IDA SETTERGREN “SORTE SIDER”

Fredag d. 7. februar 2014 havde vi fernisering på udstillingen “Sorte Sider” af Ida Settergren i I DO ART LAB i Aarhus. På grund af manglende arbejde og kærestesorger havde Ida svært ved at få taget hul på 2014, så derfor besluttede hun sig for kun at tegne på sort papir, “indtil der kommer lysere tider.”

”Jeg stod ikke op den første Januar i år. Det er der ikke noget usædvanligt ved. Det er dagen efter nytårsaften, så det er jeg sikkert ikke alene om. Men jeg stod heller ikke op den anden eller tredje. Og det bliver jeg jo nok nødt til at forklare lidt nærmere om:

Det skyldes, at jeg er arbejdsløs, hvilket gør, at det overhovedet kan lade sig gøre at lægge sig ned i dagevis. Og så var jeg ramt af noget så klassisk som kærestesorg og, for mig, en ukendt følelse af, at nu gad jeg faktisk ikke mere. Jeg havde lige givet op på hele år 2014. Det syntes jeg sagtens, jeg kunne. Selvfølgelig kom der et vendepunkt, og det kom til mig som en lille dum idé. Jeg ville fra nu af udelukkende tegne på sort papir, indtil der kommer lysere tider.” – Ida Settergren.

At tegne lys på et sort stykke papir
Ida er uddannet fra Det Kgl. Kunstakademi i 2013 og har til udstillingen “Sorte Sider” arbejdet med motiver som blomster, påfugle og gengivelser af sin egen stue, alt sammen skabt med farveblyant på sort papir. Nogle værker er opstået ud fra personlige oplevelser, andre som gengivelser af billeder i blade, nogle er undersøgelser af et særligt motiv, og i sine “Living Room“-værker skaber Ida en sirlig dokumentation af væggene i hendes egen stue. Alt fra bogreolens organisering og tvivlsomme el-installationer til møbler og særligt de mange kunstværker, er gengivet på fineste vis og arbejdet ind under den samlede æstetik.

De grønne, grå og sølv nuancer, som Ida har arbejdet med, ligger smukt på den sorte baggrund og varierer mellem det usynlige til det nærmest fluorescerende og lysende. Udover blyantstegningerne har Ida også lavet et litografisk print som, udover at være lidt af et scoop (35cm x 50cm litografi til 300,-) også fungerer som vinduesinstallation. Da vi har kendt Ida i nogle år og også tidligere har samarbejdet (f.eks. da hun som blogger tidligere har bidraget til idoart.dk), er “Sorte Sider” bestemt en udstilling, vi har glædet os til. Kig forbi I DO ART LAB inden d. 20. februar og oplev de lysere tiders kommen.

IDA SETTERGREN | “SORTE SIDER”
Fra fredag d. 7. til torsdag d. 20. februar 2014
I DO ART LAB, Mejlgade 48A, 8000 Aarhus C.

I DO ART Lab (1. august 2013 - 1. august 2014) var en midlertidig udstillingsplatform, i Mejlgade i Aarhus, styret af idoart.dk's redaktørere Rikke Luna & Matias.