TANKER OM PASSION INDEN 2023

Hvis du læser det her, har du højst sandsynligt valgt et kunstnerisk liv, og derfor har du nok også forholdt dig til ordet passion på den ene eller anden måde. “Tænk at kunne leve af sin passion,” har nogle fjerne familiemedlemmer måske udbrudt i din retning, og hvis du er lidt ligesom os, så har du også båret din passion med en vis stolthed. Passionen kan fungere som en drivkraft selv med lav løn, pressede arbejdsvilkår og usikre fremtider, men hvad er det egentligt for en størrelse? Hvorfor føles det skamfuldt, når den er svær at fremkalde, og hvad sker der, når den helt forsvinder? Kan den forsvinde kollektivt og er det nødvendigvis en dårlig ting? 🤷🏻‍♀️

Af og til er der et ord, der bliver ved med at dukke op i vores omgivelser og bevidsthed. Det vender tilbage i mere eller mindre forventelige sammenhænge (f.eks. i en sang, en bog der pludselig vil ud af bogreolen, på et tarotkort eller i en umiddelbart tilfældig sætning online) og noget gør, at vi ikke kan slippe det igen. Passion er sådan et ord, også fordi vi selv den seneste tid har haft sværere ved umiddelbart at finde den frem, og fordi flere af vores venner og kollegaer giver udtryk for det samme.

“Jeg føler nogle gange, at jeg bare arbejder for at holde mig oven vande i systemet og ikke så meget for passion længere” skrev en kunstner f.eks. til os for få uger siden. Vi er så vant til, at kunst og passion hører uløseligt sammen – nærmest som hinandens forudsætninger – men hvorfor er det sådan, og hvad betyder det for vores selvbillede og mentale helbred, når vores virke udspringer i det at være drevet af en passion?

Tro det eller ej, passion betyder lidelse
Ordet passion har sin oprindelse i det latinske passio, som betyder lidelse. Flere steder nævnes ordet i forbindelse med den kristne lidelseshistorie om Jesus (The Passion of the Christ) og nogle af jer vil måske også tænke på passionsfrugten. Det hele hænger sammen, og et sted på nettet finder vi følgende sætning: “Passionsfrugt stammer oprindeligt fra Sydamerika, hvor oprindelige folk har dyrket planten og frugterne i flere hundrede år. Navnet menes at stamme fra de spanske kolonipræster, der brugte plantens blomster til at forklare “El passion”, Jesu korsfæstelse.” Ordets betydning kommer bag på os, da vi ellers har forbundet det med noget positivt, noget som gav vores arbejde mening og som var værd at stræbe efter. Men hvis passion kommer af lidelse, hvad betyder alt det så?

Passion (fra ordnet.dk):
Oprindelse: fra latin passio (genitiv -onis) 'lidelse', af pati 'lide'.
Betydning: Stærk, driftsbetonet følelse.

Fortællingen om Jesus handler på mange måder om selvopofrelse, og lidelsen bruges som et billede på, at dedikation og hårdt arbejde lønner sig til sidst. Det er en logik, der er indlejret flere steder i vores samfund fra et kristent verdensbillede, hvor selvopofrelsen fører én tættere på gud, med lovning om himmerige og evigt liv som endemålet. Kapitalismen har også overtaget logikken, men her består gevinsten for alt det hårde arbejde i stedet i idéen om rigdom og individuel frihed. Passion er måske netop blevet et centralt ord i kunstneriske sammenhænge, fordi fortællingen om Jesus på mange måder minder om myten om det lidende kunstnergeni. En hvid mand (og her tænker vi på en “vestlig” portrættering af Jesus som hvid, hvilket geografisk set selvfølgelig ikke giver nogen mening), der taler gennem gud og lever i fattigdom, ofrer sig selv og først bliver anerkendt længe efter sin død. Det “hellige” ligger flere steder i sproget omkring kunsten. F.eks. inspiration, som deler latinsk ordstamme med spiritualitet og åndelighed, eller geni som kommer fra det latinske genius, der betyder skytsånd.

Gnisten fra et kollektivt ønske
Den passionerede drivkraft synes altså at være forbundet med noget helligt, men i høj grad også med en meget maskulin og (selv)destruktiv energi. Så i en tid hvor vi gør op med romantiseringen af det lidende geni og alle hans giftige træk, giver det måske mening, at vi også må tænke anderledes om passion – måske har ordet haft sin storhedstid og måske skal vi endda erstatte det med noget helt andet?

Over de seneste år har vigtige bevægelser som #metoo, Black Lives Matter, Fridays for Future, Land Back, Decolonize this Place og Woman, Life, Freedom sat ild til undertrykkende strukturer, og mange steder brænder bålene stadig. Vi plejer at sammenkoble passion med begreber som ‘at have en gnist’ eller ‘at brænde for noget’, men de flammer der brænder i disse år er ikke antændt af en selvcentreret, giftig maskulinitet – tværtimod. Gnisten er kommet fra et kollektivt ønske om at gøre op med den undertrykkende, patriarkalske verdensorden, i et håb om at noget nyt som en Fugl Føniks vil vokse ud af asken. Hvor passionen kan beskrives som en drivkraft mod individuel succes, kan den “gnist” vi taler om her i højere grad ses som en kollektiv bevægelse i retningen mod mere omsorgsfulde fremtider.

Midt i vores tankestrøm falder vi en dag over den franske term Jouissance, som den algerisk-franske feministiske tænker Hélène Cixous har beskrevet som en form for nydelse eller velbefindende, der kombinerer mentale, fysiske og spirituelle aspekter. Blandt franske feminister har der været en modvilje mod at oversætte begrebet, da det herved mister sine nuancer – på engelsk er det bedste bud “enjoyment”. Den amerikanske skribent Sandra Gilbert har beskrevet det meget fint i et forord til bogen The Newly Born Woman (1975): "to escape hierarchical bonds and thereby come closer to what Cixous calls jouissance, which can be defined as a virtually metaphysical fulfillment of desire that goes far beyond [mere] satisfaction... [It is a] fusion of the erotic, the mystical, and the political."

Pissoir rimer næsten på passion
Vi ved ikke om jouissance én-til-én kan erstatte passion, men vi oplever, at tiden bevæger sig væk fra destruktive energier, væk fra lidende kunstneregoer, væk fra drænende arbejdsvilkår og i retningen af mere feminine, queer, kollektive og omsorgsfulde praksisser. Her er det selvfølgelig nærliggende at tænke på den netop afsluttede Documenta 15, som var kurateret af det indonesiske kunstnerkollektiv ruangrupa ud fra tanker om at decentralisere den kuratoriske magt, dele ressourcer og indtænke bæredygtighed, tilgængelighed, inklusion og solidaritet i alle dele af arbejdet (Læs vores tredelte reportage fra Documenta 15 her).

I løbet af sommeren, da Documenta 15 udspillede sig i Kassel, var det interessant at opleve, hvordan flere danske kunstfolk enten på vej derned eller hjem igen, lagde vejen forbi Frankfurt for at se den store Marcel Duchamp-udstilling på MMK – Museum für Moderne Kunst. Interessant, fordi Documenta 15 for os at se markerer et transformativt øjeblik i den “vestlige“ kunstverden, lidt på samme måde som Duchamps Fountain.

Ved at udstille et pissoir proklamerede han (altså hvis det overhovedet var hans værk) at alt kunne være kunst, og dermed var readymade’en født. Paradoksalt nok havde flere af de kunsthistorikere, der jo netop er oplært i et post-duchampsk kunstsyn, vanskeligt ved overhovedet at få øje på kunsten i Kassel – ikke fordi den var svær at finde, men fordi den i høj grad tog form som immaterielle udtryk, aktivisme, kollektivitet og communities.

Præcis 100 år efter Duchamps Fountain (1917) påbegyndte #metoo i 2017 en ny bevidsthed og omstrukturering af vores (kunst)verden. Et århundrede dikteret af så maskulint et symbol som et pissoir er slut, og med sine solidariske kunstnerhonorarer, omfavnelse af venskabelige relationer, fokus på mentalt velbefindende (og kønsneutrale toiletter) markerer Documenta 15 begyndelsen på et nyt. Pissoir rimer næsten på passion, og måske er det okay, at vi lader begge dele ligge dybt begravet i asken, mens vi sammen finder ud af, hvilke frø det kommende landskab skal sås med.

Kollektiv omsorgsæstetik?
Helt lokalt har vi bemærket, at der her i år ikke ellers som tidligere har været en stor, sindsoprivende debat på den danske kunstscene. De seneste fem år har magtmisbrug, lønforhold, repræsentation, kvoter, buster, væltede statuer og stjålne penge fyldt mediernes spalter. Vi har vænnet os til det, og vi har endda hørt flere ytre en spænding i forhold til den næste store debat – “hvornår mon den kommer?” eller “hvad bliver det næste?” – så når den udebliver som i dette efterår, virker det hele meget stille.

I hvert fald siden Duchamp har provokationen været en central del af kunstens sprog, men noget mindre larmende er ved at tage over. Omsorg og hensyn “pisser” os ikke af. Ordentlige arbejdsforhold, organisering, pusterum, fornuftige honorarer og care riders er ikke larmende og provokerende. Til gengæld er alt det med til at skabe en mere rummelig kunstverden.

Ud af denne nye virkelighed springer værker og praksisser, der prioriterer omsorg i alle dele af processen. Udtryk der bliver til på baggrund af kollektivt arbejde, hvor ellers usynlige støttestrukturer og ulønnet omsorgsarbejde anerkendes, hvor hensyn til mennesker og natur prioriteres og hvor honorering sker solidarisk. Værker der ikke nødvendigvis taler ind i en objektbaseret kunstøkonomi, men som skaber eller styrker fællesskaber.

I en dansk kontekst tænker vi umiddelbart på:

• Sidsel Ana Welden Gajardos arbejde med at udvikle en Care Rider, der kan sikre et bedre psykisk arbejdsmiljø for kunstnere.

• Samara Sallam og Amr Hatems The Herbal Garden in Sigynsgade – en community garden der i 2021 bl.a. søgte at skabe nye fællesskaber på tværs af klasseskel på ydre Nørrebro.

• Victor Vejles ihærdige arbejde med at sikre adgang for kørestolsbrugere til Det Kgl. Danske Kunstakademis udstillingsrum, der samtidig satte fokus på ableisme i kunstverdenen.

• Udstillingen Frog Chorus på Møstings, hvor de deltagende kunstnere (Mo Maja Moesgaard, Mia Isabel Edelgart, Hannah Toticki Anbert, Deirdre J. Humphrys, Calder Harben, Hannah Lutz og Selini Halvadaki) gennem hele processen holdt fællesmøder for at sikre, at alle fik den emotionelle og praktiske støtte, de havde brug for.

• Laboratoriet for Æstetik og Økologis samarbejde med Center for Kunst og Mental Sundhed, der bl.a. udmundede i gruppeudstillingen m/other og inkluderede kunstnere som “bevæger sig i tværsnit mellem moderskab og andethed, mellem det reproduktive arbejdes fremmedgjorthed og dets politiske potentialer.”

• Noah Holtegaards udstillingsplatform Buzz, der lader andre kunstnere udstille på Noahs eget hoved og dermed bl.a. bearbejder, synliggør og muliggør samtaler om transpersoners oplevelser i det offentlige rum.

• Skye Jins interesse for permakultur og arbejde med at dele viden om bæredygtige materialer og arbejdsformer.

• Sabitha Söderholms bøger og breve der rækker ud til og skaber sprog for mennesker i sorg.

• AAAA – Aalborg Artist's Association: et kunstnerdrevet initiativ, der arbejder for bedre forhold for samtidskunstnere i og omkring Aalborg.

• Udstillingsstedet All all all der synliggør deres budgetter for kunstnere og kuratorere for bedre og mere transparente arbejdsvilkår.

Vi er endnu ikke stødt på et begreb, der samlet dækker denne type kunst, så nu kalder vi det Kollektiv omsorgsæstetik:

Kollektiv (fra ordnet.dk): “Gruppe af personer der er fælles om noget bestemt, fx ved at eje noget i fællesskab, arbejde sammen om noget eller have fælles mål, værdier el.lign.”

Omsorg (fra ordnet.dk): “Kærlig, hensynsfuld eller omhyggelig behandling eller pleje.”

Æstetik (fra ordnet.dk): “Læren om den kvalitet i kunsten og naturen som behager, tilfredsstiller eller på anden måde opløfter sanserne eller sindet; læren om det skønne, især i kunsten.“

I tilliden eksisterer håbet
Tilbage til det med passionen – skal vi bare acceptere tabet af den? Eller hvordan kommer vi videre? Imens vi skriver kører vores Spotify Discover Weekly på shuffle, og ud af de mange sange, som algoritmen foreslår, fanger en sætning vores opmærksomhed:

“I need something to believe in, I need something to have hope in,” synger det London-baserede søskendepar Qazi & Qazi på Weight of Your Bones og pludselig er der noget vigtigt, der falder på plads gennem de to stemmer, der næsten smelter sammen i et ønske om noget at tro og håbe på.

Når håbet er kollektivt som i de globale bevægelser, fører det forandringer med sig, og de kunstnere vi lige har nævnt viser os, at en ny tid er begyndt – en tid, hvor der er mere ærlighed, mere plads til at stå op for sig selv og hinanden, mærke efter og sige fra og mere plads til emotionelle, meningsfulde fællesskaber. Det kan lyde som en ubetinget positiv æra, men den kommer ikke uden udfordringer. Selv har vi erfaret, at en mere udtalt sårbarhed også kan medføre spændinger, som vi som kunstscene må anerkende og finde sprog for, så vi kan forstå hinanden gensidigt. Vi skal lære at turde tale om vores forskellige udgangspunkter og tåle at ramle sammen engang imellem, uden at alt falder fra hinanden og går i stykker. Det kræver tillid, men det er absolut også i den tillid, at håbet eksisterer.

Tillid (fra ordnet.dk)
Oprindelse: Sammensat af til og lid 'tro'.
Betydning: Stærk følelse af at kunne tro på, stole på eller regne med nogen eller noget.

Håb (fra ordnet.dk)
Oprindelse: Fra nedertysk hope 'håb', afledt af hopen 'håbe'.
Betydning: Følelse af forventning og ønske om at noget bestemt vil ske.

Håbet i en have
Håb og tillid hænger sammen med følelsen af sikkerhed, og i en verden og med et mediebillede hvor ting som corona, krig, inflation og andre store omvæltninger trænger sig på i et konstant flow, er det ikke altid den nemmeste følelse at fremkalde. Man kan blive angst og ensom, komme til at isolere sig og miste den energi, der holder én i gang og forbundet med andre.

Vi læser om tillid, om hvordan mennesker i organisationer med en høj grad af tillid oplever 74% mindre stress, og hvordan at tilliden mellem mennesker generelt er skrumpet over de seneste 40 år. Måske kan denne liste, som vi har fundet på BetterUp, med effektive måder at genopbygge praktisk og emotionel tillid mellem mennesker, hjælpe:

1. Value long-term relationships (Værdsæt langvarige relationer)

2. Be honest (Vær ærlig)

3. Honor your commitments (Overhold dine løfter/forpligtelser)

4. Admit when you're wrong (Anerkend når du tager fejl)

5. Communicate effectively (Kommuniker effektivt)

6. Be vulnerable (Vær sårbar)

7. Be helpful (Vær hjælpsom)

8. Show people that you care (Vis folk at du bekymrer dig)

9. Stand up for what’s right (Stå op for det der er rigtigt)

10. Be transparent (Vær transparent)

Tidligere i teksten talte vi om, hvilke frø vi skal så det nye landskab med, og måske giver det mening også at bruge havens logik, når vi tænker på håb og tillid. Vi lægger frø i jorden i håbet om, at de vil spire, vokse sig stærke og blomstre, og vi har tillid til at f.eks. vejr, insekter og andre udefrakommende omstændigheder vil bidrage til et glædeligt udfald – også selvom havens cyklus blot varer et år ad gangen. Vi vil i hvert fald erstatte vores egen passion med håb og tillid og vi glæder os til at tage det med os ind i 2023.

---

Forsidebillede: Detalje fra det indonesiske community Jatiwangi art Factorys bidrag til Documenta 15. Jatiwangi er en by 200 kilometer øst for Jakarta, som i begyndelsen af 1900-tallet var den by i hele Sydøstasien, der producerede allerflest teglsten. Med årene er den ellers boomende produktion døet ud, men siden 2005 har Jatiwangi art Factory forsøgt at genskabe regionens stærke identitet og give den keramiske historie nyt liv gennem kunst og kultur. Foto: I DO ART Agency.

---