LARISSA SANSOURS “IN VITRO” KAN SES ONLINE I EN UGE

En faretruende masse flyder gennem Bethlehems gader og opsluger alt, hvad der kommer i vejen i et eksplosivt og altomsluttende tomrum. Byens beboere tvinges til at søge tilflugt i underjordiske bunkere i et eksil, som måske aldrig hører op. Scenen er sat for palæstinensiske Larissa Sansours (f. 1973) smukke videoværk In Vitro, som blev vist i den danske pavillon på Venedig Biennalen sidste år, og som indtil corona-nedlukningen kunne opleves på Copenhagen Contemporary. Fra i dag og en uge frem kan værket ses, kvit og frit, på kunstcentrets hjemmeside.

“I despise the idea of the present as nothing but a void. A transition between what was and what’s to come,” bemærker den unge Alia (Maisa Abd Elhadi), som er født ind i en virkelighed efter de katastrofale hændelser. Det er endnu ikke sikkert at bevæge sig udenfor, så hun benytter de underjordiske tunneler, når hun skal besøge den ældre kvinde Dunia (Hiam Abbass), der ligger i sin sygeseng.

Gennem de tos samtaler i bunkerens hårde betonarkitektur samt flashbacks til tiden før katastrofen, fra fredelige olivenmarker og fra flugtens desperation, fortælles et narrativ om generationsskel og historieløshed, om håb, hukommelse og afsavn. Om følelsen af tomrum.

Larissa Sansour & Søren Lind. Installation view, In Vitro (2019), Copenhagen Contemporary. Foto: Anders Sune Berg.

Larissa Sansour & Søren Lind. In Vitro (2019), Copenhagen Contemporary. Foto: Anders Sune Berg.

Larissa Sansour & Søren Lind. In Vitro (2019), Copenhagen Contemporary. Foto: Anders Sune Berg.

“The artificial premise of my existence makes it no less real than yours. People tend to forget that. They nurse us on memories formed before us and raise us only for times to come. The grief we carry is different,” siger Alia, hvis minder er fyldt med fortællinger, der ikke er hendes egne. Hun siger, at hun husker skumring og daggry, på trods af hun aldrig har set solens stråler.

“You remember seeing things even if the person who saw them wasn’t you,” forklarer Dunia fra sengen. Forholdet mellem Alias egne oplevelser og de beretninger, som hun har fået fortalt af de ældre generationer smelter sammen. “What terrifies me the most are the memories I know to be alien, yet too vivid to dimiss as somebody else’s,” siger Alia med blikket rettet mod bunkerens kunstige miljø. In Vitros sort-hvide billedunivers og ulmende lydside vækker følelser, som er svære at beskrive med ord. Følelser af afsavn og meningsløshed. Når eksil, statsløshed og midlertidige ophold udgør ens virkelighed, og når fortiden er fyldt med minder om et land, man aldrig har været i, hvordan forestiller man sig så en fremtid? Tomrummet manifesteres som en stor, mørk kugle – eller et stort sort hul, som Alia bemærker.

Larissa Sansours In Vitro kan opleves fra i dag (d. 23. april) og en uge frem, og vi vil opfordre alle, der ikke har nået det tidligere, at se med her.