NOGLE GANGE MÅ MAN DRØMME FØRST

Lørdag d. 30. september åbnede Grønne Drømme på Kunstbygningen Filosoffen i Odense. Udstillingen præsenterer værker af 15 markante, nulevende malere og kredser omkring et natursyn, som bryder med den europæiske videnskabs centralisering af mennesket. I stedet foreslår udstillingens kuratorer at anskue planter som de ligeværdige livsformer, de er.

Vi er så heldige at have fået mulighed for at arbejde sammen med Grønne Drømme og har over de seneste måneder stået for udstillingens formidling. For at komme nærmere tankerne bag det kuratoriske koncept lavede vi i sommers et interview med kuratorerne, de tre billedkunstnere Ahmad Siyar Qasimi, Caroline Heje Thon og Johan Ankersen. Her kom vi bl.a. omkring spørgsmål om klima og natursyn, omsorg på tværs af arter, tanker om maleriets rolle i en hastig nyhedsstrøm, potentialet i samarbejde – og om aktivt at vælge at udstille i Odense, også selvom man bor i København. Det blev en ret interessant samtale, og derfor deler vi den nu med jer her.

Grønne Drømmes kuratorgruppe (Caroline Heje Thon, Ahmad Siyar Qasimi og Johan Ankersen). Foto: I DO ART Agency.

Ahmad Siyar Qasimi (f. 1986) er billedkunstner og uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi (2014). Han bor og arbejder i København og er repræsenteret af Galleri Tom Christoffersen. Caroline Heje Thon (f. 1986) er billedkunstner og har en uddannelse i biologi og kunsthistorie fra Københavns Universitet (2016), med speciale om “the potentials of including artists in the work of science museums.” Caroline bor og arbejder i København og er repræsenteret af Arden Asbæk Gallery. Johan Ankersen (f. 1985) er billedkunstner og har en uddannelse i filosofi fra Københavns Universitet (2019), hvor teorier om især kropserkendelse, potentialitet og emergens blev omsat kunstnerisk samt til samarbejder i interaktionen mellem teknologi og menneske. Johan bor og arbejder i Odense.

Vil I fortælle, hvordan idéen bag Grønne Drømme opstod?

Johan: Vi mødte hinanden i 2007 på Kunsthøjskolen i Holbæk. Det hele startede med en kærlighed til maleriet, kan man sige. Siden dengang har vi holdt kontakten, og i foråret 2022 begyndte vi at tale om at arrangere en udstilling sammen. Vi havde lyst til at undersøge, hvordan maleri kan skabe nye eller dybere forståelser og indsigter i forholdet mellem natur og mennesker. Særligt med fokus på planternes liv.

Hvad er det ved maleriet, der tiltaler jer?

Johan: For mig er det i bund og grund det sanselige. Hvis man reducerer maleriet til farver og en form for udstrækning over en rummelig flade, så er det de to ting, jeg godt kan lide at arbejde med. Der er en kropslig erkendelse på spil – ikke bare når man maler, men også når man ser på malerier – som er virkelig interessant at være i.

Ahmad: Der er noget med malingens konsistens, der er enormt dragende. Når jeg er i gang med et maleri, kan jeg ligge om natten og nogle gange ikke tænke på andet end malings udformning. Det er lidt abstrakt, men der er noget næsten alkymistisk over det. Det er mineraler og sten, der bliver pulveriseret og blandet sammen med olie, harpiks, gummi eller æggehvider og så størkner det igen – fra sten til pulver, og så til sten igen. Og i den transformationsproces bliver stenen til hud og til alle mulige andre stofligheder. Der er hele tiden en vekselvirkning mellem flere stadier.

Caroline: For mig handler det også meget om at formidle følelser og sansninger. Når man snakker om kærlighed til maleriet, så synes jeg også bare, at der er noget kærligt over det at male.

Der er berøring og personlige aftryk, der er enormt meget omsorg og opmærksomhed til stede i maleprocessen. Det er svært at forklare det rationelt, men det er kærlighed jo heller ikke altid.

Grønne Drømme (Installation view, Emily Gernild og Cecilia Fiona). Foto: I DO ART Agency.

Ahmad: Man kan ikke undgå at møde sig selv og sine egne begrænsninger. Hånden gør modstand, materialerne gør modstand, lærredet gør modstand, de motiver man gerne vil skabe eller gengive gør modstand. Man er hele tiden i kamp med sine egne evner, og man kan nemt blive skuffet som maler. Det er meget intimt, og det er nok også det, vi mener med kærlighed.

Johan: Der er også en grad af hengivelse eller besættelse, alt efter hvordan man ser det. Man er sammen med malerierne i meget lang tid, og der opstår et bånd af forpligtelser, som er svært at bryde. Det er en hengivenhed, som jeg forbinder meget med kærlighed.

Caroline: Tiden er et meget vigtigt element. Når man bruger otte timer om dagen på at være sammen med et maleri, så bliver man næsten en del af dets materialitet. På samme måde vil andre ting ændre sig, hvis man virkelig bruger tid med dem. Hvis du sidder ved et træ i flere timer, ændrer dit forhold til træet sig også. I tiden eller langsomheden findes der nogle interessante forbindelser mellem maleriet og planternes liv og tidslighed.

Cecilia Fiona, Tails of earthly remains, 2023 (Harelim og pigment på lærred, 280 x 130 cm). Detalje. Foto: I DO ART Agency.

Der er mange myter, der forbinder sig til maleriet. Der er noget ophøjet og meget forældet over idéen om det hvide, mandlige og ensomme geni, som hænger lidt fast ved mediet. Men hvad synes I, maleriet kan i dag?

Ahmad: Jeg ser maleriet som et udtømt medie. Det er fuldstændig som en dej, som man bare ælter, så den underliggende struktur kommer op til overfladen igen. Og så er der noget andet, der ryger ned i bunden.

Man kan ligeså godt opgive at opfinde noget helt nyt, fordi vi hele tiden skaber i kraft af dem, der kom før os og den visuelle kultur, vi er en del af. Mange taler om frygten for det hvide lærred, men faktisk er problemet, at det lærred bare er stopfyldt med referencer, og det svære er at skrælle alt dét væk. Når vi lever i en verden, der prioriterer nyhedsværdi højt, har maleriet det lidt svært. Det er meget ligesom naturens gang – processerne gentager sig selv igen og igen, men altid på en lidt ny måde. Det bliver forår hvert eneste år, og vi bliver lige overraskede hvert eneste år.

Caroline: Og det er jo netop det smukke i det cykliske. Selvom det er det samme, så er det alligevel aldrig helt det samme.

Grønne Drømme (Installation view, Kaspar Oppen Samuelsen og Kinga Bartis). Foto: I DO ART Agency.

Grønne Drømme (Installation view, Caroline Heje Thon, Kaspar Oppen Samuelsen og Emily Gernild). Foto: I DO ART Agency.

Vil I fortælle om udstillingens tema og konceptuelle udgangspunkt?

Johan: For at komme dybere ind i tankerne omkring vores forhold til natur og planter, har vi læst bogen Planternes liv – Blandingens metafysik (2015) af den italienske filosof Emanuele Coccia. Den er sammen med andre inspirationskilder blevet det fælles udgangspunkt for udstillingen og den måde, vi forholder os til natursyn på. Grundlæggende mener Coccia, at vi skal forsøge at møde verden på en ny eller dybere måde, end hvad der har været konsensus i vores del af verden de sidste mange år. Bogen beskriver et verdensbegreb, hvor planter har skabt grundlaget for den menneskelige eksistens og for alt flercellet liv i det hele taget. Uden dem ville vi mennesker ikke have været her, og uden deres fortsatte tilstedeværelse, har vi intet eksistensgrundlag. Det der gør verden, som han formulerer det, er planternes måde at være til på. De respirerer og skaber den luft, som vi indånder og som vi er dybt afhængige af, men det er også et åndsbegreb, som går ud over de fysiske eksistensvilkår. Han taler f.eks. om, at vi i vores sameksistens med alt i universet er i evig interaktion med hinanden, og at vi blander os med hinanden gennem den her respirationsproces. Vi er allesammen luftige væsner, som eksisterer i evig respiration med andre luftige væsner.

Coccia bruger en lungemetafor for livet og det at være til, uanset om man er plante eller menneske. Han fokuserer på alle de ting, som vi har tilfælles i stedet for at lave opdelinger og hierarkier, som den europæiske filosofi og naturvidenskab er bygget meget op omkring. Problemet med at tænke i opdelinger på den måde er bl.a., at vi har anset mennesket som unikt og overlegent. Det er en hierarkisering, som også er blevet selvhævdende og som i den grad er foregået på bekostning af andre væsner.

Grønne Drømme (Installation view, Caroline Heje Thon, Allan Otte, Kaspar Oppen Samuelsen og Emily Gernild). Foto: I DO ART Agency.

Ahmad: I en menneskelig skala er det jo også den tænkning, der bliver til nationalisme, hvor man finder nogle fælles karakteristika og skaber et fællesskab, som definerer sig selv ud fra en modsætning eller “en fremmed”. I den tænkning er man i evig konkurrence for at udvide sit territorium og beskytte egne interesser, og her gælder alle midler. Men der er faktisk ikke rigtig nogen fremtid for den type verden længere, så hvordan finder vi et nyt fundament for det kommende fællesskab? Et fundament der går på tværs af de karakteristikaer og som er samlende i stedet for splittende. Det er den samme luft, vi indånder, og de elementer vi består af, deler vi med planterne og alle andre levende og ikke-levende væsner. Den tankegang lægger op til en anden form for fællesskab, og derfor er det så vigtigt.

Caroline: Vi bliver nødt til at bryde med hierarkiet, hvor vi er på toppen af evolutionstræet og altid skal herske og kontrollere. Selv naturvidenskaben peger nu også i retning af, at vi bør anskue naturen mere nuanceret. Der er evidens for, at vi bliver påvirket af planter, både gennem duftstofskommunikation og vores neuroæstetiske måde at sanse verden på.

Der er simpelthen så mange kanaler, hvorigennem vi kommunikerer med planter på ubevidste måder, ligesom vi kommunikerer med bakterier og andre mikroorganismer. Vi er allesammen meget mere i kontakt og filtret sammen med hinanden, end hvad vi kan begribe med vores bevidste hjerne.

Vi har det med at tale om mennesker som højtudviklede, men vi bliver nødt til at se på idéen om udvikling på en anden måde. Vores udviklingstanke bunder stadig meget i “survival of the fittest”, men ingen er stærkest alene. Alt i biologien peger på at samarbejde er det, der giver de bedste vilkår for overlevelse og udvikling. Og det er helt ned på bakterielt plan.

Grønne Drømme (Installation view, Mie Mørkeberg og Johan Ankersen). Foto: I DO ART Agency.

Ahmad: Man kan også se det som omsorg. Omsorg på tværs af arter. Der har vi mennesker nok været mere fokuserede på konkurrencen mellem arterne. Det er individualiseret og reduktionistisk – og det er en farlig tankegang.

Caroline: Ja, og det er bare så meget mere komplekst. De egenskaber, planterne har, er fantastiske – de er verdensskaberne, kan man sige.

Ahmed: Planterne er et moderne gudebillede, som er værd at afbilde. Malere har gennem alle tider portrætteret guder – nu er de bare mindre skæggede.

Maleriet er typisk en ensom praksis. Hvordan har I det med at arbejde sammen og udstille i en stor gruppe af 15 kunstnere?

Caroline: Jeg synes, det er fantastisk.

Faktisk var en af hovedgrundene til, at jeg tog en pause fra kunsten og læste biologi, at jeg havde det svært ved at identificere mig med det enlige geni, der kun skulle arbejde alene. Det er et meget givende samarbejde, hvor vi lærer meget af hinanden og møder mange spændende kunstnere, som alle også har været meget åbne for at samarbejde.

Johan: Det er jo en slags bæredygtighedstematik, vi forsøger at arbejde os ind i gennem maleriet. Vi bliver alle sammen nødt til at arbejde for trivselsløsninger, f.eks. mellem planter og mennesker, så vi kan leve sammen og opretholde hinandens eksistensgrundlag i stedet for at ødelægge det. I den forbindelse er samarbejde vildt vigtigt. 15 kunstnere kan jo godt forstås som konkurrenter eller nogle, der helst vil gøre deres ting i hver deres osteklokke, men det vil vi gerne gøre op med. Derfor har vi bl.a. også inviteret de udstillende kunstnere med ind i vores proces og tanker. Vi har besøgt dem på deres værksteder og introduceret dem til udstillingens koncept, og vi har inviteret dem til en workshop i Odense med forskellige oplæg og samtaler. Ud fra de indledende samtaler har vi bedt hver kunstner besvare det samme spørgsmål gennem deres malerier: “Hvad sker der, hvis vi betragter os selv som en manifestation af en verden lavet af planter?”

På udstillingen kommer vi til at se 15 forskellige kunstnere med hvert deres perspektiv på relationen mellem mennesker og planter. 15 stemmer der eksisterer i samkvem, samtidigt. Vi tror på, at kollektivets forskellige perspektiver er gavnligt for at belyse og nytænke vores problemfyldte relation til planter og natur.

Grønne Drømme (Installation view, Casper Roshan Koch Hughes og Anette Abrahamsson). Foto: I DO ART Agency.

Vi lever i en tid, hvor medierne arbejder med et meget højt tempo, med katastrofe efter katastrofe, og hvor alle de mange nyheder kan være svære at tage ind og mærke. Hvilken rolle tænker I, at maleriet kan spille i tidens billed- og informationsstrøm?

Ahmad: Jeg ser min egen praksis som en form for sorteringsarbejde. Vi bliver eksponeret for så mange vigtige informationer, som flyver lige forbi os og er glemt igen i det næste øjeblik. Der mener jeg, at maleri kan standse tiden. Du kan ikke konsumere malerier i samme hast som pressefotografier, overskrifter og andre letaflæselige indtryk på din skærm. Maleriet driller, det gør modstand, det stiller flere spørgsmål end det afklarer og det taler ikke kun til dine lyster og behov, som reklamer gør. Maleriet vil også skælde dig ud, få dig til at reflektere over noget eller udfordre din samvittighed. På den måde er det et meget nutidigt medie. Det er det, vi har brug for. Vi har brug for intimitet, nærhed og ro – måske mere end nogensinde.

Caroline: I flere hundrede år er det maleriet, der har skildret vores natursyn og vores forhold til planter – f.eks. gennem landskabsmalerier. Derfor synes jeg også, at den maleriske portrættering af naturen er relevant i dag, for hvordan ser de skildringer ud nu, når de bliver til parallelt med avisernes fotografier af naturkatastrofer? Maleriet er sjældent direkte dokumenterende længere, men jeg tror dets mere personlige, subtile og komplekse natur rummer et stort potentiale. Jeg har selv oplevet malerier, der har ændret mit syn. Maleriet rummer et nærvær, der kan åbne op for særlige kanaler i vores bevidsthed, som vi ikke har adgang til i vores rationelle scroller-tilværelse.

Grønne Drømme (Installation view, Anne Sofie Meldgaard og Peter Land). Foto: I DO ART Agency.

Ahmad: Vi har så travlt med at formidle katastrofen. Vi vil gerne gøre hinanden opmærksomme på, hvad der sker i verden, men det er meget sjældent, at folk reagerer. Måske er vi blevet immune, men det er i hvert fald som om, at empatien mangler. Vi læser bare om de mest forfærdelige ting, og så fortsætter vi vores liv stort set upåvirkede – det er egentligt ret ufølsomt. På den måde tænker jeg, at maleriet provokerer os, fordi det taler mere direkte til vores følelser og empati.

Johan: Jeg synes, at maleriet har et stort potentiale som sparringspartner. Det at maleriet giver os mulighed for at genoverveje de ting, vi tror vi kender, bunder i noget meget stærkt. Der er noget meget menneskeligt over at være i tvivl, og det synes jeg er et vilkår ved det at male. At man udnytter tvivlen og insisterer på at blive i den. Det er i det hele taget det, jeg synes, kunsten er bedst til: At være kritisk og tvivlende.

Grønne Drømme (Installation view, Ahmad Siyar Qasimi og Birk Bjørlo). Foto: I DO ART Agency.

Hvorfor har I valgt at Grønne Drømme skal vises i Odense?

Johan: Grønne Drømme skal afholdes i Odense, fordi vi fandt en rigtig spændende kunstbygning, Filosoffen, hvor der er plads til at lave en stor, kunsthal-lignende udstilling. Der er god plads til at lade mange værker udfolde sig og gå i dialog, og det kunne vi allerede se første gang, vi besøgte stedet. Derudover synes vi, at vi kommer med noget, som byen ikke har så meget af i forvejen. Der er steder, der præsenterer samtidskunst, som f.eks. M100, men fysisk store samtidskunstudstillinger er der ikke meget af i betragtning af Odenses størrelse.

Ahmad: Odense er Danmarks tredjestørste by, og der er et rigtig fint kunstmuseum, Brandts, men det er bare ikke nok. Der mangler en kunsthal, et sted der arbejder seriøst med samtidskunsten. I forhold til Grønne Drømme, giver det mening at lægge den i Odense, lidt væk fra de mange kunsttilbud i København. Forhåbentligt kan udstillingen blive et samlingspunkt også for mennesker, der måske ikke normalt går på samtidskunstudstillinger, men som kan have ligeså meget brug for at blive inviteret ind i et rum som dette.

Hvad håber I, at folk vil få ud af at opleve udstillingen?

Caroline: Jeg håber, at nogle af de besøgende vil få et møde – bare med ét af værkerne – som ændrer noget i dem. Noget de lægger mærke til på en anden måde. Noget så simpelt som, at de aldrig har lagt mærke til lindetræets blade før, og lige pludselig ser de, hvor smukke de er. Det kan også være så stort, at de tænker om klimakatastrofen fra et andet perspektiv. Jeg håber, at nogle af de besøgende oplever at stå foran et maleri, hvor tiden går i stå.

Ahmad: Det har vi jo alle tre prøvet. Det er derfor vi bliver ved med at male, selvom man ikke tjener særlig mange penge, og det er svært at betale husleje. Det er fordi, der potentielt ligger nogle meget stærke oplevelser i mødet med maleriet. Apropos det med kærlighed – man har oplevet noget, som man er blevet dybt forelsket i, og tænk engang hvis man kunne dele den oplevelse med andre. Så banalt er det faktisk. Jeg har et billede af at sidde sammen med den man elsker og kigge på en solnedgang. Man behøver ikke at sige noget, fordi man ved, at den anden føler præcis det samme. Vedkommende mærker den samme skønhed. Det er jo en ekstremt smuk oplevelse, og hvis man kan dele det med flere mennesker gennem sin kunst og gøre fællesskabet endnu større, så er det ret enestående.

Johan: Jeg håber, at vi formår at favne bredt. At vi også formår at tænde nysgerrigheden hos nogle af de børn, der forhåbentligt kommer og ser udstillingen. I det hele taget håber jeg, at vi med udstillingen får tændt et lys hos mange forskellige besøgende, som vil møde værkerne på forskellige måder og tænke videre over dem, når de igen forlader udstillingen. At vi får plantet et lille frø, som kan spire og gro hos dem, der oplever kunsten.

Grønne Drømme

Ahmad Siyar Qasimi, Allan Otte, Anne Sofie Meldgaard, Anette Abrahamsson, Birk Bjørlo, Casper Roshan Koch Hughes, Caroline Heje Thon, Cecilia Fiona, Emily Gernild, Johan Ankersen, Johannes Sivertsen, Kaspar Oppen Samuelsen, Kinga Bartis, Mie Mørkeberg og Peter Land.

30. September - 21. oktober, 2023
Kunstbygningen Filosoffen, Odense
Gronnedromme.dk

I DO ART Agency har arbejdet med kommunikation og formidling for Grønne Drømme, herunder produktion af hjemmeside, dokumentationsfotos, pressemeddelelser, nyhedsbreve, grafik samt rådgivning og eksponering gennem sociale medier. I DO ART Agency er et kommercielt formidlingsbureau, som løser opgaver for kunstnere og kunstinstitutioner, men det er ikke muligt at betale sig til indhold på idoart.dk.