HVEM HAR FORTJENT EN MEDALJE?
I mandags, d. 18. september, faldt der dom i sagen om Take the Money and Run, og Jens Haaning er blevet dømt til at betale den knapt halve million tilbage, som han ellers havde taget fra kunstmuseet Kunsten i Aalborg. “Værket er, at jeg har taget deres penge,“ sagde Haaning tilbage i 2021 om den handling, som han året efter modtog en af Akademiraadets fornemme hædersmedaljer for. Men ændrer den nye dom på rådets hædring af Haaning? Og hvis ikke, hvorfor er Haanings værk så værd at prise, mens en anden lignende sag – nemlig den om busten der røg i havnen – fortsat anses som “tyveri og hærværk”?
Disclaimer: Selvom det har været antaget fra flere steder, at vi eller idoart.dk skulle være involverede i den ene af de to sager, er det ikke tilfældet. Og det er fra det udgangspunkt, vi skriver denne tekst.
Lad os starte med at spole tiden tilbage og gennemgå de to sager kort: I efteråret 2020 blev en gipskopi (husk: kopi) af en buste af Frederik V fjernet fra Det Kgl. Danske Kunstakademis festsal og skubbet i havnen af en gruppe anonyme billedkunstnere. Handlingen blev udført “i solidaritet med alle de kunstnere, studerende og mennesker over hele verden, der har måttet leve med efterdønningerne af den danske kolonialisme” og for at sætte fokus på kunstakademiets grundlægger Frederik V’s koloniale forbindelser (i 1755, året efter grundlæggelsen af Det Kgl. Danske Kunstakademi, overtog Frederik V ejerskabet over den danske koloni, som dengang blev kaldt “De Vestindiske Øer”). Det udløste en meget stærk reaktion blandt særligt højrefløjspolitikere, men også i kunstverdenen. Bustenedsænkningen blev af modstandere sammenlignet med terror og omtalt som ikonoklasme og ødelæggelse af uvurderlig, dansk kulturarv. Eller den her: “En symbolsk voldshandling i lighed med dem, der føres af fundamentalistiske bevægelser.”
Akademiraadet, som erklærede ejerskab over busten, kaldte aktionen for “tyveri og hærværk”, og da institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld tog ansvar for handlingen, blev hun fyret og politianmeldt. “Der er tale om tyveri fra en offentlig kunstsamling, svarende til tyveri fra et museum, og derfor har vi naturligvis meldt sagen til politiet, som nu er i gang med efterforskningen,” lød udmeldingen fra Akademiraadet dengang. “Det er en farlig politisk holdning at betragte en hvilken som helst given handling som retfærdiggjort af et større onde, en holdning, som Akademiraadet tager stærkt afstand fra. Det kan ikke ændres ved at hævde, at handlingen er kunst.”
“Der er tale om tyveri fra en offentlig kunstsamling, svarende til tyveri fra et museum, og derfor har vi naturligvis meldt sagen til politiet, som nu er i gang med efterforskningen.”
I september 2021 åbnede Kunsten i Aalborg gruppeudstillingen Work it Out, med bl.a. et bidrag af billedkunstner Jens Haaning. Han skulle udstille nogle rammer med pengesedler svarende til en gennemsnitlig dansk årsløn – penge han havde lånt af museet, og som skulle afleveres tilbage efter endt udstilling. Da museet modtog værkerne, var der dog ingen penge i rammerne, og Haaning erklærede, at værket nu hed Take the Money and Run, og at det var præcis det, han havde gjort. Da udstillingen sluttede i januar 2022 og pengene ikke kom retur, indledte Kunsten i Aalborg et civilt søgsmål.
Er der tale om dobbeltmoral?
Selvom Akademiraadet ikke er involveret i Take the Money and Run-sagen, har de alligevel forholdt sig meget direkte til den, ved at overrække deres Franciska Clausen Medalje til Jens Haaning i 2022, for netop det værk. “Spektakulære kup har altid vakt opsigt. Når der så tilmed er tale om en kunstner, som vover at sende tomme rammer retur til værkets bestiller – her museet Kunsten – uden de lånte penge, så bliver det decideret frækt,” lyder det i Akademiraadets motivation.
“Spektakulære kup har altid vakt opsigt. Når der så tilmed er tale om en kunstner, som vover at sende tomme rammer retur til værkets bestiller – her museet Kunsten – uden de lånte penge, så bliver det decideret frækt.”
Men er der ikke tale om en voldsom grad af dobbeltmoral her? Når en (kvindelig) billedkunstner tager ansvar for nedsænkningen af en gipsbuste (som stadig eksisterer i utallige udgaver – angiveligt i mere end 25 stk. i forskellige materialer, heraf én på kunstakademiets facade. Busten var i øvrigt en nyere kopi med en værdi på ca. 44.000 kr. og dermed langt fra uvurderlig kulturarv), for at sætte fokus på kunstakademiets koloniale forbindelser, kalder Akademiraadet handlingen for “tyveri og hærværk”. Men når en (mandlig) billedkunstner løber fra en aftale og stjæler en halv million fra et offentligt kunstmuseum, for at sætte fokus på kunstneres lønvilkår, kalder Akademiraadet det for “decideret frækt”, “en rigtig god historie”, en “sjælden institutions-kritisk gestus” og kvitterer med en medalje.
For os er det her ikke et spørgsmål om, hvilket værk der er bedst, eller hvad der er kunst eller ej, men princippet i at Akademiraadet (som skriver om sig selv, at de “virker til kunstens fremme og som Statens rådgiver i kunstneriske spørgsmål”) handler ud fra et kunstsyn, der er vanskeligt at gennemskue og i værste fald både sexistisk og racistisk.
Imens sagen om den nedsænkede buste endnu venter på at komme for en dommer, er der netop faldet dom over Jens Haaning og Take the Money and Run. I 2021 overførte Kunsten i Aalborg 532.549 kr. til Haanings NemKonto, og nu er han dømt til at betale 492.549 kr. (det fulde beløb, modregnet Hannings udstillingshonorar og visningsvederlag) samt sagens omkostninger på 78.500 kr. Han har nu fire uger til at anke dommen.
Akademiraadet om bustehappening: “Det er et kunstværk”
I lyset af mandagens domfældelse har vi omsider* fået anledning til at stille Akademiraadet et par spørgsmål, som længe har brændt sig på for os. For hvorfor fortjener Haanings værk hæder og medaljer, når bustenedsænkningen “naturligvis” skal politianmeldes? Den store forskel må være, at Akademiraadet ejer busten, og at de derfor føler sig personligt ramt af aktionen, hvor pengene i Haanings værk jo bare tilhører et kunstmuseum i Nordjylland? Men igen, er det ikke virkelig dobbeltmoralsk?
“Dommen ændrer ikke Akademiraadets holdning til værket,” skriver rådet i en skriftlig udtalelse på vores spørgsmål om, hvorvidt Haaning stadig fortjener medaljen. “Kunstnere er underlagt loven på samme måde som alle andre borgere. Om et aftale- eller lovbrud indgår som en integreret del af et værk, er ikke nødvendigvis afgørende for værkets kunstneriske kvalitet. De juridiske aspekter af sådanne sager behandles og afgøres af retsvæsenet og har samme konsekvenser for kunstnere som for alle andre borgere.”
I deres tidligere udmeldinger har Akademiraadet ikke omtalt bustenedsænkningen som et værk – kun som hærværk – men det har tilsyneladende ændret sig i den nye udtalelse. “Akademiraadet er blevet spurgt til relationen mellem holdningen til Jens Haanings værk og rådets opfattelse af den meget omtalte bustehappening, hvor kunstneren Katrine Dirckinck-Holmfeld står overfor en kommende retssag. Princippet er det samme: Akademiraadet anerkender, at det er et kunstværk, men kan og skal ikke vurdere de juridiske aspekter af værket.”
Rådet skriver desuden, at de ikke har anlagt sagen imod Katrine Dirckinck-Holmfeld, men at de som forvaltere af Frederik V-busten har en “forpligtigelse til at bidrage til politiets efterforskning.” Spørgsmålet om dobbeltmoral forbliver ubesvaret, og er nu op til den enkelte selv at vurdere.
Læs hele akademirådets udtalelse her.
Individualisme eller solidaritet?
At vi forholder os til sagerne om busteaktionen og Take the Money and Run sideløbende skyldes i høj grad Akademiraadets meget forskelligartede behandlinger af de to værker, som også afspejles i andre dele af kunstverdenen. For os at se kan begge værker kategoriseres som institutionskritik, der åbent erklærer et politisk budskab og en intention om solidaritet med en specifik gruppe mennesker.
Busteaktionen ønsker “at italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort, men stadig har direkte konsekvenser for minoritetsgjorte mennesker inde og uden for kunstakademiet. Vi ønsker en kunstverden, der forholder sig til og tager ansvar – ikke kun for fortidens handlinger, men for de måder hvorpå kolonialismen stadig er aktiv i dag.” Og Take the Money and Run ønsker et opgør med dårlige arbejdsforhold. “Jeg opfordrer andre mennesker, som har ligeså kummerlige arbejdsforhold som mig, til at gøre det samme. Hvis de sidder på et eller andet lortejob og ikke får penge og faktisk bliver bedt om at give penge for at gå på arbejde, så tag af kassen og stik af,” som Haaning sagde til P1 i 2021.
Begge værker har været vidt beskrevet i nationale og globale medier, men hvor busteaktionen har modtaget et væld af støtteerklæringer og affødt en antologi samt adskillige oplæg og seminarer og har bidraget væsentligt til debatten om den koloniale bevidsthed i Danmark, så har Take the Money and Run så vidt vi kan se mest været en individcentreret sensationshistorie. Hvor Katrine Dirckinck-Holmfelds engagement ift. dekolonisering kommer til udtryk i f.eks. forsknings- og udstillingsprojekter, er Jens Haanings kamp for bedre arbejdsvilkår lidt svær at få øje på, især fordi samtalen om kunstneres arbejdsvilkår allerede havde været godt i gang i flere år forinden (f.eks. vores egen undersøgelse om arbejdsvilkår fra 2018, Hesselholdt & Mejlvang vs. ARoS og lysestagen, Rosa Marie Frangs podcast, Trine Billes rapport Billedkunstens økonomiske rum, fagforbundenes minimumshonorarer etc).
Ellers hæderlige argumenter for Haanings værk – som f.eks. at det “fremprovokerer en stillingtagen til kunstnernes arbejdsliv og økonomisk udsattes situation på kunstscenen” som Akademiraadet formulerer det – ender for os at se altid ét sted: I kunstnernes egen lomme. For hvordan kan man tale om klassesolidaritet og kunstneres vilkår, samtidig med at man beholder alle pengene selv, når man har fået fingrene i en halv million? Hvorfor f.eks. ikke donere pengene til et antikapitalistisk formål eller dele dem med de øvrige kunstnere på udstillingen (Work it Out var faktisk en gruppeudstilling, selvom Hanning ikke bare løb med pengene – han løb også med al opmærksomheden). Udefra set er handlingen et udtryk for en form for opportunistisk kapitalisme, og i sin usolidariske natur kommer værket til at reproducere selve de mekanismer, som det angiver at ville kritisere.
Måske Haanings værk i virkeligheden mere taler til individet, der har lyst til at give en fuckfinger til det hele og skride med pengene, end til det solidariske og fælles bedre? At sætte sig ind i den sorg og smerte, der må ligge bag drivkraften i at skubbe en buste af en koloniherre i havnen, er åbenbart langt sværere at forstå i en hvid verden. Hvem der står bag busteaktionen, ved sandsynligvis kun dem der udførte den, men hvad vi godt ved, er at en institutleder er stået frem og har taget hele ansvaret på sig – med både professionelle og personlige konsekvenser til følge. Gid vi levede i en (kunst)verden, hvor det var hende der fik en medalje.
Akademiraadets medlemmer er pt:
Merete Ahnfeldt-Mollerup (Arkitekt, rådsleder)
Peter Holst Henckel (Billedkunstner, vicerådsleder og dirigent)
Nanna Gro Henningsen (Billedkunstner, faggruppeleder)
Lars Juel Thiis (Arkitekt, faggruppeleder)
Anders Bonnesen (Billedkunstner)
Frans Drewniak (Arkitekt)
Søren Hüttel (Billedkunstner)
Gitte Juul (Arkitekt)
Karin Lind (Billedkunstner)
Frank Maali (arkitekt)
Jan Søndergaard (arkitekt)
Melou Vanggaard (billedkunstner)
Det har ikke været muligt for os at finde oplysninger på Akademiraadets hjemmeside om, hvem der sad i udvalget før 2023.
Update (marts, 2024): Siden udgivelsen af denne artikel har Akademiraadet tilføjet en oversigt over tidligere rådsmedlemmer på deres hjemmeside. Herunder kan du se hvem der sad i Akadamiraadet under og lige efter bustenedsænkningen (rådsperiode: 1. april 2019 – 31. marts 2021):
Arkitekter:
Merete Ahnfeldt-Mollerup (vicerådsleder)
Jan Ammundsen
Jacob Kamp
Erik Brandt Dam
Eva Jarl Hansen
Anna Maria Indrio
Suppleanter: Johan Adam Linneballe, Frans Drewniak
Billedkunstnere:
Anders Bonnesen
Tina Maria Nielsen
Heine Skjerning
Milena Bonifacini (rådsleder)
Kaspar Bonnén
Peter Holst Henckel
Suppleanter: Jeanette Land Schou, Anja Franke
Bonusinfo:
Siden denne udgivelse er vi blevet gjort opmærksomme på, at Jens Haaning blev tildelt Statens Kunstfonds livslange hædersydelse i 2016, som betyder, at han siden da og resten af livet modtager en økonomisk ydelse på op til 175.000 kr. årligt (justeret efter indkomst) fra staten.
Til spørgsmålet om hvad Jens Haaning ville bruge den halve million på, udtalte han til Zetland i januar 2022: “Hør her. Jeg har taget de penge for at forbedre min skrantende økonomi. Det er ingen hemmelighed. Men der er ingen af de penge, der hverken er blevet brugt eller vil blive brugt til noget ekstraordinært. Vi har ikke noget øget forbrug eller noget. Det er bare til den ganske almindelige husholdning.”
Omvendt kan man i et interview om Take the Money and Run af Et hul i markedet fra 2022 høre Jens Haaning udtale: “Altså jeg lider jo ingen materiel nød. Hvad jeg ikke har af huse og biler og ting og sager – og computere og kameraer og så videre. Jeg lider jo ingen nød overhovedet.” (Se på Youtube, ca. 17 min. inde).
Onsdag d. 27. september har Jens Haaning anket dommen.
Mandag d. 2. oktober inviterede Kulturen på P1 Akademiraadets rådsleder Merete Ahnfeldt-Mollerup i studiet for at høre hendes reaktion på vores artikel. Til spørgsmålet om Akademiraadets ageren ift. busteaktionen sagde Ahnfeldt-Mollerup bl.a: “Når jeg ser tilbage på vores allerførste reaktioner, der lige da det skete… det ville vi nok ikke have gjort på samme måde i dag, for jeg tror ikke, vi selv tænkte over den rolle, vi spiller i værket.” (Hør indslaget her, ca. 29.25 min. inde).
*Flere pointer i denne tekst er bl.a. blevet til på baggrund af samtaler på Instagram. Spørgsmålet om Akademiraadets dobbeltmoral rejste vi første gang d. 30. april, 2022 (Jens Haaning modtog Franciska Clausen Medaljen d. 28. april, 2022). Du kan finde samtalen i arkivet på community.idoart.dk
Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.
