PÅ BESØG HOS "THE VISITORS" - RAGNAR KJARTANSSON PÅ BARBICAN CENTRE

Jeg kan høre musikken allerede ved indgangen, og i min højre øjenkrog kan jeg også allerede se en gruppe performere, der går rundt med et glansløst blik og monotont gentager hver sit vers eller linje af samme sang. Tilsammen formår de dog at skabe en klang, som går lige ind i hjertet. I hvert fald på mig.

Musikken lokker, og jeg får derfor travlt med at komme ind i udstillingsrummene. Klokken er mange desuden, og jeg landede i London blot et par timer tidligere. Jeg kan dog ikke lade være med at tage forbi Barbican Centre, der den dag har åbent frem til kl. 21. Jeg må dog indrømme, at selv om jeg er begejstret for at se udstillingen, er jeg ikke klar på at bruge alverdens tid derinde. Jeg aftaler med mig selv at gå ind, tage et par “Insta-venlige” shots og smutte igen. (Secret revealed, venner, selv jeg kan blive træt af at se på kunst…).

Installation view. Barbican Art Gallery 14 July - 4 September 2016 © Tristan Fewings/ Getty Images. Courtesy of the artist, Luhring Augustine New York and i8 gallery Reykjavik.

Installation view. Barbican Art Gallery 14 July - 4 September 2016 © Tristan Fewings/ Getty Images. Courtesy of the artist, Luhring Augustine New York and i8 gallery Reykjavik.

Værket, som allerede delvist kan opleves ved indgangen er “Take Me Here by the Dishwasher: Memorial for a Marriage” (2011), hvor en gruppe performere går rundt, spiller hver sin del af sangen om og om igen, drikker øl og stille de tomme flasker rundt omkring, dog uden at genere de besøgende. Der etableres ingen form for kontakt mellem performere og publikum, og når jeg tilfældigvis kommer til at kigge på én af musikerne i længere tid, og det går op for mig, at han måske er blevet klar over min uhøflige stirren, forsøger jeg at “redde situationen” ved at sende ham ét smil, der kunne stå for “undskyld, jeg stirrede, hvor spiller I dog godt, he he, jeg går vist bare videre herfra”. Ikke engang i ét splitsekund kommer han ud af rollen, og mit halvt-venlige halvt-akavede smil bliver kun mødt af hans matte blik.

Installation view. Barbican Art Gallery 14 July - 4 September 2016 © Tristan Fewings/ Getty Images. Courtesy of the artist, Luhring Augustine New York and i8 gallery Reykjavik.

Installation view. Barbican Art Gallery 14 July - 4 September 2016 © Tristan Fewings/ Getty Images. Courtesy of the artist, Luhring Augustine New York and i8 gallery Reykjavik.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tolke performerens manglende interaktion - “det er jo som om de ikke er mennesker!?” tænker jeg til mig selv, og med ét går det op for mig, at det jo heller ikke er mennesker, de skal være!? Performerne er her en del af kunstværket - de ER kunstværket, og de færreste værker plejer ikke ligefrem at smile til sit publikum. (En vis hemmelighedsfuld lady, der smiler til ALLE fra Musée du Louvres vægge tæller ikke med her!)

Allerede ved første værk på Barbican opbygger jeg mig et billede af Kjartanssons arbejdsmetode, som ofte indebærer, at kunstværker “opbygges” ved at bruge andre mennesker. Forskellige aktører stilles sammen, komponeres, som om de var penselstrøg på lærred. Enhver aktivitet, enhver lyd, enhvert optræden smelter sammen med den næste, og i sidste ende smelter de også sammen med hinanden.

Kjartansson bruger andre menneskers optræden som sit materiale - en utrolig spændende og på samme tid udfordrende tanke. Værkerne får nemlig en kollegial dimension, beskueren kan fornemme den fælles arbejdsindsats, der skal til for at komponere én af Kjartanssons optrædener. Det viser sig faktisk også, at jeg ikke er den eneste, der har fokus på den side af kunstnerens arbejdsgang. Barbican Centre har nemlig planlagt et seminar om performance, hvor man som deltager både hører oplæg fra kunstnere og kunstfaglige, er vidne til en række performance-stagings, og hvor man ikke mindst selv får lov at deltage.

Den oprindelige idé med Barbicans seminar var faktisk kun at holde foredrag og “køre eventet i hus” med hardcore academia, men på et tidspunkt i planlægningsforløbet nåede værterne dog til en enighed om, at den måde at holde events på overhovedet ikke passer til dét, som Kjartansson gør. Ved at studere kunstnerens arbejdsmetode kom Barbican derfor med heldagssymposiet “Things They Do”, med fokus på hvordan andres performative handlinger adopteres af kunstneren, der i sidste ende bliver en slags (film)instruktør eller dirigent.

Jeg kan knytte en kort kommentar og afsløre, at symposiet var utrolig vellykket, og jeg endte med at skråle “I Can’t Help Falling in Love with You” sammen med fyrre andre mennesker i Barbicans forhal, efter at have set en ung performer ved navn Broderick Chow, der diskuterede kønsstereotyper i Asien, mens han - med talkumbeklædte hænder - skulderløftede 80% af sin egen vægt.

Når jeg endelig har vænnet mig til synet og lyden af de mandige performere, der langsomt passerer mig med sine instrumenter eller netop er i færd med at færdiggøre øllene og stiller flaskerne op ad væggen i et (struktureret) kreativt rod, begynder jeg at kigge rundt i rummet og koncentrerer mig om den store videoprojektion, der danner baggrund for hele den performative del af værket. Videoen viser eksplicitte erotiske scener fra noget, der ligner et ganske almindeligt hjem med ganske almindelige aktører.

Det er det dog ikke helt.

Den vovede kvinde i den fire minutter lange film er ingen andre end Kjartanssons mor, som fantaserer om at blive taget op ad opvaskemaskinen af en blikkenslager, som i videoen spilles af Kjartanssons far.

Installation view. Barbican Art Gallery 14 July - 4 September 2016 © Tristan Fewings/ Getty Images. Courtesy of the artist, Luhring Augustine New York and i8 gallery Reykjavik.

Installation view. Barbican Art Gallery 14 July - 4 September 2016 © Tristan Fewings/ Getty Images. Courtesy of the artist, Luhring Augustine New York and i8 gallery Reykjavik.

Fascineret af scenens simplicitet og hele værkets samspil, bliver jeg ved med at bevæge mig rundt i den, forsøger at fokusere på både filmen og performere på samme tid, for så kun at koncentrere mig om musikken… og pludseligt indser jeg, at tiden virkelig er ved at løbe fra mig. Jeg beslutter mig for at gå videre ind i udstillingen, og for at finde den smarteste vej, hiver jeg udstillingsplanen op ad lommen og begynder at nærstudere brochuren.

Jeg har lagt mærke til, at en del folk går ind bag et sort gardin, men at de ikke kommer tilbage til det første rum. Det gør mig sikker på, at resten af udstillingen befinder sig bag det sorte gardin, men udstillingsplanen insisterer på, at der blot er ét rum bag gardinet.

Jeg er spændt på at se, hvordan det ene rum kan gemme på noget så magisk, at udstillingsgæsterne ikke vil ud derfra. Og sådan opdager jeg “The Visitors” (2012).

Detail of “The Visitors” at Barbican Art Gallery 14 July - 4 September 2016. Photo: Maria Grzywacz. Courtesy of the artist, Luhring Augustine New York and i8 gallery Reykjavik.

Detail of “The Visitors” at Barbican Art Gallery 14 July - 4 September 2016. Photo: Maria Grzywacz. Courtesy of the artist, Luhring Augustine New York and i8 gallery Reykjavik.

Allerede de første toner fra “Feminine Ways”, som er sangen, der spilles i denne flerskærmsprojektion, gør mig helt tryllebundet. Hver af de syv skærme viser én performer (blandt dem Kjartansson selv og hans ekskone Ásdís Sif Gunnarsdóttir - forfatteren og komponisten bag “Feminine Ways”) og tilsammen skaber de en klang, der fuldstændig hypnotiserer ikke kun mig, men også de andre udstillingsgæster på Barbican. Vi er klare over, at vi stadig står i det helt mørklagte rum bag gardinet, men det føles, som om vi er et helt andet sted. På en måde føler vi os til stede i Rokeby, det store palæ i Barrytown, New York, hvor værket blev filmet.

Vi kan dog også fornemme, at hvis vi rent faktisk befandt os der, var vi blevet “The Intruders” blandt “The Visitors”, og derfor står vi alle helt ærbødigt og lytter.

Detail of “The Visitors” at Barbican Art Gallery 14 July - 4 September 2016. Photo: Maria Grzywacz. Courtesy of the artist, Luhring Augustine New York and i8 gallery Reykjavik.

Detail of “The Visitors” at Barbican Art Gallery 14 July - 4 September 2016. Photo: Maria Grzywacz. Courtesy of the artist, Luhring Augustine New York and i8 gallery Reykjavik.

Jeg er fascineret af, hvordan det lykkes for Kjartansson at forene de syv skærme med hver sin performer, der hver har sine toner, sin egen klang. Kjartanssons aktører står alene på hver sin skærm, de virker rolige og nærmest melankolske, men deres sammenklingende stemmer danner et utroligt kraftfuldt samspil.

Jeg ved ikke, om værket er et udtryk for ensomhed eller fællesskab, om aktørerne står alene, eller om de står sammen. Skal jeg fokusere på én skærm ad gangen? Skal jeg forsøge at danne mig et overordnet billede? Hvordan kan jeg vide, hvad der foregår på skærmen bag mig?

Jeg har lyst til at studere det nærmere, komme tættere på de syv performere, stille dem spørgsmål, men der er en distance mellem dem og mig. Det er som om, at de kan komme helt tæt på mig, komme ind under huden på mig, mens jeg aldrig bliver i stand til at nå dem.

Jeg mister fuldstændigt rum- og tidsfornemmelsen. Jeg er der bare, jeg er til her blandt “The Visitors”, hvis klang har omfavnet mig og ikke vil give slip igen. Da jeg endelig begynder at bevæge mig ud, vender jeg mig desperat om for at kaste et sidste blik på bare den ene af skærmene. Én af centrets udstillingsværter lægger mærke til min manøvre og sender mig et roligt smil. Jeg er nok ikke den første, og heller ikke den sidste, der på vejen ud håbløst forsøger at fange et mentalt billede af dette magiske palæ, som Kjartansson har bygget op i Barbicans kunstcenter.

På den anden side af det sorte gardin, på den “lyse” side, møder jeg flere besøgende, der stadig befinder sig i indgangspartiet og følger Kjartanssons forældres frivole eventyr på storskærm. Jeg har lyst til at se mere, se resten af udstillingen, men jeg er faktisk helt ør i hovedet. “The Visitors” var en synæstesi, en helhedsoplevelse, der har paralyseret mig, og selv om jeg har lyst til at bevæge mig videre, kan jeg stadig fornemme, at “Feminine Ways” sidder i baghovedet på mig og sender en behagelig musikalsk vibration igennem hele min krop.

Langsomt forlader jeg Barbican Centre og lover mig selv at vende tilbage dagen efter. Jeg siger “på gensyn” til Ragnar Kjartansson og hans fantastiske værker. Jeg kigger mod Barbican Centers imponerende bygninger en sidste gang, før jeg bevæger mig videre og får øje på Kjartanssons ironiske farewell, nemlig “Scandinavian Pain”.

“Scandinavian Pain” Barbican Art Gallery 14 July - 4 September 2016 © Tristan Fewings/ Getty Images. Courtesy of the artist, Luhring Augustine New York and i8 gallery Reykjavik.

“Scandinavian Pain” Barbican Art Gallery 14 July - 4 September 2016 © Tristan Fewings/ Getty Images. Courtesy of the artist, Luhring Augustine New York and i8 gallery Reykjavik.

Maria Grzywacz studerer kunsthistorie ved Københavns Universitet og arbejder for Faurschou Foundation i hhv. København og Beijing. Maria har bidraget til idoart.dk siden 2016.