PÅ VEJ MOD ET MERE TRAUMEINFORMERET SAMFUND

Jeg vil fortælle om nogle af mine oplevelser fra kunstverdenen, min praksis og nye bog – og om hvordan det hele hænger sammen for mig, som har seksuelle overgreb fra min barndom med i bagagen. At være offer for en andens skamfulde handlinger i barndommen kan være et helt andet game i voksenlivet, end man måske går og tror. Jeg er kommet til et sted, har adresseret mit traume og en slags såret styrke er kommet til mig.

Jeg er tidligt i min karriere som kunstner stødt på at blive valgt fra i kunstverdenen på grund af min personlige historie med seksuelle overgreb, hvilket sammen med min egen traumerelaterede forventning om at blive mødt med afvisning, har gjort det usædvanligt vanskeligt at kommunikere mine oplevelser og erfaringer ud som kunstnerisk materiale.

“Det der skete en gang, bliver ligesom ikke fortid. Når vi ser verden i forventningen om tab, svigt og skuffelse, – at andre ikke vil os det godt – er vi nødsaget til at være i konstant alarmberedskab. Hjernen vil have stærke impulser til at holde det traumatiske online – for en sikkerheds skyld. Som en hund der slikker sit sår hele tiden og dermed hindrer heling.” – Inge Schützsack Holm, uddrag fra bogen Forkert (2021).

For en del år siden fik jeg afslag på min ansøgning fra en institution via et open call. Jeg tog derefter mod til mig og ringede for at høre, hvorfor jeg havde fået afslag. Lederen fortalte mig, at min ansøgning var med helt til sidst og blev diskuteret meget, men at min ansøgning blev valgt fra – ikke pga. mine værker, hvorom de sagde, at der ingen tvivl var om den kunstneriske kvalitet – men på grund af min formidling om dysfunktion og seksuelle overgreb, som var knyttet op på værkerne. Man var bange for, at det ville skræmme publikum væk. Jeg følte en kæmpe skam over, at jeg overhovedet havde sendt ansøgningen og blev forskrækket over, at jeg potentielt kunne have bragt folk i fare for deres mentale liv.

Vivi Christensen, Lillesøster, 2021. Udsnit (Akryl på lærred, 22 x 32 cm). Foto: Kirstine Mengel.

Tidligt i min karriere blev jeg tilbudt at komme i betragtning til en gruppeudstilling på et galleri, hvilket jeg blev vildt stolt over. Men en dag blev jeg ringet op af galleristen og spurgt, om jeg havde været udsat for incest, for så kunne de desværre ikke tage mit værk i betragtning alligevel “af personlige årsager”. Jeg svarede nølende, at jeg ikke var helt sikker på, at jeg havde været udsat for incest, fordi jeg fornemmede, at det nok ikke var smart at være det, siden jeg blev spurgt om det. Men galleristen holdt fast i sin beslutning. Mit gæt er, at galleristen havde set nogle andre værker, jeg havde med på Charlottenborg Forårsudstilling det år, som bestod af en sang og et hæfte, og som tematisk handlede om et opgør med min far.

Jeg blev utroligt skuffet og følte, at det var min skyld, at jeg alligevel ikke kom i betragtning. Min egen skyld, fordi jeg havde været udsat for seksuelle overgreb. Senere har jeg tænkt, at galleristen alligevel var den eneste, der nogensinde italesatte de værker, jeg havde med på den udstilling. Jeg undrede mig nemlig i lang tid over, hvorfor der ikke var nogen, der reagerede på netop de værker (udover at P1 heldigvis spillede sangen).

Jeg tænkte, at jeg måske alligevel ikke havde været tydelig nok, eller at det ikke var noget særligt værk at tale om. Jeg følte også, at mit budskab nok ikke havde plads i kunstverdenen – at jeg skulle holde tingene adskilt, sådan at følelserne gik til psykologen, og værkerne til kunsten. På dette tidspunkt i min karriere følte jeg mig utroligt naiv, fordi jeg simpelthen ikke kunne fatte, at der var noget, man ikke kunne behandle i kunsten, at jeg ikke kendte til rigtigt og forkert. At jeg ikke kendte diskursen i mit eget fag.

Vivi Christensen, Omfavnelse, 2020 (Jeg og min datter (Freedom cannot be simulated).
(Akryl på lærred, 150 x 200 cm). Foto: Kirstine Mengel.

Vivi Christensen, Min søn, 2020 (Akryl på lærred, 150 x 200 cm). Foto: Kirstine Mengel.

Traumehierarki og selvcensur
Nogle kollegaer har syntes, at jeg skulle holde min personlige historie adskilt fra mine værker, så jeg ikke blev set på som et offer. Og har f.eks. sagt, at jeg måske hellere skulle “lave et værk om prostituerede – for en del af dem har også været udsat for seksuelle overgreb.” Det foranledigede mig til at bruge andre ”mildere” vendinger som f.eks. dysfunktionel og at nøjes med at skrive overgreb i stedet for seksuelle overgreb i nogle af mine ansøgninger. Det blev en form for traumehierarki, tænker jeg nu.

Min selvcensur rullede sig stor og mægtig. Jeg havde hele tiden for øje om mine værker, titler, ansøgninger, møder mv. kunne udtrykke en mindste flig om seksuelle overgreb. Jeg har af frygt og skam overmalet værker og klippet andre i stykker. I dag ser jeg disse reaktioner fra mig selv, fra kunstverdenen og samfundet generelt, som et springbræt til, at vi skal etablere mod og vilje til også at orientere os mod kunstneriske praksisser, der med deres agenda belyser fortiede samfundsproblemer. Så vi kan slippe traumerne fri, udnytte vores potentialer fuldt ud og på den måde hele os selv og samfundet.

Vivi Christensen, Kroppen, som ingen ende vil tage, 2017. Selvportræt (Akryl på lærred, 150 x 200 cm). Foto: Kirstine Mengel.

Det private er politisk
Seksuelle overgreb er et væsentligt samfundsproblem. En undersøgelse blandt 9. klasses elever i 2008 viste, at 5% af drengene og 22% af pigerne havde oplevet et seksuelt overgreb (Socialstyrelsen). Dertil er der et mørketal, hvilket tilsammen er en stor del af befolkningen, som fortjener at blive set og spejlet i kunsten for at skabe nødvendige forandringer.

Det er mit ønske at gøre op med det stigma, som gør, at man som offer fortier sin historie af frygt for udstødelse af kunstscenen og fastholdelse i outsider positioner og bestemte indgroede narrativer. Med dette tager jeg udgangspunkt i en af feminismens tidlige grundsætninger; at det private er politisk. En grundsætning, som er blevet re-aktualiseret med #metoo-bevægelsen og de nye kønspolitiske strømninger.

Vivi Christensen, Hvis du bare vidste, II, 2012. Min datter (Serie på 3 malerier, Akryl på lærred, 190 x 200 cm). Foto: Kirstine Mengel.

Jeg arbejder aktuelt med bogprojektet NY HUD. Bogen veksler mellem visuelle værker og lyriske tekster, hvor man kronologisk føres fra atmosfæren i mit barndomshjem, med en alkoholiseret far der udøvede vold og seksuelle overgreb, til værker der undersøger mine reaktioner efter traumet, over til øjebliksbilleder fra den familie, jeg selv er med til at skabe, hvor alkohol og psykisk lidelse har udfordret evnen til at komme videre i livet, men hvor åbenhed om traumerne har ændret familiens vilkår. Udover egne værker og tekster, vil bogen også indeholde tekster fra to kunstfaglige skribenter.

Netop nu er jeg et sted i min kunstneriske udvikling, hvor jeg kan sprænge de traditionelle grænser mellem privat og offentligt og bidrage til udviklingen af et fælles sprog omkring tabuer og traumer. Udgivelsen af bogproduktionen NY HUD vil kunne åbne et højaktuelt rum for artist talks, og offentlige samtaler med udvalgte kunstnere, der har lignende erfaringer.

Det kunne være modigt at folde et mere nuanceret vidnesbyrd om seksuelle overgreb ud, som bidrag til en aktuel og væsentlig samfundsdebat, som netop nu finder sted på den danske kunstscene. En af de eksterne skribenter til bogen er kunstkritiker Trine Rytter Andersen. Hun skriver bl.a. dette:

“Til Vivi Christensens bog vil jeg i mit essay diskutere den hårfine grænse mellem det personlige og det almene i samtidskunsten og advokere for det standpunkt, at der længe har hersket en udbredt berøringsangst overfor traumer, overgreb og tab generelt, blandt kunstens analytikere og aktører – i særlig grad, hvis kunstneren er en kvinde, vil hun opleve, at hendes kunst vil få prædikater som "overfølsom, for privat og ikke almen nok” til at vække offentlighedens interesse. Jeg tror på et mere traumeinformeret samfund, og vil på den baggrund udforske Vivi Christensens kunst, der berører incest, og redegøre for, hvorfor den ikke er for privat.”

Vivi Christensen, Dine Bjørne lister ud af din skjorte, 2011. Min datter og min søn (Akryl på lærred, 150 x 200 cm). Foto: Kirstine Mengel.

Bærerne af andres skamfulde handlinger
Som traumatiseret kan man opbygge et billede indeni om, at verden vil en det dårligt. Og man skaber et forsvar, som udspringer af illusionen eller håbet om, at ens mor eller far nok alligevel kommer til at elske en, hvis man ikke bliver vred på dem over deres svigt. Forsvaret kan bestå af en række symptomer – som eksempel har jeg angst og forhøjet alarmberedskab, der gør at jeg kan fare sammen ved mindste lyd. Men endelig er jeg nu kommet til et sted, hvor jeg, når der viser sig uhensigtsmæssige tegn fra fortiden i mit hoved og min krop, kan sige; så er der fejlmelding, der er fejlmelding igen.

Jeg ønsker at bidrage til, at mennesker som har været udsat for seksuelle overgreb bliver betragtet ligeværdige med andre og med respekt for den bagage, de har med sig. Jeg ser hele min praksis, men især NY HUD, som en nødvendig del af en dialog, der kan ændre vilkårene for bærerne af andres skamfulde handlinger. Tiden er kommet til at belyse dette tabuiserede ståsted og skabe bedre forhold på kunstscenen og på den måde gøre scenen mere mangfoldig og fremadrettet handlende. Jeg håber, at I vil tage med på denne rejse sammen med mig og lade denne kraft udfolde sig.

---

Vivi Christensen. Foto: Kirstine Mengel.

Tak til idoart.dk for at træde stien for denne dialog, i en ramme hvor ikke kun kunstneren, men også kunstmediet ser vigtigheden i at give rum til tabuiserede fortællinger.

Tak til min familie og gode venner, nære kollegaer og psykologer, som har lyttet i årevis inden denne tekst.

Tak for sparring gennem tiden til Nanna Gro Henningsen, Billedkunstner og Cand.mag i moderne kultur, Trine Rytter Andersen, Kunstkritiker og Billedkunstner, og Birgitte Kirkhoff, Cand.mag. i kunsthistorie.

---

I 2021/22 har idoart.dk fået en bevilling fra puljen Viden, dialog og debat under Statens Kunstfond. Over hele perioden vil midlerne gå til produktion af artikler med et særligt fokus på at give plads til nuancer og nye stemmer. Den artikel du lige har læst er blevet til takket være denne bevilling.

---