JEG ER BLEVET FAR, JEG HAR INGEN FAR

Jeg har altid sagt, at jeg ikke har set min far, siden jeg var fem år gammel. Altså ud over dengang jeg opsøgte ham uanmeldt for at lave min ansøgning til Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2012. Det har ligesom været historien. Kort. Uden følelsesmæssige afstikkere. Men jeg er blevet klar over, hvor uskarp og fortrængt hele min barndom er. Det er en lille ting, måske en stor ting, men jeg kan faktisk ikke huske, hvor gammel jeg var, da min far forlod mig. Da jeg besøgte ham i 2012, sagde han, at han ville besøge mig næste gang, han kom til København…

Jeg skal udstille på OK Corral d. 4. september og i den forbindelse er jeg startet til psykoterapi. Noget jeg nok ikke ville have gjort, hvis det ikke var for udstillingen, som tager udgangspunkt i det at være blevet far (det blev jeg selv 1. november, 2018) og samtidig om det ikke selv at have en far. Jeg har haft en stedfar, men det kommer vi tilbage til.

Jeg er blevet enig med mig selv om, at selvom der kommer et værk og en udstilling ud af det, så handler terapien i sidste ende ikke om udstillingen – jeg går først og fremmest i terapi for min egen og min families skyld. Det handler om, at jeg ønsker at være en god far.

Udstillingen kan ikke laves uden terapien. På den anden side var terapien nok ikke blevet til noget, hvis ikke det var for udstillingen. Og hvis ikke jeg var blevet far, havde jeg hverken lavet denne udstilling eller var gået i terapi.

Min terapeut hedder Jytte. Jytte spørger til ‘lille Gilbert’. “Hvem var lille Gilbert?” Jeg tænker, så det knager. Og alligevel tager det flere sessioner at komme frem til noget som helst. At se ham i glimt. Mærke ham i kroppen. ”LILLE GILBERT; Han var en dreng, der voksede op med en far og en mor og en 4 år yngre lillebror. Indtil mine forældre blev skilt og derfra…”

Ja, derfra, og hvad så? Problemet er, at jeg ikke husker det. Jeg rejser rundt i min hjerne og prøver at finde brudstykker af erindringer, som kan give mig svar. Men det er så langt væk, og det er ikke alt sammen rart at huske, så min krop er blevet god til at glemme.

Alligevel stiller jeg hele tiden spørgsmålstegn ved de erindringer, som pibler frem fra det skjulte. Hvordan ved jeg, at det som ‘store Gilbert’ husker ikke bare er et produkt af nogle nutidige projektioner af alle mulige mindre vigtige strømninger, som pludselig bliver talt frem som signifikant for min forståelse af, hvem ‘lille Gilbert’ var og hvordan det har gjort ham til den mand, han er i dag? Jeg er bange for at huske. Huske rigtigt og huske forkert.

Jeg har været bange for at blive far. Lidt ligesom at gå i gang med et spil, som jeg på forhånd er dømt til at tabe, og hvorfor så overhovedet gøre det. Disse tanker er kommet, imens min kone var gravid og efter at vi havde fået vores datter Ramona. Jeg forstår godt, hvorfor jeg er bange. Jeg aner ikke hvilket faderskab, jeg reproducerer. Der er rod i regnskabet. Hvis jeg nu havde haft en far og mor, som fungerede sammen, forestiller jeg mig ikke, at det ville være så svært at blive far. Så ville mit eget faderskab blindt kunne tage over fra min egen far og fortsætte den samme gode vej, som min far havde vist. Lidt ligesom at fortsætte en velsmurt familievirksomhed. I min situation har der bare være skattefusk og dårligt regnskab, så jeg overtager ikke bare. Jeg smider det hele ud og starter forfra. Og når man som jeg har brugt 30 år på at opbygge et følelsesmæssigt forsvarsværk så stærkt, at jeg ikke kan bryde igennem det, om det gjaldt mit liv, ja så er det svært at gå ind i faderskabet uden følelsen af, at jeg er dømt til at tabe.

Jeg har ikke grædt i 20 år.

Men jeg har altid følt mig uretfærdigt behandlet, da jeg var lille. Hvorfor skulle min biologiske far smutte? Ikke dø, men smutte – og så til Billund. Ja, jeg er pissesur på ham! Det tør jeg godt sige nu, men det har jeg ikke turdet i 20 år. Jeg følte mig også uretfærdigt behandlet, da en ny mand kom ind i min mors liv. Den stedfar, som jeg skulle have de næste 25 år, var en dominerende mand, en machomand, en stor mand. En mand der kunne det hele med det halve, en mand der vidste bedst og havde gode råd til, hvordan alting skulle gøres, uden selv at følge sine egne gode råd. En mand som yndede at fortælle, at hvis han blev diktator i Danmark, så var det kun ham, der måtte køre på vejene i sin firehjulstrækker. En mand med brede skuldre.

Han skulle så være den mand, der skulle forme mig. Og det har han så gjort. Jeg er også blevet til ham på en måde. Jeg ligner en anden, men agerer som ham. Det er blandt andet det, som jeg i min tid på Kunstakademiet har prøvet at lave et opgør med, og som jeg stadig kæmper for at slippe af med.

Jeg kan ikke huske, at min stedfar nogensinde har vist kærlighed til mig. Jeg nusser min datter og tænker på, at jeg ikke mindes, at han nogensinde har gledet sin hånd igennem mit hår. I min terapi har jeg fået hjemmeopgaver for. Jeg skal mærke efter og registrere, hvad jeg føler, når jeg tænker på min opvækst og møder en barrierer eller en følelsesmur, som jeg ved er der på grund af mit forsvarssystem. Det skal siges, at jeg kun har været til terapi tre gange indtil videre, men jeg regner med at være der hver uge op til udstillingen og derefter at fortsætte i et mindre intenst forløb.

Jeg talte med en kammerat, som også har følt et svigt fra sin biologiske far. Hans udlæg var, at det at hans far skred er en handling, der er til at forstå. Han er smuttet og sådan er det. Der hvor de psykologiske komplikationer opstår, er i de forhold som er tæt på og som er med til at forme dig.

En lignende samtale havde jeg med min terapeut. Her forsøgte jeg at argumentere for, at min biologiske far ikke er så afgørende en del af mit faderskab over for min datter, men det tog hende ikke mange sekunder at aflive. For hvis jeg ikke forstår mine egne følelser – eller kommer i kontakt med dem der omhandler det at min far smuttede – så kommer jeg ikke til at kunne forstå min datters følelsesregister i hendes opvækst. Hun kommer til at vokse op med alle sine følelser og regner naturligvis med at blive forstået i dem, men det kommer jeg ikke til at kunne give hende.

Det er som om min biologi fortæller mig, at jeg skal dø – eller sådan føles det i hvert fald, hver gang jeg prøver at dykke ned i mine følelser. Det føles farligt, og det registrerer jeg med det samme. Jeg får en kæmpe klump i halsen hver evig eneste gang. Som om jeg rent fysisk bare ikke kan snakke om det. Men det skal jeg. Lukke op. Mærke efter. Registrere. Forstå. Også selvom det er med livet som indsats.

Jeg skal hele tiden gøre mig relevant. Essentielt er jeg jo uden for den primære forsørgerrolle, og mit biologiske bidrag til skabelsen af vores fælles barn er forsvindende lille. Jeg mangler den der energi, som jeg forestiller mig er mellem mor og barn. Den direkte forbindelse skabt igennem kødelighed og navlestreng. Er babyalarmen min navlestreng til Ramona?

Barndommen er som en lugt. Man kan ikke slippe af med den. Og min lugtesans kommer stille tilbage.

Gilbert Gordon. Foto © I DO ART Agency.

Gilbert Gordon. Foto © I DO ART Agency.

---

UDSTILLINGSPROCES

Da jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at udstille på OK Corral, var jeg klar over, at jeg havde lyst til at lave en udstilling om det at være blevet far.

Min værkskabelsesproces er ret lige til, synes jeg. Jeg ser hurtigt en form på værkerne og den fysiske fremtoning i det rum, jeg skal udstille i. Jeg beslutter mig også ret hurtigt for, om der skal være video med, om det skal være en performance eller noget helt tredje. Lidt som en værktøjskasse, hvor jeg hiver forskellige værktøjer op, der kan løse opgaven.

Derefter går jeg i gang med at granske min idé ved at finde ind til en kerneinteresse, som i denne udstilling handler om spændingsfeltet mellem at vokse op uden en far og det at være blevet far. I den process dukker der nogle erkendelser op, som skal undersøges. De skal ikke nødvendigvis være en synlig del af projektet, men fungere som en empiri eller et grundlag for værkets eksistens for mig. I granskningsprocessen kan der enten blive lagt på eller reduceret i værket. Begge dele er lige vigtigt, men jeg ser ikke nødvendigvis en kvalitet i at skære det stramt til. Igennem samtaler med andre, der kender projektet eller er med inde over som samarbejdspartnere, foregår der en naturlig udvælgelse. I forhold til selve processen, så kommer idé og formgivning i samme tanke. Det kan jeg ikke skille ad. Idéen kan slet ikke stå uden billederne. Og værkets udviklende proces foregår derfor lige så meget i billedskabelsen som i det indholdsskabende.

Værkets form: Det er ikke et værk, som skal portrættere min opvækst én til én, men jeg bruger denne som en motor for værkets tilblivelse. Værkets udformning bliver noget andet, selvom det er meget personligt. Det kan for eksempel være, at jeg laver en monolog ud fra terapiens forløb, der har rusket op i nogle følelser, som naturligt danner nye sætninger, og dermed opstår der forbindelser mellem min egen udvikling og værkets tilblivelse. Det skaber forhåbentligt et personligt værk, som samtidig er åbent for andre på den måde, det nu engang giver mening for den enkelte beskuer.

Mht. udstillingen her var jeg tidligt klar over, at jeg ville lave en slags pre-religiøst gudeobjekt som skal have en dobbelt betydning. Den første betydning er som et objekt, jeg kan spørge til råds, både moralsk, dannelses- og følelsesmæssigt og helt konkret i forhold til faderskabet og de ting, jeg ikke selv har fået med i min opvækst. Den anden betydning er som et objekt, der repræsenterer liv, noget der gror og vokser sig større. Det kan være min datter eller selvudvikling på alle niveauer, nyt liv. Det kan være naturen eller noget andet ikke-religiøst. Der kan bedes til en natur som filosoffen Spinoza ville definere som gud. Deus Sive Natura. Et ur-historisk objekt som har eksisteret fra før religion, som vi forstår det i dag, blev opfundet.

Jeg er ikke religiøs, og jeg har ingen gud som jeg kan betro mig til. Jeg har heller ikke nogen far, som jeg kan spørge til råds om faderskabet, så i mangel på et bedre ord er et ”totemlignende objekt” det nærmeste, jeg kommer på en figur, jeg kan søge en vej hos. Totem er ikke det rigtige ord at bruge, da dens ophav ikke tilhører mig. Men det er den, jeg spørger til råds. Det er den, der er faderskabet og symbolet på liv i mit værk.