KUNSTENS LØNVILKÅR III: AFMAGT OG PREKÆRE FORHOLD

320 svar blev det til, da vi tilbage i august udsendte spørgeskemaet ”Kunstens lønvilkår”, der kritisk undersøgte lønforhold og kontraktaftaler i den danske kulturindustri. Resultaterne er slående og tegner et kedeligt billede af en branche, hvis arbejdsmodel lukrerer på gratis arbejdskraft, flydende arbejdstider og kontraktløse aftaler.

”Alle burde have overenskomst. Det burde være et krav” – ”Der står altid en skruebrækker klar et sted omme bag i køen, hvis de forreste har takket nej” –  “Overenskomster. Ja tak!” – “Selv de store jobs på festivaler og institutioner giver ikke en rimelig løn, kun symbolsk honorar” – ”Billedkunsten prioriteres ikke politisk” – ”Vi har ikke en fungerende fagforening” – ”Manglende respekt for billedkunsten” – ”Kunstnerne selv, sammen med institutionerne, svigter deres ansvar” – ”Kultur bliver nedprioriteret, samt forvanskes til at skulle opgøres i profit… man skal, med Mette Bocks ord, gøre sig fortjent til støtte, man skal være nyttig” – ”Det er blevet legitimt at bede kunstnere om at arbejde gratis eller på dagpengesats” – ”Branchen er økonomisk hårdt presset – alle forhandler om alting, og museerne slås om støtten” – ”Kunsten ses ikke som en ressource, men snarere som en udgift der skal holdes nede” – ”Det forventes mange steder, at kunstneren ikke skal honoreres, man skal bare være glad for at få lov til at udstille” – ”Staten er ikke opmærksom på, hvor dårligt finansieret billedkunsten er, grundet manglende rapportering af gratis arbejdskraft” – “Danske kunstnere er opportunister og mangler solidaritet” – “Branchen mangler gennemsigtighed” – ”Der er for mange om buddet” – ”Kunstnere er ikke tilstrækkeligt organiserede” – ”Hverken politisk eller offentlig interesse. Med offentlig interesse menes, at ingen er interesserede i, hvordan kunst og penge hænger sammen” – ”Kunstmiljøet er blevet for meget ræs, hvem-kender-hvem, at gøre sig til, blive kendt/anerkendt og set. Dette spil skal man for det meste være inde i, for at se nogle af pengene, om det nu er løn, arbejdslegater, stipendier eller andre økonomiske midler”.

Da jeg startede dette debatindlæg tilbage i august, havde jeg i sinde at blotlægge en kritik af en renommeret kunstmesse, der blev afholdt i København i de sene forårsmåneder. Til trods for messens store mediebevågenhed og de gode anmeldelser, arbejdede flere af de deltagende billedkunstnere gratis. Min første tanke var: “Surprise, surprise, det ser vi jo ofte – historien er hverken ny eller opsigtsvækkende.” Men jeg kunne ikke lade være med at blive en anelse indigneret over, at en så vellykket og eftertragtet kulturbegivenhed ikke havde honoreret dem, hvis arbejde var skyld i messens succes. Hvorfor var der ingen, der reagerede på den manglende betaling? Hvordan kunne en begivenhed som denne helt undlade at aflønne de deltagende kunstnere? Var problemet prioritering af eller mangel på fondsmidler? Og hvorfor er det altid kulturarbejderen, der får den sidste bid af kagen, hvis der da overhovedet er en bid tilbage at tage af?

Det gik hurtigt op for mig, at det ikke var interessant at påpege, hvordan endnu en succesfuld kulturbegivenhed kunne holde lønnen i skak for dem, der leverede underholdningen. Og det nyttede ikke, at lave et call out og opfordre til protest, for kulturinstitutioner, festivaler og messer undlader jævnligt at betale en ordentlig løn til kulturarbejdere. Jeg undrede mig snarere over, hvorfor kunstbranchen kontinuerligt opererer med usikker indkomst og gratis arbejdskraft, trods dens fremdrift. Som ovennævnte citater antyder – og de er blot er et lille uddrag af de mange svar, vi modtog i forbindelse med spørgeskemaet “Kunstens lønvilkår” – synes lønforholdene i kunstbranchen at være stagneret: 86,9 procent af de 320 adspurgte er ikke tilfredse med deres løn, og 62,8 procent har arbejdet gratis mere end ti gange. Kan der gøres op med de negative lønforhold, eller må man som kulturarbejder acceptere og underlægge sig en levevej med usikker indkomst, korte ansættelser og mangel på pensionsordning?

Har du prøvet at arbejde gratis?

De tabubelagte arbejdsforhold
Det er tankevækkende, at der hvert år bliver uddannet talrige billedkunstnere og akademikere på landets kunstskoler og universiteter; at de bruger fem, seks eller otte år på at specialisere sig inden for helt specifikke fagområder og håndværk for derefter at møde et erhvervsmarked, hvor lønforholdene er mudrede og arbejdsvilkårene usikre.

I artiklen Kunstakademier uddanner til høj ledighed og lav løn (2017), der er baseret på en undersøgelse udarbejdet af Kulturministeriet, skriver Politiken, at ledigheden for dimitterede billedkunstnere fra landets kunstakademier i perioden 2004 til 2014, ligger på 22,5 procent, mens de resterende er selvstændige eller i lønarbejde. Samme måned svarer forhenværende rektor Sanne Kofod Olsen, at Det Kongelige Danske Kunstakademi ruster dets billedkunstnere til arbejdsmarkedet ved bl.a. at afholde workshops i “selvstændig virksomhed… og praktikordninger”, men hun understreger også, at akademiets “kerneopgave” er, først og fremmest, at uddanne billedkunstnere. Til trods for enighed i Sanne Kofod Olsens udsagn, bør der på landets akademier være et større fokus på løn- og arbejdsforhold, da nyudklækkede billedkunstnere ofte møder andre krav og udfordringer på arbejdsmarkedet end dimittender fra øvrige faglige discipliner.

Men der tegner sig også et diffust billede af, hvad de studerende på landets akademier helt specifikt bliver undervist i – er der eksempelvis fokus på, hvordan man forhandler løn med institutioner, hvilken lønsats man bør og skal kræve som nyudklækket billedkunstner, hvordan man udarbejder kontrakter, og hvad disse skal indeholde, og hvordan man griber institutioner an, der benytter sig af gratis arbejdskraft?

I spørgeskemaet forholder besvarelserne sig anderledes og noget mere kritisk end det, Sanne Kofod Olsen udlægger i sit indlæg i Politiken. 77,5 procent føler ikke, at de under deres studie på Det Kongelige Danske Kunstakademi er blevet grundigt rustet til arbejdsmarkedet, hvorimod 22,4 procent føler, at de har modtaget kompetent undervisning. På hhv. Det Fynske Kunstakademi og Det Jyske Kunstakademi svarer 56,8 procent af de adspurgte, at de ikke har modtaget grundig vejledning, mens 46 procent svarer det modsatte. Selvom svarene ikke specificerer, hvilken form for undervisning billedkunstskolerne har fokus på, er det væsentligt, at der på landets akademier bør tages stilling til de svære kår kunstarbejdere må leve under efter endt uddannelse. Det skyldes flere grunde:

1) Fordi vilkårene er mere udfordrede grundet kulturminister Mette Bocks (LA) og regeringens uophørlige sparekrav, samt omprioritering af midler der resulterer i færre penge til kunstnerhonorar og ordentlig løn.

2) Ligeledes bør der være en større dialog omkring benyttelse af gratis arbejdskraft. Det er uholdbart, når 72,2 procent af de adspurgte i spørgeskemaet har arbejdet gratis indenfor det sidste år. Her beretter flere om oplevelser med statsstøttede kulturinstitutioner, udstillingssteder og gallerier, der handler uorganiseret og skærer enten halvt eller helt i kunstarbejderens honorar og støtte. I spørgeskemaet fremgår det også, hvordan der jævnligt betales ud af egen lomme, så udstillinger kan finansieres, og der kan skaffes penge til materialer, transport og formidling.

Hvornår har du sidst arbejdet gratis?

*V/Ø = Ved ikke / Ønsker ikke at svare.

3) Konkurrencestaten, der ukontrolleret trænger sig ind på alle aspekter af erhvervslivet, og som kulturen i den grad har lidt under. For hvor nyttig og samfundsproduktiv kan kulturen være, hvis den økonomiske vækst er usynlig eller ikke er målbar som på andre fagområder? Det resulterer i flere nedskæringer, hvor flere kæmper for de få jobs, der er, og hvor man agerer som hinandens konkurrenter. Alle siger ja til alt, fordi det forventes af én, og det medfører, at institutionerne kan vælge og vrage mellem de mange kunstarbejdere. Som de adspurgte i spørgeskemaet også påpeger gentagne gange: “Hvis du takker nej til en ulønnet stilling, takker ti andre ja”, og det problematiserer mulighederne for at få en nogenlunde fair løn.

4) Pensionsordninger er som forduftet ud af debatten om kunstens lønvilkår. Hvordan kan man spare op til pension, når kunstbranchen lever af lavtlønnede og/eller gratis arbejdskraft? Hvordan kan man organisere en pension, når regeringen stiller grænseløse, historisk store sparekrav? Resultatet bliver for nogle at bijobbe, hvilket peger på eventuelt tab af talent eller faglige kompetencer, man har tilegnet sig under sin uddannelse.

Har du et bijob, der ikke relaterer sig til din kunstpraksis, for at kunne klare dig økonomisk?

*V/Ø = Ved ikke / Ønsker ikke at svare.

Kunstarbejderens værdi: Afmagt og prekære forhold
Det prekære arbejdsliv er kommet for at blive. Ikke alene i kunstindustrien, men også en bred gruppe af andre fagområder oplever i disse år usikker beskæftigelse, midlertidige ansættelser, manglende faglig organisering, tab af arbejdsmæssige rettigheder, lave indkomster og mangel på pensionsordninger. Fra rengøringsarbejderen til akademikeren er levevilkårene blevet prekære, hvilket medfører en stigende ulighed og eksistentiel usikkerhed, alt imens de rige bliver rigere. Midt i den neoliberale økonomi og konkurrencestaten eksisterer der en klasse, der er underlagt og afhængig af en struktur, der er større end den selv. Men den vestlige kunstindustri har lidt under prekære forhold, før det blev et buzzword.

De sidste halvtreds år er kulturens midler blevet reduceret og omprioriteret, og støtten fra fondene er tiltagende blevet rettet mod institutionerne frem for billedkunstnerne. Og selvom vi i Danmark har (privilegeret) adgang til Statens Kunstfond og kommunale puljer, som kunstarbejdere kan støtte sig op ad, er disse initiativer ikke altid tilstrækkelige, da 1) ikke alle modtager de fondsmidler, de ansøger om, og 2) det er begrænsede beløb, der uddelegeres, som skal tilgodese så mange som muligt. Igen befinder kunstarbejdere sig i en prekær situation, da det er usikkert, hvem der modtager hvad og til hvilke projekter. Og i kølvandet på kulturminister Mette Bocks retorik om, at kunstnere skal være "omstillingsparate” og at “kunsten skal være nyttig", bliver det sværere at få øje på kunstens rolle og potentiale i samfundet, og på hvad støttepengene dermed går til.

Men det handler også om, at det danske kulturliv må lære at se indad og behandle de problematikker, der eksisterer internt. Et genkommende eksempel, der fremgår i svarene på spørgeskemaet, er, hvordan lønnen undertrykkes af kunstarbejderne selv. I en rundspørge lavet af Politiken tilbage i 2012 (“Arbejder vi gratis?”) fremgår det, at billedkunstnere trods den usikre økonomi vil fortsætte med at producere kunst. Det betyder, at man for meget få eller ingen penge vil skabe indhold til landets kulturinstitutioner. Den prekære situation opstår igen, fordi kunstarbejdere opretholder den sårbarhed, der relaterer sig til økonomisk usikkerhed. Hvordan kan vi organisere os, når forhandlingskulturen ikke rykker sig ud af de vante rammer? Burde vi ikke etablere overenskomster og fagforeninger, der aktivt gør modstand mod de forældede strukturer, der eksisterer i kunstbranchen?  

Det burde ikke være svært eller tabubelagt at tale om løn eller kræve ordentlige forhold af museerne, messerne, gallerierne, festivalerne og udstillingsstederne, da de trods alt lever af og tjener på kulturproduktionen. Et godt sted at starte er kunstskolernes øgede fokus på lønforhandlinger og arbejdsvilkår, men ligeledes at svare institutionerne tilbage på den fremvoksende økonomiske ulighed, som kunstarbejdere i disse år er vidner til. Uanset hvor langsigtet og indviklet en proces det må være. Og flere kunstnere, kritikere, kuratorer og formidlere skal blande sig i kulturdebatten, og ikke kun, når de selv bliver ramt på deres egne økonomiske betingelser.

Claudine Zia (f. 1982) er kunstfaglig konsulent og freelance researcher og kritiker. Hun har en MA i Kunsthistorie fra Aarhus Universitet og har bidraget til idoart.dk siden 2018.