Seasons (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Kajsa Karlsson, Seasons (detalje).
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Overfor tøjbunkerne, under de vævede tæpper, hænger en stemningsfuld serie af malerier af Oliver Bak. Til værkerne har Oliver fundet inspiration i et maleri fra 1888 af den hollandske maler Lawrence Alma-Tadema, som skildrer et øjeblik fra en af teenagekejseren Heliogabalus’ fester.

Oliver Bak, Eyes Machinery, Flower bed, Goat og Elagabalus’ drizzle. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Oliver Bak, Eyes Machinery, Flower bed, Goat og Elagabalus’ drizzle. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Maleriet hedder The Roses of Heliogabalus, men på trods af skønheden fra de romerske marmorsøjler og rosenblade, rummer billedet en temmelig makaber fortælling. Under festlighederne lod kejseren nemlig blomsterblade dale ned over sine gæster i så voldsomme mængder, at nogle af dem druknede i den omsluttende, lyserøde masse. Olivers værker er næsten som et dyk ned under rosenbladene til de livløse kroppe, spøgelsesagtigt omhyllet af smukke blomster og sommerfugle.

Fragmenter fra et globalt, kollektivt traume
I det sidste rum på kunsthallens første sal præsenterer Javier Alvarez Sagredo sin installation Trauma, der består af fem elementer: Et maleri, en film, en skulptur, en performance og en bogudgivelse. Javiers forældre flygtede fra Chile i 1979, på grund af de uroligheder landet oplevede under Pinochet, og senere blev Javier født som statsløs i et socialt boligområde uden for Stockholm. Selvom bogværket hedder Trauma, er det ikke Javiers personlige traumer, der behandles – det fragmenterede langdigt sat i all caps er i lige så høj grad en refleksion over en verden i et dybt, kollektiv traume. Glimt fra opvæksten i Stockholm, blander sig med politivold i medierne, Covid-19 følelser og en voksende bevidsthed om problemerne med racisme – måske i et forsøg på at skabe et nyt sprog for de oplevelser, der er svære at tale om. Både på grund af sårbarhed, men måske i højere grad på grund af samfundets modvilje. Bogen er brudt op i midten af sorte sider med scanninger af Javiers eget barn i fosterstadie, som for at italesætte den arv, vi bevidst og ubevidst giver videre til næste generation.

Javier Alvarez Sagredo, Bleach og Baby. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Javier Alvarez Sagredo, Bleach og Baby. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Javier Alvarez Sagredo, Bleach (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Javier Alvarez Sagredo, Bleach (detalje). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Javier Alvarez Sagredo, Speed. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Javier Alvarez Sagredo, Speed. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Langs den ene væg strækker der sig et 10 meter langt hørlærred, som på den ene side er inspireret af latinamerikansk kunsthåndværk og på den anden side minder om afblegede korsflag. Bleach er fyldt med huller, som afslører kunsthallens hvide vægge og er bemalet med en tyk, sort oliemaling der skaber en form for fremmed landskab eller udefinerbare skikkelser. Manipulerede stock-billeder af elge, svensk natur og boligblokke kører henover skærmen i videoværket Baby, som spejler sig svagt i den mørke overflade i skulpturen Speed. På udstillingens første og sidste dag kan man desuden opleve Scream, som er en performance opført af danseren Klara Utke Acs, der næsten går i et med de andre værker i en blanding af ballet, reggaeton og improviseret moderne dans. De mange elementer i Javiers værker opbygger tilsammen en rørende og vigtig fortælling.

Javier Alvarez Sagredo, Trauma. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Javier Alvarez Sagredo, Trauma.
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

DetKglAfgang2021-Agency.idoart.dk-257-1500.jpg

Javier Alvarez Sagredo, Trauma.
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Javier Alvarez Sagredo, Trauma. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Javier Alvarez Sagredo, Trauma.
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Javier Alvarez Sagredo, Scream (performance opført af Klara Utke Acs. Maske af Puer Parasitus). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Javier Alvarez Sagredo, Scream (performance opført af Klara Utke Acs. Maske af Puer Parasitus). Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Javier Alvarez Sagredo, Scream (performance opført af Klara Utke Acs. Maske af Puer Parasitus) Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Javier Alvarez Sagredo, Scream (performance opført af Klara Utke Acs. Maske af Puer Parasitus)
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Javier Alvarez Sagredo, Scream (performance opført af Klara Utke Acs. Maske af Puer Parasitus) Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Javier Alvarez Sagredo, Scream (performance opført af Klara Utke Acs. Maske af Puer Parasitus)
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Hukommelsens uhåndgribelige efterliv
På vej ned ad trapperne igen slår vi et smut forbi kunsthallens biograf, som viser to yderligere videoværker. Gennem tre parallelle spor fortæller Mathieu J.H. Hansen en ordløs og personlig fortælling om tid, tab og afsavn, der hele tiden snor sig ind og ud af hinanden. Det ene spor består af flimrende optagelser fra boligområdet Stakhaven, hvor Mathieu er vokset op, og hvor hans mor boede frem til sin død for få år siden.

Mathieu J.H. Hansen, La Cinquième Saison. Video still.

Mathieu J.H. Hansen, La Cinquième Saison. Video still.

Mathieu J.H. Hansen, La Cinquième Saison. Video still.

Mathieu J.H. Hansen, La Cinquième Saison. Video still.

Mathieu J.H. Hansen, La Cinquième Saison. Video still.

Mathieu J.H. Hansen, La Cinquième Saison. Video still.

Mathieu J.H. Hansen, La Cinquième Saison. Video still.

Mathieu J.H. Hansen, La Cinquième Saison. Video still.

Selvom optagelserne strækker sig over tre årtier, er det hele filmet med DV- og Hi8-videokameraer fra 90’erne, der får vores tidsfornemmelse til at kollapse i et slør af nostalgi. Andet spor består af rolige HD-optagelser fra morens barndomshjem i Frankrig, med insisterende cikader, tilgroede potter i haven og udsigt til en buldrende rød tordenhimmel. Det sidste spor rummer billeder af de ikoniske dioramaer på Zoologisk Museum, som vi selv husker fra vores barndom, men som tiden snart løber fra, når museet inden længe lukker og flytter samlingen ind i moderne rammer ved Botanisk Have. Noget er ved at forgå, og ligesom dioramaernes fastfrossede landskaber med udstoppede løver og malede solopgange, viser La Cinquième Saison (Den Femte Sæson) det besværlige i at forsøge at indramme tid.

Mathieu J.H. Hansen, La Cinquième Saison. Video still.

Mathieu J.H. Hansen, La Cinquième Saison. Video still.

Mathieu J.H. Hansen, La Cinquième Saison. Video still.

Mathieu J.H. Hansen, La Cinquième Saison. Video still.

Også i Andita Shabanajs essay-film What We Drew inviteres vi ind i en personlig bearbejdning af barndomsminder og en tid, der forlængst er forbi. Andita er albaner og født i Kosovo midt i en tid, hvor det albanske mindretal blev forfulgt i et militant forsøg på at fordrive dem fra deres hjem. Ved hjælp af arkivmateriale fra nyhedsudsendelser og flygtige minder om et brev, undersøger Andita forholdet mellem personlige erindringer og den kollektive hukommelse af en konflikt, som alverdens medier havde blikket rettet mod i slutningen af 90’erne. På trods af skudhuller og byer i ruiner, har Andita fundet en rolig sensitivitet i nyhedsdækningen, ved at strække og stabilisere optagelserne. Hun har klippet de øjeblikke, hvor bomberne lander, væk og i stedet fokuserer filmen på det, der sker bagefter – røgskyer rejser sig fra landskabet og bliver et billede på hukommelsens uhåndgribelige efterliv.

Andita Shabanaj, What We Drew. Video still.

Andita Shabanaj, What We Drew. Video still.

Andita Shabanaj, What We Drew. Video still.

Andita Shabanaj, What We Drew. Video still.

Andita Shabanaj, What We Drew. Video still.

Andita Shabanaj, What We Drew. Video still.

Et sidste bidrag til udstillingen finder vi i kunsthallens foyer, hvor det blander sig med kunstbøger og kataloger fra tidligere udstillinger. Her kan man købe klassisk merchandise som hoodies, nøgleringe, muleposer og kaffekrus, med påskriften “School of Re-Membering – Decolonial Recognition Now,” samt en gipsreplika af Den Re-materialiserede Buste. School of Re-Membering er en gruppe bestående af afgængere, samt nuværende og tidligere studerende fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, der ønsker at videreudvikle samtalen om skolens koloniale forbindelser efter buste-nedsænkningen i november sidste år. Efter flere måneder, hvor snart alle rundt om akademiet har haft en holdning til det, der sker inde på akademiet, er det forfriskende at opleve nogle af skolens studerende selv kommentere på “buste-sagen.” Dels gennem souvenirshoppens glimt i øjet, men i særdeleshed med de tre talks, som gruppen arrangerer i løbet af udstillingsperioden (du kan holde dig opdateret om arrangementerne på Kunsthal Charlottenborgs hjemmeside).

School of Re-Membering, Den Re-materialiserede Buste. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

School of Re-Membering, Den Re-materialiserede Buste.
Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

School of Re-Membering. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

School of Re-Membering. Foto: Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

En kunst at være menneske
Det seneste år har været fyldt med bevægelser, der har udfordret forældede forestillinger og antagelser. Verden er ikke, som vi måske gik og troede, og alt hvad der før føltes trygt og sikkert er blevet mere skrøbeligt under den fortsatte pandemi. Den usikre grund har spredt sig under det globale samfund, og sprækkerne har afsløret et væld af nye udfordringer samt en social ulighed, som vi nu må forsøge at belyse og håndtere på tilsvarende nye måder. Naturligvis skælver jorden også på Det Kgl. Danske Kunstakademi, men ikke i højere grad, end i den omkringliggende verden.

Det kan føles nemt at drive ud til polerne og sætte alting op i kasser for nemmere at kunne overskue kaosset. Sort vs. hvid, venstre vs. højre, håndværk vs. akademisering. Og over det sidste år har vi lagt mærke til en tendens, hvor samfundskritikken bliver sat overfor håbet. Men som vi ser det, er det et meget kunstigt modsætningsforhold. Samfundskritik er ikke nødvendigvis udelukkende destruktiv omstyrtning eller udviskning af historie – tværtimod. Den bedste kritik følges af muligheden for håb, og det er også det, vi ser i Afgang 2021. Værkerne er udført med håndværksmæssig snilde og kvalitet, men det betyder ikke, at de ikke også rummer store refleksioner.

Når vi tager os tid og lytter til kunsten og kunstnerne, oplever vi nemlig et meget stort behov for bl.a. at forholde sig til verdens udfordringer og – måske mere end noget andet – undersøger værkerne, hvordan det er at være menneske. Hvordan vi som mennesker bevæger os, sanser, samler, formerer os, lytter, lærer, mindes, arbejder, konsumerer, føler, bearbejder, hænger sammen, tænker, udtrykker os, erfarer og lever. Udsagnene er forfriskende frie for kunstige modsætningsforhold og fyldt med de indviklede, komplekse og nuancerede følelser, som den menneskelige tilværelse rummer.

Man kunne også sige:

Det er politisk at være menneske,
det er menneskeligt at være politisk.

Det er en kunst at være menneske,
det er menneskeligt at være kunstner.


Årets afgængere: Alma Ulrikke Bille Stræde, Andita Shabanaj, Anna Rettl, Birk Horst, Emilie Tarp Østensgård, Franziska Hoppe, Isabella Solar Villaseca, Javier Alvarez Sagredo, Jesper Christoffersen, Josephine Kamoun Johansson, Kajsa Karlsson, Klara Lilja, Lasse Bruun, Laura Elaine Guiseppi, Laurits Malthe Gulløv, Johan Malik Andersen, Marina Dubia, Mary Ann Cvahte, Mathieu J. H. Hansen, Nanna Katrine Hansen, Oliver Bak, Pauline Fransson, Peter Højbjerg, Sophie Filtenborg, Sufie Elmgreen (Star Suaning), Svend Sømod, Tomas Joshua Leth, Yujin Jung og School of Re-Membering.

Udstillingen er i år kurateret af: Vermilion Sands.


Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.