KUNSTEN PÅ KANTEN #2: VESTJYLLANDS KUNSTPAVILLON

AFSNIT 2:
Vestjyllands Kunstpavillion, Videbæk,
Sonja Lillebæk Christensen
OG Erling Damgaard

- Kunstforeningen der startede med et arkitekttegnet hus, og ville skabe en institution der kan sætte en lille by på det kulturelle landkort.

Vestjyllands Kunstpavillon (VK) blev åbnet d. 1. juni, 2012 og er bygget op omkring tre platforme: VK Lokalarrangement Platform, VK Kunstforeningen for Ringkøbing og omegn Platform og VK Samtidskunst Platform.

Samlet skal Vestjyllands Kunstpavillon med de tre platforme ses som et udstillingssted, der kan rumme mere end én retning. VK vil satse på den internationale, det nære og lokale. VK skal ses som en slags moderne forsamlingshus, som altid har eksisteret og været et vigtigt samlingspunkt i de små lokalsamfund. Men VK ville også tiltrække besøgende udefra og har derfor også arbejdet på at forbinde de folkelige, populære udstillinger med fagligt kvalificerede samtidskunstudstillinger.

Erling Damgaard. Foto: Henrik Ole Jensen/Herning Folkeblad.

Erling Damgaard. Foto: Henrik Ole Jensen/Herning Folkeblad.

Sonja Lillebæk Christensen til åbningen på Bedwyrs Williams udstilling ECHT på Vestjyllands Kunstpavillon, 2015. Foto: Søren Palmelund.

Sonja Lillebæk Christensen til åbningen på Bedwyrs Williams udstilling ECHT på Vestjyllands Kunstpavillon, 2015. Foto: Søren Palmelund.

Erling Damgaard er formand for VK’s bestyrelse og har været med siden starten på hele projektet. Jeg taler med Erling om VK’s store tiltrækningskraft for turister og betydning for byens liv og handel samt styrken af foreningens frivillige arbejdskraft.

Sonja Lillebæk Christensen var kurator for et 2-årigt samtidskunstprogram på VK i 2015-2016. I mit interview med Sonja taler vi om udfordringerne, som hun havde med jobbet; den skeptiske tilgang til samtidskunsten og begrænsningen på hvor meget man kan trække på den frivillige arbejdskraft.

Kunsten på Kanten er optaget og udviklet af Anna Bak.
Lydredigering: Kim G. Hansen. Musik: Algorithms af Chad Crouch.
Udgives i samarbejde med idoart.dk. Tak for støtte til Statens Kunstfond.


OM KUNSTEN PÅ KANTEN

De seneste år har der været et skærpet fokus på, at Statens kunstmidler skal fordeles geografisk ligeligt over hele landet. Der har været en masse initiativer med landsby-udviklingsprojekter og puljeprojekter særligt mærket til yderområderne i Danmark.

Siden strukturreformen i 2007 er der kommet en enorm skævvridning af Danmark. Reformen var en del af centraliseringspolitikken, og det vi kalder udkanten blev skubbet endnu længere ud på kanten og blev hurtigt stemplet af medierne som ”den rådne banan”, der nærmest synes håbløs at forsøge at redde. Men er noget ved at ændre sig nu?

Er fokusset på at få samtidskunst ud til kanterne et forsøg på at gentrificere landområderne? Og hvis det er, virker det så? Hvad betyder det for lokalsamfundene og for kunstnerne, der arbejder med de projekter?

Det har jeg sat mig for at undersøge ved at besøge 4 vidt forskellige kunstplatforme i Vestjylland og snakke med nogle af de ansvarlige bag dem. Der er langt ud til kanten, men via den her podcast kan i trygt blive derhjemme, hvor end i nu er, og tage turen derud som en lydrejse.

De fire kunstplatforme, jeg har besøgt, er:

  • ET4U, Nees (Karen Havskov og Klaus Weiss)

  • Vestjyllands Kunstpavillon, Videbæk
    (Sonja Lillebæk Christensen og Erling Damgaard)

  • SMK Thy, Doverodde (Emilia Nykjær Isaksson)

  • Country Town / Hygum kunstmuseum, Dybe (Lisbeth Hermansen)


Forsidefoto: Vestjyllands Kunstpavillon. Bygningen er tegnet af Henning Larsen i Videbæks parkanlæg. Foto: Wikimedia, Ragnar1904.

Anna Bak (f. 1985) arbejder som billedkunstner og kurator. Hun er uddannet ved Det Fynske Kunstakademi og Montana State University i USA og har en MA i Curating ved Aarhus Universitet.