MIN ASFALTEREDE ØNSKEØ

Berlin er min ønskeø. En by midt i Tyskland, som ikke rigtig har så meget med resten af landets samfund at gøre, men hvor folk fra hele verden rejser til for at være unge lidt endnu.

Jeg flyttede selv til Berlin for at samle inspiration til mine kreative projekter og for at have friheden til dette. For her er uddannelsesræset sat på pause, og du bliver ikke defineret ud fra, hvor du arbejder, eller hvad du studerer. Folk er interesserede i din passion og dine drømme, så når du bliver spurgt om, hvad du laver, behøver du ikke at forsvare, at du ikke lige ved, hvad du har lyst til at studere, for det spændende er, hvad du kan lide at få din tid til at gå med. Om det så er at male, vandre eller tage dig af din hund, så skal du nok finde dig en passende levevej, så længe du ikke stopper med at dyrke det, der gør dig glad.

På min berlinske ønskeø har ungdommen ingen alder. Det handler ikke om tallet på papiret, men om at være fyldt med drømme og troen på at alt kan ske. Jeg ser ungdom i den 50-årige kvinde med glimmer i ansigtet, som danser ved min side til de hårde techno beats til solen for længst er stået op. Jeg ser ungdom i min chef, når jeg møder ham foran hans lejlighed fredag morgen – mig på vej på arbejde og han på vej hjem fra Berghain. Jeg mærker hans ungdommelige sind, når han begejstret fortæller om sin nat, mens han klager over ømme danseben og tænder en joint på altanen. Så laver jeg ham en kop kaffe, samtidig med at han sætter lidt mere techno på anlægget, så det brager ud over hele lejligheden – ungerne er jo alligevel afleveret i børnehaven.

Jeg møder folk i midten af 20′erne, som er ved at finde ud af, hvad de vil være, når de bliver ægte voksne. Og en 30-årig, hvor det lige er gået op for ham, at han gerne vil være læge, og derfor begynder at studere medicin efter ferien. I dem ser jeg ungdommen i form af det åbne sind, som har mod på nye oplevelser, ny viden og nye veje. For dem er intet fastlagt, selvom de for længst har overstået deres maks to sabbathår. Med disse mennesker deler jeg følelsen af udødelighed og uovervindelighed, og samtidig besidder vi alle en ekstrem sårbarhed, som også hører med, når man er lidt rodløs. Men med et ungt sind skubber vi denne sårbarhed til siden, og prøver ting for første gang og springer ud i nye udfordringer. For hvad er det værste, der kan ske?

På min ønskeø føles skole langt væk, selvom det blot er et år siden, at jeg sad til mine afsluttende eksamener i gymnasiet. Min erfaring med skolebænken – ikke det at lære, men hele systemet omkring – var, at den ældede min unge krops sind. For mig var gymnasiet stressende; jeg elskede at lære og suge til mig, men fokusset var på målet – kortsigtet på karakteren 12 og langsigtet et job – i stedet for processen og livet lige nu. Men processen, vejen til målet, er jo det vigtigste; ikke bare som et kreativt menneske, men sådan helt generelt! Og denne process, frirummet og tænketiden, er der masser af plads til på min asfalterede ønskeø.

 All photos by Agnes Maagaard.

All photos by Agnes Maagaard.

Agnes Maagaard (f. 1995) fotograferer, skriver, laver grafiske ting og film. Agnes har bidraget til idoart.dk siden 2012.