PARALLELKLASSEN II
I Danmark har vi statsfinansierede kunstuddannelser, som er frie for alle. Alle har muligheden for at blive kunstner. Det kræver kun, at du har en særlig kunstnerisk åre i dig, flair for faget og den stamina, det kræver at arbejde hårdt og flittigt på at finde dit sprog. Med andre ord: Du kan hvad du vil, hvis du kan.
For en måneds tid siden proklamerede jeg i et debatindlæg på idoart.dk, at jeg ønsker en tydeligere debat om klasseforskelle i kulturlivet i Danmark. Mit eksemplificerende afsæt var de censurerede kunstudstillingers ansøgningsgebyrer. Et eller andet vendte sig i mig ved at se de tørre tal (på Forårsudstillingen: 832 ansøgere i år x 575 kr. pr. ansøgning = næsten en halv million i gebyrindtægter), måske fordi jeg for mit indre blik så alle de myreflittige kunstnere stå nede på jorden og hoppe og springe efter en gulerod i en snor højt, højt oppe, hvor der kun er plads til de få. For de censurerede udstillinger er ét af de steder, man virkelig gerne vil ind. At få et værk antaget er et emblem fra kunstverdenen, som virkelig tæller.
Det er her jeg gerne vil stoppe op et øjeblik. For hvad vil det sige, at noget virkelig tæller indenfor kunstverdenen? Lad os prøve at gå udenom alt det indforståede og udrede trådene. Der er flere toneangivende censurerede gruppeudstillinger i Danmark. At de er censurerede betyder, at de indsendte værker bedømmes af en jury af allerede anerkendte kunstnere, arkitekter og designere, underforstået at hvis din kunst bliver set af disse, så har du offentlighedens garanti for, at du har lavet noget fedt.
Udover Forårsudstillingen er andre væsentlige censurerede udstillinger Kunstnernes Efterårsudstilling i København (575 kr.), Kunstnernes Påskeudstilling i Aarhus (550 kr.) og Kunstneres Sommerudstilling i Tistrup (500 kr.). Desuden er det bl.a. også ved at få sin kunst antaget her, at man kan søge om optagelse i fagforbundet Billedkunstnernes Forbund (BKF). De andre og mere direkte veje ind i BKF er at have færdiggjort eller være under uddannelse fra et kunstakademi eller have modtaget legater, priser eller haft en soloudstilling på et anerkendt udstillingssted.
Den danske kunstscene er plastret til med adgangsgivende emblemer og hemmelige kodeord. Jeg er et ikke-akademiuddannet menneske, der har gået i nogle folkeskoler og gymnasier, hvor kunst og kultur fyldte meget lidt. Først lidt senere i livet har jeg overgivet mig helt til kunsten, og herefter startede jeg forfra med min læringsproces. Her taler jeg ikke kun om, hvad jeg har lært rent kunstfagligt, jeg taler i ligeså høj grad om den sociale læring. I denne artikel vil jeg gerne et spadestik dybere ned i, hvad sådan en læring indebærer og hvad det betyder for kunstneren og kunsten i sig selv.
Gatekeepers
For mig virker submission fees også som en gatekeeper. Det vil sige, at jeg opfatter beløbet som en dørmand, der fortæller mig, om jeg er velkommen inde på klubben eller ej. Der er en signalværdi i den udskillelsesproces, som kan måles i kroner og ører. Du skal have penge nok på kontoen til at søge de, for din karriere, så vigtige udstillinger. Jeg taler sædvanligvis ikke højt om det her, for jeg synes ikke, det er fedt at være så fattig. Faktisk kan det føles lidt pinligt. Men sandheden om min økonomi er, at jeg skal vælge mellem et udstillingsgebyr, kunstmaterialer, tandlægen eller at tanke mit rejsekort op, når jeg smider de 5-600 kr., som det koster at søge en af de udstillinger. Jeg har ikke råd til det hele. Et ansøgningsgebyr er også en måde, uden ord, at lade dig vide, at det ikke er alle og enhver, der kan være med, og at du skal føle dig særlig, hvis du kommer gennem nåleøjet. Så særlig at det er værd at betale, selvom det er dig, der har lavet værket og dermed indholdet. Er det den eneste rentable måde at afholde en censureret udstilling på? Måske. Er det noget vi er nødt til at tale højt om? Det synes jeg virkelig, det er.
Dertil kommer den anden af kunstens gatekeepers: viden. Før jeg havde ramt de 28 år kendte jeg ikke til de censurerede udstillingers eksistens eller signifikans. Det tog mig årevis at finde ud af, hvordan jeg overhovedet kom i gang. Jeg søgte ind på akademiet i København en enkelt gang, kom ikke ind og droppede det efterfølgende, fordi jeg allerede havde brugt min SU på at læse antropologi, så kassen var tom. København rummer masser af muligheder for frivilligt arbejde i kunst- og kultursektoren. Man kan gå til talks, se udstillinger osv.. Men råd og vejledning til at sende en ansøgning til en censureret udstilling, værkstedsfællesskaber med andre kunstnere, mentorer osv., den viden har på en eller anden måde en hemmelighedsfuld aura over sig. Måske er det fordi, der er rift om pladserne på udstillingerne, at folk holder kortene tæt til kroppen? Er konkurrencen simpelthen for hård?
Da jeg selv fik et værk antaget på Forårsudstillingen i 2014 føltes det som en kæmpe blåstempling endelig at få et af de dér emblemer. Men jeg oplevede også middagen inden åbningsaftenen som en lidt spøjs og uoverskuelig affære. Luften var ladet med noget ubestemmeligt. Jeg fik en billet ved indgangen, og ellers var alle ligesom overladt til egen skæbne. Jeg vidste ikke, hvem der kom fra Charlottenborg, eller hvem der var kunstnere. Så vidt jeg husker, sad jeg til bords med en eller to fra bedømmelsesudvalget, den ene fra et galleri i New York (en by som huser cirka 1400 kunstgallerier). Jeg tænkte på, hvor vildt det var, at hun havde set og anerkendt mit værk, men jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad jeg skulle gøre med den situation. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tale med hende. Senere samme sommer var jeg på ophold på Salzburg Sommerakademie for at lære at lave analog film. Min og en medstuderendes videoer var åbenbart blevet fremhævet som bemærkelsesværdige af nogle af de internationale undervisere fra de andre hold, og det blev indikeret, at jeg måske skulle “reagere” på den situation. Jeg havde ingen anelse om, hvad det betød. Og ingenting skete.
Klasse – du kan hvad du vil, hvis du kan
At gå hen til en gallerist og sige “Hey, did you like my piece? Maybe we could cooperate about an exhibition? Do you want to grab a coffee tomorrow?” ville for mig dengang simpelthen være som at tage til månen. Jeg kommer fra en pløjemark på Fyn, et sted hvor man ikke fører sig frem. Gennem min sociale, kulturelle og kønnede opdragelse har jeg lært, at belønning følger naturligt i røven på flid, så man skal ikke som sådan prøve at stille sig forrest. Jo, jo – der ude i “provinsen” og i de nedre sociale lag kan du godt gøre opmærksom på dig selv ved at råbe, være rasende, bagtale andre og brække dig med stolthed, når du er fuld. Du må godt larme. Men du skal huske, at du inden i basically er inkompetent, indtil det modsatte er bevist. Derfor er dansen om et glas hvidvin til en åbningsaften også en manøvre, jeg ofte har fejlet i. Jeg har simpelthen ikke forstået rammerne for, hvordan man baner vejen for at skabe en chance for sig selv.
Jeg er ikke fan af termen underklasse. Det implicerer et hierarki, og egentlig mener jeg ikke, at nogen rent eksistentielt ligger under for andre. Mennesker fra den såkaldte underklasse er ikke åndeligt forarmede. Til gengæld har nogle klasser et andet katalog af erfaringer med sig, erfaringer vi har brug for at høre om i kunsten. Og nogle mennesker fra de samfundslag har ikke nødvendigvis de ressourcer, der skal til for at lære at træde ind på kunstscenen. Igennem min opvækst har jeg aldrig talt om kunst som seriøs praksis. Jeg overvejede ikke, at det at være dygtig til kreative fag kunne være et job på linje med andre. Der var ingen i eller udenfor skolen, som beskæftigede sig med noget i den retning. Vi kendte ikke til kunstskoler, og under alle omstændigheder ville der i mit regi ikke have været penge til at gå på dem. Fra barnsben fik jeg at vide, at jeg havde et åbenlyst talent for at tegne og skrive, men den evige forbandelse hvilede over mig: ingenting skete! Og netop dette “ingenting” er for mig at se essensen af klasseforskel.
Klasse er ikke bare et spørgsmål om, hvor meget dine forældre tjener, det er også spørgsmålet om, hvad du er blevet eksponeret for som barn og ung. I Danmark er klasseskellet ikke så stort, som det er i andre lande, hvor en uddannelse typisk skal finansieres af forældre eller stipendier. Men det betyder ikke, at vi ikke lever under forskellige kår. Hvis du vil antages på en stor censureret udstilling kræver det både, at du kan finansiere de udgifter, der går forud, og at du har lært, hvordan du arbejder med din kunst.
Adgangen til den viden går også gennem eksponering for kunst i de formative år, viden om forberedende kunstskoler, højskoler, aftenskoler, andre kunstnere, alt det man som udenforstående intet fatter af, hvis man for eksempel er vokset op med valget mellem fodbold, håndbold og svømning.
Klasse er også noget, der skabes, når man trækker streger i sandet og siger, at kun dem der opfylder et uudtalt kriterie er velkomne her. Det kriterium kan være den sum, som et udstillingsgebyr eller en kunstskole koster, og det kan også være viden om, hvordan man færdes i kunstens verden.
Klasse er penge, og penge er også adgang til viden.
Tabet af stemmer
Jeg kan ikke få den tanke ud af hovedet, at jeg piver. Jeg hører en indre stemme sige, at det jo bare er sådan, det er. Hårdt at få en fod indenfor – i alle brancher. Der er ingen, der bliver båret frem, der er ingen lette løsninger. Måske er jeg totalt ukvalificeret til at udtale mig, fordi jeg ikke bærer emblemer nok, måske er jeg bare en ligegyldig amatør, indtil modsatte er bevist. Måske. Og måske er det pløjemarken i mit hjerte, der taler. Men jeg trænger til, at nogen stiller sig op og siger, at udstillingsgebyrer, kurser og højskoler kan være fuldstændigt udelukkede, hvis din økonomi ikke hænger sammen, eller hvis du aldrig har hørt om, at de findes.
Det der virker så naturligt for ét menneske, er som en lukket dør for en anden. Det kan godt være, at det i princippet er muligt for alle at blive hørt, men hvis man ikke ved, hvor man går hen for opbakning og fremdrift, så er der stor sandsynlighed for, at man bakker ud. Er det ikke afsindigt ærgerligt for kunsten i sig selv? Hvor mange perspektiver går vi ikke glip af? Der er tonsvis af historier, forskellige former for kropslige og psykiske erfaringer med levede liv, og de kroppe bærer udtryk, som er værd at undersøge i sig selv. Udtryk båret af historier om ikke at have ressourcer eller penge, om at være flygtet fra noget, frygte myndigheders indgreb, at være for psykisk ustabil til at gå i skole eller på arbejde, at mangle omsorg fra kærlige voksne, at føle sig overset i samfundet eller at stjæle for at få de ting, andre mennesker kan købe. Jeg er ikke i tvivl om, at alle har muligheden for at blive kunstnere. Jeg er heller ikke i tvivl om, at mennesker med begrænsede ressourcer eller mangel på viden om de kulturelle lag i Danmark har mulighed for at lave kvalificeret kunst. Jeg er her for at pege på, at de aldrig finder vej til eksponering, så længe vi har gatekeepers stående ved indgangen.
Og get this: Det koster mellem 550 og 750 kr. at søge om optagelse på de statsanerkendte kunstakademier i Danmark.
Forsidefoto: Ene Bissenbakker, MT4 (2021).
I 2021/22 har idoart.dk fået en bevilling fra puljen Viden, dialog og debat under Statens Kunstfond. Over hele perioden vil midlerne gå til produktion af artikler med et særligt fokus på at give plads til nuancer og nye stemmer. Den artikel du lige har læst er blevet til takket være denne bevilling.
Ene Bissenbakker (f. 1982) er billedkunstner med en baggrund i antropologi, visuel kultur og dokumentarfilm.
