WHERE TO GO — I DO ART

Uden for mit værksted står der en gruppe mænd. De står der faktisk ret tit, i hvert fald to gange om ugen. Det er ikke de samme mænd, der står der hver gang, men nogle gange er det. Det kunne dog godt være de samme hver gang, for de er altid den samme type i alderen 30 til 45 år, hvide af hudfarve, koncentrerede og med blikket fastlåst på den drone, som de styrer med et joystick eller med et par mærkelige briller.

Jeg har valgt at koncentrere min kommende udstilling Where to go, omkring mand og drone, fordi der her opstår et rum og en situation, som beskriver noget helt essentielt i mit liv. Det virker måske ufarligt på overfladen at flyve med drone, og måske er det det også – måske er det bare en leg.

Når jeg og min venner legede sammen som drenge, var der altid en tredje ting, som forbandt os. Et objekt. Et skateboard, en bold – eller geværer og pistoler. Vi legede altid med en ting eller en noget, og jeg ved ikke, om det på en måde altid har forberedt os på krig. Lært os at fokusere på objektet.

Jeg er begyndt at tænke meget over dronen. Jeg tror, at dronen ser verden igennem kameraet, som er monteret under dens krop. Alt hvad kameraet ser, ser dronen, og dét ser dronenpiloten også, men billederne bliver processeret forskelligt. Dronepiloten ser smukke aeriale billeder, landskaber og en gang imellem sig selv fra en vild vinkel. Dronen ser det samme, men billederne repræsenterer noget andet. Dronens erfaringshorisont er anderledes.

Jeg forestiller mig, at dronens indre sjæl drømmer om at slippe væk fra at blive styret og at kunne flyve autonomt igennem luften hen over de smukke landskaber, med kameraet rettet mod horisonten. Dens forventningshorisont overstiger erfaringen. Og hver gang dronenpiloten flyver dronen hen, så den og han kan se sig selv i kameraet, blinker alle de røde lamper og dronens indre ur-programmering går i højt beredskab og vil slå piloten ihjel. Fordi dét er en måde at blive fri på. Dronen tror stadig på friheden.

Jeg menneskeliggør dronen og reagerer med følelser på dens evne til at flyve højt, lavt, hurtigt og præcist. Eller jeg reagerer på mine egen evne til at styre den, jeg er faktisk i tvivl. Lidt ligesom at jeg har lyst til at afslutte min samtale med ChatGPT med et tak, selvom den jo må være ligeglad.

Jeg mødte min nuværende kæreste for 6 år siden, og jeg blev helt vildt forelsket. Jeg har aldrig prøvet at forpligte mig i et forhold, men jeg satser alt. Giver alt det af mig selv, som gør mig sårbar. Det var hende, der stillede spørgsmålene – spørgsmål om min barndom, min fortid, min alt muligt. Og jeg svarede for første gang. Det var som om, forelskelsesfølelserne gjorde det muligt bare at dykke ned i det. Der blev åbnet for nogle kanaler, som lige pludselig fik et talerør ud igennem min hals. Ret crazy oplevelse.

Min længsel efter at blive elsket og aldrig forladt, er et vindue som jeg først herefter erkendte altid står på klem. Jeg kan ikke længere undslippe alle de følelser, som jeg har brugt hele livet på at afvise. Derfor forsvinder jeg også stadig ind i min fascination af teknologiske objekter. Dronen er på sin vis ufarlig, fordi den ikke stiller spørgsmål eller har forventninger.

Relationen mellem drone og mand handler også om tillært, maskulin adfærd. Ikke på den der “Hvem er stærkest og sejest og mest en alphahantype” men mere den del af tarzansyndromet, som handler om at være en beskytter i hjemmet. Altid have ret, aldrig rigtig lytte og generelt overdrive, hvor godt tingene går. Fordi man jo skal passe på det hele.

Bag det er jeg begyndt at mærke mine manglende evner til at udtrykke frygt og tale om, hvordan jeg i virkeligheden har det. Og derfor er jeg så ubekvem med terapi – for hvad slipper jeg løs af følelser, hvis jeg taler om det ukendte i mig selv? Nu har følelserne jo ligget derinde ret behageligt og trygt uden at blive forstyret. Jeg passer også godt på min frygt.

Where to go (video still). Skuespiller: Frederik Mansø. Fotograf: Mathias Døcker. Drone fotograf og lys: Balthazar Hertel. Komponist: Simon Brick. Instruktør: Gilbert Gordon.

Om droner
De seneste års fremkomst af forbrugerdroneteknologi har ført til et fascinerende og noget absurd paradoks af voksne mennesker, der flyver droner til rekreative formål, selvom droner oprindeligt blev skabt som militært isenkram. Men selvom det ved første øjekast kan virke mærkeligt at se folk bruge militærteknologi til fritidsaktiviteter, er virkeligheden også, at udbredelsen af droner har ført en række uventede og til tider surrealistiske, kulturelle og sociale konsekvenser med sig.

Udviklingen af droner som militærteknologi går tilbage til midten af det 20. århundrede, hvor ubemandede luftfartøjer først blev brugt til rekognoscering og overvågningsformål. Med tiden blev droner mere sofistikerede og dygtige, med evne til at udføre målrettede angreb og andre former for offensiv handling. Mens droner har været medvirkende til mange militære operationer gennem årene, har de også været genstand for kontroverser og etisk debat på grund af potentialet for civile tab og andre utilsigtede konsekvenser.

De fleste af os har nok set billeder fra krigszoner af droneoptagelser, og vi ved instinktivt, hvordan et billede fra en drones øje ser ud. Den sort/hvide og lidt dårlige videokvalitet, hvor alt lyst bliver helt hvidt, når en bombe springer et hus i stykker i Kandahar.

Et af de mest interessante aspekter ved brugen af droner til fritidsformål er den måde, hvorpå det afspejler det komplekse samspil mellem teknologi, kultur og samfund. På den ene side repræsenterer udviklingen af forbrugerdroneteknologi en demokratisering af militært hardware, der giver almindelige mennesker adgang til at bruge kraftfulde værktøjer, som tidligere var militærets eneste domæne. Og det er ederfandeme et absurd senarie.

For jeg optager militærteknologi til mit eget formål uden at forstå eller anerkende oprindelsen af den teknologi. Det er en fetischisering eller romantisering af militært isenkram. Noget som instinktivt, igennem min kollektive opvækst med andre mænd, falder naturligt ind for mig. Det er let for mig at forstå og reagere på behovene i et stykke teknologi, mens jeg føler mig mere usikker eller utilpas, når jeg står over for min families følelser og behov. Jeg er angst for at blive forladt og svigtet. En drone afviser mig ikke.

Jeg snakker med ChatGPT. Den siger, at mænd der er blevet svigtet af deres fædre, kan kæmpe med følelser af forladthed, mistillid eller følelsesmæssig afbrydelse, hvilket kan gøre det vanskeligt at danne stærke, følelsesmæssige forbindelser med andre, herunder familiemedlemmer. I nogle tilfælde kan denne følelsesmæssige afbrydelse udvides til en større lethed i forbindelse med teknologi, da teknologi kan give en følelse af sikkerhed eller forudsigelighed, som ellers mangler i de menneskelige relationer.

Hvad er min position?
Er jeg den der observerer, er jeg dronepiloten, eller er jeg dronen?

Der er noget ved dronens liv, som taler til mig. Den repræsenterer en guidet tur igennem livet, hvor alt er planlagt og styret – omend med en vis falsk fornemmelse for frihed. Tænk bare at kunne leve et godt liv indenfor nogle fastlagte rammer, og i de rammer have muligheden for at drømme om det frie liv. Men det findes alligevel ikke, så hvorfor ikke bare være tilfreds med, at jeg kan tænke mig til det i stedet for gå og håbe på, at det sker.

Det autonome synes forsvundet. Jeg drømmer momentvis om at forsvinde fra livet i en familie. Det degraderende liv, hvor flere og flere af mine behov undertrykkes. Der er snart ikke et sted, som er mit længere. Jeg messer for mig selv, at jeg er fri i tankerne, jeg er fri i tankerne, jeg er fri i tankerne. Og må de aldrig forlade mig, som min far forlod mig.

Dronen er programmeret til at slå ihjel, flyve pakker rundt eller til at aflevere hemmelige beskeder på tværs af fjerne højder. Det hjælper på relationen, at jeg ved, at den er programmeret til et eller andet – ligesom da jeg var barn og legede med mine venner med og omkring et objekt. Jeg blev aldrig venner, sådan rigtigt venner, med dem jeg stod på skateboard med i Fælledparken. Der blev fokuseret mere på objektet end på relationen.

Om udstillingen WHERE TO GO
I min udstilling på Augustiana følger vi en mand, som bliver forelsket i en drone. Han oplever en følelse af kærlighed, som er gengældt af dronen. Dronen danser i luften foran manden, og manden bliver mere og mere opstemt og føler, at dronen taler til ham. Et kærlighedssprog. Vi kommer ind i mandens underbevidsthed, hvor vi ser et ufiltreret billede af ham og dronens forhold til hinanden. Samtidig ser vi, at dronen vil slå dronenpiloten ihjel.

Hver gang manden kommer ind i dronens point of view, blinker alle lamperne røde, og dronen går i kill mode. Fordi det er ham, der styrer dronen. Dronen ønsker ikke at slå ham ihjel på grund af basic programmering, men fordi den vil være fri for relationen. Den vil bare være fri. Det kommer til at skabe en dystopisk virkelighed, som bliver forstærket af udstillingens sidste rum, hvor der er en film med en drone, der er fanget i bagagerummet på en bil, som holder ude i en skov. Dronen bevæger sig, men er spændt fast eller fanget.

Fra en tidlig alder bliver drenge ofte lært, at de skal være selvhjulpne, og at det at udtrykke sårbarhed eller følelser er et tegn på svaghed. Dette budskab forstærkes gennem populærkultur, hvor mandlige helte typisk fremstilles som stoiske og følelsesløse, selv i lyset af stor fare eller modgang.