TOMME RUM TRANSFORMERER – MUSIKOPLEVELSER I EN CORONATID

Koncertoplevelsen er død! Onsdag den 11. marts lukkede statsminister Mette Frederiksen Danmark ned, og dermed blev der også lukket ned for de mange koncerter, festivaler og musikoplevelser, der var i kalenderen det næste stykke tid – og på ubestemt tid. Som konsekvens kaster den ene festival efter den anden håndklædet i ringen og aflyser. Det kommer til at gå hårdt udover musikbranchen, som i forvejen kæmper internt om publikum, penge og prestige.

Men musik som underholdning har faktisk været død længe. ”Entertainment is dead!” skrev Grant McCracken ligefrem i bogen ”Transformations – Identity Construction in Contemporary Culture” i 2008. Paradoksalt nok har markedet for underholdning kun boomet siden – også musikmarkedet, men med de uendelige muligheder for at lytte til musik og gå til koncerter er vi blevet mange flere om de få indtjeningsmuligheder, og i længere tid har kurven været nedadgående for indtægter, fondsmidler og andre midler til musikken, med mindre det er muligt at skabe et hit, der giver ekko i hele verden.

Vi kæmper alle sammen om de samme midler og forsøger kontinuerligt at forny os selv henad vejen. Samtidig hungrer både spillesteder og publikum efter noget nyt, noget anderledes, noget transformerende.

“Vi kæmper alle sammen om de samme midler og forsøger kontinuerligt at forny os selv henad vejen. Samtidig hungrer både spillesteder og publikum efter noget nyt, noget anderledes, noget transformerende.”

Jeg hørte for første gang om transformationsøkonomi for snart 10 år siden, da jeg skulle skrive speciale på mit studie i Marketing. Da teorierne var relativt nye og uudforskede, havde jeg svært ved at finde materiale, der underbyggede mine teser, og jeg endte med mit skrive speciale om det, allerede dengang, noget udtjente fænomen, nemlig oplevelsesøkonomi, med udgangspunkt i en musikfestival. Jeg undersøgte, hvordan publikum brugte festivalen, afdækkede hvordan den blev markedsført og tydeliggjorde, hvordan oplevelsesøkonomien levede i bedste velgående.

Men her 10 år senere, går det op for mig, at vi lever midt i transformationsøkonomien – og måske allerede gjorde dengang – og at jeg endda selv er med til at understøtte og fremelske den.

“... her kommer de holistiske, grænseoverskridende, genreblandende og tværæstetiske oplevelser ind. Vi vil glemme hverdagens trummerum, verdens kvaler, krige og kriser og drømme os langt væk og ind i en oplevelse, der pirrer alle vores sanser.”

Oplevelserne er nemlig kun blevet flere, og de såkaldte holistiske oplevelser er virkelig in! Publikum vil ikke længere nøjes med at gå til en koncert, de vil transformeres af en koncert. Og her kommer de holistiske, grænseoverskridende, genreblandende og tværæstetiske oplevelser ind. Vi vil glemme hverdagens trummerum, verdens kvaler, krige og kriser og drømme os langt væk og ind i en oplevelse, der pirrer alle vores sanser. Jeg vil vove at påstå (med fare for, at der kommer nogle ældre hvide mænd efter mig og råber: ”det gjorde vi også i 70’erne!”), at det aldrig har været mere populært at blande genrer og gå på tværs af kunstområder. I en tid hvor alt er til forhandling er der opstået et ønske om at blande genrer og skabe kunst, der transcenderer form og formater, så vi kan bevæge os væk fra den kategoriserede kultur, vi ellers befinder os i. Vi har simpelthen brug for noget, der transcenderer det sædvanlige, både som musikere og musikforbrugere.

Apollonian Circles. Kunsthal Charlottenborg, juli 2019. Foto: Kristoffer Juel Poulsen

I det tidlige forår i 2019 var jeg med til at formulere konceptet til Apollonian Circles sammen med komponist og trommeslager Mikkel Hess. Vi ønskede begge at skabe en live-oplevelse, hvor musik, scenografi og kostumer gik op i en højere enhed. Mikkel havde beskæftiget sig med at forny formatet for den rytmiske koncert i mange år. Faktisk siden han debuterede fra Det Rytmiske Musikkonservatorium i 2001. Og jeg har altid haft en svaghed for ting, der krydsede grænser og bevægede sig udover kanten for det sædvanlige, og jeg har arbejdet på at formidle det som kurator og initiativtager til koncertrækker, mikro-dokumentarfilm og kreative samarbejder i snart 10 år.

Og heldigt nok, var der andre, der syntes det var en god idé. I sommeren 2019 spillede bandet Hess Is More 10 intime og intense forestillinger i Apollo Kantine på Kunsthal Charlottenborg, i hvide dragter og grafiske elastikbånd, omkranset af hvide skulpturer og draperede gardiner med et velovervejet forestillingsforløb, der gennemsyrede oplevelsen, som var udtænkt af en teaterinstruktør. Og det blev en succes! Faktisk så stor en succes, at vi gentog projektet i vinteren 2020, denne gang i den sorte udgave. Vi fik fine ord fra pressen, men det var publikums reaktioner, jeg var overvældet af. Ord som ”inkluderende”, ”levende”, ”tranceinducerende”, ”imprægnering af dit sind” og ”en nærmest religiøs oplevelse” hænger stadig ved i bevidstheden, og understøtter vigtigheden i vores ønske og kunstneriske ambition.

Og vi er ikke de eneste. Bisse holder Halbal, Lydmor leger med neon-maling og dansere fra Corpus, og enhver ung komponist inden for den klassiske musik med respekt for sig selv skriver en opera. Og det lader til, at det virker. Publikum vil gerne udfordres og overraskes. Og hvis vi gør det rigtigt, så bliver den holistiske oplevelse transformerende. Publikum følger musikken, som er den en leder, der guider dem til kulturel oplysning. De transporteres til en verden, der er uafhængig af tid og sted, og kommer ud på den anden side som et andet (måske mere rummeligt?) menneske. Som bekendt kan musikken mange ting, nu også transformere os. Men stiller det ikke alt for høje krav til musikken? Og skal enhver musiker nu også være scenograf, instruktør og religiøs leder for at nå ud til publikum med sit budskab?

“Som bekendt kan musikken mange ting, nu også transformere os. Men stiller det ikke alt for høje krav til musikken? Og skal enhver musiker nu også være scenograf, instruktør og religiøs leder for at nå ud til publikum med sit budskab?”

Vi ser en tendens til, at musikken til tider nærmest er underordnet, og mediet den afgørende faktor. Som den canadiske kommunikationstænker Marshall McLuhan sagde: ”The medium is the message” (Understanding Media: The Extensions of Man, 1964). Det bliver derfor live-koncerten, musikvideoen eller sågar det sociale medie, der bestemmer hvordan musikken opleves. Tag for eksempel det unge medie TikTok. Her koreograferer unge mennesker diverse optrin til musik, og igennem mediet er flere sange gået viralt alene af den grund, at de fungerer godt til dans, fagter og bevægelse. Den indspillede musik bliver derfor også til en ’oplevelse’ gennem mediet, da beskueren kobler musik med billeder og herigennem danner egne associationer. Hertil kommer de mange podcasts, der guider os gennem historien om Farlige Toner eller Den Nye Stil, fortæller os hvordan et hit blev skabt eller dissekerer kompositionen, alt sammen for at formidle musikken, og samtidig undervise os, så vi bliver klogere (læs: transformerede).

Ej at forglemme et utal af playlister, der kuraterer musikken for os, så den passer perfekt til vores afslappede søndag eller energiske onsdag, så den også her bliver letfordøjelig. Vi forsøger altså på mange forskellige måder at få musikken endnu længere ud ved at pakke den ind i noget inddragende, genkendeligt og almenforståeligt. Noget, der både understøtter og overskygger musikken, så vi forfører folk til at tro, at det er noget for dem. Og således gennemsyrer oplevelses- og transformationsøkonomien altså stadig den måde, vi oplever og formidler musik på i dag.

“Det kan være, at vi med Coronakrisen bevæger os ind i en transformationsøkonomi, hvor transformationen ikke består i at bevæge sig væk fra noget, men snarere tilbage til et selv, en krop, et nu-og-her, som er blevet glemt i en kaotisk tid, hvor vi konstant skal forny og forbedre os.”

Under andre (finansielle) kriser er oplevelsesøkonomien boomet, da menneskeheden søgte øjeblikke, hvor de kunne glemme hverdagen. Nu er vi så ude i en krise, hvor vi bliver advaret mod at samles i større mængder og stå for tæt, og hvor vi opfordres til ”social distancing”. Hvad mon det gør ved liveoplevelsen på længere sigt? Kommer vi til at søge tilbage mod mere gængs musikindtagelse, som kan ske alene på teenageværelset? Eller bliver behovet for at glemme hverdagen og kaste os ind i et fantastisk univers bare større? Kommer måske vi til at søge tættere på hinanden og kærligheden gennem musikken? Forfatter og filosof Finn Janning skriver i Information (den 23. marts, 2020) at Coronatiden kan hjælpe os med at finde tilbage i vores krop og til at indse, at friheden er bundet af nogle meningsfulde bånd, nemlig kærlighedens. Det kan være, at vi med Coronakrisen bevæger os ind i en transformationsøkonomi, hvor transformationen ikke består i at bevæge sig væk fra noget, men snarere tilbage til et selv, en krop, et nu-og-her, som er blevet glemt i en kaotisk tid, hvor vi konstant skal forny og forbedre os.

Det ses allerede på tværs af kunst- og kulturbranchen med den til tider udskældte, ’autentiske’ oplevelse og behovet for at vende tilbage til det ’oprindelige’. Den amerikanske trend- og markedsføringsekspert Rohit Bhargava kalder denne tendens for ”Human Mode” (Non-Obvious Trends, 2018), hvor mennesker søger fysiske, autentiske og uperfekte oplevelser med fokus på det menneskelige og empatiske. En trend, der faktisk har været undervejs noget tid, i kølvandet af teknologiens allestedsnærværende eksistens. Og i en Coronatid er det det nære og menneskelige, vi allermest søger og savner. Måske er dette fremtidens transformerende oplevelse. I Italien spilles der musik fra karantæneramte lejligheder som tak til sundhedsvæsenet, i Paris klappes der i solidaritet ud af vinduerne hver aften kl. 20, og i Danmark er der opstået Corona Koncerter og Baggårdsjazz og et hav af virtuelle former for musikoplevelser. Sådan lidt back to basics-agtigt med plads til det uperfekte og menneskelige. Vi står sammen, hver for sig.

Tomme Rum, Apollonian Circles. Kunsthal Charlottenborg, 2019. Foto: Kristoffer Juel Poulsen.

Hamborgs Senator for Kultur, socialdemokrat Carsten Brosda, har håb for den kulturelle sektor og tror på, at der kommer en nyfunden solidaritet blandt mennesker efter Coronakrisen. Han udtaler til Welt (22. marts, 2020): ”Hvis vi træder ind i de tomme rum igen i fremtiden, kan vi også revurdere dem. Den nyligt fundne solidaritet, en ny følelse af samvær, kunne spille en god rolle. Oplevelsen af tab kunne derefter genskabe og producere noget nyt.”

Koncertoplevelsen er muligvis død – men kun for en stund. Måske koncertoplevelsen genopstår i nye, kreative klæder, for vi har jo brug for musik, kunst og kultur – og især i en krisetid.

“Fra at kæmpe om publikum, penge og prestige, bevæger vi os mod en musikbranche, der tør at stå sammen i en genfunden følelse af solidaritet, og ser de tomme rum på en ny måde. Og måske endda med en ny hungren, værdsættelse af og taknemmelighed for det, der bringer os sammen.”

Coronakrisen skaber på forunderlig vis det, der transcenderer det sædvanlige og tvinger fokus tilbage på det nære. Tilbage til en tid, hvor man gav sig tid til at lytte – til hinanden, til sig selv og til musikken.

Fra at kæmpe om publikum, penge og prestige, bevæger vi os mod en musikbranche, der tør at stå sammen i en genfunden følelse af solidaritet, og ser de tomme rum på en ny måde. Og måske endda med en ny hungren, værdsættelse af og taknemmelighed for det, der bringer os sammen. Traditionelt set opstår der nye ting i krisetider og nye opfindelser fremspirer ofte af nød. Kreativiteten blomstrer, når vi afskærmes for muligheder – og vi finder nye måder at være sammen på. Og i musikbranchen er vi heller ikke nemme at vælte omkuld. Vi skal nok finde nye og andre måder at formidle musik og holde koncerter på. Vi transformerer os selv, endnu en gang.