HVAD VILLE DER SKE, HVIS INSTITUTIONERNE SATTE KUNSTNERNE FORREST?

Vi er nu to måneder inde i den nationale lockdown, og i lyset af den usædvanlige situation vi befinder os i, er flere grundlæggende mønstre blevet synliggjort og forstærket. Meget få initiativer har vi desværre set fra de store museer og kunsthaller, og udefra ser det ud til at landets institutioner er distancerede fra de kunstnere, der ellers normalt sørger for at blæse liv i deres rammer. I stedet for at skabe et nyt fælles ståsted og bruge tiden til at tænke nyt til gavn for et samfund i krise, er (for) meget af tiden gået med gamle, trætte diskussioner om kunstens værdi og politikernes manglende prioritering af kulturen.

Når en global krise rammer, som det er tilfældet med udbruddet af Covid-19, så efterlades vi alle i en tilstand af chok og forbavselse. Hvordan forholder vi os til en ny virkelighed, når det utænkelige sker, og hvem spørger vi til råds? Det er selvfølgelig helt naturligt, at en krise rejser nye spørgsmål, og at det tager lidt tid at finde overskud til at tænke nyt.

Derfor var det inspirerende og opløftende at opleve, hvor hurtigt efter nedlukningen d. 11. marts, at mange af landets kunstnere gik i gang med at udvikle alternative udstillingsformater, online samarbejdsprojekter og platforme for videns- og erfaringsdeling. Paradoksalt nok har vi observeret en tydelig tendens i, at dem der har igangsat mest under Corona-nedlukningen også er dem, der økonomisk set har haft mindst.

Allerede inden udgangen af marts iværksatte (Un)told Pages en audioantologi af BIPOC kunstnere og forfattere, Emilie Bausager og Mads Juel oprettede en helt ny online platform ifm. deres udstilling på Sydhavn Station og Office of Emergency har både lavet en Facebook-udstilling og åbner i disse dage en ny virtuel festival, hvor alle indtægter går direkte til de deltagende kunstnere. Simone Aaberg Kærn har lavet kunstnersamtaler over Zoom, Performancekøkkenet faciliterer daglige videoværker på YouTube, Radar Contemporary udstiller online, mens de kunstnerdrevne udstillingssteder Til Vægs, Hjemme Igen, Ringsted Galleriet m.fl. tænker nyt for at nå deres publikum med alternative ferniseringer, spontane udstillinger og videoformidling. Den uafhængige kurator Irene Campolmi har skrevet dagbog fra sin karantæne i norditalien, Sophie Dupont har inviteret os til fælles åndedrag, Molly Haslund har gjort sit seneste videoværk gratis tilgængeligt på nettet, og de studerende ved Det Jyske Kunstakademi har udviklet et helt nyt koncept for deres afgangsudstilling for at undgå aflysning eller udskydelse. Og listen kunne fortsætte.

For kunstnerne er ikke gået i stå. De har holdt kunstscenen i live fra deres karantæne-atelierer, på nye platforme og gennem alle tænkelig online kanaler, og i mange af tilfældene er det vel at mærke uden offentlige midler.

Vender vi derimod blikket mod institutionerne er billedet markant anderledes. Mindre museer og institutioner som Munkeruphus (der ikke engang er omfattet af de aktuelle hjælpepakker) og Museet for Samtidskunst har været omstillingsparate og har fundet måder at give kunsten liv, krisen til trods, men ellers har der stort set været stille. Hvad har de store institutioner brugt tiden på? Enkelte har udsendt videointerviews med deres direktører, flere har delt arkivmateriale og ellers har fokus været på udtalelser til pressen om, hvor dårligt politikerne håndterer situationen. Men er det virkelig alt, vi skal forvente af de statsstøttede institutioner?

Gennem de senest måneder er det blevet særligt tydeligt, at institutionerne er langt fra de kunstnere, der normalt sørger for at blæse liv i deres rammer. Og det bekymrer os faktisk en hel del. Meget få museer har brugt tiden på at finde på nye projekter sammen med de danske kunstnere og på den måde skabe indtjeningsmuligheder for dem, som krisen rammer hårdest. Man kunne nemt have ladet sig inspirere af de utallige kunstnerinitiativer eller som et minimum invitere de gode projekter ind i de institutionelle rammer og på den måde give dem et større publikum og måske endda lidt økonomisk stabilitet. I stedet synes museumsdirektørene og kunsthalslederne at have brugt deres medietid til at tale om, hvorfor kunsten i generelle termer er vigtig for samfundet og kritisere politikerne for ikke at prioritere kulturen.

Kunsten og kulturen er vigtig. Den er fundamentet i et velfungerende, dannet, demokratisk samfund. Formuleringer som disse har vi hørt gentaget i det uendelige, og vi kunne ikke være mere enige. Selvfølgelig er alle os, der beskæftiger os med kunsten hver eneste dag, enige om at den er vigtig, men hvis vi skal overtale politikerne om det samme, giver det så mening bare at gentage de samme klichéer igen og igen? På trods af at kulturens fastansatte ledere får rigeligt af taletid i medierne til at udfolde, hvorfor kunsten er vigtig, er det som om, at der er noget, der ikke helt går ind. Uanset hvor mange velmenende debatindlæg og Facebookopslag der bliver skrevet, virker det som om, at kulturen forbliver en lavtrangerende prioritet for politikerne, og det har fået os til at tænke over, om der er noget, vi kan gøre bedre – eller om ikke andet så på en anden måde.

Skeler man et øjeblik til sportens verden, ville det være helt absurd at forestille sig, at al mediebevågenheden lå på stadionerne eller klubbernes direktører. Her synes man at tro på, at publikum interesserer sig for spillet og for spillerne – indholdet, og i langt mindre grad rammerne. Det er ikke fordi, at de to verdener nødvendigvis er sammenlignelige på alle punkter, men måske vi kan lære noget af sportens tro på, at indholdet er argument nok.

Vi kan ikke lade være med at tænke på, hvor svært det må være for politikerne og den brede befolkning at engagere sig i kunsten, når det er museumsdirektørerne der fylder i mediebilledet. Og hvorfor skal politikerne lytte til institutionerne, når institutionerne ikke synes at lytte til kunstnerne? Samme logik kan overføres til debatten om offentlig støtte. Hvorfor skal politikerne betale museerne, hvis museerne ikke betaler kunstnerne?

For rigtig mange af os, er Corona-tiden et rum for refleksion og vi håber, at der bag museernes og kunsthallernes mure også er blevet prioriteret tid til at tænke over institutionernes rolle og ansvar. Om ikke andet håber vi, at museumsdirektørene og andre fastansatte kunstfaglige vil bruge den sidste måneds lockdown på at se indad, overveje om de gør tingene på de mest hensigtsfulde måder, udfordre status quo og tænke visionært.

Hvordan vil en institution, der prioriterer kunstnerne – både når det kommer til fair aflønning, synlighed i medierne og en mangfoldig repræsentation – f.eks. se ud? En institution der i langt højere grad navigerer opmærksomhed over på kunsten i stedet for på rammerne? Mon ikke det ville skabe nogle mere bæredygtige og engagerende institutioner, som er tættere på både kunstnere, politikere og befolkning? Corona-tiden har synliggjort og forstærket mange underliggende tendenser, og hvis vi vil, kan vi bruge denne unikke mulighed til at komme de usunde af dem til livs.

Lad os afslutte med et tankeeksperiment: Forestil jer et museum der prioriterer kunsten og kunstnerne øverst i alle beslutninger. Et museum der aflønner kunstnerne ordentligt og fair, som stiller kunstnerne forrest, når pressen kommer på besøg og som sørger for en bred repræsentation i udstillingerne. For os at se ville det resultere i nogle mere ressourcefulde kunstnere og dermed en stærkere kunstscene, mere kunstformidling i de brede medier, og udstillinger med flere forskellige perspektiver, som en større del af befolkningen (herunder politikerne), ville kunne spejle sig i.

Hvad siger I til at prøve det af?

Forsidefoto: Elia Pellegrini.