DET KGL. KUNSTAKADEMI’S AFGANGSUDSTILLING 2019

Netop nu tager 28 kunstnere afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, og traditionen tro præsenterer de deres arbejde i Kunsthal Charlottenborgs historiske sale. Gennem et poetisk forløb og et væld af udtryk, forholder kunstnerne sig til verdenen omkring dem, ofte med afsæt i personlige vidnesbyrd, nye perspektiver og levede erfaringer.

Vi er altid fulde af forhåbninger, når vi besøger årets afgangsudstilling på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Her har man en særlig mulighed for at stifte bekendtskab med en stor gruppe unge kunstnere tidligt i deres udvikling, og måske får man endda et lille indblik i, hvad fremtiden vil bringe. Mange års fordybelse og dygtiggørelse kulminerer, og pludselig står en helt ny verden af udfordringer, muligheder og potentialer klar til at blive udforsket og indfriet.

Hvert år vælger de studerende selv de kuratorer, der skal stå for udstillingen, og i år er valget faldet på María Berríos, som bl.a. er med i kuratorteamet bag næste års Berlin Biennale samt Katarina Stenbeck, som er kunsthistoriker og for tiden arbejder på et forskningsprojekt om kunst, politik og det antropocæne. Gennem kollektive samtaler med afgængerne har de to kuratorer fundet frem til et greb, der binder udstillingen sammen uden at tvinge værkerne ind i bestemte tematikker.

Sammenflettet som slyngplanter
Tre brudstykker fra den danske forfatter Ursula Andkjær Olsens digtsamling Det 3. årtusindes hjerte knytter sig til tre kapitler i udstillingen og tilfører en poesi, der strømmer stille gennem kunsthallens sale. Første afsnit hedder Paradis/Rumskib og handler om fortidige og fremtidige verdener. “Fortidens idéer, praksisser og magtopdelinger bestemmer endnu nutiden, men er også allerede udfordret af det som kommer” noterer kuratorerne sig i et udstillingshæfte. Med forventningsfulde skridt stiger vi ombord på rumskibet.

I vil ind i mit paradis/rumskib, hvor I tror, I kan overleve i
flere tusinde år.
Jeg vil have mere.
Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde.
Jeg vil mere end bare kærlighed, jeg vil
forestillingen om, at jeg
skal blive som en hær, skal være som vand.

Vi ankommer til det første rum i kunsthallens sydlige fløj og mødes af Harry Andersons keramiske have. På vaser, krukker og i plantekasser afsløres fragmenter af personlige fortællinger, og vemodige følelser vikler sig sammen, som var de slyngplanter i havens mindre kontrollerede afkroge. Planterne krydsbestøver hinanden, og på samme måde påvirkes vores menneskelige følelsesliv af udefrakommende hændelser, som vi ikke altid kan styre; hjertesorg, forandring og død. Værkets titel stammer fra en oplevelse Anderson havde, da han arbejdede i en svensk have. En pige, som han havde et forhold til, ringede til ham fra en psykiatrisk afdeling og sagde, at hun elskede ham. She Called Me from the Psychiatric Ward and Told Me She Loved Me, er et personligt værk, som alligevel formår at tale til nogle universelle menneskelig følelser forbundet med kærlighed og tab.

Harry Anderson, She Called Me from the Psychiatric Ward and Told Me She Loved Me. Foto © I DO ART Agency.

Harry Anderson, She Called Me from the Psychiatric Ward and Told Me She Loved Me. Foto © I DO ART Agency.

Harry Anderson, She Called Me from the Psychiatric Ward and Told Me She Loved Me. Foto © I DO ART Agency.

Harry Anderson, She Called Me from the Psychiatric Ward and Told Me She Loved Me. Foto © I DO ART Agency.

Harry Anderson, She Called Me from the Psychiatric Ward and Told Me She Loved Me. Foto © I DO ART Agency.

Harry Anderson, She Called Me from the Psychiatric Ward and Told Me She Loved Me. Foto © I DO ART Agency.

I midten af det store rum rejser der sig et murværk. Det vrider og strækker sig næsten hele vejen op til kunsthallens høje lofter og skaber en ny, organisk rumdeling. Her og der kan man skimte murens halmkonstruktion, og sammen med den levende form fungerer Jacob O. Henrys Symbiosis in Construction som en naturlig kontrast til kunsthallens skarpe arkitektur. Det er som om, at værket foreslår en ny måde at bygge på, der ikke benytter sig af kolde standarder men som i stedet følger naturens organiske former.

Installation view. Foto © I DO ART Agency.

Installation view. Foto © I DO ART Agency.

En ulmende alvor og et syntetisk dansegulv
For foden af den organiske mur står tre store fugle, som Mia Line har skabt med udgangspunkt i et fragment af en ibisskulptur udgravet i Pompeji. Fragmentet havde dog hverken hoved eller ben, så de dele har hun selv konstrueret, så fuglene indtager forskellige positurer, der refererer til de egenskaber, som mennesker har tillagt dem gennem tiden. Én er i øjenhøjde og repræsenterer ibisen som et ligeværdigt væsen, en anden spejder majestætisk ud i horisonten og refererer til den egyptiske gud for visdom og skrivekunst; Thoth (som har et ibishoved). Den sidste skraber i jorden og henviser til, at vi i dag anser ibisfuglen som en invasiv art. I byerne har den tilpasset sig menneskenes adfærd og finder sin føde i vores affald.

Emilie Baunsager, The Archaeological Sandwich ‘Forget geofencing, get involved with the market fresh BLT (Blurred Landscape Territories)’. (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

Emilie Baunsager, The Archaeological Sandwich ‘Forget geofencing, get involved with the market fresh BLT (Blurred Landscape Territories)’. (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

Mia Line, Head Digger. Dusty, Musty, Musky. Foto © I DO ART Agency.

Mia Line, Head Digger. Dusty, Musty, Musky. Foto © I DO ART Agency.

Head Digger. Dusty, Musty, Musky er placeret meget passende ved siden af Emilie Bausagers stengærde, som er forurenet af henkastede aviser, plastikposer og tomme energidrikke. Langs væggen står Rasmus Emil Styrmers enorme sorte maleri, der fortæller om en dystopisk planet så ødelagt, at den ikke længere roterer. Planetens væsner kæmper sig – uden øje for andre end sig selv – mod trækroner og bjergtinder i håbet om at mærke solens sidste stråler inden den uigenkaldelige sidste solnedgang.

Installation view. Foto © I DO ART Agency.

Installation view. Foto © I DO ART Agency.

Værkerne siger på hver deres måde noget om, hvordan naturen forandrer sig og passer ind efter den menneskelige tilstedeværelse. Det er vigtige emner, men det er som om, at noget sitrer i øjenkrogen. Som en vibrerende notifikation på en lysende skærm, tvinger det næste værk vores opmærksomhed væk fra alvoren og ind i et poleret, lyserødt univers.

Adam Fenton, The Ultimate Aesthetic Dance Floor of the Future 2.0. (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

Adam Fenton, The Ultimate Aesthetic Dance Floor of the Future 2.0. (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

Adam Fenton, The Ultimate Aesthetic Dance Floor of the Future 2.0. (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

Adam Fenton, The Ultimate Aesthetic Dance Floor of the Future 2.0. (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

Adam Fentons syntetiske dansegulv finder vi en plastikpalme, fragmenter af en jonisk søjle, en oppustelig banan og et billede af en vanddråbe, i en undersøgelse af det billedsprog der forbinder sig til hype og trends. Den generiske vanddråbe der ved første øjekast ligner et stockbillede, viser sig at være et oliemaleri malet af Fenton selv, og på samme måde ligger der mange timers afstøbningsarbejde bag den græske søjle. Men i den digitale og hyper-visuelle tidsalder har objekterne ingen materiel, historisk eller kulturel værdi – de er reducerede til overflade og æstetik. The Ultimate Aesthetic Dance Floor of the Future 2.0 bliver i denne kontekst et godt billede på de sociale mediers konstante distraktion væk fra verdens problemer. Desværre for værket forbliver det en overflade, som vi har svært ved at komme dybere ind på og, som på de sociale medier, får vi hurtigt lyst til at scrolle videre.

I løbet af udstillingsperioden bliver værket aktiveret af en performance, udført af Rebecka Berchtold. Foto © I DO ART Agency.

I løbet af udstillingsperioden bliver værket aktiveret af en performance, udført af Rebecka Berchtold. Foto © I DO ART Agency.

En søgen efter nye, forenende symboler
Det næste værk som fanger vores opmærksomhed er Linda Karin Larsens installation A New Value System with Images and Symbols that Connect Us to Each Other and to the Planet – Between Our Body and the Breathing Earth. Larsen er på den ene side vokset op med en far i den norske olieindustri og på den anden side en mor der kommer fra et område i Nigeria, som er meget påvirket af det rov, som europæiske petroleumsvirksomheder har drevet på landets oliereserver gennem årtier. Udvindelsen af naturlige ressourcer har store konsekvenser for miljøet, naturen og den lokale befolkning, og i Larsens værk tydeliggøres forbindelserne mellem kolonialismen og kapitalismen – den historiske og aktuelle undertrykkelse.

Linda Karin Larsen, A New Value System with Images and Symbols that Connect Us to Each Other and to the Planet – Between Our Body and the Breathing Earth. Foto © I DO ART Agency.

Linda Karin Larsen, A New Value System with Images and Symbols that Connect Us to Each Other and to the Planet – Between Our Body and the Breathing Earth. Foto © I DO ART Agency.

I Nigeria var imperialisterne særligt interesserede i jordnødder, kakaobønner og palmeolie, og derfor lader Larsen disse råstoffer indgå som materialer i sin installation. For at drage en parallel til den aktuelle udnyttelse har Larsen inkluderet to “malerier” med lilla og orange paraffin, som er et restprodukt fra olieproduktionen. I en film midt i installationen, forestiller Larsens alterego Linda Lazer sig en fremtid post undertrykkelse og udnyttelse. “Between Our Body and the Breathing Earth” synger hun, i en søgen efter nye symboler og fortællinger der igen kan forbinde os til hinanden, til naturens væsner og til vores skrøbelige planet. Værkets personlige afsæt, helstøbte æstetik og den måde det taler ind i presserende globale diskussioner omkring dekolonisering, kapitalisme og klima gør et stort indtryk på os – Larsens arbejde er i den grad noget vi ser frem til at følge i fremtiden.

Linda Karin Larsen, A New Value System… (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

Linda Karin Larsen, A New Value System… (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

Linda Karin Larsen, A New Value System… (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

Linda Karin Larsen, A New Value System… (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

Linda Karin Larsen, A New Value System… (Detalje).  Foto © I DO ART Agency.

Linda Karin Larsen, A New Value System… (Detalje).
Foto © I DO ART Agency.

Linda Karin Larsen, A New Value System… (Detalje).  Foto © I DO ART Agency.

Linda Karin Larsen, A New Value System… (Detalje).
Foto © I DO ART Agency.

Linda Karin Larsen, A New Value System… (Detalje).  Foto © I DO ART Agency.

Linda Karin Larsen, A New Value System… (Detalje).
Foto © I DO ART Agency.

En tropisk jungle og flyvende pomfritter
Vi fornemmer, at videomediet spiller en stor rolle på årets afgangsudstilling: Nogle gange – som i Larsens tilfælde – inkorporeret i en større installation, og andre gange præsenteres filmene mere klassisk, sådan som det er tilfældet i det næste værk, vi kommer til. Vi træder ind i et mørkt rum, gulvet er beklædt med et langhåret, rødt gulvtæppe og på endevæggen afspilles et filmloop af smukke brudstykker. I hurtige klip, der leder vores tanker i retningen af det spanske produktionsselskab Canada, ser vi pomfritter, cigaretter og blyanter flyve gennem luften, en tropisk jungle og tre kvinder i forskellige aldre der antyder personlige fortællinger, men som aldrig helt giver mening. Det er som om at de hændelser, som kvinderne gerne vil beskrive, ligger så fjernt i erindringen, at de smuldrer mellem fingrene.

Jeppe Lange, Drawings (screenshot).

Jeppe Lange, Drawings (screenshot).

Jeppe Lange, Drawings (screenshot).

Jeppe Lange, Drawings (screenshot).

Jeppe Lange, Drawings (screenshot).

Jeppe Lange, Drawings (screenshot).

Hovedrollerne i Drawings af Jeppe Lange er selvstændige og nærværende, og vi kan ikke lade være med at tænke på værket som et nyt, nysgerrigt – og tiltrængt – bud på “den mandlige kunstners blik på kvinden”. Som vi bevæger os gennem udstillingens næste afdelinger bliver det tydeligt, at de videobaserede afgangsværker generelt er meget velproducerede – ikke fordi de alle sammen ligner Hollywood-film, men vi kan mærke, at der er tænkt grundigt over æstetikken, kvaliteten og den måde, som filmene er installeret på, med omtanke for den samlede udstillingsoplevelse.

Kim Richard Adler Mejdahl, Puppymaster. Foto © I DO ART Agency.

Kim Richard Adler Mejdahl, Puppymaster. Foto © I DO ART Agency.

Forholdet mellem indre og ydre verdener
I Ellis Achong Karkers film A Coloured Image of the Sun ser vi en slidt, sølvgrå personbil i et udefinerbart hedelandskab. Sære skulpturer indtager bilens bagsæde, og et ambient sci-fi lydtæppe bidrager til værkets dragende og mystiske karakter. Mystikken fortsætter i Kim Richard Adler Mejdahls absurde musikvideo Puppymaster, hvor Mejdahl indtager rollen som et dyr, imens 12 hunde med hatte på, observerer hans optræden. Værket er en humoristisk sammensmeltning af Mejdahls interesse for mennesker og dyrs ligeværdige sameksistens og et minde fra hans barndom, hvor han inderligt drømte om, at han kunne blive til en hund.

Vi går rundt med hver vores fjerne indre og kaster
Lys ud. Åh, at være smuk når branden kommer.
Jeg hedder Venterum.
Her må jeg gerne være ked af det.
Her skal jeg være ked af det.
Her slipper jeg ikke ud, før jeg har været ked af det.

Denne del af udstillingen har fået titlen Mit fjerne indre, og kuratorene har valgt et tekststykke, som fremhæver værkernes emotionelle natur. Det indre liv er også omdrejningspunktet for Aia Sofia Coverley Turans værkserie Teeters, som består af fine tegninger og relieffer af gips og bronze. Teeter betyder at være midt-i-mellem eller stavrende, og på samme måde befinder Turans figurer sig mellem to stadier; det indre og det ydre. Hendes figurer er hverken flade malerier, ej heller helt tredimensionelle, og ifølge Turan selv er det også usikkert, om de er her for at passe på os eller for at overvåge os.

Aia Sofia Coverley Turan, Teeters. (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

Aia Sofia Coverley Turan, Teeters. (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

Aia Sofia Coverley Turan, Teeters. (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

Aia Sofia Coverley Turan, Teeters. (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

Aia Sofia Coverley Turan, Teeters. (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

Aia Sofia Coverley Turan, Teeters. (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

Aia Sofia Coverley Turan, Teeters. (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

Aia Sofia Coverley Turan, Teeters. (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

Aia Sofia Coverley Turan, Teeters. (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

Aia Sofia Coverley Turan, Teeters. (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

I midten af rummet står en stor trækasse med sirlige, grafiske udskæringer af Iselin Toubro og inde i den viser hun sit videoværk Summer Paradox. I filmen er vi vidner til en tradition, som en mor har med sine tre døtre, hvor de mødes i et sommerhus og laver retter fra Filippo Marinettis futuristiske kogebog The Manifesto of Futurist Cooking (1930). I en scene brister den gode stemning, fordi familiens yngste medlem har lavet sin egen fortolkning af en af retterne. Særligt moderen reagerer med foragt, og seancen viser ret fint, hvordan fastlåste traditioner umuliggør fornyelse, og hvordan familiemiddagen kan være et skrøbeligt sted for udveksling af nye idéer.

Iselin Toubro, Summer Paradox. Foto © I DO ART Agency.

Iselin Toubro, Summer Paradox. Foto © I DO ART Agency.

Benjamin Savi, An Island, The Island… Foto © I DO ART Agency.

Benjamin Savi, An Island, The Island… Foto © I DO ART Agency.

Benjamin Savi, An Island, The Island… Foto © I DO ART Agency.

Benjamin Savi, An Island, The Island… Foto © I DO ART Agency.

“Det var her, hans skamfølelse var bundet til jorden”
Vi træder ind i udstillingens sidste kapitel, som indledes i kunsthallens vestligste rum, og som kuratorene har givet titlen Alle gennemtrængt af alt. Afsnittet indledes med videoinstallationen And going after strange flesh, der undersøger den skam, der forbinder sig til mandlig homoseksualitet og kroppe der afviger fra et klassisk skønhedsideal. Tore Hallas har opdelt sit værk på to lige store skærme, hvor den ene viser smukke optagelser af mænd, der begærer og begæres i positurer, der henleder vores tanker på klassisk portrætmaleri eller marmorskulpturer. På den anden følger vi med på en rejse til Jordan, hvor Hallas undersøger oprindelsen af den ødelæggende stigmatisering, der forbinder sig til krop og seksualitet.

Tore Hallas, And going after strange flesh (screenshot).

Tore Hallas, And going after strange flesh (screenshot).

Værkets titel kommer fra et vers i det gamle testamente, der beskriver hvordan byerne Sodoma og Gomorra er henfaldet i synd – herunder homoseksualitet – og hvordan gud lader sin vrede regne ned over synderne og udsletter de to byer. I værket leder Hallas efter Sodomas ruiner, og da han finder dem, viser de sig at være temmelig usignifikante:

“Der var nærmest ingenting tilbage. Bunker af sten, der engang kunne have været vægge. Det var her, hans skamfølelse var bundet til jorden. Det gav mening, at den var ved at falde fra hinanden, hærget og vejrbidt. Det var her al den mishandling, han havde overlevet, var lagret i hvert et sandkorn. Kornene var alle de gange, han var blevet latterliggjort af fremmede. Jorden var alle de gange, han var blevet kaldt væmmelig. Denne sten var tyngden af alle hans mors mange slankekure og hans fars manglende evne til at tale om nogen anden form for forhold end heteroseksuelle.”

Tore Hallas, And going after strange flesh (screenshot).

Tore Hallas, And going after strange flesh (screenshot).

Filmen ledsages af et essay, som er skrevet ud fra interviews og Hallas’ egne erfaringer, blandet sammen med rejsebeskrivelser og bibelske referencer. And going after strange flesh er et rørende værk, der både beskriver et net af nedgørelse og udskamning, og som samtidig tager nogle vigtige skridt i forhold til at gøre op med et tabu.

Modstanden spirer i poesien
Det korte poetiske tekststykke som knytter sig til denne del af udstillingen er det mest kontante, og det virker som om, at kuratorerne her vil have os til at tænke på, hvordan politiske og sociale strukturer påvirker vores liv. Det private kontrolleres af eksterne kræfter, men samtidig spirer modstanden i poesien, i de små fortællinger, i kunsten.

Paradis, hvor alle er gennemtrængt af mig,
paradis, hvor ingen er gennemtrængt af noget,
paradis, hvor alle er gennemtrængt af alt,
paradis, hvor jeg er gennemtrængt af alle.
Dine penge op i min røv.

I det næste rum vi kommer ind i præsenterer to kunstnere os for værker, der begge undersøger hverdagens små fortællinger, og hvordan det trivielle og familiære af og til forbinder sig til større narrativer.

Da Mathilde Bjerre skulle i gang med at udvikle et værk til afgangsudstillingen, tænkte hun over, hvad det vil sige at skabe kunst, og derfor spurgte hun sine to bedstemødre til råds. Som kvinder af det 20. århundrede har deres liv været præget af meget ulighed og undertrykkelse, men i skabelsen af kunst har de fundet et rum til at tænke frit. Good place for a bad time består bl.a. af små objekter skabt af Bjerres bedstemødre og er en undersøgelse af det stille oprør, der ligger i det at producere kunst.

Mathilde Bjerre, Good place for a bad time. Foto © I DO ART Agency.

Mathilde Bjerre, Good place for a bad time. Foto © I DO ART Agency.

Længere fremme i rummet hænger fire store bannere, der fortæller en fragmenteret historie, der snor sig omkring kaffe. Ud fra korte tekststykker får vi et indblik i Maria Nørholm Ramouks besøg på Stadsarkivet, hvor hun med omhu og hvide bomuldshandsker har studeret gamle dokumenter omhandlende Københavnske Kvinders Kaffevogne – et tiltag der blev initieret i starten af 1900-tallet for at få københavnerne til at drikke færre øl i arbejdstiden. Andre steder har tekststykkerne en mere personlig karakter, f.eks. skriver hun om engang i folkeskolen, hvor hun skulle lave en beholder til kaffefiltre men var nødt til at skalere sløjdlærerens design op, fordi det ikke levede op til kaffeforbruget i hendes barndomshjem.

Maria Nørholm Ramouk, Through the photographs I sense her impatience… (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

Maria Nørholm Ramouk, Through the photographs I sense her impatience… (Detalje). Foto © I DO ART Agency.

Maria Nørholm Ramouk, Through the photographs I sense her impatience. She asks what I’m gonna use them for and adds that it’s important to remember nostalgia. I answer that it’s related to my research for the Afgang project. Foto © I DO ART Agency.

Maria Nørholm Ramouk, Through the photographs I sense her impatience. She asks what I’m gonna use them for and adds that it’s important to remember nostalgia. I answer that it’s related to my research for the Afgang project. Foto © I DO ART Agency.

I maven på et foruroligende, lilla skumvæsen
En pulserende rytme begynder langsomt men sikkert at trænge sig på, og vores opmærksomhed ledes i retningen af en gigantisk trækonstruktion. Indgangspartiet er dækket til med et tungt, lilla forhæng. Vi skubber det til side og træder ind i, hvad der mest af alt ligner en udenjordisk katedral eller maven på et fremmed væsen. I et amorft hul i endevæggen vises en intens filmsekvens fra en parallel virkelighed, måske ikke så fjern fra vores egen.

Gilbert Gordon, Champagne. Foto © I DO ART Agency.

Gilbert Gordon, Champagne. Foto © I DO ART Agency.

Gilbert Gordon, Champagne. Foto © I DO ART Agency.

Gilbert Gordon, Champagne. Foto © I DO ART Agency.

I en verden styret af teknologi og kunstige intelligenser er menneskelig arbejdskraft overflødiggjort og samfundet er delt i to; der er dem der har kontrol over teknologien, og dem der ikke har. En kvinde i jakkesæt indtager en lakridsbanan og overgiver sig til et lilla skumvæsen, som nok giver hende adgang til luksus og hurtige biler, men som nu har taget kontrollen over hende. Filmens accelererende, glitrende forløb kulminerer i et virvar af flashy reklameæstetik og farverig glitch, og vi får følelsen af, at den menneskeskabte teknologi langsomt har taget magten fra dens skabere.

Gilbert Gordon, Champagne. Foto © I DO ART Agency.

Gilbert Gordon, Champagne. Foto © I DO ART Agency.

Gilbert Gordon, Champagne. Foto © I DO ART Agency.

Gilbert Gordon, Champagne. Foto © I DO ART Agency.

Gilbert Gordon, Champagne. Foto © I DO ART Agency.

Gilbert Gordon, Champagne. Foto © I DO ART Agency.

På vores tur rundt i udstillingen trækker kunstneren bag værket, Gilbert Gordon, os til side og vi kan ikke lade være med at spørge ind til, hvad der er med den sølvfarvede Lamborghini, som har en helt central rolle i filmen. Gilbert fortæller os, at han er vokset op i Charlottenlund, men i en arbejderfamilie uden samme økonomi som klassekammeraterne. Det har blandt andet gjort, at han i særlig grad drages af dyre ting, og i Gilberts øjne er Lamborghinien det ypperste billede på ‘det perfekte’.

Gilbert Gordons immersive installation Champagne er et af udstillingens mest ambitiøse projekter, og vi ser nok filmsekvensen 3-4 gange, inden vi igen får vristet os fri fra skumvæsnets faste greb.

Værker af Lou Mouw og Gianna Surangkanjanajai. Foto © I DO ART Agency.

Værker af Lou Mouw og Gianna Surangkanjanajai. Foto © I DO ART Agency.

Individuelle kroppe i undertrykkende strukturer
Vi har så småt bevæget os hele vejen igennem Charlottenborgs snørklede forløb og kommer til det sidste rum. Her står en tung, sort, labyrintisk jernkonstruktion, som på den ene side virker lukket og lidt afvisende, men på samme tid drages vi af at finde ud af, hvad den gemmer på.

Gennem tekststykker og små videoskærme, objekter og dokumenter fortæller Please Close the Doors Behind You af Lea Anic & Camilla Fagerli historier fra indersiden af den skole, som de nu tager afgang fra; nemlig Det Kgl. Danske Kunstakademi. Vi følger en kvindelig skikkelse, som hun bevæger sig rundt på den traditionsrige institution og afslører patriarkalske strukturer og gamle hemmeligheder i hver en afkrog.

I en filmsekvens føres vi op på Charlottenborgs loftrum. Det var her de første kvindelige studerende var forvist til, da de i starten af 1900-tallet endelig fik adgang til den mandsdominerede institution, 150 år efter skolens grundlæggelse. Værket berører også mere aktuelle hændelser, og vi hæfter os særligt ved et jobopslag, som meget muligt er en henvisning til en sag om seksuelle krænkelser, der sidste år resulterede i, at en af skolens mandlige professorer blev afskediget. Fortællingerne her er specifikke for kunstakademiet, men spørgsmålet om hvordan individuelle kroppe påvirkes af undertrykkende strukturer rækker meget længere end skolens mure.

Lea Anic & Camilla Fagerli, Please Close the Doors Behind You. Foto © I DO ART Agency.

Lea Anic & Camilla Fagerli, Please Close the Doors Behind You. Foto © I DO ART Agency.

En omsorgsfuld væren i verden
I dagene op til ferniseringen på Det Kgl. Danske Kunstakademis afgangsudstilling talte vi meget om, hvilken rolle kunsten har i den tid, vi lever i. Endeløse nyhedsstrømme informerer os om klimaforandringernes konsekvenser, mennesker på flugt fra død og ødelæggelse, fjerne og nære krige, eksplosioner, fjendtlighed og diskrimination, uløselige politiske konflikter og hvad der ellers er af breaking news. I en verden som synes styret af had og frygt, og hvor gamle samfundsordener står for fald, hvilken rolle og hvilket ansvar har kunsten så? Hvad skal kunstnerne gøre i en tid, hvor vi mere end nogensinde har brug for håb og forståelse?

Der er naturligvis ikke noget kunst skal, men det er nu alligevel forfriskende at opleve, hvordan årets afgængere virkelig forholder sig til den virkelighed, som de er en del af. De politiske dagsordener bliver ikke penslet ud eller skåret i pap, men formidles på en nærværende og omsorgsfuld måde gennem personlige vidnesbyrd og levede erfaringer. Mange af kunstnerne er generøse med deres egne historier, og gennem dem får vi lov til at se verden fra andre perspektiver end vores eget – og vi forestiller os, at det gør en forskel. For hvordan kan man opretholde undertrykkende strukturer, når man forstår konsekvenserne, hvordan kan man udnytte naturen, hvis man ved hvor skrøbelig den er, og hvordan kan man håne og fremmedgøre sine medmennesker, hvis man kender deres historier?

Afgang 2019 er en smukt orkestreret udstilling, som behandler store og små problemstillinger med omtanke og poesi, og vi kan slet ikke vente med at følge disse 28 kunstnere på deres færd langt ud i fremtiden.


Samtlige kunstnere på Afgang 19 er:
Joakim Almroth, Harry Anderson, Lea Anic, Emilie Bausager, Hans F. Beck, Mathilde Bjerre, Camilla Fagerli, Adam Fenton, Maja Fjord Fjord, Gilbert Gordon, Tore Hallas, Ellis Achong Karker, Jeppe Lange, Linda Karin Larsen, Lotte Lind, Mia Line, Isabella Martin, Kim Richard Adler Mejdahl, Lou Mouw, Karen Nhea Nielsen, Jacob O. Henry, Maria Nørholm Ramouk, Benjamin Savi, Rasmus Emil Styrmer, Gianna Surangkanjanajai, Iselin Toubro, Aia Turan og Johanne Cathrine Haugen Østervang. 


Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.