BITCH BETTER HAVE MY MONEY

Onsdag kl. 14.30 dukker en mail op i min indboks. En henvendelse fra Vrå-udstillingen, der ønsker at booke mig til at opføre en performance til en fernisering på Kunstbygningen i Vrå til sommer. Vilkårene er således: De betaler togbillet til udstillingsstedet. Derudover kan jeg købe mad til en fordelagtig pris, og selv betale for overnatning. Jeg får ingen løn. Jeg svarer venligt, at jeg ikke kan performe uden et honorar. Det har de ikke, svarer de. I en efterfølgende mail gør jeg dem opmærksomme på, at de kan søge støtte fra f.eks. Statens Kunstfond til at dække et honorar, og minder dem om en anden gang at tjekke Billedkunstnernes Forbunds (BKF) minimumstariffer inden de inviterer kunstnere. Herefter svarer de ikke.

☞ I denne artikel fremgår navne på flere institutioner. Alle har fået mulighed for at svare. Deres kommentarer kan læses nederst.

Sådan er det. Det sker tit. Jeg sletter mailen. Måske fordi jeg lige den dag har haft en virkelig kedelig dag, går jeg tilbage til mailen, tager et screenshot og sender det til en kollega, ledsaget af en grinesmiley. Hun svarer: “That no one has money, doesn’t mean we need to exploit each other”. Måske fordi jeg i flere dage har følt mig socialt depriveret, lægger jeg samme screenshot ud på Instagram. Jeg anonymiserer kunstinstitutionens navn.

En halv time efter er min Instagram indboks fyldt med henvendelser fra kolleger, der har været i lignende situationer. Faktisk er jeg ret overrasket over, at så mange reagerer på min story.

Jeg har i de seneste år brugt rigtig meget tid på gratis og dårligt lønnet arbejde og ringe arbejdsforhold. Det er ikke noget, jeg har talt specielt meget med kollegaer om, måske primært fordi jeg er nervøs for, hvad det kan have af konsekvenser for mit fremtidige arbejdsliv. Og så er det jo ikke særlig sexet at fortælle om. Jeg er som performancekunstner afhængig af at blive booket. At lave kunst er min primære indtægtskilde, jeg er selvstændigt erhvervsdrivende og har hverken A-kasse eller sidejobs til at understøtte min økonomi. Men hvordan skal vi ændre noget i kunstbranchen, hvis vi ikke kollektivt sætter fokus på de forhold, vi bliver tilbudt?

Jeg vil her dele nogle historier fra mit arbejdsliv, i en branche der føles som scam business. Jeg kunne have valgt andre eksempler, men fokuserer her udelukkende på arbejde, jeg har lavet det seneste halve år.

Om dårlig eller ingen betaling, om misrepræsentation af værker og aftaler, der pludselig ikke er aftaler alligevel

I september 2021 skulle jeg lave en performance til åbningen af Art Week i København. Det føltes som en stor ting at skulle vise mit værk til et stort publikum i Nikolaj Kunsthal. Jeg glædede mig virkelig meget. Jeg elsker at optræde. Alt ved det, forberedelserne, arbejdet med kompositioner, kostumer, adrenalinen ved at stå foran publikum. Jeg føler mig virkelig hjemme. Som en cirkusprinsesse i en manege.

En uge inden min performance ser jeg i det trykte program, at arrangøren har givet mit værk en titel. En titel jeg ikke selv selv har fundet på, eller har givet tilladelse til. En titel, der misrepræsenterer mit værk. Først bliver jeg virkelig ked af det. Jeg havde allerede lagt meget arbejde i værket. En stor del af arbejdet med komposition og performance ligger inden selve opførelsen. Så tager jeg mig sammen og spørger, hvad de har gang i.

Fra Art Weeks katalog. Titlen/ beskrivelsen som Art Week har fundet på.

Fra Art Weeks katalog. Titlen/ beskrivelsen som Art Week har fundet på.

I en række emails nægter de, at have navngivet værket. At det blot er en beskrivelse, da det ikke står i kursiv. Det gør egentlig ikke nogen forskel for mig, da det stadig ikke er noget, jeg har givet tilsagn til, at mit værk skal beskrives som eller kaldes. Jeg skriver en del mails, hvor jeg forklarer, at titel og beskrivelse er en del af værket, altså noget jeg som kunstner skal have kontrol over. Jeg aflyser min deltagelse.

En måned senere, i oktober 2021 laver jeg et undervisningsforløb i lydkunst, kurateret af Museet for Samtidskunst i Roskilde, på en musikcamp i Roskilde. Jeg beder meget specifikt om at få oplyst arbejdstider og løn, inden jeg kan sige ja. Jeg får at vide, at arbejdstiden er 10-18 hver dag. Da jeg dukker op første dag, får jeg et skema af campens leder. Her kan jeg se, at arbejdstiden er skemalagt 9.30-20. Det er sjovt at undervise, men jeg havde ikke sagt ja, hvis jeg vidste, at arbejdsdagen ville være så lang. Jeg står et sted, hvor jeg føler, at jeg ikke kan bakke ud – campen er i gang. Jeg synes, teenagerne er så søde. Det ville være synd for dem, hvis deres workshop blev aflyst.

Nok om det. Nu vil jeg fortælle om mig selv. Jeg arbejder tværæstetisk i krydsfeltet mellem kunst og musik, og mine værker materialiserer sig i form af musikudgivelser, performance, installationer, video og grafiske notationer. Jeg har prioriteret at investere i en internationalt anerkendt uddannelse. Jeg er uddannet fra det amerikanske universitet Bard College med en MFA i Music/Sound og har desuden studeret lydkunst på Kungliga Konsthögskolan i Stockholm og skulptur på Kunstakademiet i Wien.

Jeg har gennem min karriere haft privilegiet at modtage forskellige udmærkelser for mit arbejde, bl.a. fra Carl & Anne Marie Carl Nielsens legat for Unge Komponister, Statens Kunstfond og Dansk Komponist Forening. Med andre ord, mit arbejde er kvalitativt bedømt til at være af en sådan kvalitet, at forskellige fagprofessionelle vurderer det som professionelt. At lave kunst og musik er det eneste, jeg rigtigt brænder for og er god til.

Ragnhild May. Foto: Jonas Fogh.

Tilbage i foråret 2021 blev jeg spurgt, om jeg ville performe til et arrangement, der skulle finde sted i sommeren 2021. De sagde, at de ville søge støtte til honorarar, men meddelte senere, at de ikke modtog støtte til min løn. Tilfældigt finder jeg ud af, at de andre optrædende hver får 4000,- mens jeg er blevet tilbudt 1500,- (sort). Jeg meddeler arrangøren, at jeg ikke kan deltage på de præmisser. Da jeg blev booket, gik jeg ud fra, at det var sådan et solidarisk, selvorganiseret arrangement, hvor vi alle fik 1500,- og en fadøl. Jeg vil ikke deltage som den eneste underbetalte, jeg er ikke en discountkunstner. Jeg gør arrangøren opmærksom på BKF’s minimumstarif for en performance, som er 5000,- kr. Jeg forsøger at forklare, at det ikke kan hænge sammen for mig, med en så lav løn.

Det tager tid og koster penge at udvikle et værk, det tager tid og koster penge at transportere mine instrumenter og props til og fra venuet. Det koster penge at have et atelier til at lave ting. Mit arbejde er mere værd end gratis fadøl. Arrangøren siger til slut, at han kan gå helt op til 2500,- (stadig sort) for en opførsel, hvilket jeg fortsat takker nej til. Jeg fortæller, at de er velkomne til at booke mig en anden gang, hvis de holder sig inden for minimumstarifferne. Næste dag har de booket en anden performer som stedfortræder. Jeg går ud fra, at vedkommende er tilbudt lige så ringe løn, som jeg selv. Nogle gange er den slags små beløb bedre end ingen løn, hvis atelieret eller varmeregningen skal betales. I telefonen beder arrangøren mig om ikke at tale dårligt om dem til andre, hvilket jeg (måske fordi de selv er kunstnere) indvilligede i. Derfor har jeg ikke nævnt dem ved navn her.

Generelt gør det mig modløs at vide, at hvis jeg siger nej til et dårligt lønnet job, vil en arrangør eller kurator let kunne finde en anden kunstner, der er villig til at tage imod præcis de samme dårlige vilkår. For kunstbranchen føles virkelig som at navigere i en scammer business, hvor aftaler ikke overholdes, laves om løbende, løn er en gråzone – man er i konstant forhandling. Og hvor man arbejder gratis til gengæld for eksponering, i håb om fremtidige jobs. Ligeledes gør det mig modløs at skulle bruge enorme mængder tid på at kommunikere med arrangører, der tilbyder dårlig løn eller som løber fra aftaler. Jeg håber på en form for solidaritet, hvor vi som kunstnere konsekvent siger nej til underbetalte jobs.

I foråret 2021 blev jeg, med én dags varsel, inviteret til at deltage i programmet ArtyFarty på DR2. Det var sjovt, og journalisten var dygtig. Inden programmet havde jeg fået af vide af afvikleren, at jeg ville modtage et honorar på 1850,- for at performe og medvirke i programmet. Det er et standard honorar, som skuespillere får for medvirken på TV, fortalte afvikleren (dog stadig under minimumstariffen for performance). Jeg indvilligede, selvom jeg havde ret travlt, men måtte tage en hel arbejdsdag fri, for at kunne transportere mine værker og deltage i programmet. Jeg fik mundtligt at vide, at jeg efterfølgende ville modtage oplysninger til faktura fra en regnskabsansvarlig. Efterfølgende hørte jeg aldrig fra afvikleren om min deltagelse eller om mit honorar. Jeg gjorde ikke selv mere for at få honoraret.

Til gengæld har jeg fået omtale, der medvirker til mersalg. Eller har jeg? Eller har jeg endnu en gang leveret indhold til et projekt, hvor alle andre – altså journalister, afviklere, klippere og kamerafolk er lønnet. Jeg føler mig cheap og tiggeragtig over at skulle bede om det lille beløb, jeg er blevet lovet.

Jeg orker det ikke rigtig. Som kunstner føles det som et privilegium, når jeg kan bruge min tid på faktisk at lave kunst. Meget tid går faktisk med alt muligt administrativt arbejde, der ligger uden om selve kunstpraksissen. Jeg er taknemmelig over, at der er kuratorer og arrangører, der interesserer sig for min kunst og ønsker at samarbejde med mig. Men samtidig ville jeg ønske mit arbejde blev respekteret. Jeg har nogle gange på fornemmelsen, at det at være freelance/selvstændig kunstner bliver læst som at jeg ikke laver noget dagen lang og ikke har brug for penge. Det er ikke sagen, okay?

Bitch better have my money
Y'all should know me well enough
Bitch better have my money
– Rihanna

---

Kommentarer fra de benævnte institutioner:

Kunstbygningen Vrå:

Karen Gabel Madsen, forperson for Vrå-udstillingen:

"Ragnhild May har fuldstændig ret i at alle burde have et honorar for deres arbejde. Det er virkelig rart I sætter fokus på det og skriver om det. Jeg er SÅ enig. Kunstbygningen i Vrå er et af de udstillingssteder, der faktisk lever op til det. Det er ikke prangende eller dækkende honorarer, men et lille skridt på vejen de giver. Det er dog ikke Kunstbygningen i Vrå der her inviterer Ragnhild May. Det er en kunstnersammenslutning, Vrå-udstillingen, hvor økonomien er helt anderledes. Vi er 44 kunstnere der er medlemmer. Vi betaler kontingent, vores egen transport, overnatning, alt. Hvis noget sælges gives 30 % til sammenslutningen. Det er ud af den økonomi vi inviterer gæster, som for eksempel Ragnhild May. Gæsterne får normalt tilbudt 2.000 kr. til transport af deres værker, og det beløb kan Ragnhild May naturligvis få som honorar. – Jeg var i gang med at skrive til hende, da jeres henvendelse kom. Jeg ville gerne undersøge Statens Kunstfond for muligheden for at søge om honorar, og have fakta på plads, før jeg svarede hende.

Mit indtryk er at muligheden for at søge honorar er der for Kunstbygningen, men ikke for en sammenslutning. Jeg er ikke sikker. Vi opfordrer andre gæster med for eksempel tunge skulpturer til selv at søge støtte hos Statens Kunstfond. Men derfor tøvede jeg med at svare.

Jeg lægger mig fladt ned og medgiver: Vi skulle overhovedet ikke have inviteret Ragnhild May på de betingelser. Vi skulle klart have beskrevet bedre hvem der inviterer og hvilke vilkår vi har.

Jeg synes til gengæld det er meget kort frist Ragnhild May giver os før hun konstaterer 'herefter svarer de ikke'. Ikke en undskyldning for vores henvendelse til Ragnhild, men et forsøg på forklaring på vores kluntethed: Vi er en helt ny konstitueret bestyrelse der er få dage gammel. Vores sekretær har sagt op og vi har her været for ivrige efter at 'få arbejdet i gang'. Jeg kan kun beklage og gentage: Vi er fuldstændig enige med Ragnhild May – der burde være et honorar til kunstnere, der udstiller. Altid."

Laila Westergaard, medlem af Vrå-udstillingen:

"Kære Ragnhild. Jeg er også bare super ked af dette forløb. Jeg fik formuleret mig forkert i skyndingen, og troede, at jeg i mine efterfølgende kommentarer havde fået formuleret dette. F.eks at jeg var flov over det. Som Karen skriver og selvom det ikke er nogen undskyldning, har vi været igennem et lidt hårdt forløb, og ville bare gerne i gang med bestyrelsesarbejdet. Vi har lært en lektie. Det som andre også har gjort mod os har vi nu også af dumhed praktiseret over for dig. Det beklager vi dybt."

Art Week:

Jan Falk Borup, Direktør og programchef for Art Week:

“Det er korrekt at Art Week i en oversigt for programmet for årets åbningsfest fik benævnt Ragnhild Mays nye værk til Nikolaj Kunsthal på en måde som kunne misforstås som en titel. Dette var ikke intentionen, hvilket vi også beklagede over for Ragnhild May. Art Week tilbød efterfølgende at annoncere den korrekte titel på Art Weeks online program og sociale medier, men Ragnhild valgte desværre at aflyse opførelsen af sit værk. Vi havde glædet os meget til at præsentere Ragnhild May under årets kunstuge og beklager at der ikke kunne findes en løsning.”

Museet for Samtidskunst:

Milena Høgsberg, Direktør ved Museet for Samtidskunst: “Først og fremmest er museumsteamet kede af Ragnhild Mays oplevelser. Vi erkender, at der fra museets side ikke har været en opmærksomhed på at tjekke op på, hvordan arbejdstiden rent faktisk forløb, og det er beklageligt. Museet opererer i høj grad gennem partnerskaber, og det stiller særligt høje krav til tydelig kommunikation med kunstnere, organisationer og institutioner. Kunstnernes løn- og arbejdsvilkår er et vigtigt opmærksomhedspunkt i museets praksis. Ragnhild Mays oplevelser viser, at der er plads til forbedring.”

ArtyFarty:

Peter Engel, Producer ved Wingman Media: “Ja, det er korrekt, at vi havde fornøjelsen af Ragnhild i ArtyFarty, og at hun selvfølgelig skal have honorar for sin deltagelse. Men så vidt jeg kan se, har vi endnu ikke modtaget hverken faktura eller honoraroplysninger fra Ragnhild?

Som jeg husker det, var der en god og mangfoldig dialog med Ragnhild, da hun skulle medvirke i programmet. Blandt andet om logistik så hendes værk kom ordentligt frem til adressen, hvor Wingman på daværende tidspunkt boede og producerede fra. I den proces er Ragnhild altså både blevet oplyst om honorarets størrelse, firmaets adresse og har haft én eller måske oven i købet to kontaktpersoner til programmet. En tilrettelægger og en produktionsleder. Hvis Ragnhild herefter har været i tvivl om hvortil en faktura eller en honoraranmodning skulle stiles, skulle hun da bare spørge. Desuden står alle oplysninger på selskabets hjemmeside.

Jeg læser Jeres ”journalistiske vinkel”, som at Ragnhild er blevet snydt for sit honorar, fordi hun ikke har fået udstukket et printet dokument med en vejledning om, hvordan hun kan/skal modtage penge i sin virksomhed/kunstneriske virke. Intet kunne være mere forkert.

Til Jeres spørgsmål om hvorvidt man selv skal efterspørge oplysninger, hvis man er i tvivl om hvortil lønoplysninger/fakturaer skal stiles, så er mit svar da et klart JA! Og endelig, så synes jeg, at det er virkelig besynderligt, hvis man føler sig ”cheap og tiggeragtig” over at skulle sende en faktura på 1.850,-” 

---

Forsidefoto: Ragnhild May. Foto: Nina Nowak, 2021.

---

I 2021 har idoart.dk fået en bevilling fra puljen Viden, dialog og debat under Statens Kunstfond. Over hele året vil midlerne gå til produktion af artikler med et særligt fokus på at give plads til nuancer og nye stemmer. Den artikel du lige har læst er blevet til takket være denne bevilling.

---