DET VAR #IKKEMIG, DER FIK MIN REKTOR FYRET

Den sidste tids #metoo har givet mig den sære fornemmelse, der kommer inden et stort angstanfald, eller ved en stor forløsning. Jeg skriver med en følelse af at være ude af kontrol. Der er ingen, der lægger hånden over mig, jeg frabeder mig alle hænder. Jeg bliver ved med at skrive, til jeg har talt ud.

Der er noget, jeg har villet sige til alle de unge piger, jeg har undervist, alle de unge piger, jeg møder, alle de unge piger, som skriver, alle de unge piger, jeg ser mig selv i, og som jeg gerne vil passe på. Nogle af de stærkeste kvinder, jeg kender, og dem, jeg beundrer mest, er dem, der har skrevet #metoo på Facebook og Instagram de sidste mange uger.

Da Pablo Llambías' nye bog, Natteskær, udkom i sommer, havde jeg tre uger med angst. En bog, som efter sigende handler delvist og relativt skævvredet om hans sidste tid på Forfatterskolen, i fiktionaliseret form. Jeg så enkelte kommentarer på Facebook og i avisen i forbindelse med modtagelsen af bogen, hvor der stod ting som ”sexchikanesagen”, og jeg følte, jeg levede bag en væg. Hvordan kunne denne person, der entydigt havde forsømt sin privilegerede stilling som rektor på Forfatterskolen fortsætte sin praksis uproblematisk, udgive en bog som en forsvarstale for de handlinger, han havde begået, holde workshops og lave undervisning, få respekt?

Jeg kan forstå, det ikke har været/er i Forfatterskolens bestyrelses interesse at videreformidle nogen som helst specificitet omkring, hvad der foregik ved Pablos afsked. At han blev bedt om at gå pga. sexchikane, manipulation af elever og andre lærere. Alligevel har ordet jo spredt sig i miljøet.

Jeg er et par gange blev mødt med antagelsen, ”var det ikke dig, der fik Pablo fyret?” Nej, det var ikke mig, der fik Pablo ”fyret”. Det var Pablo selv. Men det ville utvivlsomt have været en gevinst for Forfatterskolen, både indadtil og udadtil, hvis der på et tidspunkt var kommet en eller anden form for udmelding omkring, hvad der skete. Desværre på grund af juridiske implikationer kan skolen ikke udtale sig om tidligere ansatte. Og lige efter Pablos afsked, var det ingens ønske at offentliggøre forløbet bag. Vi håbede alle på skolen at genetablere roen med vores nye rektor, Jeppe Brixvold. Selv var jeg slet ikke klar på, at nogen skulle forbinde sexchikane med mig.

Jeg vil ikke engang kommentere, hvorvidt vi skal differentiere i ubehageligheden af de erfaringer, der er blevet tilkendegivet med #metoo. Krænkelseskultur er et spektrum. Fra upassende bemærkninger på arbejdet, uddannelsen, familiekomsammenerne, hen over uønskede berøringer, til voldtægt. Ligesom med sygdomme er det godt at tage de små symptomer i opløbet, så det ikke ender med, at patienten dør. Så det kan forebygges at sygdommen spredes, og de, som lider, kan behandles. Når ingen taler om, hvordan det er at blive ramt, tror man, at man er den eneste. Kristina Nya Glaffey skrev som en af de første på Facebook og undrede sig over, om der stadig hersker en krænkelseskultur på Forfatterskolen. Jeg fik lyst til med det samme at svare. Jeg har kun begrænset kontakt med de elever, som går på skolen nu, men jeg ved, at de nye retningslinjer omkring nultolerance af sexchikane (bedre sent end aldrig) ikke er kommet ud af den blå luft.

Mit første år på skolen i 2014/15 begyndte almindelig turbulent og lykkeligt, fuldstændig forvirret, overmodigt og overvældet, genert og nysgerrigt. At komme ind på skolen var det bedste, der var sket for mig længe. Her fik jeg meget forærende: en lille familie, et sted jeg hørte til. Jeg fik plads og tid til at udvikle mig som forfatter og at opsøge ny viden og kunst. Skolen var et ambitiøst sted. Jeg måtte nedbryde grænser, jeg havde opbygget førhen; at trække mig tilbage og forsvinde, som et værn for ydmygelse. Som elev på skolen var jeg nødt til at stå frem og være mig selv, skrive og tale med min egen stemme. Der var ikke nogen masse af medstuderende, jeg kunne træde ind i, fordi vi var så få elever, ca. 7-8 på hver årgang. Jeg fik sindssyg angst af ikke at stå frem som mig selv, og jeg fik sindssyg angst af at stå frem som mig selv. Forfatterskolen er det sted, jeg har følt mig allerstærkest og allersvagest. Allermest alene og allermest set.

Julefrokosten det år gik desværre ikke helt som forventet; min daværende rektor, Pablo Llambías, tilbyder mig, at jeg kan sove hos ham. Det sker efter en lang aften, hvor han i højt humør udsætter mig for chikanerende adfærd i form af skiftevis jaloux, skiftevis drilske bemærkninger om mit kærlighedsliv, alle mine ”bejlere”, som han tilsyneladende ser sig selv som en del af. Han insinuerer, at jeg skulle have haft affærer med mandlige undervisere fra tidligere skrivekurser, fortæller mig, at jeg ikke kan rejse med mænd, spørger, om vi skal tage til Paris sammen, og bliver ved med at nævne en eller anden fest, vi har været til hos en ven, hvor nogle andre mænd har danset ind mellem mig og ham. Det virker som om, han opfatter dem som en trussel.

Som ny elev opfattede jeg alle lærerne som halvguder. De var udøvende forfattere med erfaring og autoritet, de var det, jeg ønskede at blive. Jeg ville gerne lære af dem, jeg ville gerne have at de kunne lide mig, at de så mig. Julefrokosten med Pablo var en total forvrængning af en dream come true. Jeg blev overdynget med opmærksomhed. Jeg syntes, det var spændende, at min rektor, som jeg så op til, så gerne ville tale med mig. Festen tyndede ud, til sidst var det bare mig og ham, der hørte klassisk musik og talte om den. Jeg følte, jeg havde fundet et interessefællesskab.

Vi boede begge på Østerbro, så vi følges hjem, han trækker sin cykel. Da vi når til hans gade, vælger jeg at følge ham hen til hans opgang for at fortsætte videre op til Østerbrogade. Jeg husker, at jeg tænker: "Det, at jeg går denne her vej betyder nok, at han tror, jeg gerne vil i seng med ham." Det ville jeg ikke. Han tilbyder alligevel, da vi siger farvel, at jeg kan komme med op. Jeg siger nej, og jeg siger: "Jeg skal hjem". Da jeg er nået et godt stykke op mod søerne, opdager jeg, at flere smser tikker ind; at jeg skal komme tilbage, jeg skal tage en taxa, han føler sig alene, at han godt ved, det bare er en joke for mig. Jeg svarer, at det skal jeg ikke, jeg er på vej hjem.

Næste dag vågner jeg til endnu en sms fra ham, hvor han undskylder og siger, at jeg ikke skal tænke på at manøvrere rundt om ham blandt alle de andre bejlere. At det er en lettelse for ham, for nu er det endelig ude. Jeg forstår mellem linjerne, at det, der er ude, er en slags kærlighedserklæring til mig, som jeg nu har del i, og som han derfor ikke længere er alene med eller skal holde skjult. Det føles som om, der er sket noget helt forkert. De efterfølgende dage bliver jeg mere og mere frustreret. Jeg indser, at det ikke kommer til at blive det samme at gå på skolen. Jeg er blevet draget ind i noget, jeg ikke har bedt om. Jeg bliver vred og ked af det. I en besked på Facebook beder jeg ham om ikke at behandle mig anderledes end de andre elever. Han svarer, lettere hektisk, beklager og siger, at han også har tænkt over det, og at det var dumt af ham: ”Bare sæt en mild streg over det, glemt og pustet ud i verden, glade følelser og væk. Ok? 🙂 Kram”.

Dengang satte jeg mine egne retningslinjer for, hvordan jeg ville behandles på skolen fremadrettet. Der var ingen tvivl om, hvad jeg ville. Jeg sagde nej, og det respekterede han ikke. Jeg ved, at det ikke var min fejl, at jeg fulgtes med ham så langt, som jeg gjorde. Om vi havde skiltes det ene eller andet sted, var det hans ønske, at jeg skulle komme med ham op og sove. At han prøvede at overtale mig til at komme tilbage, efter jeg var gået den aften, var ikke at respektere mit nej. Han var ikke bevidst om sin egen position som rektor og lærer. Der var et på forhånd givet magtforhold, som udmøntede sig således, at det jo aldrig var mig, der sad for bordenden hver mandag og tirsdag og læste Pablos tekster. Det var ikke mig, der havde valgt ham som lærer. Det var ham, der sammen med de andre lærere i optagelsesproceduren, havde valgt mig som elev.

I juleferien fortæller jeg en af mine bedste venner på skolen, hvad der er sket. Der går et stykke tid, før jeg fortæller det til mine veninder på skolen, og længere endnu, før jeg fortæller det til mine forældre og de af mine venner, som ikke er involveret i Forfatterskolen. Jeg gider ikke skabe noget drama, jeg gider ikke være ”hende, som Pablo ydmygede”, jeg vil helst glemme, hvad der er sket og koncentrere mig om at skrive og studere.

I løbet af foråret finder jeg ud af, at det ikke er så simpelt at have undervisning med Pablo, eller overhovedet at omgås ham. Jeg bliver ved med at være bange for, at noget afsløres. Han selv gør akavede forsøg på at lette stemningen omkring mig, spørge hvordan det går, holde døren etc. Til en medstuderendes tekstlæsning kammer det over, da han laver en joke med mig. Pausen er ved at være ovre, og da alle er samlet ved bordet, er jeg stadig i gang med at spise. Han spørger, om jeg ikke har noget at sige. Jeg har munden fuld af mad, og det kan jeg derfor ikke. Jeg føler en dobbelt ydmygelse, da Pablo udmærket er klar over, at jeg generelt har svært ved at sige noget i undervisningen. Der er lidt fnisen rundt om bordet, og tekstlæsningen fortsætter. Jeg får et vredesanfald, som jeg ikke kan få afløb for. Det bliver i stedet til angst, og jeg forlader lokalet, hvor jeg bryder sammen nede på gaden. Med det, der er foregået imellem os i bagagen, bliver hans forsøg på morsomhed symptomatisk for det magtforhold, den hensynløshed og ubevidsthed om egen position, han udøver. Jeg skriver i en sms, at han skal komme ned på gaden til mig, da timen er ovre.

Her konfronterer jeg ham og fortæller ham, at jeg synes, det er en magtdemonstration. Han afviser alt, hvad jeg siger, og jeg bryder sammen igen med følelsen af, at han ikke vil forstå mig. Jeg tager tidligt hjem fra skole, og herefter bombarderer han mig med lange smser om hans dårlige samvittighed. At han føler sorg, som om nogen er død, at han ryger ned i et sort hul. Jeg svarer ikke, siger, at vi må tale om det, når det har lagt sig. Efterfølgende kan jeg ikke få fat på ham, og vi får aldrig snakket ud om det, ud over en kort samtale en dag efter skole. Han spørger kun, om jeg ikke forstår, det var hårdt for ham. At det gav ham angst.

Situationen med ham har opbygget sig til en monstrøs følelse af ydmygelse og afmagt, af angst, vrede og ensomhed; jeg er den eneste af mine medstuderende, der er blevet hyllet ind i det her. Jeg oplever ham som stærkt manipulerende og ude af stand til at sætte sig i mit sted. Han opfører sig som et offer, der søger omsorg og medlidenhed, selvom det er ham, der krænker mig, det er ham, der har magten. På studieturen er jeg igen den eneste elev, der får en sms, om vi har fundet en bar en af aftenerne, og at han glæder sig til at se mig næste dag. Nogle praktiske mails bliver også til en slags korrespondance, da jeg efter turens afslutning i Marrakech er rejst videre med nogle veninder.

Alt dette blev en ret afgørende faktor i, at Pablo blev bedt om at gå kort efter, han var blevet genvalgt som rektor for skolen i foråret 2015. Jeg fortalte om mine oplevelser til en daværende andenårselev, der også fungerede som elevrepræsentant i bestyrelsen. Han aftale med Pablo til et møde mellem dem, at Pablo skulle udeblive fra mine tekstlæsninger det kommende år. At han ikke måtte kontakte mig. Pablo holdt dette møde med elevrepræsentanten hemmeligt for sine kolleger. Senere fortalte jeg om, hvad der var sket til en nyansat yngre lærer i forbindelse med, at vi skulle have elevsamtaler med lærerne. Hun tog det videre til lærergruppen, og Pablo udeblev fra min samtale.

Forløbet er desværre symptomatisk for en krænkelseskultur, der gennemsyrer hele samfundet. Der er ingen tvivl om, at skolens retningslinjer for sexchikane er kærkomne. De er manifestationen af en kaotisk tid på skolen, for lærere og elever, som for mig at se først ender nu.

Lad det være en opsang til alle ledere, lærere, tutorer, mentorer og medarbejdere derude om at være bevidste om magten. Lad det være en opsang til alle piger om, at det ikke er jeres skyld. Lad det være en opsang til alle piger om, at det ikke gør jer svagere eller mindre værd. Lad det være en opsang til alle institutionerne om at fucking opføre sig ordentligt og blive bevidste om de strukturerer, institutionerne uomgængeligt er indspundet i.

Denne tekst blev oprindeligt publiceret på Facebook. Se opslaget her.

---

I DO ART har fokus på krænkelseskultur på kunstscenen

Læs også artiklen "#Kunstneriskfrihed: Bryd tavsheden ligesom Sverige" og hjælp os med at afdække krænkende adfærd på den danske kunstscene ved at besvare dette anonymiserede spørgeskema.

---