KUNSTVERDENENS SPLITTELSE & DEN TEKNOLOGISKE PROGRESSION

Vi står med fødderne solidt plantet i det mest radikale paradigmeskift i verdenshistorien, siden en meteor udslettede dinosaurerne for omkring 66 millioner år siden. Dengang jeg var barn, havde vi 3 kanaler på fjernsynet. Så havde vi 30 kanaler, så havde vi 300 kanaler, og så kom internettet.

I dag bliver der uploadet over en milliard billeder dagligt, og udgivet nok “content” til, at man ikke ville kunne gennemgå det hele på en levetid. Det er eksponentiel teknologisk vækst i en nøddeskal. Moores lov er groft sagt idéen om, at vores teknologiske processorer bliver dobbelt så kraftige og halvt så store ca. hvert andet år. Den har nogenlunde holdt stik, og resultatet har skabt en verden, som er mere fragmenteret end nogensinde tidligere. Samtidig har det lagt en gunstig grobund, hvor kunsten er muteret i et utal af eksotiske inkarnationer, fra digital kunst til store kunstfabrikker som sprøjter massive installationer og skulpturer ud, der med sikkerhed vil få fremtidens arkæologer til at klø sig i hovedbunden.

Den teknologiske progression sneg sig ind på os, og før vi fik set os om, sad vi krumryggede og pløjede igennem vores Instagram feed med en iver, der kunne fejltolkes som en søgen på kuren mod kræft. Vi er blevet suget ind, men for at forstå hvordan vi er kommet hertil, bliver vi nød til at spole tiden tilbage for at perspektivere udviklingen.

Morten Rockford Ravn "Lobotomized by Confusion", 2016 (Fotografi).

Jeg har altid været glad for film som, sammen med den farverige graffiti jeg så i gadebilledet i min barndom, blev mit gateway drug til kunst. Jeg så filmen, hvor Anthony Hopkins (også kendt som master mind i Westworld) spillede Pablo Picasso. Og jeg så filmen, hvor Ed Harris (også kendt som manden med den sorte hat i Westworld) spillede Jackson Pollock. Og sidst men ikke mindst så jeg filmen, hvor Jeffrey Wright (også kendt som den folkekære Bernard i Westworld) spillede Jean-Michel Basquiat. Den verden, som henholdsvis Kubismen, den Abstrakte Ekspressionisme og senere hen den Neo-ekspressionistiske stil sprang ud af, står i skarp kontrast til den verden, som jeg i dag befinder mig i, hvor en science fiction serie som Westworld kommer tættere og tættere på science fact for hver dag, der går.

Hvis Leonardo da Vinci levede og skulle male Den Vitruvianske Mand i en samtidig kontekst, ville den højst sandsynligt have en smartphone i hånden. Vores telefoner, og teknologi i det hele taget, er nemlig blevet en så integreret del af vores liv, at man kan tale om, at vi smelter sammen. Atomer og pixels smelter simpelthen sammen, i hvert fald metaforisk, i takt med at den digitale og virtuelle virkelighed spiller en større rolle i vores fysiske virkelighed. Vi outsourcer vores stedsans til vores GPS, vores viden til Google, og vores sociale interaktioner til Facebook. Det er den verden, vi er i nu, og kompleksiteten øges, uanset hvor meget vi stritter imod.

Morten Rockford Ravn "Defragmenting My Mental Harddisk", 2015 (maleri).

Tilbage i 2011 begyndte jeg at male. Det var det, jeg ville. Jeg havde set film, som fortalte historier om kunstneres liv på 2 timer, og det så mega lækkert og romantisk ud. Paris i 20erne og 30erne. New York i 60erne og 70erne. Der var en stemning omkring det, en form for magisk realisme som transcenderede rotteræset. Dengang kunne jeg ikke sætte en finger på det, men selve følelsen var kraftig og potent som forelskelse.

Idéen om caféerne og barerne i Paris og New York, hvor de store kunstnere og tænkere mødtes, drak sig fulde, dyrkede sex og diskuterede de seneste teorier og idéer, var et smukt fatamorgana fra en svunden tid, som stimulerede min fantasi, og fik mig til at give afkald på en ellers lukrativ karriere som professionel pokerspiller, for at forfølge drømmen som kunstner.

Siden er der sket nok til, at jeg er begyndt at tænke, at hundeår og kunstnerår nok er ca. det samme. Det er en karrusel på steroider med ekstreme op- og nedture, alt sammen sat på en baggrund af eksponentiel teknologisk vækst, som til tider kan virke så overvældende, at det bliver fristende at trække stikket og flytte ud i en skov. Ikke desto mindre bliver de fleste af os hængende i storbyerne, hvor det hedonistiske hamsterhjul er meget eksplicit i sin nådesløshed.

Måske som et resultat heraf, og måske fordi vi konstant har adgang til en overflod af informationer fra hele verden, bruger mange mennesker i dag rigtig meget tid på at brokke sig på de sociale medier. Jeg gør det selv. Og den verden vi drømte om og blev forelskede i, da vi voksede op, bestående af kunstens nostalgiske fortællinger, er forsvundet. Den er blevet udskiftet med et nyt fragmenteret landskab, som kan være svært at finde hoved og hale i. Navnligt fordi det konstant ændrer sig. Det er som om, at kunsthistoriens lineære fortælling er impolderet og har skabt et univers med utallige, parallelle galakser. Hvad der tidligere var kunstverdenen, er blevet udskiftet med et utal af kunstverdener.

Det er den fagre nye verden, så at sige, og eftersom at vi endnu ikke har opfundet tidsmaskiner, må dette faktum accepteres. Kunsten er dybest set reaktiv, men hvor den tidligere har spejlet Newtons tredje lov i form af kausaliteten (som opstår mellem reaktion og modreaktion, i forhold til samfundsmæssige strømninger såvel som kunstneriske bevægelser, der som bekendt var nogenlunde lineære op til internettets fødsel), er vi nu nået til et punkt, der kan sammenlignes med det gennembrud, der opstod inden for fysikken, da Einstein kom på banen med kvantemekanik.

Newton’s vugge.

Hvad sker der, når man begynder at splitte atomer? Man finder ud af, at alt hvad man troede var rigtigt, er grov oversimplificering, hvorefter man må smøre ærmerne op og forholde sig til det nye. Nostalgi er nytteløs i denne sammenhæng, toget har forladt stationen, og destinationen er ukendt. Det eneste man kan gøre, er at se sig omkring og overføre ens opfattelse gennem en alkemisk, neurologisk cocktail, der afspejles i de medier og materialer, man som kunstner arbejder med. Det er jo som bekendt ikke kunstnerens arbejde at udvikle en ny motor - det er ingeniørens, såvel som det er lokomotivførerens ansvar at sikre, at toget kører på skinner.

Der hvor kunstneren og kunsten udmærker sig, er ved at være komplet nytteløs. Det er det eneste felt, som ikke har en funktionsværdi fra et utilitaristisk standpunkt. Særligt efter den postmodernistiske dekonstruktivisme med ironi og kynisme i overflod, er dette faktum blevet særligt åbenlyst. Vi behøver dog ikke kigge længere end til Nordkorea for at se paradokset heri (en nation som ingen kultur har - måske på nær en kultur for propaganda). Man behøver ikke at være formand for Mensa for at kunne argumentere en stærk sag for, at Nordkorea er et af de mest dystopiske samfund på jordens overflade. Det er netop i denne kontrast, at vores eksistentielle krise, som opstod under postmodernismens nihilistiske tyranni, opløses og fører til den opløftende konklusion, at vi er vores egen lykkes smed, og at kulturen kollektivt set er, hvad der ophæver os fra meningsløsheden i et sekulært højteknologisk samfund, hvor Gud er død, og hvor penge får jorden til at dreje rundt.

Morten Rockford Ravn "Outbreak", 2016 (Fotografi).

Det er her, det begynder at blive interessant, for vi ved, at vi lever i en syg og uretfærdig verden, (det er indiskutabelt) men samtidig er vi ikke magtesløse, deterministiske pinball kugler, som bliver skudt ud af vores mødre og ind i et neonbelyst miljø af stål, blod og mikrochips som afgør vores skæbne. Gennem bevidste valg, informeret af refleksion, former vi vores skæbne og skaber vores egen virkelighed. Som Einstein sagde: “Opfattelse er virkelighed”, og det vi gør som kunstnere er at transformere og manifestere vores opfattelse i fysiske objekter, bevægelser, lyde, ord og billeder, som gennem sammensætning og skabelse pr. definition ændrer vores virkelighed, og som derved kollektivt ændrer verden.

Verden er jo i konstant forandring – det eneste permanente må faktisk siges at være forandring. Det man har fundet ud af er, at vores hjerner er plastiske, hvilket vil sige, at vi tilpasser os vores miljø neurologisk, uanset om vi er 5 eller 50 år gamle. Samtidig ændrer og udvikler teknologien sig så hurtigt, at vores biologi og psykologi har svært ved at følge med, og måden hvorpå hjernen tilpasser sig er ikke altid i vores bedste interesse. Vi ser f.eks., at folk er mere ensomme end nogensinde, selvom vi teknisk set er mere forbundet er nogensinde. Og måske værst af alt for kunsten, som jo dybest set er en introspektiv størrelse, har vores hypervirkelighed også ført til, at vi nu har en lavere opmærksomhedstærskel end Guldfisk.

Det skaber en masse interessante udfordringer, som åbner op for et hav af muligheder. Om vi vælger at klamre os til det stykke drivtømmer, som er vores bevidsthed og forståelse i dette uendelige informationshav og derved bliver styret af bølgerne, eller om vi omdanner det til et surfbræt og tager kontrol over vores retning, er ultimativt vores eget valg.

Morten Rockford Ravn "Rocket Science", 2016 (Fotografi).

0 kroner, et stykke tyggegummi, en tom vinflaske og et udbrændt bildæk. Det er starten på en “kunstkarriere”. Men som MacGyver viste os tilbage i slut 80erne, kan det omdannes til en rumraket, der potentielt kan sende os i kredsløb og give os det store billede. Hver dag er et nyt afsnit med nye udfordringer. Måden vi griber dem an på er komplet vilkårlige.

I næste del af denne serie vil jeg fortælle jer lidt om, hvordan jeg mistede mit kamera på en cykeltur i Hareskoven, hvilket førte til et projekt, der senere hen gik viralt og fik omtale i alt fra BBC til VICE Kina, samt landende mig min første soloudstilling på et galleri i Berlin.