NY PODCAST AF ROSA MARIE FRANG, OM FRYGTEN DER AFFØDER TAVSHED
Risikerer man virkelig at brænde sine broer, hvis man taler højt om kunstscenens skyggesider? Billedkunstner Rosa Marie Frang (f. 1975) har netop udgivet podcasten Rosas Reality Radio, der gennem personlige erfaringer undersøger kunstscenens problematiske strukturer med håbet om at skubbe lidt i den rigtige retning. I anledningen af udgivelsen har vi talt med Rosa om præstationsangst, sårbarhed og tavshedskultur, samt hvad hun tænker, der skal til for at få en mere tryg og inkluderende kunstscene.
“I mange år har jeg undret mig over, hvorfor billedkunsten er røget ud af den kollektive bevidsthed,” forklarer Rosa, da vi ringer hende op få dage inden udgivelsen af hendes nye podcast. Rosas Reality Radio har været længe undervejs, og netop nu sidder hun og lægger sidste hånd på arbejdet.
“Jeg føler en enorm frustration over de mange fortællinger, som knytter sig til det at være billedkunstner. Den der fiktion om den frie, selvpromoverende entreprenør, kan jeg personligt slet ikke spejle mig i,” fortsætter Rosa, der savner en mere nuanceret samtale om kunstnerens rolle og vilkår. Det er en af hovedårsagerne til, at hun gik i gang med at lave podcasten.
“På et globalt plan kommer flere til at leve prekære liv, uden kontrakter og pension og med et minimum af økonomisk sikkerhed, og de samme tendenser rammer selvfølgelig billedkunstnere, som i forvejen er udsatte. Virkeligheden er, at kunstscenen økonomisk set er bygget op som resten af verden, hvor en lille elite tjener kassen, mens en kæmpe underskov af folk ikke har ret meget. På kunstscenen er det desværre sådan, at de fleste af os er bange for at tale højt om vores udfordringer, fordi vi er bange for at miste den smule, vi har.”
“Det er angsten, der afføder tavshed. Jeg er på ingen måde et teflon-menneske, og det er virkelig nervepirrende at udgive den her podcast, for jeg er jo lige så afhængig af støttekroner og goodwill som alle andre.”
Ifølge Rosa er det særligt frygten for at gøre sig upopulær, brænde sine broer og miste hypotetiske samarbejdspartnere, som gør det svært at føre åbne og ærlige diskussioner om kunstscenens strukturer.
“Det er angsten, der afføder tavshed. Jeg er på ingen måde et teflon-menneske, og det er virkelig nervepirrende at udgive den her podcast, for jeg er jo lige så afhængig af støttekroner og goodwill som alle andre. Men nu er jeg blevet 45 år, og enten skal jeg bare fortsætte og lade mig terrorisere af den måde tingene fungerer på, eller også skal jeg satse, for jeg føler i virkeligheden ikke, at jeg har noget at miste.”
Rosas atelier under indspilningen af den sidste speak til Rosas Reality Radio. Foto: Rosa Marie Frang.
Rosa Marie Frang. Foto: Stense Andrea Lind-Valdan.
Mikrofonen rettet mod det mest skrøbelige
Podcasten er blevet til efter flere års optagelser, interviews og research, og den tegner et ærligt og vedkommende portræt af en kunstners udfordringer. Rosa har f.eks. mikrofonen med til en session med sin terapeut, hvor hun forsøger at finde en forklaring på sin gigantiske præstationsangst.
Vi kommer med i det skrøbelige øjeblik, hvor Rosa modtager et svar på en ansøgning til Statens Kunstfond, og båndet ruller videre mens hun i frustration og afmagt forsøger at bearbejde afslaget.
Hun fortæller om personlige oplevelser med seksuelle krænkelser og italesætter både skammen og den strukturelle sexisme, der eksisterer på kunstscenen. "Som kvindelig kunstner er der et tidsrum, hvor man er virkelig ucool. Jeg har en klar oplevelse af, man som kvinde enten skal være ung og smuk eller gammel og eksotisk, for at være interessant. Jeg er måske et eller andet sted derimellem. Jeg kan ikke dokumentere alle de telefonopkald eller invitationer, jeg ikke får, men det sidder i mig hver eneste dag."
Hele vejen gennem serien kobler Rosas egne erfaringer sig til samfundsmæssige bevægelser, og gennem en række interviews med eksperter, forskere og kollegaer forsøger hun at identificere kunstfeltets mere strukturelle problematikker. Hun finder bl.a. frem til en svensk undersøgelse, der handler om kunstnernes demografi og den afslører, at næsten halvdelen af den svenske kunstnerstand har mindst én forældre med en videregående uddannelse."De svenske tal viser jo i virkeligheden, hvad vi allerede ved; at kunstnere ofte er økonomisk afhængige af deres bagland. Kunstneres sociale og økonomiske baggrund har en kæmpestor betydning for, om de kommer til at klare sig på kunstscenen. Jeg kommer selv fra en meget lav social klasse, og jeg var f.eks. mega gammel, før jeg overhovedet fandt ud af, at der var noget, der hed et kunstakademi.”
“Der er bare nogle, der skal kæmpe sygt meget hårdere, og derfor er der mange stemmer og perspektiver, vi går glip af. Jeg synes, kunsten skal være så bred som overhovedet muligt og repræsentere alle dele af samfundet.”
“Kunsten bliver så måske meget ensidig, fordi de der har mulighed for at skabe kunst kommer fra pæne hjem,” fortsætter Rosa og understreger risikoen ved, at de trange økonomiske vilkår kommer til at ekskludere personer, som ikke har en middel- eller overklasse baggrund. “Der er bare nogle, der skal kæmpe sygt meget hårdere, og derfor er der mange stemmer og perspektiver, vi går glip af. Jeg synes, kunsten skal være så bred som overhovedet muligt og repræsentere alle dele af samfundet. Ligesom det er fjollet, hvis vi kun skulle se på kunst af mandlige kunstnere.”
Med håbet om at ændre på tavshedskulturen
Rosas podcast er både rørende og frustrerende, virkelig vedkommende, hård og ind imellem også ret sjov. Det er en sjælden form for ærlighed, der flyder ud af højtalerne og gennem sin personlige fortællestil formår hun at flette mange forskellige udfordringer sammen. “Der er desværre ikke bare én ting. Der er meget i spil,” forklarer hun, da vi spørger til, hvordan hun mener, at vi kan få en mere tryg og inkluderende kunstscene. “Dels tror jeg, at der er en negativ trickle-down effect, hvor dem der sidder i magtfulde positioner – museumsdirektører, rektorer, kuratorer, fondsdirektør etc. – sjældent går ud og taler for kunstnernes vilkår. Men hvis ikke engang de der har magt siger noget, så er det virkelig svært for os andre. Det er med til at skabe sådan en kultur, hvor man bare skal være taknemlig for det, man har.”
Derudover mener Rosa bl.a., at der skal flere undersøgelser til, der afdækker kunstnernes demografi og arbejdsvilkår. “Her adskiller Danmark sig fra de andre nordiske lande, som har statslige analyseorganer for kulturen. De norske og svenske kunstfonde erklærer f.eks., at de arbejder aktivt for at fremme kunstnerens levevilkår. Det er en vigtig formulering, synes jeg.”
“Dels tror jeg, at der er en negativ trickle-down effect, hvor dem der sidder i magtfulde positioner – museumsdirektører, rektorer, kuratorer, fondsdirektør etc. – sjældent går ud og taler for kunstnernes vilkår. Men hvis ikke engang de der har magt siger noget, så er det virkelig svært for os andre.”
Med podcasten ønsker Rosa at skubbe til en kultur, hvor kunstnere helst ikke skal tale højt om deres udfordringer eller stille for mange kritiske spørgsmål. Hun runder samtalen af med en lille anekdote, der fint illustrerer, hvordan tavshedskulturen sagtens kan brydes gennem erfaringsdeling og solidaritet.
“På et tidspunkt sad jeg sammen med en gruppe kunstnere, jeg aldrig havde mødt før. Vi vidste ikke rigtigt, hvad vi skulle snakke om, så jeg foreslog, at vi på skift fik tre minutter til at fortælle om den værste oplevelse, vi havde haft ift. arbejdsvilkår. Når man går med alle problemerne selv kan man hurtig føle sig ensom, men ret hurtigt finder man jo ud af, at andre har lignende erfaringer, for vi kunne alle sammen genkende hinandens oplevelser”.
“Nu har jeg så taget en chance og sagt fuck it. Jeg prøver bare at sige noget højt, og så håber jeg, at det hele kan blive lidt bedre.”
LYT TIL ROSAS REALITY RADIO
Forsidefoto: Rosa Marie Frang. Foto: Stense Andrea Lind-Valdan.
Rikke Luna Filipsen (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er kunstformidlere. De stiftede idoart.dk i 2011, og udover at bidrage med artikler, interviews og essays, fungerer de som mediets redaktører. De driver desuden formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.
