5 FOKUSOMRÅDER TIL DEN NYE KULTURMINISTER

UKK byder Ane Halsboe-Jørgensen velkommen som Danmarks nye kulturminister. Her er vores første bud på hvor billedkunstfeltet har brug for kulturministerens fokus.

Nye perspektiver for billedkunstfeltet: Der er behov for, at vi investerer i langsigtet udvikling af billedkunstfeltet, så det formår at skabe plads for større diversitet, mere mangfoldige praksisformer, nye økonomiske muligheder og mere fleksible institutionelle rammer. Der skal investeres i de kunstneriske uddannelser, for at skabe de rette forudsætninger for kommende generationer af kunstnere og kunstarbejdere. Det inkluderer at øge den statsstøtte som de tre kunstakademier modtager – et økonomisk løft der er særligt tiltrængt for Det Jyske og Det Fynske kunstakademi. Mere praksisbaseret forskning i kunst, kunstformidling og kuratering er også nødvendig for at udvikle faget og for at kunstens institutioner er med til at producere ny viden til gavn for samfundet både i Danmark og internationalt.

Grøn omstilling: Billedkunstfeltet skal med i den grønne omstilling. Vi skal have en kulturpolitik for grøn omstilling, der aktiverer og udfordrer billedkunstfeltet både på kort og lang sigt. Vi bør investere i, at billedkunstfeltet kan blive bæredygtigt i dets nuværende form og samtidig finde sin plads i og bidrage til tværfaglige forsknings- og udviklingsprojekter inden for klimaområdet.

Billedkunstfeltet bør medtænkes i missioner for klimaloven, hvilket ikke er tilfældet i dag. Grøn omstilling og bæredygtighed hænger for os uadskilleligt sammen med omstillingen til et mere økonomisk bæredygtigt arbejdsmiljø for billedkunstfeltet.

Billedkunstfeltets økonomi: Arbejds- og lønvilkår på billedkunstfeltet er til stadighed enormt skrøbelige og prekære. For eksempel er statsstøttede udstillingssteder den dag i dag ikke påkrævet at betale en bestemt sats, når billedkunstnere udstiller og skaber nye projekter til dem. Her bør kulturministeren tage et større medansvar.

Dagpengesystemet, skatte- og momsregler, hjælpepakker, projektpuljer, m.v, bør i højere grad baseres på data om den økonomiske virkelighed billedkunstnere og kunstarbejdere navigerer i. Ift. statslige støttemuligheder, giver det mening i højere grad at anerkende den vigtige rolle som kuratorer og kunstformidlere har for billedkunstfeltet. Freelance kuratorer skal have mulighed for at søge om arbejdslegater hos Statens Kunstfond, da de har samme freelance- og kombinations-økonomier som kunstnere. Dertil foreslår vi en udvidet model for arbejdslegaterne, så flere kunstnere kan have gavn af dem.

Billedkunst og kultur skal værdsættes: Vi har brug for, at kulturministeren forstår, værdsætter og taler kunstens, kunstnernes og kunstarbejdernes sag. Kulturministeren skal sætte billedkunst på Folketingets dagsorden og insistere på vigtigheden af kunst i forhandlingerne med regeringen, på et plan der gør kunst til en faktisk politisk prioritet. Kulturministeriet og kunst- og kulturbranchen skal være sammen om at forme en kulturpolitik, der vil gribe kunstfeltet gennem nye langsigtede målsæt, der forstår at der gentænke kunstens økonomi uden for hjælpepakke-ordninger og nødløsninger.

Aktiv dialog med brancheorganisationerne og billedkunstfeltet: Kulturministeren bør etablere en løbende dialog med branche-organisationer og parter fra billedkunstfeltet for at få indblik i, hvordan kunstfeltet hænger sammen, og for at kvalificere samtalerne. Politiske beslutninger skal udføres på baggrund af den erfaring, viden og indsigt vi har fra billedkunstfeltet samt fra data og analyser fra feltet. UKK bakker fuldt op om udviklingen af et kulturens analyseinstitut. Det er særligt data om arbejdsmiljø- og lønvilkår og diversitet og ligestilling, som vi mener der mangler data og analyse omkring. Denne data skal integreres i kulturområdets politiske arbejdsgange for at supplere og kvalificere debatten og de kunstfaglige beslutninger.

Vi håber at kunne samarbejde med Kulturministeren om ovenstående.

Vi uddyber meget gerne. 

UKK – Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere er en uafhængig, faglig forening, som har til formål at skabe demokratiske, bæredygtige og lige forhold for samtidskunsten og dens udøvere. Foreningen blev stiftet i 2002.