PÅ SPORET AF KUNSTEN: DAG 6
Da jeg ankommer til Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk, byder direktøren Erling Damgaard mig hjerteligt velkommen og viser mig straks om i haven, hvor han har udset sig den bedst mulige plads til mit telt i læ for vinden takket være den imponerende bygning tegnet af Henning Larsen Architects. Inspireret af træerne og sivene, der vejer i vinden ved søens bred, er Vestjyllands Kunstpavillon utvivlsomt det hidtil mest poetiske stykke arkitektur, jeg har mødt på min vej gennem Danmark.
Læs tidligere afsnit af På sporet af kunsten her.
Erling viser mig beskedent og underspillet, men stolt, rundt i det museum, som han har arbejdet for at stable på benene, og som han nu fortsat den dag i dag er ansvarlig for at drifte. Som pensioneret ingeniør og passioneret kunstsamler løber han egenhændigt med æren som ”manden, der får Videbæk til at flyde over med kunst” som Kristeligt Dagblad kårede ham for i 2017. Selv er han dog væsentlig mere ydmyg i fortællingen omkring, hvordan Henning, Arne og han selv i løbet af blot to år fik grundlagt, bygget og ferniseret Arne Haugen Sørensen museet, med lidt hjælp fra diverse kommunale og private fonde, heriblandt Maersk på trods af den noget omdiskuterede Opera-ballade i København.
Vestjyllands Kunstpavillon tegnet af Henning Larsen Architects. Foto: Malou Solfjeld.
Telt i haven ved Vestjyllands Kunstpavillon. Foto: Malou Solfjeld.
Udover at indsamle, udbrede og formidle kunst til Vestjyllands borgere har Erling også været innovativ i særligt to fascinerende retninger; i 1991 sørgede han for, at Videbæk blev kåret til miljøby i form af sit arbejde med Green City Denmark. Han implementerede klimavenlig byplanlægning længe før skybrudssikring og supercykelstier nåede til København, og dét synes jeg er værd at tage hatten af for. I løbet af sin karriere som entreprenant ingeniør fandt Erling ud af, at man kunne udvinde protein fra ostevallen og implementere i vitaminpiller. Er det ikke smart?
Direktør Erling Damgaard foran Søren Engsteds udstilling If the Future isn't Bright at least it's Colorful. Vestjyllands Kunstpavillon. Foto: Malou Solfjeld.
Nu er jeg ikke hverken så kemisk eller teknisk kyndig, så I må ikke tage mine ord for bogstaveligt, men man kan læse meget mere om denne form for ”bæredygtig” udnyttelse af mejeriproduktion på bl.a. Arlas hjemmeside. I en DR-artikel forklares valle-eventyret som ”den grimme ælling”.
“Det er en helt eventyrlig forvandling”, siger direktør i Arla Foods Ingredients, Henrik Andersen. “Vi plejer at tale om det som historien om den grimme ælling. For 30-40 år siden var valle noget, vi smed væk som dyrefoder, og mange steder smed man det ud på marken. Nu er det så gået hen og er blevet det mest værdifulde, vi har i Arla Foods.”
Søren Engsted, If the Future isn't Bright at least it's Colorful. Vestjyllands Kunstpavillon. Foto: Malou Solfjeld.
Søren Engsted, If the Future isn't Bright at least it's Colorful. Foto: Malou Solfjeld.
If the future isn’t bright at least it’s colorful
I lidt ala samme genbrugsånd arbejder kunstneren Søren Engsted med kasserede artefakter fra industriel produktion med organisk materiale i sin udstilling, som er orkestreret af det dygtige og seje kuratorteam Paola Paleari og Anne Zychalak Stolten. I pressemeddelelsen forklarer de:
Hans (Søren Engsteds, red.) forkærlighed for stål har eksempelvis sine rødder i den faktuelle observation, at verden stadig bygges i stål. Inden for byggebranchen, bilproduktion, computer hardware, samt et hav af andre teknologiske opfindelser er efterspørgslen nu så stor, at prisen er steget over 200% siden marts 2020. Den imponerende og overvældende mængde af spildolie i udstillingsrummet er samtidig en kommentar til den skjulte men allestedsnærværende brug af råolie, som gennemtrænger vores liv: en enhed, som samtidig afspejler dynamikken og fortællingen i den globale økonomi.
Ved at associere en computer-server med en pool af olie peger Engsted på en immateriel fremtid, hvilket den britiske matematiker Clive Humby definerer som ”data is the new oil”: ligesom olie har data værdi, men hvis det er ubearbejdet, kan det ikke bruges. For at blive en enhed med værdi skal det konverteres til gas, plastik eller kemikalier.
Søren Engsted, If the Future isn't Bright at least it's Colorful. Foto: Malou Solfjeld.
Søren Engsted, If the Future isn't Bright at least it's Colorful. Vestjyllands Kunstpavillon. Foto: Malou Solfjeld.
”Data is the new oil” får mig til at tænke på kampen om Arktis og undersøiske internetforbindelser på tværs af Atlanten, via fiberoptiske kabler fra Tokyo til London. I 2017 arbejdede televirksomheden Quintillion på netop dette for at opnå en internethastighedsoptimering på 24 millisekunder.
Det kan måske lyde af meget lidt eller ingenting, men i virkeligheden gør både milli- og nanosekunder en million-dollarforskel, når det kommer til højfrekvenshandel. Installationen af de her kabler var naturligvis muliggjort af den smeltende is forårsaget af global opvarmning, og således blev det klart for enhver, at visse finansielle spillere havde en interesse i og så en umiddelbar her-og-nu økonomisk fordel ved en planet i forfald. Spørgsmålet er bare, om nogen kan ønske sig profit på kort sigt, hvis alle alligevel ender som tabere i sidste ende, når klimakatastroferne for alvor sætter ind i Vesten og rammer selv de rige aktiespekulanter?
If the Future isn't Bright at least it's Colorful peger på vores manglende emotionelle bevidsthed og inviterer os til at reevaluere vores holdning til, hvad der er i verden. Ved at iscenesætte og sammenkoble elementer og situationer, som vi opfatter som fjerne og abstrakte, undviger Engsted den modvillighed, som ofte findes, til at adressere de ubehagelige scenarier, vi står overfor. Dermed giver Engsted beskueren nye perspektiver baseret på empatisk involvering.
Søren Engsted, Kinderæg i rede. Vestjyllands Kunstpavillon. Foto: Malou Solfjeld.
Jeg er ikke sikker på, hvor empatien ligger. Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at Søren Engsted har sans for æstetik, provokation og miljørelateret oplysning i sin kunst. Det er en flot og rørende udstilling, og især kinderægget i fugleredden vækker noget i mig. Jeg ved ikke, om det er den grimme ælling der runger, eller Georg Jagunovs Marena, der spøger:
Marena er en beholder til et barn, som endnu ikke er født.
Et hylster til den menneskelige bevidsthed og et skjold, der kan beskytte mod ekstreme forhold i et nyt miljø. I omgivelser, hvor der ikke er behov eller mulighed for horisontal bevægelse, er en planteagtig, rodfæstet krop at foretrække. Med sine rødder solidt plantet i jorden suger Marena energi fra embryo core-netværket, mens den beskyttede bevidsthed indeni fordyber og udfolder sig og rejser til andre dimensioner ved hjælp af det planetære netværk.
Således beskrives Marena i kataloget til udstillingen på Augustiana Kunsthal. I Søren Engsteds væginstallation, er der ganske vist også tale om en beholder for endnu ufødt liv, men dog uden rødder solidt plantet i jorden. Her balancerer en fuglerede på kanten af et stålbaseret, trælignende netværk, hvor jordforbindelsen er skiftet ud med en horisontal relation til det romantiske blik på Mars. Gad vide hvilken art, der kommer ud af et kinderæg og gad vide, om den kan svømme i olie?
Søren Engsted, Kinderæg i rede. Vestjyllands Kunstpavillon. Foto: Malou Solfjeld.
Søren Engsted, Romantic view on Mars. Vestjyllands Kunstpavillon. Foto: Malou Solfjeld.
Erling viser mig også rundt i Arne Haugen Sørensen-udstillingen, og selvom den er imponerende med mange flotte hovedværker imellem, er jeg nu engang mest fokuseret på det unge samtidskunstprogram, som i løbet af året præsenterer en række beundringsværdige udstillinger kurateret af Anne og Paola – henholdsvis Marie Raffn (26. juni - 18. juli), Søren Engsted (24. juli - 22. august) og Stine Deja (16. oktober - 14. november).
Efter rundvisningen får vi en øl i caféen og en masse gode historier fra gamle dage – bl.a. fortæller Erling, at han ejer en skulptur af min forhenværende chef Jacob Asbæk. Jacob voksede op i Hammel, hvor han som dreng gik til hånde på sin fars fabrik, og det var her, at han første gang opdagede potentialet i overskudsmaterialerne, som de andre kaldte ”skrot”.
Vestjyllands Kunstpavillon tegnet af Henning Larsen Architects. Foto: Malou Solfjeld.
Arne Haugen Sørensen Museum. Tilbygning til Vestjyllands Kunstpavillion. Foto: Malou Solfjeld.
Arne Haugen Sørensen Museum. Tilbygning til Vestjyllands Kunstpavillion. Foto: Malou Solfjeld.
Som den kunstner han nu engang er og var allerede dengang, gav Jacob liv til metallet, der ellers ville være blevet smidt ud som produktionsaffald, nøjagtig ligesom ostevallen og ingredienserne i Søren Engsteds udstilling. Da Jacob og Patricia Asbæk skulle til at åbne deres første galleri i København kom en mand tilfældigt forbi på Bredgade og spurgte Jacob:
”Hvad skal du bruge de flotte rum til?”
”Jeg er gallerist og udstiller også mine egne skulpturer,” svarede han.
»Du må godt blive min kunsthandler, hvis du holder op med at lave kunst selv,« svarede manden, der viste sig at være Robert Jakobsen.
Siden den dag, hvor Jacob indgik en pagt med djævlen, har han ikke selv lavet skulpturer, og Erlings eje er derfor en sjældenhed. Til gengæld byggede Jacob senere sit til dato største værk i form af CCA Andratx på Mallorca – et 7000 m2 stort udstillingssted med lejligheder og atelierer til kunstnere.
Stolt foran mit telt i haven ved Vestjyllands Kunstpavillon tegnet af Henning Larsen Architects. Foto: Malou Solfjeld.
Sushi og HEART-research i teltet. Foto: Malou Solfjeld.
Telt foran Kunstpavillonen, aften. Foto: Malou Solfjeld.
Nå, nok om det – jeg tager bussen til Ringkøbing og henter sushi med hjem i teltet, hvor jeg finder mig godt til rette med Netflix og hvidvin, som var jeg 100% hjemmevant i Kunstpavillonens have omgivet af de smukke Fire Årstider af Jens Lund og Henning Larsens betagende arkitektur.
Til soundtracket af regnen på teltet og den lokale knallertbande, falder jeg i søvn og vågner først op næste morgen til sol og morgenkaffe hos Videbæk bager. Jeg er hurtigt på farten igen, afsted ud af ”Kunstens linje 15” mod Silkeborg, så da en sms tikker ind fra Erling, er jeg allerede ombord på bussen: ”Kære Malou. Tak for dit besøg i Videbæk. Desværre kom vi for sent til at friste dig med lidt morgenmad – det så ud som om, du lige var kørt. Vi glæder os til at se din rapport. Mkh Erling”.
De fire årstider af Jens Lund i Skulpturhaven ved Vestjyllands Kunstpavillon. Foto: Malou Solfjeld.
Og kære Erling, hermed kommer så rapporten, med varme minder og håb om et snarligt gensyn på dit flotte museum! Jeg giver morgenmad, når du kommer til København, og her vil jeg samtidig introducere dig for et par kvindelige billedhuggere, som du kunne overveje til fremtidige udsmykninger på de vestjyske kanter. Tak fordi du kæmper for kunsten og for miljøet!
Mkh Malou.
Malou Solfjeld is an art historian and curator working with notions of be-coming, co-habiting, collectivity, care, ecology and environment – bodily, mentally and geopolitically. She has contributed to idoart.dk since 2020 with essays, reviews, and travel journals. In 2022 she is becoming a mother and will continue to reflect on what it means to find home, come home, be at home or become a home, on Planet Earth, and how to feel at home within oneself, in times dominated by several entangled crises.
