Illustration, Maleri, Ord, Rejser, Studio Visits, Tekstil, UdstillingerGABRIEL BØDKER JOHNSONFebruary 16, 2021Gabriel Bødker Johnson, Farum, Australien, Nørrebro, København, VejleComment

HVAD MED BARE AT GØRE DET?

Illustration, Maleri, Ord, Rejser, Studio Visits, Tekstil, UdstillingerGABRIEL BØDKER JOHNSONFebruary 16, 2021Gabriel Bødker Johnson, Farum, Australien, Nørrebro, København, VejleComment

Jeg synes altid, det er lidt svært at skrive om sig selv. Hvor skal man starte? Hvad er vigtigt? Og hvad kan (eller skal) man udelade? Nogen vil måske kalde det grænseoverskridende. Det synes jeg egentligt ikke, det er. For mig er det nok nærmere lidt som et bungee jump – når først man har taget springet, så er man ligesom i gang. 1. 2. 3. Hop!

49 grader. Den Vestaustralske ørken. To millioner fluer og intet at tage sig til. Det var sådan, at der var regler for, hvornår vi måtte arbejde (det var nemlig det, jeg var der for). I 49 graders varme lød ordren: Bliv indenfor og drik en masse vand. Og det gjorde jeg så. I fire dage i streg.

Hvis du nogensinde har været på festival, så er du helt sikkert stødt på de der Godik toiletvogne. Sådan nogle boede vi i, indrettet som værelser i stedet for toiletter, på fire kvadratmeter hver. Jeg fandt min notesbog frem for at skrive – som jeg plejer – men som timerne gik, begyndte der at opstå små karakterer på papiret, der stod i kontrast til de ord, jeg havde skrevet.

På dag nr. to var den første notesbog fyldt, på dag nr. tre blev en anden notesbog ligeså fyldt. Jeg begyndte derfor at tænke på, hvordan mine ord og de små illustrationer mon ville se ud på lærred.

På daværende tidspunkt havde jeg ikke malet, siden jeg var omkring 12 år, hvor jeg i stedet opdagede musikken og den dragende guitar. Dengang fandt jeg det ret uinspirerende, at jeg kun kunne male på de lærreder, de havde i Søstrene Grene – de var heller ikke store nok. I Australien havde vi adgang til internet i to timer om dagen, og på dag nr. fire brugte jeg begge mine på at bestille blindrammer i storformat, en rulle canvas, maling, pensler og forskellige slags medium (effektgivere), som jeg ikke anede, hvad var.

Mit tidligere atelier og hjem i far away Farum. Foto: Gabriel Bødker Johnson.

Efter halvanden måned i Australien i 2018 kom jeg hjem mellem jul og nytår. Jeg ankom til “The Quarry” – min lade som jeg kaldte mit hjem i tre år. Quarry betyder på dansk et hul, man udvinder mineraler fra – mit hul lå i far away Farum. Jeg har selv renoveret den, og jeg er bestemt ikke håndværker, så man kunne se sin ånde om aftenen og om morgenen inden solen stod op. Da jeg kom hjem var mine kunstartikler allerede ankommet, så her greb jeg penslen for første gang i ti år – og jeg har stadig ikke givet slip.

Har du nogensinde spist et enkelt gryn ris?
Mit navn er Gabriel, jeg er 24 år og jeg har i tre år gået og opbygget selvtilliden til at afholde min første udstilling.

Jeg er kunstner, født og opvokset i Vejle, men er nu bosat på Nørrebro. Jeg er født af en dansk mor samt en nigeriansk far der bor i London. Da forskellige gallerier ikke har været interesserede i mit arbejde, følte jeg, at det var på tide, at jeg tog sagen i egen hånd. At få taget billeder, optaget video, lave hjemmeside og selvfølgelig male en masse malerier, den kan jeg sagtens klare. Men prissætningen… hvordan gør man det?

Gabriel Bødker Johnson, The War Within (2020/2021). Foto: Nivikka M. Andersen.

Gabriel Bødker Johnson, The Birds & The Bees (2020). Foto: Nivikka M. Andersen.

Gabriel Bødker Johnson, All For You (2020). Foto: Nivikka M. Andersen.

I december solgte jeg 99 små malerier til 50 kr. eller derover på ni timer. Værk nr. 100 blev solgt den efterfølgende dag på auktion. Værkerne var små stykker rå canvas, som jeg havde skåret til, fra reststumperne af de større malerier. Køberne kunne kun betale med kvitteringer fra velgørende formål. Der blev indsamlet i alt 9.370 kr. til 10 forskellige gode formål. Der blev sendt værker til England, Australien, USA, Spanien, Italien, Tyskland og Dubai.

Selv om gallerierne ikke har svaret mine mails, så har jeg taget direkte kontakt til et par gallerister og nogle etablerede kunstnere. De er heldigvis enige om, at mine værker kan noget. Ikke at validering er et must, men for mig der i tre år har boet alene på landet, har det været stort. Sammen med deres pæne ord og den enorme støtte fra mit øvrige publikum på Instagram, besluttede jeg mig for skabe mit eget online galleri.

Fra mit nuværende atelier på Nørrebro. Foto: Nivikka M. Andersen.

Gabriel Bødker Johnson, George Gets Stressed In Public Places (2020). Foto: Nivikka M. Andersen.

Gabriel Bødker Johnson, Rice All Night (2020). Foto: Nivikka M. Andersen.

Gabriel Bødker Johnson, Sunsets And Heartbreaks (2021). Foto: Nivikka M. Andersen.

Gabriel Bødker Johnson, (Speaks For Itself) (2021). Foto: Nivikka M. Andersen.

Den 12. februar i år åbnede jeg endelig Gabriel's Online Art Show. Her inviterede jeg mine gæster til at komme med bud på, hvad mit arbejde er værd, og ud fra deres forslag, har jeg nu prissat mine værker. Kald mig gal eller genial, men det føltes rigtigt. De første 15.000 kr. går til Unicefs mission om at vaccinere børn i tredjeverdenslande. Et beløb af alt hvad jeg kommer til at sælge nu og i fremtiden skal gå til et godt formål. Jeg forsøger at gøre velgørenhed lidt mere sexet og ligesom fejre, at der er andre der bliver hjulpet, i stedet for det altid skal være med tonen ''Ej hvor er det synd''.

Jeg er halvt nigerianer, og bl.a. på grund af min familiebaggrund har jeg rejst meget. Jeg har set, hvor mange mennesker der findes, som ikke har det, som vi har det. Det er en ud af to grunde til, at jeg gør, som jeg gør. Den anden grund er, at jeg hele mit liv har drømt om at hjælpe mennesker, men desværre har jeg hverken tålmodigheden eller evnen til at sidde stille i så lang tid, som det tager at blive eksempelvis læge.

Gabriel Bødker Johnson, Up (2020). Foto: Nivikka M. Andersen.

Gabriel Bødker Johnson, Over Cast Night (2020). Foto: Nivikka M. Andersen. — Gabriel Bødker Johnson, Over Cast Night (2020).
Foto: Nivikka M. Andersen.

Gabriel Bødker Johnson, Drunk Texts, Love Letters (2020). Foto: Nivikka M. Andersen. — Gabriel Bødker Johnson, Drunk Texts, Love Letters (2020).
Foto: Nivikka M. Andersen.

Mit velgørenhedsforetagende hedder The Rice Foundation. Navnet stammer fra en historie, jeg skrev i en story på Instagram, ét opslag ad gangen. Jeg blev ved med at spørge, om mit publikum ville høre mere, og det ville de. Det blev til en ret finurlig historie som, hvis jeg selv skal sige det, sætter en del forskellige tanker igang. Har du f.eks. nogensinde spist et enkelt gryn ris? Det har jeg heller ikke, og det er her jeg perspektiverer til velgørenheden. Jeg tror ikke på, at man udelukkende skal donere store summer ad gangen. Tværtimod tror jeg på, at vi kommer længst ved at give, hvad vi hver især har mulighed for. Det er i hvert fald det, jeg gør. Og ligesom det med at tælle ris, så føler jeg, at jeg hjælper med ‘’et gryn ad gangen.”

En form for abstrakt, grafisk hukommelse
Mine værker kan overordnet beskrives som værende undertekster til livet. Jeg finder inspiration i alt, og der er ikke en idé, der er for smal til, at jeg – på den ene eller anden måde – kan visualisere den. Udover bare maling, benytter jeg mig af forskellige objekter, som jeg finder på min vej, om det så er stykker fra et hegn eller flasker fyldt med ris.

Gabriel Bødker Johnson, Vejle Fjord Bridge (2021). Foto: Nivikka M. Andersen.

Gabriel Bødker Johnson, Please Don’t Cry (2020). Foto: Nivikka M. Andersen.

Gabriel Bødker Johnson, Quarantine Daydream (2020). Foto: Nivikka M. Andersen. — Gabriel Bødker Johnson, Quarantine Daydream (2020).
Foto: Nivikka M. Andersen.

Jeg har en form for abstrakt, grafisk hukommelse. Det lyder underligt, men det er den eneste måde, jeg kan forklare det på. Jeg kan ikke huske navne eller ansigter – men jeg husker de små ting. Jeg aner ikke, hvad det er, der gør det. Det er som om at alt, hvad jeg kan huske, er inddelt i mapper som på en computer. Lad os sige, at jeg åbner for Roskilde Festival-mappen. Der kan jeg eksempelvis huske den her lyshårede fyr, men hvordan hans ansigt så ud, det aner jeg ikke. Han havde en hvid t-shirt på, hvor der stod “My Love” med røde bogstaver. Dertil har jeg ladet mig fortælle, at jeg også så Pharrell, men selve koncerten – altså hvad der foregik på scenen – kan jeg ikke huske.

Gabriel Bødker Johnson, A Day Well Spent (2021). Foto: Nivikka M. Andersen.

Pharrell hører for mig til i Min far i London-mappen. Vi plejede at køre rundt i London med soltaget nede, imens min far og jeg sang “BEAUUUTIIFUULLLLL, I JUST WANT YOU TO KNOW”. Dertil kan jeg huske, hvor upersonligt jeg syntes det var, når min fars venner talte til mig med solbriller på, og derfor bærer jeg aldrig solbriller, når jeg har en samtale. Altså med mindre, det er under en sandstorm i Australien eller ved Vejle Fjord i den gyldne time. Jeg tror, at det er så godt, som jeg kan forklare det.

Åbner jeg for en mappe bliver jeg oversvømmet af de minder, der ligger derinde. Jeg mærker dem næsten, som foregik de i dag, og det er derudfra, jeg maler mine billeder. Skulle jeg beskrive mine værker i én sætning, ville jeg sige: Life, roughly stretched on canvas. Jeg håber du har tid og lyst til at klikke ind forbi mit galleri. Rigtig god dag, og god fornøjelse.