DANSK BIDRAG TIL VENEDIG BIENNALEN 2021 ER FUNDET

Statens Kunstfond har udpeget billedkunstner Uffe Isolotto til at repræsentere Danmark på Venedig Biennalen 2021. Venedig Biennalen er ikke kun den ældste, men også en af de vigtigste og mest prestigefulde kunstbegivenheder i verden. Mere end 80 lande deltager med nationale pavilloner, og i 2021 vil publikum fra hele verden kunne opleve Uffe Isolottos udstilling i den danske.

Venedig Biennalen blev afholdt for første gang i 1895 og blev med det samme en af de vigtigste kunstudstillinger i verden. Dengang som i dag er biennalen kendt for at foregribe nye tendenser inden for billedkunsten og på samme tid præsentere ældre værker og kunstnere i fornyet perspektiv.

Den 59. udgave af Venedig Biennalen løber af stablen fra maj til november 2021 – de endelige datoer ligger endnu ikke fast.

Valgt blandt 190 ansøgere
For første gang har Statens Kunstfond lavet et open call, og inviteret alle danske billedkunstnere til at ansøge om at være den, der skulle repræsentere Danmark. Det har der været stor interesse for, og hele 190 billedkunstnere indsendte idéer til den danske pavillon.

Lisette Vind Ebbesen, udvalgsleder i Statens Kunstfond, siger: ”Vi har med stor glæde valgt Uffe Isolotto, som i sit projekt fører os ind i en verden, hvor han kombinerer mytologiske referencer, socialrealistisk drama, bondegårdsidyl og fremtidsvisioner. Publikum kan se frem til en udstilling, der folder sig ud i hele pavillonen i ét fortællende greb. Det er første gang, der er blevet gennemført et open call til den danske pavillon på Venedig Biennalen, og det har været et virkelig spændende format at afprøve. Vi er begejstrede over den exceptionelt høje kunstneriske kvalitet, som blev demonstreret i de tre projektforslag, vi shortlistede efter første runde”

Christian Falsnaes og Kirsten Astrup & Maria Bordorff var også shortlistet.

Lisette Vind Ebbesen, udvalgsleder i Statens Kunstfond, forsætter: ”Alle shortlistede projekter er eminente, men vi er særligt begejstrede for Uffe Isolottos. Uffe Isolotto arbejder med skulptur på en forfriskende og overraskende måde, og i hans forslag har han tilmed udfordret sig selv som kunstner på imponerende vis. I vores samtid er Uffe Isolottos koblinger af fysisk og digital kropslig virkelighed vedkommende for alle, og publikum kan se frem til en udstilling, der udfylder hele den danske pavillon, med utal af indtryk fra det umiddelbare og æstetiske til det poetiske og konceptuelle.”

Uffe Isolotto (f. 1976) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2007 og har siden både udstillet på, og været en del af, toneangivende udstillingssteder for samtidskunst i Danmark. Isolotto arbejder med fysiske og digitale skulpturer, samt tidsbaserede medier som film og animation. Et tilbagevendende motiv i hans værker er undersøgelser af, hvordan den foranderlige teknologiske virkelighed, vi lever i, kan repræsenteres og forstås gennem nye sammensatte kroppe, som udfordrer etablerede forestillinger om identitet og seksualitet, det menneskelige og det ikke-menneskelige.

Uffe Isolotto har haft soloudstillinger på Tranen (New Age Headache i 2016), Overgaden Institut for Samtidskunst (The Pocket Philosopher’s Catharsis in the Winter Garden i 2013), og i 2020 deltog han på 14th Media Arts Biennial i Santiago i Chile. Han har de senere år kurateret udstillinger og produceret værker i samarbejdsprojektet Age of Aquarius, der holder til i en taghave i København. Uffe Isolotto er desuden medstifter og tidligere medlem af kunstorganisationen TOVES, der i perioden 2010-2017 producerede udstillinger og værker både i Danmark og udlandet.

Uffe Isolotto har udarbejdet sit forslag i samarbejde med Jacob Lillemose, der også er udpeget som kurator for udstillingen i den danske pavillon.

Statens Kunstfond og Venedig Biennalen
Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst er kommissær for den danske pavillon på Venedig Biennalen. Udvalget har dermed ansvar for at udpege den kunstner, som skal repræsentere Danmark og for at finansiere udstillingen i pavillonen. Projektstøtteudvalget for Billedkunst består af: Lisette Vind Ebbesen (udvalgsleder), Peter Land (viceudvalgsleder), Charlotte Fogh, Jane Jin Kaisen og Søren Assenholt.

Forsidefoto: Uffe Isolotto, The Drift, 2019 (Still fra film).

Det overordnede formål med Statens Kunstfond er at fremme kunsten i Danmark og dansk kunst i udlandet. Statens Kunstfonds midler anvendes til en lang række forskellige formål inden for kunstarterne arkitektur, billedkunst, film, kunsthåndværk og design, litteratur, musik og scenekunst.