SABITHA SÖDERHOLM: KAN SORGEN BLIVE NOGET, VI DELER?

“Jeg er et sted, hvor jeg sørger mere, end jeg er vred. Det kan være, at sorgen ser smukkere ud, men jeg tror, den er sværere at være i,” fortæller billedkunstner og forfatter Sabitha Söderholm (f. 1989), som arbejder med at sætte ord og billeder på det ensomme sorgfulde, så det bliver noget, vi kan dele med hinanden. Lige inden bøgens blade bliver gule er vi taget til Møn for at besøge Sabitha og tale om hendes debutbog Chellam, som udkom på en af efterårets første dage, om neemtræer, saltkrystaller og jasmin, om at bygge landskaber mellem fjerne kyster og om at forbinde sig til den kultur, det sprog og den familie, man skulle have været vokset op med.

Der hænger lange brombærgrene udover den smalle grusvej, som fører os til Sabithas hjem på Møn, hvor hun har boet mere eller mindre fast siden januar. Det startede med en forelskelse, og nu hvor hun er blevet færdig med sin bachelor fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København, udspiller meget af hendes dagligdag sig her i gårdhuset, i haven, ved søen og med ture til skoven og havet. Det stråtækte hus ligger i ly af gamle træer som afgrænser haven, og buskadset strækker sig helt ned til søen, hvor der i sommers blev holdt et bryllup. “Det passer både mig og mit arbejde rigtig fint med roen her på Møn,” bemærker Sabitha, da hun møder os i døren. Vi følger med rundt i haven, hvor hun plukker nogle af årets sidste morgenfruer, som hun fortæller skal bruges til et alter, hun vil lave senere på dagen.

Hortensia i Sabithas have. Foto © I DO ART Agency.

Gårdhuset på Møn. Foto © I DO ART Agency.

“For mig handler det meget om indsamlingen. Jeg beskriver selv min praksis som et forrådskammer af ting, minder og dufte, ting man finder i skovbunden. Det handler om at finde og bevare, at fortælle historier eller prøve at blive klogere på noget, jeg er stødt på.” Som ung begyndte Sabitha at samle på ord og sætte dem sammen til poesi. Det var gennem litteraturen, hun følte, at hun bedst kunne udtrykke sig, og først senere begyndte hendes interesse for billedkunsten. “Da jeg var lille, tænkte jeg aldrig, at billedkunsten var tilgængelig for mig, men det ændrede sig pludseligt, da jeg begyndte at rejse til Indien. Jeg blev opmærksom på materialer, objekter og sanser på en helt ny måde,” forklarer Sabitha, som var 19 år, da hun første gang besøgte det land, hun blev adopteret fra. I de efterfølgende år rejste hun tilbage flere gange, og i 2017 genmødte hun sin mor for første gang. “Da jeg kom til Tamil Nadu, hvor jeg er født, oplevede jeg, hvordan farverne er presente alle vegne. Vimpler og ting der glimter, kvinderne i deres sarier. Der var bare nogle ting, der faldt i hak – f.eks. at jeg altid har elsket at indrette mig med plastikblomster, mange farver og glimmer. Jeg vidste bare ikke hvorfor.”

Sabitha Söderholm. Foto © I DO ART Agency.

Jeg har glemt mine mødres sprog
Følelsen af at kroppen bærer på en viden, som er forsvundet fra erindringen, og forsøget på at genfinde de erfaringer som burde sidde i fingrene eller ligge lige på tungen, beskriver Sabitha på smukkeste vis i sin nye bog, Chellam. En ung kvinde rejser fra Skandinavien til Indien og møder sin mor – sin amma – for første gang, og vi følger deres forsøg på at nå hinanden, på trods af afstanden og uden et fælles sprog.

“Bogen handler netop om at genfinde noget, som man har haft, men den handler ikke nødvendigvis om selve adskillelsen eller hvorfor jeget er blevet frarøvet eller har mistet sin tilknytning. Bogen handler om, hvad der sker i genforeningen og den sorg der netop knytter sig til at vende hjem. Det er en meget anderledes sorg end den, der knytter sig til adskillelsen. Når man er blevet fjernet, så ved man ikke, hvad man har mistet. Man kan forestille sig en hel masse og finde måder at leve i forestillingen, men i forsøget på at vende tilbage opdager man, hvad man rent faktisk har mistet. Hvad vil det sige at have kunnet et sprog og så møde det igen uden at forstå det? Hvad vil det sige at smage på noget, som hele ens krop reagerer på, uden at have minderne? Der er noget i genmødet, der får én til at tænke over, hvad man ellers kunne have været. Hvem det var meningen, man skulle have været.”

Kære barn
det her er et forrådskammer
jeg vil forsøge at forære dig landskaber
det, der gror her, er vores

Jeg vil forære dig alt det
vi samler i kurvene

natblomstrende jasmin
smaragdgrønne flader

lange og dybe åndedrag

det, der engang sprang ud
som nu visner i den røde jord
jeg vil forsøge at gøre det til vores

kviste, kardemomme, ranker og syren

Jeg har glemt mine mødres sprog

(Sabitha Söderholm, Chellam, s. 21)

Selvom der er umiddelbare ligheder mellem Sabithas og jegets historier, så er det vigtigt for hende, at Chellam ikke er selvbiografisk. “Bogen er jo skrevet af mig og på den måde er det min historie, men jeg ser den også som noget, der ikke er knyttet til min person. Fortællingen begynder med jegets første møde med sin amma og det er dér karakteren og landskaberne opstår. Det der ligger forud er ikke så vigtigt. Det er også fordi, jeg har et ønske om, at bogen skal være tilgængelig, og at det skal være muligt for andre at kunne placere sig selv i den. Den der følelse af at man gennem kunsten kan genkende sig selv eller føle at nogen siger noget, man selv har haft svært ved at formulere. Jeg tror at den splittelse, som jeget oplever, knytter sig til langt flere mennesker end blot folk, der er adopterede. De fleste der er endt her, men som har ophav i det Globale Syd, tror jeg kender splittelsen.”

Sabitha forklarer at hun gerne vil have muligheden for at tale mere generelt om de oplevelser og følelser, der knytter sig til minoriserede personers liv, som i medierne ofte bliver gjort individuelle. “Jeg tror, at det der behov for at få fyldt alle huller ud, særligt opstår når det er en brun eller sort persons historie, der bliver fortalt. Så vil man gerne have udpenslet alt og svælge i traumet. I det hele taget bliver forfattere, der ikke er hvide, set som det samme som deres bog. Jeget bliver nødvendigvis forfatteren og omvendt.”

Strandskoven på Møn. Foto © I DO ART Agency.

Alt det usagte, alt det man ikke kan læse om
“Jeg skal lige hurtigt sætte blomsterne i vand,” indskyder Sabitha og forsvinder ind i køkkenet. Inden hun vil lave et alter skal vi på en lille tur, for hun har et sted, hun gerne vil vise os. Vi bevæger os gennem en tæt skov og kommer til en lysning, hvor høje bøgetræer åbner sig mod Østersøen. Senere læser vi os til, at bøgen først kom til Danmark for 3.500 år siden, og at den – selvom den er et af de mest udbredte træer her – i virkeligheden ikke rigtigt trives i den stive lerjord og de tørre, danske somre.

Vi læser også om bøgens spirituelle og symbolske betydning: “Beech can signify the death or end of something, but also stand for the changes that rise through realisation. Since its gift is the revelation of experience, Beech suggests you should cross the threshold that is challenging you, gain experience from the unknown, seek revelation and increase your knowledge.”

Bøgeskov på Møn. Foto © I DO ART Agency.

Gennem tiden er træet blevet brugt til at bygge huse og skibe og omkring år 1000 brugte nordeuropæerne bøgen som skriveredskab og til at indridse runer i. Det siges derfor at bogen og bogstavet har fået deres navne fra det løvfældende træ. Vi ved ikke, om det er derfor Sabitha har taget os med til bøgeskoven, men vi ved at naturens gemte viden også løber gennem siderne i Chellam. Her er det blot Tamil Nadus landskab, der gemmer på historierne.

“Det handler om at bygge et nyt landskab mellem to kyster. Et landskab, som jeget og amma kan være i sammen. Jeget kan samle de riskorn, som amma taber, amma kan lave en suppe af blomster, som jeget kan genkende, og i det ligger der en samtale om en barndom, der engang har været,” forklarer Sabitha og beskriver, hvordan jeget forsøger at efterligne ammas bevægelser for bedre at forstå hende og sig selv. “Der er alt det kropslige, som amma har iboende i sin krop, den måde hun f.eks. skærer et hvidløg på. De ting er utilgængelige for jeget, som ikke har den samme kropslige viden.”

Det er meningen
jeg skal vide alt dette
og ikke først nu
slå det op
det er meningen
at ammas bevægelser
over gryderne
skulle være lagret
i min krop

(Sabitha Söderholm, Chellam, s. 40)

Sabitha forklarer, hvordan planter, blomster, frø og bær indtager forskellige sprog i bogen: “Der er naturens eget sprog i kraft af dufte, smage og udseende – den måde planterne formidler sig selv til sine omgivelser. Der er det religiøse sprog, som handler om planternes spirituelle egenskaber, og så er der de fortællinger, hvor naturen agerer vidne til menneskets handlinger.”

Sabitha Söderholm, Chellam (uddrag). Foto © I DO ART Agency.

“Bogens omslag er lavet af Manuja Waldia, som bor i Goa, og som jeg har fulgt på Instagram i lang tid. Hendes billeder er så smukke, så jeg var både håbefuld og tøvende, da jeg skrev til hende og spurgte, om hun ville lave omslaget til min bog. Heldigvis sagde hun ja og det var så fantastisk, fordi hun netop kendte de landskaber, jeg beskriver. Den røde jord, jasminerne og neemtræerne.” Foto © I DO ART Agency.

Når Sabitha beskriver naturen som vidne til menneskets handlinger, tænker hun bl.a. på et stykke i bogen om banyantræet, der skyder støtterødder ned fra sine lange grene, så de ligner stammer. Hun fortæller, at træet til alle tider har haft en vigtig religiøs betydning, men at kolonialismens vold også har viklet sig ind i dets forgrenede fortælling:

Jeg læser om, hvordan briterne hængte dem, der modsatte sig kolonimagten, i banyantræets grene. Dette hellige træ, hvorunder folk fandt skygge og hvile, dette hellige træ, der tilbedtes, i det hængte de dem. Grenene gror ned mod jorden, skaber nye stammer og evigheder. Jeg læser om disse kroppe hængende fra trækronerne, forsøger at forvandle dem til evige grene, der gror ned i jorden og bliver en del af dette vandrende træ. (Sabitha Söderholm, Chellam, s. 60)

Jeget læser for at finde viden, for at forbinde sig og lave nye koblinger. På den måde handler Chellam i høj grad om, hvordan man tilegner sig viden, og hvilken viden der er tilgængelig – og for hvem.

“Jeget tilegner sig viden ved at mærke og sanse de nye landskaber, og hun gør det i høj grad også ved at læse Wikipedia og artikler på nettet. Men hvad er det for nogle kilder, man så læser, hvilken viden har man adgang til – hvem skriver og hvem bestemmer, hvilke historier der er de vigtige? Det er noget af det mest sorgfulde… Den der utilgængelighed af viden. Ligegyldig hvor umage man gør sig med at lære sproget, se og mærke landskaberne, så vil der altid være en afstand, fordi man er blevet fjernet, fordi man ikke er vokset op i det. Alt det usagte, alt det man ikke kan læse om.”

På et tidspunkt i bogen må amma tage telefonen fra jeget, for hun læser og læser, men den intense søgen efter viden gør hende ked af det. ”På en måde gør jeget nogle af de ting, som bogen også rejser en kritik af. Den måde koloniserende magter er taget ud og har peget på ting, har defineret dem og navngivet dem efter sig selv. Den der botaniske eller naturvidenskabelige tilgang, der handler om at kortlægge naturens udseende og egenskaber, og forstå alting på en meget systematisk måde. Det kan godt være, at jeget er mere interesseret i prækoloniale betegnelser og fortællinger, men der er alligevel nogle metoder, hun kæmper med at aflære sig.”

Sabitha Söderholm, Chellam. Foto © I DO ART Agency.

Foranderlige, længselsfulde ritualer
Vi vender tilbage til gårdhuset, hvor Sabitha har malet stuen lyserød. I hjørnet står et citrontræ, som hun og hendes partner Albert fik i bryllupsgave, og varmen strømmer fra en knitrende brændeovn. Hun fortæller, hvordan hun i løbet af dagen holder ilden i live, og hvordan det giver hende en følelse af tilknytning pga. bålets centrale betydning i hinduismen. “Jeg føler, at jeg har bedre adgang til mit liv i Indien, når jeg bor her, frem for da jeg boede inde i København,” forklarer Sabitha, imens hun henter morgenfruerne fra tidligere og sætter sig foran det alter, som hun for nyligt har indrettet i stuen. “Det lille trætempel i midten har jeg fået af min ven Ribka, som de har fået af en ven i Indonesien. De små vaser har jeg købt i templet i Madurai og mange af stenene er fundet her på Møn. Altre kan se meget forskellige ud, men for mig handler det om at samle ting, der føles rigtige, at det er smukt og giver en følelse af ro.”

Sabitha stiller blomsterne i de små vaser, lægger sten og en citron på et fad og tænder røgelse. Der sænker sig en særlig ro over stuen, som røgen rejser sig og spiller i efterårets solstråler og duften indtager rummet.

“Mine ritualer er stadig foranderlige. De er mest efterligninger af, hvad jeg har set min mor gøre i templerne, så det er noget jeg må lære undervejs. F.eks. når jeg er i Indien, så står vi op om morgenen og går ud i haven til min mors alter og tænder lys og røgelse. Når man går i templerne har man tit kokosnødder, limefrugter eller andet med, som man kan ofre til guderne. Det kan være forskelligt, hvilke guder man beder til, men for mig handler det ligeså meget om at bevare min spiritualitet. Det der med at gøre noget, som jeg ved, min mor også gør hver dag.”

Der, hvor solen falder på trægulvet, forsøger jeg at lave et alter. Jeg placerer smaragdbladet på et forgyldt aluminiumsfad, stabler flintesten og krystal omkring det. Hælder vand i et kar, tænder lys og røgelse. Jeg forsøger at gentage alle ammas bevægelser, måden, hun hælder vand fra karret over på fadet, med hvilken hånd hun tænder lysene, nynner sangene i mit hoved, fordi de endnu ikke vover sig over mine læber. De tamilske ord, der endnu blot høres som lyde i mine ører. Røgelsen lugter støvet, og lysene går hele tiden ud, snart falder solen et andet sted på trægulvet, flytter jeg så hele alteret? Jeg har læst, hvordan man planter en mango, jeg har læst om alle guderne, men det, jeg læser, sidder ikke i kroppen, og det, der sidder i kroppen, har endnu ikke et sprog. (Sabitha Söderholm, Chellam, s. 32)

De seneste år har corona gjort det besværligt for Sabitha at rejse til Indien, men i sommers kunne hun endelig vende tilbage igen. Hun havde netop færdiggjort manuskriptet til Chellam, men pludselig blev hun ramt af en uventet følelse. “Jeg blev meget bekymret for at alt, hvad jeg havde skrevet var fiktivt. At det ikke eksisterede i virkeligheden og landet føltes meget utilgængeligt for mig, på flere måder. Jeg følte mig som en snylteplante – en plante der prøvede at høre til, men som hele tiden blev afvist.”

Da følelsen blev for ubærelig i lufthavnen på vej hjem, foreslog Albert at hun kunne samle noget af den røde jord og tage den med hjem. Imens hun sad dér på jorden og forsøgte at fylde en vandflaske med jord, skete der noget, som stadig berører Sabitha dybt, når hun genfortæller det: “Pludselig står der en kvinde foran mig, jeg vil tro at hun er rengøringsarbejder. Hun stopper mig, tager sin kost og begynder at feje sten og blade væk, så der kun er den rene, røde jord tilbage. Og så begynder hun at fylde min flaske for mig. Før jeg ved af det, er hun forsvundet igen, men kommer så tilbage med de her små sten, som hun giver mig. Jeg står bare med tårer i øjnene og takker hende, men så går hun og kommer tilbage en tredje gang med jasminer i hænderne. Hun tager en sikkerhedsnål frem, som hun sætter blomsterne på og binder dem i mit hår. Al min tvivl og frygt forsvinder bare med den her fremmede kvinde, der nærmest opstod fra jorden og, som uden at sige et ord, forærede mig landskaberne. Det var den smukkest oplevelse.”

De sten som en kvinde forærede Sabitha i Indien i sommers . Foto © I DO ART Agency.

Rød jord indsamlet i Indien. Foto © I DO ART Agency.

Kan sorgen blive noget, vi deler?
Imens vi sidder dér på det lyserøde trægulv, lægger Sabitha noget mere træ på bålet, og vi vender tilbage til Chellam, og særligt den vemodighed der knytter sig til genmødet. “Bogen forsøger at beskrive nogle parallelle tidslinjer, som på et tidspunkt er blevet brudt, og som jeget ihærdigt forsøger at smelte sammen igen. Både jeget og amma insisterer på, at det frarøvede er tilgængeligt. Som amma der giver sin datter en sari på, men kommer til at give den spejlvendt på, fordi hun aldrig har skulle klæde en datter på. De ting som de skulle have lært af hinanden, er der bare ikke.”

Sabitha fortæller, at det med bogen har været vigtigt for hende at drage omsorg – både over for jeget og amma, for landskaberne, men også for læseren. “I virkeligheden ser jeg mit arbejde som omsorgsarbejde. Som en måde at række ud til mennesker, der har brug for en håndsrækning,” forklarer hun og beskriver et værk, som hun lavede til sin sidste rundgang på kunstakademiet; et brev til mennesker i sorg. “Jeg havde printet dem på noget lidt gennemsigtigt papir og lagt dem frem i pæne kuverter, og så kunne man tage ét, hvis man havde brug for det. For mig er et af billedkunstens vigtigste potentialer, at den kan formidle nogle lidt usynlige eller indadvendte fænomener – som poesi og sorg – og gøre dem tilgængelige og noget vi kan dele med hinanden.”

“Der er rigtig meget potentiale i vreden, og man kan bruge vreden til at sige fra og til at skubbe ting i en retning. Der er sorgen en helt anden størrelse, fordi den ofte er meget indadvendt og kan føles så evig. Den sorg og afmagt, det medfører, at ens slægtninge er blevet udsat for vold og forflyttelse pga. kolonialismen, er der rigtig mange der føler. Hvordan kan vi mobilisere den, tale om den kollektivt, handle på den og gøre den til et synligt sprog?”

At sorgen fylder særligt meget for Sabitha for tiden skyldes også, at hun arbejder på de sidste ord til en ny bog, der handler om at miste. For få år siden mistede Sabitha en nær person til selvmord og hun oplevede, hvordan sorgen blev altopslugende på samme tid med at den var usynlig for andre.

“Jeg begyndte at undersøge forskellige beklædningsgenstande, sørgeslør og den slags, fordi jeg ville ønske, at folk kunne se på mig, at jeg var i sorg. I virkeligheden var jeg jo syg. Jeg kunne ikke bare lade som om, at intet var hændt og havde brug for at blive behandlet mere nænsomt, men uden altid at ville fortælle om det”. Kun få måneder efter sin næres selvmord, hvor hun stadig var allerdybest i sorgen, blev hun alligevel mødt med en forventning om, at hun da snart måtte være ovenpå igen. “Men hvad betyder det overhovedet? Det er jo ikke som om, at sorgen nogensinde forsvinder, den vil altid være der. Jeg tror det handler om, hvordan man vokser omkring den.” Sabithas næste bog udkommer på forlaget OVBIDAT senere på året.

Sabitha rejser sig foran alteret, hvor der står et lille billede af hendes families husgud Saraswati, siddende i en lyserød lotusblomst – hun er gudinden for bl.a. viden, skrift og kunst. “På det seneste har jeg tænkt en del over min egen stemme som forfatter og kunstner,” bemærker Sabitha og fortsætter afrundende: “Jeg tror det handler om at give noget til andre, spørgsmålet er bare hvad man gerne vil forære. Hvad føles mest ansvarsfuldt og ærligt at give fra sig? For mig handler det om at være noget for nogen, at være en trøst, så sorgen ikke bliver noget, vi bærer alene.”

Sabitha Söderholm “Chellam”

Softcover, 92 sider.
Format: 143 x 194 mm.
Omslag: Manuja Waldia
Layout: Abirami Logendran

Udgiver: Gads Forlag
Udgivelsesdato: 2. september, 2022.
ISBN: 9788712069027

Bogen kan bl.a. købes i de fleste bogbutikker og på Gads.dk.

RIKKE LUNA & MATIAS

Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.