EKLEKTICISME. EVOLUTION. FUSION.

Kunst er en lovlig form for bevidsthedsudvidelse, der både kan oplyse, udfordre og håne os på samme tid. Den tvinger os til at gå ud over vores forståelse. Sammen med Bermuda-trekanten er kunsten et af de sidste store mysterier, efter at vi har kortlagt verden med Google Earth, og når informationerne kommer til os i en større mængde, end vi kan nå at opfatte.

Mellem de sociale og traditionelle mediers informationsstrøm, er vi, som Neo i The Matrix, aktører der prøver at danne et klart billede af virkeligheden, alt i mens vi bliver bombarderet med en kugleregn af informationer og meninger som vil påtvinge os en dagsorden. Alting bliver bøjet i neon, fordi landskabet er blevet så kondenseret, at den eneste måde at skære igennem på, er ved at være direkte - i dit ansigt. Tidligere var informationerne som en let regn, der ind i mellem leverede en række perspektiver, eksempelvis i form af en avis eller en film, som vi efterfølgende kunne bearbejde.

Kunsten er som en oase, fordi den er introspektiv. Uanset hvor larmende og forvirrende det ydre landskab bliver, præsenterer kunst en åbning til en anden verden. Den indre verden er kilden, som kunst udspringer fra, og invitationen til beskueren er at dykke ned i sin underbevidsthed. Kunst giver plads til refleksion og fordybelse i en tid, hvor vi konstant bliver bombarderet fra alle vinkler med det modsatte, og hvor folk går ned med stress og spiser piller som aldrig før.

 Morten Rockford Ravn, Fragmented Reality, 2014, fotografi.

Morten Rockford Ravn, Fragmented Reality, 2014, fotografi.

Videnskaben har udforsket det ydre rum, men vores egen bevidsthed er endnu ikke lokaliseret. Hjernen er videnskabens største mysterie, og kunsten åbner døre til rum i vores opfattelse, som ellers ikke er tilgængelige. Derfor kan det være frustrerende at se, hvordan at store dele af samtidskunsten stadig brygger suppe på gamle, postmodernistiske idéer med udgangspunkt i ironi og dekonstruktion. Det er greb, som var aktuelle i den industrielle tidsalder, men som i dag har mistet deres værdi, fordi verden har ændret sig. Samtidig er dekonstruktion og ironi for længst institutionaliseret, hvilket vil sige at "meningen" er cementeret som historisk artefakt og derved pr. definition repræsenterer fortiden. Når MoMA i 2015 afholder deres første udstilling af samtidsmaleri i 30 år, primært med udgangspunkt i malerier som dekonstruerer sig selv (heriblandt en forvokset tegning af en tændsstiksmand), runger det hult som en reanimation af fortiden. 

Allerede tilbage i 1915 udstillede Kazimir Malevich et sort canvas, og i 1953 slettede Robert Rauschenberg en Willem De Kooning tegning. Dengang var det radikale træk, som sidenhen er skrevet ind i kunsthistorien. Det er med andre ord meget gamle greb, som ikke længere har nogensomhelst relevans for den verden, vi lever i, andet end retrospektivt at kunne læres fra, og derfor kan det betragtes som den ultimative, elitære gestus at ophæve en kritik af en kritik af en kritik fra MoMA’s side med den grandiose titel “Forever Now”, som udstillingen hed.

Det eneste reelle formål, som den type kunst har i dag, er at referere tilbage til sig selv og den ender derved med at udelukke. Det er en særlig ironisk skæbne, da den dekonstruktive tradition udspringer fra en egalitær filosofi, som senere hen er blevet en destruktiv ideologi. Oprindeligt var postmodernismens formål at nedbryde barriererne, men nu hvor den er trådt ind i sin dekadente fase, fordi de primære mål er nået, er den som tilgang endt som brænde på bålet for den del af offentligheden, som føler, at samtidskunsten er fremmedgørende. Det er som en slange, der spiser sin egen hale. “Kunst om kunst”, hvilket dybest set er et biprodukt af esoterisk neofili, altså jagten på “det nye”, som er kommet ud på et sidespor, fordi at det vi ender med, når vi dekonstuerer uden at rekonstruere, er en nihilistisk blindgyde, hvor alting er meningsløst.

Når vi som børn skiller et ur ad, er det givetvis for at finde ud af, hvordan det fungerer, og når en ingeniør dekonstruerer en maskine, er det for at kunne sammensætte en ny forbedret version. I den forstand kan postmodernismens dekonstruktion ses som en infantil gestus, da den allerede er blevet udført ad nauseam. Det er min opfattelse, at vi skal videre, så vi kan komme op på næste niveau, men heldigvis er dette selvsving ikke repræsentativt for andet end en indelukket og selvoptaget version af samtidskunsten, baseret på navlebeskuelse. Det er dog vigtigt at have med, for at forstå hvad jeg mener er essentielt at stå i kontrast til, og hvorfor.

Grunden til at dette sidespor er opstået, er fordi de fleste givetvis har en lineær opfattelse af kunsthistorien, hvor den slags evighedslagkage af ironi og kynisme kan virke som den åbenlyse progression fra Duchamp’s Fountain, til Manzoni’s lort på dåse, til Warhol’s popkunst og frem til MoMA’s Forever Now-udstilling. Men det er en fejlantagelse, som dybest set kun skaber fremmedgørelse, og som derved bidrager til at gøre kunsten irrelevant i bredere kulturel sammenhæng. For at forstå hvorfor at mange stadig er fanget i den lineære opfattelse, og hvordan at landet ligger i dag, kommer der her et kort overblik over kunstens historiske udvikling:

Indtil den industrielle revolution var kunstens evolution mere eller mindre overskuelig. Den bestod af idéer, som byggede på sig selv over flere århundrede, med teknikker og tilgange som blev videreført gennem generationer. Ind i mellem gik en udvikling tabt pga. krige og deres destruktive kræfter, andre gange opstod der krydspollinering som resultat af kulturer, der mødtes fredeligt. Når stærke idéer og stilarter opstod i respons til de forskellige aspekter i en given kultur, blev de ofte konsolideret i bevægelser. Efter opblomstringen af den industrielle tidsalder, komprimeringen af tid gennem luftfart, migration og bosættelse i storbyer blev idéernes evolution yderligere fragmenteret, og pendulet svang hurtigere og hurtigere - en konstant kausalitet mellem reaktioner og modreaktioner i henhold til samfundet og kulturens udvikling. 

Nu lever vi en i globaliseret tid med en overflod af informationer, i et post-industrielt samfund, og som resultat heraf er kunstverdenen blevet splittet op i et utal af kunstverdener, som er for fragmenterede til at kunne holde styr på som en sammenhængende helhed. Derfor er den lineære opfattelse kun relevant i den sammenhæng, at vi kan se tilbage på kunsthistorien som en buffet, og – gennem en mere eklektisk tilgang – kombinere idéer fra de forskellige bevægelser på nye måder.

Vi står med andre ord i den mest gunstige og rige periode rent kunstnerisk i verdenshistorien. Alle de kampe, som er blevet kæmpet for at få os hertil, har åbnet op for et overflødighedshorn af muligheder, og det er vores ansvar at leve op til denne enorme kulturarv med respekt for fortiden, men uden at være slaver af den. Wassily Kandinsky talte i sin bog Concerning the Spiritual in Art om, hvordan at kunsten og kulturen konstant bygger videre på sig selv, og derved arbejder sig hen imod en monumental og episk form for kunst. En kunst som man bidrager til udviklingen af, indtil der til sidst er skabt en spirituel pyramide, som går hele vejen op i himlen. Denne metafor krystaliserer for mig en essentiel konstruktiv tilgang, når det kommer til kunst i vores post-industrielle, højteknologiske tidsalder.

 Lee Bul, Negativa II, Lehmann Maupin, New York, 2014.

Lee Bul, Negativa II, Lehmann Maupin, New York, 2014.

Et glimrende eksempel på en kunstner, som har transcenderet den lineære tilgang, er sydkoreanske Lee Bul, hvis skulpturer og installationer indholder en metafysisk rigdom på så højt et niveau, at ord bliver overflødige. Hendes værker er symboler på, hvad kunst kan være, når man giver slip på postmodernismens lænker, begynder at samle idéer fra forskellige felter og tidsperioder og kombinerer dem med en konstruktiv evolutionær tilgang. Hun startede med at lave performancekunst, som hun senere gav slip på, da hun indså, at publikum blev desensibiliserede over for hendes oprindeligt kontroversielle udskejelser. Hun skiftede fokus til skulpturer, som senere udviklede sig til altoverskyggende installationer. Lee Buls virke kan ses som en række kvantespring, både personligt men også i en bredere kulturel sammenhæng. Det er den slags kunstnere, som interesser mig, og som jeg prøver at lære af i mit eget, mere ydmyge, arbejde.

Min personlige tilgang er inspireret af utallige vinkler, men i henhold til kunst har jeg kigget på kunsthistorien (særligt de sidste 100 år) og har fundet ud af hvilke elementer, der giver mening for mig i dag. Herefter har jeg sammensat idéerne på min egen, idiosynkratiske måde.

Et af de åbenlyse huller i kunsthistorien var abstrakt fotografi, som på trods af fotografiets allestedsnærværelse (og det faktum at over en milliard fotografier dagligt bliver uploadet til internettet), stadig er totalt underrepræsenteret, selvom formen indeholder uendelige muligheder. Efter at have identificeret denne mangel har jeg brugt de seneste 5 år på at udvikle en tilgang, som på abstrakt vis kombinerer midlertidige skulpturer af repræsentative elementer i en fusion mellem maleri, skulptur og fotografi.

 Morten Rockford Ravn, Metropolis, 2016, fotografi.

Morten Rockford Ravn, Metropolis, 2016, fotografi.

Jeg har udviklet en form, hvor materiel transformation bruges som en allegori for psykologiske landskaber og filosofiske koncepter. Det er værker, som udgør deres eget sprog – noget som gør dem interessante at arbejde med, da de giver mig mulighed for at overgå min egen forståelse (hvilket som udgangspunkt altid er det, jeg søger i kunst). Et mysterie som åbner op for en potentiel bevidsthedsudvidelse. Min hypotese er, at hvis jeg kan overraske og udfordre mig selv, bør det givetvis overføres til dem, som møder min kunst. Derfor har jeg videreudviklet processen yderligere.

Jeg arbejder primært med maleri, hvis udvikling og detaljer jeg løbende fotograferer. Derudover laver jeg digitale “malerier” og abstrakt fotografi. Mit udgangspunkt er altid et forsøg på at lave færdige værker, men ofte sker det, at en stor del af materialet ikke lever op til det ønskede udfald. Det overskydende materiale bliver arkiveret, og det arkiv, jeg har opbygget over de sidste 5 år, er blevet en værdifuld ressource i mit arbejde. Jeg kan til en hver tid dykke ned i arkiverne og kombinere materialet på nye måder. Det hele forgår meget intuitivt og organisk, lidt ligesom at kultivere en have. Det er en evolution, som dirigeres og plejes dagligt, hvilket baner vej for en række foræringer, som ikke ville kunne opstå på anden vis.

 Morten Rockford Ravn, Crash (tv), The Important Part of the Dream is That You Wake Up From It, Fear City, 2016, digital.

Morten Rockford Ravn, Crash (tv), The Important Part of the Dream is That You Wake Up From It, Fear City, 2016, digital.

Overstående værker er eksempler på digitale rekonfigurationer af abstrakte fotografier. Jeg ser dem som en repræsentation af konceptet, jeg omtalte i en tidligere artikel, hvor atomer og pixels smelter sammen og udfordrer vores opfattelse af virkeligheden. Det er en form, som er blevet muliggjort via den teknologiske progression, hvilket fra mit perspektiv gør det spændende at arbejde med, fordi det åbner nye døre i billederne, som ikke var tilgængelige for den generation, der kom før min. Det jeg søger er en dialektisk syntese mellem det fysiske og digitale, gennem en evolutionær og eklektisk tilgang, hvor elementerne får lov at sammensmelte i en konstruktiv fusion.

 Detalje fra et digitalt værk.

Detalje fra et digitalt værk.

Jeg har her delt mine tanker om kunst og teknologi og brugt meget krudt på at belyse de mindre heldige aspekter af den teknologiske progression. Men når alt kommer til alt, er jeg optimistisk omkring udviklingen. Det at vi har flere virkeligheder at vælge i mellem giver en større værdi til de forskellige tilstande, fordi kompleksiteten og den metafysiske rigdom øges. Udfordringen ligger i at finde ekvilibrium og bevare vores menneskelighed. På en afsluttede note, vil jeg nu dele et projekt, som hidtil har være hemmeligt. Det indholder potentialet til at kunne udtrykke den kollektive bevidsthed.

Jeg har ikke skrevet en eneste linje i dette digt, men det er mig, der har komponeret det. Det indeholder en række håndplukkede Tweets fra forskellige kilder samt en linje fra et William Blake digt. Det er første gang, jeg deler det offentligt, eftersom at det er fra et projekt, jeg intensivt har arbejdet på gennem et år under radaren. Projektet indeholder en række idéer, men de to primære inspirationskilder har været William S. Burroughs cut-up teknik, der går ud på at tage en bog, skære en håndfuld sider over på midten og sammensætte dem på nye måder, for derved at skabe noget originalt, som overgår logik. Den anden primære kilde var Gustaf Almenbergs bog Notes on Participatory Art, der som titlen indikerer handler om deltagelseskunst, og hvorfor han mener at det repræsenterer fremtiden.

Noget der har gået mig på i løbet af de seneste år, er den uheldige udvikling, vi har set på internettet. Det er den udvikling som jeg startede med at beskrive i essayet her, hvor informationsstrømmen er blevet så voldsom, at folk er begyndte at bøje deres budskaber i neon. Tænk på click-bait fænomenet, eller laveste fællesnævner memes, hvilket er to udbredte udtryksformer online i dag. Deres effektivitet og succes er unægtelig, hvilket betyder, at en kritik heraf altid vil være noget nær frugtløs, da den alligevel er druknet inden for et par timer i en tsunami af hvid støj. Alligevel bliver der, til trods for denne udvikling, udgivet substantielt materiale på utallige fronter dagligt, men levetiden er kort, hvilket fik mig til at tænke..

Langt størstedelen af de kollektive selv-udtryk, som vi ser online, består i dokumentation, selfie-billeder, mad-billeder, rejse-billeder etc., så jeg blev interesseret i, hvordan jeg kunne lave et projekt, som bidrager til at løfte diskursen og giver folk en mulighed for udtrykke indre værdier fremfor overfladiske ydre værdier. Herfra begyndte projektet at tage form, og jeg begyndte at samle velskrevne og interessant linjer i alt fra artikler og essays til Tweets og IMDB beskrivelser af B-film.

Som kunstner er man stort set altid begrænset af sin egen subjektive opfattelse af virkeligheden. Min interesse ligger i at overgå den. Mit formål i denne sammenhæng er at lave et projekt, som kommer tættere på at udtrykke vores tids kompleksitet, end jeg ville kunne gøre på egen hånd. Idéen er at lave en simpel platform, som tillader brugerne at komponere deres egne digte. Deltagelsespoesi.

Ved hjælp af flere tusinde håndplukkede linjer fra journalistik, Tweets, kunstkritik, poesi, litteratur og filosofi, samler jeg kollektive perspektiver gennem en algoritme, som jeg skal have udviklet til min platform. Linjerne vil bliver præsenteret tilfældigt over for den enkelte bruger, som efterfølgende kan sammensætte dem efter eget ønske på en nem og håndgribelige måde, og herefter kan vedkommende transformere sine digte til billeder, som kan deles på sociale medier. Dette tror jeg vil bidrage til at skabe et deltagelsesprojekt, som giver mulighed for at udtrykke en langt højere kompleksitet end det nogensinde ville være muligt for en enkelt person at gøre, uanset hvor talentfuld og dygtig personen var. Man kan sige, at det er et projekt, som forsøger at fremhæve den højeste fællesnævner i den kollektive bevidsthed, samtidig med at det puster nyt liv i tekster, som ellers ville ryge i glemmebogen. Og så åbner det op for det latente poetiske potentiale i individer, som ellers aldrig ville røre poesi med en ildtang.

Det er et samarbejde mellem forfatterne af de enkelte linjer, algoritmen, deltagerne og undertegnede. Mit håb med projektet er at bidrage til, at revitalisere poesi i det 21. århundrede, ved at skabe en tidssvarende platform, som harmonerer med den hurtige tid, vi lever i. Projektet er stadig under udvikling, og skulle man være interesseret i at holde sig opdateret, kan man følge med på min egen blog samt Instagram, hvor jeg jævnligt deler nye værker og informationer omkring mine projekter.

Tak fordi du læste med. (Og har du endnu ikke læst dem, kan de to første dele i serien læses her: "Kunstverdenens splittelse & den teknologiske progression" og "Hypervirkelighed").

Morten Rockford Ravn (f. 1987) er tidligere professionel pokerspiller, nu kunstner baseret i København. Mortens arbejde beskæftiger sig primært med kaosteori, fremmedgørelse og friktionen mellem den fysiske og virtuelle virkelighed. Derudover er han en kæmpe filmnørd, som gennemsnitligt ser 100 film om året. Morten har bidraget til idoart.dk siden 2017.