HVAD ER DER GALT PÅ DESIGNSKOLERNE?

Landets designskoler er for tiden præget af enorme omstruktureringer, som sætter dybe spor i studiemiljøet. De studerende mangler struktur og undervisning, og troen på en stærk designuddannelse er i manges tilfælde nærmest ikke tilstede. Vi vil i indlægget her forsøge at belyse, hvilke mekanismer der ligger bag de mange omlægninger og fyringer, og opfordre til en åben snak om, hvordan designuddannelsen anno 2015 skal se ud.

I vores arbejde med idoart.dk er vi i konstant kontakt med mennesker fra alle hjørner af den kreative verden. Ofte udvikler selv de mest flygtige møder sig til lærerige og langvarige venskaber, og på den måde føler vi selv, at vi har erhvervet os en ret god forståelse for mange af scenens facetter. Vi snakker naturligvis enormt meget med de bloggere, som er en fast del af siden, og vi er med dem i mange af de op- og nedture, som et kreativt liv byder på. Nogle gange er de ting, der fylder allermest, dybt personlige og helt unikke for den enkelte, men ofte giver udfordringerne genklang hos flere. Den udfordring, der runger allerkraftigst for tiden, tager sit afsæt i designskolerne, og vi må indrømme, at vi både er rystede og en smule bekymrede for fremtiden.

Fra keramikværksted til en moderne designvirkelighed
I knapt et årti har de fleste uddannelser, ja faktisk stort set samtlige offentlige instanser, skullet omstrukturere og skære ned. Færre mennesker har skullet løfte større opgaver, og forventningerne fra alle sider er blevet meget højere. Samme kår har selvfølgelig været gældende på de kreative uddannelser som, samtidig med besparelserne, også har oplevet stigende interesse fra kommende studerende. Det er bestemt meget positivt, men det har uden tvivl også været en udfordring at få til at gå op, når kravene til struktur og akademisering konstant opjusteres fra politisk hold. Når man fokuserer på designskolerne, er det vel væsentligt at huske på, at det ikke er mere end 17 år siden, at skolen i Kolding gik under navnet Kunsthåndværkerskolen, og at den københavnske designskole først i 1990 skiftede fra at gå under navnet Skolen for Brugskunst til Danmarks Designskole.

Begge institutioner er grundlagt som håndværks- og håndarbejdsskoler, og da mange af skolernes nuværende undervisere jo kommer fra netop den tradition, vil der helt sikkert opstå nogle svære kår for den forventede udvikling. Der er unægteligt et stykke vej fra keramikværkstedet til nutidens designvirkelighed, for at sige det lidt firkantet. Derudover har selv samme årti budt på en omfattende flytning for den københavnske skole, som i 2010 er gået fra at hedde Danmarks Designskole til at indgå i konstellationen Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (eller forkortet; KADK).

I Danmark har vi altid brystet os af at have en stærk designtradition og netop de nærmest medfødte talenter, som vi har for at tænke kreativt, er hvad vores nation skal leve af i fremtiden. Når man kigger på, hvordan de kreative talenter plejes på designskolerne, for slet ikke at snakke om grundskolerne og ungdomsuddannelserne, så ser det dog ikke ret godt ud for Danmark pt. Ansøgerne til designskolerne bliver bedre og bedre, bl.a. takket være internettet og de mange forberedende skoler, både til at tænke projektorienteret og til at begå sig i den helt udvidede Adobe-pakke, men undervisningen virker ikke til at kunne følge med.

Alt for ofte snakker vi med studerende på enten KADK eller DSKD (Designskolen Kolding), som slet ikke føler at de får nogen undervisning. Studietiden er præget af selvstændigt arbejde, vejledning af svingende kvalitet og en konstant søgen efter en, tilsyneladende manglende, struktur. Håndværket nedprioriteres, men til fordel for hvad? Især efter de nye omstruktureringer er det lave niveau blevet ekstra tydeligt, og for os står det klart, at frustrationen er større end nogensinde før.

Lighedstegn mellem kvalitet og beskæftigelse
Hele uddannelsessektoren gennemgår omfattende omstruktureringer. Sidste år trådte den nye folkeskolereform i kraft, og omkring jul resulterede erhvervsuddannelsesreformen bl.a. i kraftige nedskæringer på de Tekniske Skoler, hvilket næsten lukkede Grafisk Tekniker-uddannelsen. Netop nu er et udvalg nedsat af regeringen i gang med at kigge på de kunstnerisk baserede uddannelser for at skabe grundlag for en ny reform som, ligesom i de andre tilfælde, vil søge at højne det faglige niveau. Da den siddende regering trådte til, var deres vision, at så mange som overhovedet muligt skulle have en uddannelse. Med tiden har fokusset på kvantitet dog rykket sig, og regeringens nye plan er, at uddannelsernes kvalitet skal være i top. Det lyder umiddelbart som en rigtig god idé, men problemerne begynder at melde sig, når der bliver sat direkte lighedstegn mellem kvalitet og beskæftigelse.

Vi tog en snak med uddannelseschef ved Designskolen Kolding, Lone Dalsgaard André, for at få en bedre fornemmelse for, hvad dette nye fokus betyder for en skole som Kolding. Lone forklarer, hvordan de kunstnerisk baserede skoler, på alle andre parametre end beskæftigelse, klarer sig rigtig godt, men at bevågenheden på netop denne, har gjort at skolen har måtte handle hurtigt. Bruttoledigheden for dimittender, over en 10 års periode, lå i 2013 på hhv. 16,1 (KADK) og 16,2 (DSKD), hvilket er den direkte årsag til at man, fra politisk side, tvivler på uddannelsernes nytteværdi. Skolens ledelse valgte i sommers derfor at udføre rettidig omhu og opstarte en række initiativer og omstruktureringer, der skal forsøge at nedsætte ledighedstallene for at sikre uddannelsens fremtid og undgå meget større, fremtidige omvæltninger påkrævet af regeringen.

At sætte tal over mennesker
Når man ser på statistikker, er der altid tusindvis af måder at fortolke tallene på. Selvfølgelig er 16 procents ledighed for meget, og som Lone siger “vi skal altid forsøge at gøre vores bedste”, men på den anden side så svarer 16 procent, i Koldings tilfælde, altså kun til ca. 66 mennesker, ud af ialt 406 dimittender. Det er naturligvis stadig for mange, men det er vigtigt at huske på, at de kreative fag i høj grad er baserede på projektansættelser, og at det er de færreste, der har en hel karriere på den samme arbejdsplads. Det er nærmest utænkeligt, at man, som dimittend fra en designskole, ikke på et eller andet tidspunkt i sit liv kommer til at figurere i ledighedsstatistikken. Også helt uden at man rent faktisk ser sig selv som arbejdsløs.

I modsætning til andre store omvæltninger, som Kolding har gennemgået, er denne kommet ud af det blå. Lone fortæller om, da man i 2010 skulle gentænke uddannelsen for at blive anerkendt som universitet. Det var en meget større omvæltningen, end den vi ser nu, men forskellen ligger i, at der dengang var god tid til at planlægge processen. “Vi besluttede os for, at der var to ting, der var vigtige. Selvfølgelig at vi skulle bestå akkrediteringen, det er klart, men det var lige så vigtigt for os, at de studerende ikke skulle lide under det.” Ifølge Lone er konsekvenserne, ved ikke at gøre noget, at skolen vil miste elever. Hvis der ikke bliver taget nogle massive initiativer, i forhold til at sænke ledighedsprocenten omgående, så vil der blive skåret i optagelsen af studerende. Det er ikke en mulighed. Derfor har man på Kolding valgt at oprette et erhvervs- og karrierecenter, samt en brobygningsuddannelse, som skal hjælpe de dimitterede designere til en god start på deres professionelle liv.

Designskolen Kolding | Fotos fra Instagram af @christianlaumark, @jennyhannan og @designskolenkolding. Efterbehandlede af idoart.dk.

Fokus på undervisning og efteruddannelse
Efter sommerferien mødte Designskolen Koldings studerende og ansatte ind til beskeden om fyringer og nedlukninger af forskellige af skolens aktiviteter. Blandt andet valgte man at opsige skolens grafiske værkstedsansvarlige, som betyder, at den nyanlagte letterpress ikke rigtig kan bruges, og at skolens, i forvejen yderst beskedne, faciliteter til grafisk tryk ikke længere har en ansvarshavende. Desuden ligger alt ansvar for undervisning i trykteknik hos eleverne selv.

Denne beslutning ligger i forlængelse af designskolernes overordnede fokusskift, fra håndværk til det digitale. Desværre betyder den nuværende situation at der er tale om en reguler nedlukning snare end en nedprioritering. Dertil kommer, at skolen har mistet store dele af deres IT-afdeling og studieadministration. At miste så mange mennesker er voldsomt. Det skaber dårlig stemning, sikkert hvisken i krogene, og som ansat må man pludselig føle et helt nyt ansvar for at løfte den nu endnu tungere opgave. Hvis kommunikationen ikke er plads, vil der i sådanne situationer opstå stress, forvirring og misforståelser.

Vi hører fra rigtig mange studerende at strukturen mangler, at ingen har styr på noget, og at undervisningsniveauet er lavt, hvis ikke fuldstændigt fraværende. Da vi spørger Lone ind til dette, giver hun udtryk for forståelse men forsikrer os også om, at de på Kolding ikke har skåret i undervisningen. Der er først og fremmest blevet reduceret i det personale, som ikke har været direkte involveret i undervisningen. Derudover ansætter man nye personer med erfaring fra “virkeligheden” og med stærke digitale kompetencer, som det fra erhvervslivet efterlyses, at de nye designere ved mere om. Lone anerkender, at tiden siden sommerferien 2014 har været præget af tumult, og hun kan også godt forstå, at de studerende kan være forvirrede, for alle de her tiltag, som skolen har været nød til at sætte i gang, er stadig kun under opbygning.

De ugennemskuelige konsekvenser
En vigtig pointe, som et par af de studerende har gjort os opmærksomme på, er selvfølgelig også, at man i slipstrømmen af omlægningerne kommer til at skabe en rigtig trykket stemning. Og selvom man faktisk ikke har skåret i undervisningsbudgetterne, så har flere lærere opsagt deres stillinger post hændelserne i sommers. På Kolding bliver der undervist, ingen tvivl om det, men ofte ligger forelæsninger i samme tidsrum som eksamensundervisningen, hvilket tvinger de studerende ud i at vælge imellem pensumet, som er afgørende for at bestå sin uddannelse, teorien, som allerede er en mangelvare, og workshops med eksklusive gæstelærere, hvor man virkelig kan lære noget fra “den virkelige verden”.

Det er en enormt kompleks situation både at være en del af, men egentligt også når man, som udenforstående, forsøger at forstå mekanismerne. Regeringen har slået ned på en, tilsyneladende enkeltstående, statistik, fortolket den og tvunget skolerne ud i spontane omlægninger. Omlægninger der koster fyringer, forvirring og frustration, alt sammen for at sikre nogle bedre tal på beskæftigelsestabellen. Men kan et erhvervs- og karrierecenter overhovedet garantere dette? Kan man være sikker på, at det vil ændre den måde, hvorpå designere arbejder i dag?

Som nævnt er der også sket vanvittigt meget på den københavnske designskole de seneste år. På trods af at skolen stadig er helt grøn i den nye fusion med kunstakademiet, så ligger den under præcis de samme udfordringer, som de har på Kolding. Hvis man i Københavns tilfælde regner lidt på de 16,1 procent ledige (over en periode på 10 år) svarer det til ialt 111 mennesker. Hvis man vender tallene på hovedet, svarer det til, at 583 designere har været i fuld beskæftigelse, siden den dag de dimitterede. Det er da en ret god statistik, ikk’? Selvfølgelig skal der sættes ind, når et “problem” opstår, men giver det mening at fremskynde så voldsomme omstruktureringer, som det er tilfældet på begge skoler, når et godt udfald ikke engang kan garanteres?

KADK | Fotos fra Instagram af @luckynameless, @livakrei og @sonjatonev. Efterbehandlede af idoart.dk.

Mangel på kommunikation og oprør
Mange studerende kommer til os med historier og frustrationer over den uddannelse, som ellers har været en drøm at komme ind på. Mange kæmper ihærdigt for at komme igennem nåleøjet, og når det så endelig lykkes, så mødes man af fraværende lærere, forvirring og manglende undervisning. Som ny studerende famler man for at forstå de nye rammer, som man er sat i, og fordi designskolerne har en så høj status, synes det nærmest som en umulighed at opstille selv de mindste spørgsmålstegn.

Måske ligger der noget i den danske mentalitet, som gør at vores tillid til systemet nogle gange overskygger de fejl og mangler, som selv samme konstruktion indebærer. Eller også er der bare noget galt med opbygningen af skolernes infrastruktur. Vi hører fra flere studerende, både på bachelor og kandidat, at der egentligt hersker en grundlæggende enighed blandt eleverne om, at uddannelserne ikke virker. Men når det kommer til at sige fra, bliver der tøvet, fordi det er umuligt at gennemskue konsekvenserne; “hvad kommer det for eksempel til at betyde, hvis jeg klager over en underviser, som jeg senere på året skal eksamineres af?”

Derudover er vi en del af en generation, som både er reflekterede og meget ansvarsfulde, måske i så høj grad at det ellers nødvendige opråb nedtysses, fordi vi ved, at vi selv kommer til at betale for “skaderne”. Johannes Holt Iversen formulerer det, i et tidligere indlæg her på idoart.dk, således: “Min generation vandrer pt. gennem verden med et ganske klart indre billede af, hvor stort og tiltrængt et ungdomsoprør i dag egentlig kunne være. Men vi afholder os fra det, mest fordi ingen kan eller ønsker at samle ungdommen, som den blev i 1968. De økonomiske tab i samfundet ville simpelthen blive for store, og vi er trods alt også den eftertænksomme generation. Men oprøret og rebelskheden lurer lige rundt om hjørnet. Tag ikke fejl hvis du, kære jævnaldrende, får trang til at rydde op i de ældre generationers globale rod. For det regner de skam også med, at vi gør.”

Måske er det hele bare noget rod, som halvt bygger på ældgamle traditioner og halvt på en bunke famlende idéer om, hvad fremtiden kræver af os. Der er i hvert fald noget, der er helt forkert, når en efterhånden meget lang række af de studerende udtaler, at de ikke lærer noget, eller at ca. 20% af deres studietid går med at opstøve de helt basale, formelle krav som afleveringsdeadlines og eksamenstider. Der er noget galt, når dygtige, kreative unge formulerer, at de er bange for at sige deres lærere imod, fordi de ikke ved, om systemet kan holde til kritikken. Der eksisterer en opfattelse af, at det fundament, som skolerne bygger på, er så skrøbeligt og gennemsyret af tvivl, at det hele vil styrte, hvis man begynder at skrabe i overfladen.

Der er i hvert fald noget grundlæggende galt, når fokusset på at hæve uddannelsens kvalitet ender med at gå ud over undervisningen. Hvis uddannelsen ikke virker, hverken når man ser på beskæftigelsen eller spørger de nuværende studerende, giver det så mening at lægge sit fokus på efteruddannelse? Der er noget galt, når ledelsen, underviserne og de studerende ikke taler sammen, og dermed misser chancen for at opnå forståelse. Hvad er der gået galt, når man i de institutioner, der ellers bryster sig af at være eksperter i kommunikation, ikke kan finde ud af at kommunikere med hinanden? Der er noget helt galt, når de skoler, som skal uddanne fremtidens problemløsere ikke engang formår at løse sine egne problemer.

Hvordan er livet på designskolerne anno 2015?
Vi skriver ikke det her for at pege fingre eller fremstille nogle i dårligt lys, men for at åbne op for en diskussion omkring, hvad det egentligt er, der foregår, og hvad vi sammen kan gøre for at sikre en solid designuddannelse i fremtiden. Det er nemt at forstå undervisernes præmisser, når man husker på den historik, som begge skoler har gennemgået de seneste få årtier, fyldt med omlægning, fusionering og akademisering. Vi skriver dette indlæg for forhåbentligt at skabe en forståelse for de mekanikker, der ligger bag, og for at opfordre til ærlig kommunikation på tværs af den hierarkiske opbygning.

Der er noget galt, og det skal vi anerkende, men det er vigtigt at huske, at det ikke er nogens skyld. Tilgengæld er det vores allesammens ansvar, at fremtidens, og vigtigere; nutidens, designuddannelse fungerer 100%! Vi håber, med dette indlæg, på at kunne formidle, at der eksisterer en grundlæggende frustration blandt rigtig mange af skolernes studerende og sikkert også blandt de ansatte. Vi håber inderligt, at regeringen snart forstår at sætte mennesker over tal, at skolens ledelser formår at opprioritere undervisning og struktur, og at de studerende lægger frustrationen lidt til side og husker kommunikationen. Vi forstår jer virkelig, når i udtrykker frygt, men hvis i ikke får sagt fra, så er der ingen, der gør noget!

Vi har ikke de rigtige svar og heller ikke den samme indgående forståelse for livet på skolerne som jer. Indlægget her er udelukkende et udtryk for vores observationer af og holdninger til den nuværende situation på landets designskoler. Vi vil enormt gerne åbne op for debatten og opfordrer hermed nuværende og tidligere studerende, ansatte og ledelsen til at byde ind med jeres egne perspektiver. Hvordan er livet på designskolerne anno 2015? Vi vil enormt gerne høre jeres historier!

---

OPDATERINGER

• Rektor ved KADK, Lene Dammand Lund, har d. 11. februar skrevet et blogindlæg på skolens hjemmeside, som svar på denne debat. Hun skriver bl.a. følgende: “Problemet er ikke, at vi omstrukturerer. Det gør resten af samfundet i stor stil. Men det er et problem, hvis I (red. de studerende) ikke forstår, hvorfor vi gør det, eller synes at jeres uddannelsestid lider for meget undervejs. Her er dialog vejen frem, og netop derfor er det så glædeligt, at den nu blomstrer!” Læs hele Lene’s indlæg her.
  

• På Designskolen Kolding har flere af eleverne taget initiativ til at genoprette DSR (De Studerendes Råd). Nu er de også på facebook, hvor de opdaterer med informationer løbende. Det kan man følge med i her.
  

• Nynne Hauge Larsen, som studerer rumdesign på KADK’s designskole på 4. semester har, d. 17. februar, udgivet et indlæg her på idoart.dk med sine egne oplevelser af et studiemiljø der sejler.
  

• Rektor ved Designskolen Kolding, Elsebeth Gerner Nielsen, har d. 24. februar skrevet et opslag på skolens facebookside med overskriften “Klarer vi den på designskolerne?” Opslaget indledes således: “Forleden havde bestyrelsen for Designskolen Kolding og en række studerende lejlighed til at mødes for at drøfte kvaliteten af vores uddannelse og de udfordringer, vi står med. Vi drøftede først og fremmest konsekvenserne af den omstillingsplan, skolen er i gang med at implementere med henblik på at forbedre beskæftigelsen”. Senere i teksten udtaler hun bl.a. følgende: “Hvis vi fortsat på de kunstneriske uddannelser skal uddanne kreative, talentfulde mennesker, som engang imellem kommer ud som lysende stjerner, så er der nødt til at være plads til sidespring, til noget galskab og frem for alt til fordybelse i de kunstneriske processer.” Læs selv hele Elsebeth’s opslag her.
  

• Onsdag d. 25. februar, kl. 8.40 er studerende Nynne Hauge Larsen sammen med rektor ved KADK, Lene Dammand Lund, i Radio P4 København for at snakke om debatten (hør det ca. 5 min lange indslag, ca. 1 time og 36 min. inde).
  

• Under overskriften “Elever raser over niveauet på de danske designskoler” har Politikens Kultursektion, d. 2. marts udgivet en længere artikel om debatten. Artiklen er skrevet af Oliver Stilling og Kjeld Hybel, som bl.a interviewer designskoleelev Kasper Kjeldgaard, rektor ved KADK Lone Dammand Lund, samt Kvadrats direktør Anders Byriel, der desuden sidder i Dansk Designråd og bestyrelsen for KADK. Læs en online version af artiklen her. Sammen med artiklen blev der yderligere udgivet kommentaren “Det kunstneriske får mindre plads på designskolerne” af Karsten R.S Ifversen.
  

• I et indlæg på idoart.dk d. 5. marts diskuterer ex-elev på Designskolen Kolding, Julie Torpegaard, om designskolen er berettiget sin status på piedestalen. Hun fortæller om, hvorfor hun valgte at droppe ud, og om hvordan det har været at starte på en ny uddannelse, som rummer den struktur hun manglede.
  

• D. 19. marts: Kunstakademiets designskole på Bornholm er nu også med i debatten.
  

• D. 20. marts er der en stor artikel i Weekendavisen, som belyser nogle af problemstillingerne, fra nuværende og tidligere ansatte fra Designskolen Kolding, og stiller spørgsmål til rektor Elsebeth Gerner Nielsens ledelsesstil. Artiklen følges op på ugen efter.
  

• På baggrund af debatten har Nynne Hauge Larsen, sammen med en medstuderende, opstartet et fysisk forum i København for designdebat. Første arrangement afholdes onsdag d. 22. april, og er åbent for alle interesserede.
  

• D. 28. april har rektor ved KADK, Lene Dammand Lund, udgivet endnu en artikel, under titlen “Nysgerrighed som drivkraft for god undervisning”, hvori hun, på baggrund af debatten, redegør for hvorfor god kommunikation er vigtig i et uddannelsesmiljø. “Som udløber af debatten på www.idoart.dk/hvad-er-der-galt-pa-designskolernehar der været en række møder på Designskolen, blandt andet har fagleder Tine Kjølsen og jeg haft et konstruktivt møde med repræsentanter for de studerende, hvor vi dannede os et overblik over kritikken.” [...] “Dialog bør være den dominerende kommunikationsform på KADK, og jeg ser den som grundstenen i vores nye kvalitetsudviklingssystem. Med denne opfordring er bolden også spillet op til opfølgning på den arbejdspladsvurdering, der blev lavet for nylig, og som bl.a. pegede på behovet for en bedre omgangstone.” Læs hele hendes artikel her.
  

• D. 30. april 2015 udgav udvalget til fremtidssikring af de videregående kunstneriske uddannelser deres rapport, hvis anbefalinger er blevet modtaget med blandede følelser. Læs KADK-elev på Tekstil- og Beklædningsdesign, Lisbeth Dams svar her.

---

Siden denne debat har vi flyttet vores hjemmeside, men vi mener, at de kommentarer der kom til den er vigtige at gemme, og derfor kan du stadig læse med i dem her (åbner som pdf).

---