DEN TOMME SOKKEL

Følgende tekst udspringer af samtaler og diskussioner omkring de anonyme billedkunstneres happening i november 2020 samt, hvad den har betydet for Det Kgl. Danske Kunstakademi. Samtalerne er foregået mellem billedkunstnere i et atelierfællesskab på Nørrebro i dialog med kollegaer og venner fra andre discipliner. Vi ønsker med denne tekst at bidrage til debatten med en kollektiv, kunstfaglig stemme.

Tekstens forfattere er Annarosa Krøyer Holm, Arendse Krabbe, Selini Halvadaki og Martin Christoffer Lund. Samtalepartnere forud for teksten har været Misja Krenchel, Mia Isabel Edelgart, Mo Maja Moesgaard, Calder Harben, Jeuno Kim, Anne Louise Fink og Deirdre J. Humphrys.

De ringe som spredtes i vandet, da anonyme billedkunstnere tippede busten af Frederik V i Københavns Havn, breder sig endnu.

Her, snart fem måneder efter happeningen, føler vi stadigvæk, at der er et behov for at støtte op omkring vores kunstnerkollegaer og deres happening, og bidrage til debatten omkring hvilket læringsrum vi ønsker at uddanne de næste generationer af billedkunstnere i.

De stærke reaktioner som happeningen har affødt, har fået os til at tænke over, hvorfor det for visse aktører kan opleves så risikabelt, når billedkunstnere intervenerer i historien og forsøger at bearbejde stærkt ladede symbolske genstande? Vi anerkender det umulige i at rense kunsthistorien for og afskære kunstuddannelserne fra den historiske koloniale fortid, og vi anser de anonyme billedkunstneres happening som en opfordring til at kigge nærmere på de strukturer, der opretholder den koloniale arv. Det er vigtigt at diskutere, hvordan disse strukturer har påvirket skabelsen og udviklingen af de kunstneriske uddannelser.

“De stærke reaktioner som happeningen har affødt, har fået os til at tænke over, hvorfor det for visse aktører kan opleves så risikabelt, når billedkunstnere intervenerer i historien og forsøger at bearbejde stærkt ladede symbolske genstande?”

Vi spørger derfor os selv, hvad kan vi lære af happeningen? Hvad kan vi lære i opløsningen af det hvide puds, som gipsbusten af Frederik V var gjort af?

Som et led i diskussionen af de spørgsmål som de anonyme billedkunstneres happening rejser, ser vi det nødvendigt at beskæftige os med gipsafstøbningers historie og brug i kunstpædagogiske sammenhænge for dermed at forstå og kontekstualisere happeningen.

Det er vigtigt at betragte de materielle forhold i en uddannelsesmæssig sammenhæng, eftersom det er personer med specifikke kroppe, hvis handlinger har skabt den retning, kunstakademiet er udviklet i.

Det Kgl. Danske Kunstakademis gipsstudiesamling
Det Kgl. Danske Kunstakademi er, ligesom mange andre europæiske kunstakademier, der blev oprettet i løbet af det 16., 17. og 18. århundrede, præget af den daværende fælles europæiske og ny-klassicistiske tænkning inden for kunst og arkitektur. I København oprettede Christian VI det første danske kunstakademi i 1740, ud fra den tidssvarende tanke ”at et kunstakademi var nødvendigt for den fyrste, der ønskede at fremtræde som monark” – Akademirådet (1). I 1748 etablerede Frederik V endnu et kunstakademi, der i 1753 fik overdraget dele af Charlottenborg slot på Kongens Nytorv – de selv samme bygninger som i dag udgør Det Kgl. Danske Kunstakademi. En gipsafstøbningssamling var et vigtigt element i den daværende undervisningsstruktur, og de første 25 afstøbninger blev doneret af Frederik V i 1753. Herfra voksede samlingen støt op igennem 17- og 1800-tallet, hvor hundredvis af afstøbninger blev doneret og indkøbt.

Samlingen rummede på sit højdepunkt i slutningen af 1800-tallet omkring 1100 afstøbninger. Dette vidner om kunstakademiets optagethed af gipsafstøbningssamlingen – og ikke mindst, hvad den repræsenterer: En hvid og ubemalet gengivelse af antikkens idealer. For selvom det i dag er anerkendt, at antikkens skulpturer og arkitektur var bemalet, blev marmorets hvide fremtoning den gældende norm i ny-klassicismen – og bemaling af skulpturer blev betragtet som decideret dårlig smag.

Kunstakademiets gipsstudiesamling (2) blev brugt som redskab i undervisningen, hvor de unge kunstnere kunne tillære sig den ny-klassicistiske kunsts kvaliteter og idealer ved at tegne og kopiere samlingens antikke skulpturer. På den måde videreførtes et konstrueret narrativ om antikken som marmorhvid og ikke-bemalet. Med en reproduktion i gips blev alle synlige rester af bemaling belejligt fjernet, og der blev skabt en idé om den rene form, kontur og hvide overflade som mere rigtig og mest velegnet til at repræsentere antikkens idealer om demokrati, frihed og skønhedssans.

Ny-klassicismen blev et symbol på idealer om civilisation og det hvide Europas suverænitet og frihed, og fik en afgørende rolle i det koloniale projekt, hvor det var essentielt for de europæiske kolonimagter at betragte netop deres civilisation som sublim og overlegen. De hvide gipskroppe bærer vidnesbyrd om oplysningstidens pseudovidenskabelige og racistiske overbevisninger omkring hudfarve og biologi.

“Vi mener, at det er helt centralt at huske på, at kunstakademiet er skabt og videreudviklet ud fra oplysningstidens ideologi, hvor det moderne, koloniale og racistiske verdensbillede dominerede, og at den historie hverken kan adskilles fra de historiske bygninger på Kgs. Nytorv eller fra kunstakademiets kongelige navn [...]”

Vi mener, at det er helt centralt at huske på, at kunstakademiet er skabt og videreudviklet ud fra oplysningstidens ideologi, hvor det moderne, koloniale og racistiske verdensbillede dominerede, og at den historie hverken kan adskilles fra de historiske bygninger på Kgs. Nytorv eller fra kunstakademiets kongelige navn, på trods af at de ny-klassicistiske idealer for længst officielt er begravet. Kunstakademiet har udviklet sig med tiden, og ser vi tilbage har utallige studerende udforsket og udfordret de rammer som institutionen (og samfundet) har sat. Det er på mange måder helt centralt i skabelsen af relevant og vedkommende kunst at spekulere, udvikle, reflektere og spørge kritisk ind til fortiden såvel som nutiden og fremtiden.

Gert Biesta, professor i offentlig uddannelse, definerer uddannelse som en moralsk og politisk praksis, der kontinuerligt skal underkastes demokratisk anfægtelse og overvejelse, hvor forholdet mellem forskning, politik og praksis konstant forhandles. Det er med denne konstante genforhandling, at undervisningsinstitutionerne bl.a. kan bidrage til en forståelse af, hvordan samtiden påvirker vores kollektive syn på fortiden.

Over/undergang
Når farverester på antikke marmorskulpturer fjernes, tjener det et bestemt narrativ. Når en gipsskulptur, støbt efter de samme forbilleder tippes i havnen, er det en intervention i dette narrativ. En opløsning af symbolet på den hvide kongelige magt og det den repræsenterer.

Kritikerne af de anonyme billedkunstneres happening tyede til destruktionens forudsigelige følelsesregistre – foragt, frygt og forargelse. Som om busten var et sjældent minde truet af glemsel. Og så er vi tilbage til spørgsmålet om, hvorfor det for nogle kan opleves så risikabelt, når billedkunstnere intervenerer i historien og bearbejder stærkt ladede symbolske genstande (og lad os her huske på, at der i dette tilfælde er tale om en kopi – ikke et originalt kunstværk). Reaktionerne fortæller os om et besværligt forhold til dansk historie, en frygt for at miste noget og et ønske – som har vist sig at have stærke kræfter – om at lade fortidens symboler og det de repræsenterer stå urørt. De foragtelige reaktioner på happeningen og re-materialiseringen af busten, kan vi ikke andet end forstå som en frygt for at træde ind i den identitetskrise, det er at miste fodfæste i historien – åbenbart uanset hvor barbarisk og kynisk en historie, der er tale om.

“Vi ser bustens transformative forløb som et koldt gys af et wakeup-call, hvor internaliserede koloniale strukturer bearbejdes – ikke kun i forbindelse med kunstakademiet og denne institutions koloniale arv, men også i en undersøgelse af, hvordan disse strukturer er med til at forme os selv som efterkommere af det danske koloniale regime.”

Vi ser bustens transformative forløb som et koldt gys af et wakeup-call, hvor internaliserede koloniale strukturer bearbejdes – ikke kun i forbindelse med kunstakademiet og denne institutions koloniale arv, men også i en undersøgelse af, hvordan disse strukturer er med til at forme os selv som efterkommere af det danske koloniale regime.

Den daværende Antiksal – den nuværende Festsal
Med en bevidsthed om gipsafstøbningernes kontekst og den betydning, de har haft for Det Kgl. Danske Kunstakademi, vender vi nu tilbage til den tidligere Antiksal, hvor hundredvis af gipsafstøbninger i 1800-tallet stod udstillet for skolens studerende og det interesserede borgerskab. I dag udgør salen kunstakademiets Festsal. Festsalen er et rum med mange funktioner. Salen bruges til undervisning, foredrag, konferencer, til udstilling af de studerendes værker og eksperimenter, og det er her, man som nyoptaget elev første gang møder sin nye uddannelsesinstitution.

Busten af Frederik V er nu re-materialiseret, og soklen i kunstakademiets festsal, hvor busten stod, står tom. Hvilket blik på fortiden ønsker vi skal præge vores fælles fremtid? Den re-materialiserede gipsbuste tilbyder en mulighed for refleksion, som institutionen og nogle magtfulde kulturpersonligheder med det samme har afvist. Dette vidner mest af alt om et forsøg på at forsvare et undertrykkende historiesyn og dermed også opretholde koloniale strukturer og magthierarkier. Den tomme sokkel tilbyder at rokke ved idéen om historien som en fastlåst enhed. Det har fået os til at tænke på bogen The Future of Nostalgia (3) af Svetlana Boym, som b.la. var professor i litteraturvidenskab ved Harvard. I sin bog skelner Boym mellem to typer af nostalgi; den restorative og den refleksive eller reflekterende.

“Busten af Frederik V er nu re-materialiseret, og soklen i kunstakademiets festsal, hvor busten stod, står tom. Hvilket blik på fortiden ønsker vi skal præge vores fælles fremtid?”

Den restorative nostalgi tilstræber at genopbygge idéen om dét, der engang var. Det er en længsel mod fortiden, som er drevet af genoprettende fantasier. Den søger at skabe en fabrikeret fortid, hvor samtidens idé om fortiden får lov at skabe hele billedet af fortiden. Når Boym kalder den restorative nostalgi for en transhistorisk rekonstruktion, betyder det, at den fornægter eller vender det blinde øje til fortiden, og i stedet ser det nostalgiske glansbillede som en evigt gældende sandhed. Den restorative nostalgi genkender således ikke sig selv som nostalgi, men snarere som sandhed og tradition. Det er den slags længsel, der får folk til ukritisk at dvæle ved en statue af en undertrykkende lederfigur med et længselssuk.

Den refleksive eller reflekterende nostalgi derimod, hvori vi, ligesom Boym, ser et potentiale, er en nostalgi, der i sit tilbageblik sår tvivl om fortiden og peger på historiens mange sideløbende narrativer. Her dvæles ved ambivalente tilhørsforhold og marginale fortællinger, de tabte kampe eller det, der er gået til i glemsel. Den reflekterede nostalgi lægger fokus på detaljerne frem for symbolerne, og den del af fortiden der ikke har fået plads i historiens sus – dét der netop ikke blev hugget i marmor og støbt i gips.

I forlængelse af dette forestiller vi os, i tråd med hvad filosof, kurator og transaktivist Paul B. Preciado skriver i “When Statues Fall” (4), den tomme sokkel som et mulighedsrum for de levende kroppes performance. Et rum hvori de studerende kan udfolde deres eksperimenter og kunstneriske processer. Et åbent rum, hvor kunstnerisk forskning, politik og praksis konstant forhandles. Et refleksionsrum, hvor forbindelserne mellem skolens koloniale fortid og skolen som læringsinstitution kan diskuteres.

Rum for modig og reflekterende kunst
I oktober 2021 offentliggøres resultaterne af Kulturministeriets undersøgelse af strukturerne på hele det kunstneriske uddannelsesområde. Det er samtidig ca. 10 år siden, at Kulturministeriet valgte at overtage det fulde ansvar for ansættelsen af ledelsen på Det Kgl. Danske Kunstakademi, som før var en intern kollegial proces. I dag, efter mange udskiftninger og en mindre håndfuld konstituerende ledere, står kunstakademiet igen uden rektor og søger ny driftschef. Ministeriets ændring i loven om ansættelsesvilkårene på kunstakademiet har bidraget til en yderligere topstyret institution, der har øget distancen mellem institutionens ledelse, dens ansatte og de studerende. Vi mener ikke, at den nuværende procedure sikrer en føling med kunstens faglighed og de samtidskunstneriske strømninger.

Med ændringerne i forvaltningen af kunstakademiet er det kun blevet sværere for de studerende og ansatte at få en faglig diskussion og dialog. Vi ser det nødvendigt at spørge, om det med disse rammer overhovedet er muligt at understøtte og favne et bæredygtigt fælles arbejds- og læringsrum. Et rum der er nødvendigt, hvis de studerende og de ansatte på skolen skal finde mod og overskud til at turde afprøve nye tanker, udfordre iboende strukturer og skabe vedkommende, modig og reflekterende kunst.

Der er behov for at vi som samfund anerkender vigtigheden af et reflekterende uddannelsesrum, der kan skabe kunst og et kunstsyn, der tør kigge på sig selv og fortiden. Et læringsrum der skaber en plads for kropslige og levede erfaringer, og hvor der gennem disse er mulighed for at reflektere, kommentere og skubbe grænser i den tid, vi lever i.

---

Noter:

1. Akademiraadet – Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster. Akademiets Historie. www.akademiraadet.dk

2. Det Kgl. Danske Kunstakademis gipsstudiesamling er yderligere beskrevet i Annarosa Krøyer Holms tekst “Gipsafstøbninger som studie- og læringsobjekter” 2020, på Public Square.

3. Boym, Svetlana: The Future of Nostalgia, Basic Books, 2001.

4. Preciado, Paul: “When Statues Fall”, Artforum, 2020, VOL. 59, NO. 3.

Forsidefoto: Telt, 2015 af Annarosa Krøyer Holm, Den Kgl. Afstøbningssamling, Vestindisk Pakhus, København.

---