CYBORG VON OBEN!

Vi er NULEINN (01), en dansk/islandsk kunstnerduo der har arbejdet sammen siden 2013. Vi arbejder i spændingsfeltet mellem teknologi og krop. Vores to noget så forskellige baggrunde i tekstildesign og kunsthistorie mødtes på IT-Universitetet i København, hvor vi begge har specialiseret os i digital æstetik, – nok den gyldne mellemvej. Den digitale, æstetiske tankegang har ført os på en rejse ud i digitale, interaktive projekter, performancekunst og CYBORGS.

Vores rejse er just begyndt! Og da vi lige er hjemvendt fra Østrig, vil vi mægtigt gerne dele det med jer! Vi blev inviteret til at deltage i en performanceweekend på Museum am Bach under udstillingen VON OBEN (fra toppen). Museum am Bach er det fineste lille museum, i de mest idylliske omgivelser, i byen Ruden. Forstil dig en blanding af Sound of Music, hvor du vågner til lyden af brægende får, vandet der løber i den lille bæk ved museets hovedindgang og samtidskunst i rå omgivelser. Museet, der egentlig var et bageri i tidernes morgen, er nu et museum for samtidskunst og social research, drevet af Alex Samyi og familie.

Vores rejse startede i Wien, hvor vi blev modtaget at performancekunstner Rahman Hak-Hagir. Vi kender Rahman fra København, hvor han sidste år var en del af Chart. Rahman laver konceptuel performancekunst, hvor publikum altid har en central rolle. Han var også en del af programmet i Ruden og vores selskab på turen. Nå men tilbage til Wien, – vores møde med Rahman var en super intens oplevelse med sightseeing, Wienerschnitzel, øl, collaborative fotosessions, og en køretur på tre timer gennem Østrig.

Collaborativt arbejde med Rahman Hak-Hagirs

Vores bidrag til Museum am Bach var en ’anden iteration’ af en performance, som vi lavede i København i forbindelse med vores udstilling ”CYBORG IS NOW!” på Blågården d. 18.-30. juni i år. Vores beslutning med at arbejde med cyborgen som tema, oprinder i vores speciale, som vi lige pt. er ved at afslutte sammen. Cyborgen har givet os muligheden for at italesætte og synliggøre folks teknologiforbrug på en mere ”menneskelig” måde, da cyborgen er en blanding af begge. En cyborg er per definition en ”cybernetisk organisme” aka. teknologi og organisme samlet i ét. – Tænk på The Terminator, Darth Vader, Donna Haraway etc.

Vores cyborg er en kritisk kommentar på teknologikulturen. Vi er optagede af den konstante kontakt med teknologi, som er allestedsnærværende. Hvis man tænker efter, er vi blevet afhængige, og vi har helt glemt en verden uden vores smartphones. Selvfølgelig er det ikke hele verden, der er privilegeret med teknologi, men i vores vestlige samfund bruger vi den som aldrig før. Prøv at forestille dig et liv uden mobilepay, snapchat og instagram? Man kan nærmest ikke huske en tid før disse.

Performance Museum am Bach.

I Sverige er der en cyborg-bevægelse, hvor kriteriet for et medlemskab er en chip i hånden, der kan fungere som betalingskort, døråbner mm. Farveblinde Neil Harbison, som er den første erklærede cyborg, har fået en antenne indopereret i hovedet, som han kan høre farver med! Andre teknologiske hjælpemidler såsom pacemaker, proteser og exoskelet er en realitet, som hurtigt er ved at blive en del af vores hverdag. Men hvor går grænsen? Og hvornår bliver teknologierne ”farlige”, eller rettere hvornår bruger vi teknologierne imod hinanden? Det er muligt at hacke sig ind i andre personers pacemaker, chips og sikkert også Neils antenne. Så måske burde man stoppe op ind i mellem og kigge på etik og morale?

Okay, så alle disse tanker ligger bag vores to cyborgs, som vi kropsliggør gennem sorte øjne, perfekt hud, hår og negle, blandet med maskinelle bevægelser og spændedragtslignende kostumer. Alt gør vi for at fremstille det dualistiske mellem krop og teknologi. Det hele smelter sammen i et uhyggeligt hele.

Performance Museum am Bach.

Med vores performance i Ruden ville vi give publikum muligheden for at møde cyborgen på et personligt plan. I begyndelsen sad vi, de to cyborgs, ved et lille træbord, omringet af kunstværker, hvor vi nærmest blev til ét selv. I vores frosne tilstand stirrede vi på hinanden og blev nærmest til én, i et skrammende spejlbillede, hvor vores ”Cyborg manifesto” blev spillet som en slags åbningstale. Grænsen mellem de to cyborgs blev brudt, da den éne cyborg rejste sig fra bordet og begyndte at udforske rummet.

Vi bød publikum at tage en plads ved det lille træbord hos den ene cyborg og herefter kunne de spørge den om alt. Der blev spurgt ind til alt fra ”Hvor dybt er Atlanterhavet?” til ”Kan en cyborg dø?”. Klart nogle interessante og varierede spørgsmål, der fokuserede især på cyborgens tilblivelse og funktioner. Cyborgen havde en computer foran sig, og i samtalen var den selvfølgelig afhængig af sin teknologi. Gennem Google Translate kunne den tale, hvilket gav et sært maskinlet tomrum, fra spørgsmålet blev stillet, til det blev besvaret. Under selve performancen blev alle museets skærme ”hacket” af de to cyborgs, hvor vores to videoværker ”#Birth” og ”CYBORG IS NOW!”, skabt udfra cyborgens tilblivelse, istedet blev afspillet. De to cyborgs kunne dermed opleve sig selv på de pågældende skærme og blive konfronteret med sig selv.

Videoværk #Birth.

Vores rejse er på ingen måde slut! Allerede til september deltager vi i en udstilling, som er kurateret af No Image, på HAUT (et nyt udstillingssted på Huset-KBH), hvor vi udforsker kropsvæsker med værket F7uids.