ABHIVYAKTI – ET VIDNESBYRD FRA DEN TID VI LEVER I

Kulturen er – ligesom så mange andre områder – blevet kastet ind i et stort, forsinket øjeblik med raceopgørelse. Abhivyakti er et nyt separatistisk magasin, hvis energi kommer af værker, der har en rastløs eksperimentalisme, der ikke rettes mod radikalitet for dens egen skyld, men mod en dybere sammenhæng og forståelse af kulturens ældste problem: mennesker og steder.

I en samtale med de to initiativtagere af Abhivyakti, Melanie Kitti og Priya Bains diskuterer de egenomsorg, kulturens potentiale, og hvordan man kan tage nyhederne på sig og forme dem som et hjerte.

Vil I starte med at fortælle lidt om jer selv?

Vi er to kvinder, begge med minoritetsbaggrund, som mødte hinanden på Forfatterskolen i København for et par år siden.

Vi er begge aktive i, eller har tilknytning til, flere af de skandinaviske lande. Melanie er billedkunstner, poet og kurator. Priya er poet, skribent og bogansvarlig i det feministiske tidsskrift Fett. Nu er vi også redaktører på tidsskriftet Abhivyakti, som er et tværkunstnerisk magasin skabt udelukkende af etniske minoriteter i de nordiske lande.

Abhivyakti (Forsideillustration af Simin Stine Ramezanali). Foto: I DO ART Agency.

Abhivyakti (Kunstner- og forfatterliste). Foto: I DO ART Agency.

Var der et afgørende øjeblik, der udløste idéen til Abhivyakti? Hvilke diskussioner havde I, der fik projektet til at føles presserende?

Idéen kom til os i sommeren 2020 efter drabene på George Floyd og Breonna Taylor. Vi blev meget påvirkede af situationen, drabene, BLM-demoerne og de efterfølgende diskussioner. Det gik jo fra at handle om politivold i USA til også at handle om andre typer af forskelsbehandling rundt omkring i hele verden – også Norge, Sverige og Danmark. Nu har vi talt om, hvem der bliver og ikke bliver indkaldt til jobsamtaler baseret på deres navne, den såkaldte “ghetto lovgivning” i Danmark, det faktum at man i Oslo kan blive straffet dobbelt så hårdt for at besidde narkotika, hvis man bor i såkaldte “belastede” områder – som jo overlapper helt med hvilke slags farvede kroppe, der bor hvor, om hvorvidt det er problematisk at spørge folk, hvor de egentlig kommer fra og hvad man gør med gamle, racistiske børnebøger. Det har på mange måder været meget voldsomt for os hele tiden at skulle snakke om racisme og hudfarve og forskelsbehandling.

Men ja, racisme opererer på mange planer, og er også noget, vi mærker på kroppen. De samtaler blev der løbende flere af i mere venskabelige kredse, men det var lidt som om, at alting fik en ny ladning – som om det var nu eller aldrig. Pludselig var offentligheden lydhør over for samtaler om racisme. I retrospekt ser vi, at vi nok var ret overraskede, men også begejstrede over, at så mange så ud til at bekymre sig. Vi tænkte nok, at nu er der noget, der ændrer sig – antiracisme er ikke bare en midlertidig trend, folk forstår alvoren. På en måde ser det ud til, at vi havde lidt ret, at noget er i ændring, men samtidig har modreaktionen også været stor.

Abhivyakti (Lucia Odoom, Cosmos). Foto: I DO ART Agency.

Uanset. Midt i alt dette voldsomme, fik vi lyst til at gøre noget, som kunne have en positiv effekt. Noget samlende. Tidsskriftformatet var naturligt for os i betragtning af, at vi begge skriver, samtidigt med at det jo rummer både litterære og visuelle udtryk. For os handlede det om at skabe et nyt rum eller en platform, og vise at vi er mange udøvere inden for kunst og litteraturfeltet, der navigerer i disse rum på en måde, hvor vi er meget bevidste om vores hudfarve. Og også pointere at det ikke er svært at finde os eller invitere os ind i allerede eksisterende rum, al den tid etablerede institutioner har svært ved at “skaffe nok mangfoldighed”.

For majoriteten handler det kun om at ville skabe plads til os eller ikke, om at sætte ressourcerne ind på at rekruttere, at anerkende at måske må nogle andre vige for at give plads. For os har det været vigtigt at sige, at vi er her, men vi spiller efter andre regler end hvide mennesker.

Abhivyakti (Casper Roshan Koch Hughes, Family portrait).
Foto: I DO ART Agency.

Abhivyakti (Sidsel Ana Welden, uddrag fra Atacama). Foto: I DO ART Agency.

I nævner selv behovet for at sikre repræsentation og mangfoldighed, hvordan passer de begreber ind i jeres praksis generelt?

Repræsentation og mangfoldighed er, selvom det ikke er en inkorporeret del af vores kunstneriske praksisser, altid en del af de kontekster, vi indgår i. Vi er begge kulturpolitisk interesserede og ser et behov for øget repræsentation af etniske minoriteter i alle dele af kulturbranchen. Både hvad angår kunstnere og forfattere, men også i systemet rundt omkring – på forlagene, i litteraturkritikken, på udstillingssteder som museer og gallerier, på og bag scenen, i redaktionerne. Måske er vi mere optagede af disse spørgsmål, fordi vi ikke har mulighed for at bevæge os uden om dem. Men det bør ikke kun være op til os. Det er også et problem, at minoriteter som regel bliver inkluderet i sammenhænge, hvor vi primært skal fortælle om, at vi er racialiserede. Det kan få det til at virke som om, vi ikke gør andet, eller som om at vi ikke kan noget andet. Det er helt essentielt, at unge mennesker der ønsker at skabe noget ser andre der ligner dem selv gøre det. Det er vigtigt, at det er os, der får lov at at fremstille os selv, da vi selvfølgelig kender vores historier bedst. Og det er vigtigt, at man som racialiseret ikke skal forklare hver eneste person man møder i systemet, at racisme findes.

Og så er der selvfølgelig også noget uldent over ordet mangfoldighed, eller måske ikke med selve ordet, men med de sammenhænge det bruges i. Institutioner kan ansætte én sort person og så kalde det mangfoldighed – det er provokerende. Men det er jo ikke mangfoldighed.

Abhivyakti (Xenia Xamanek Lopez, Riqueza). Foto: I DO ART Agency.

Abhivyakti (Sumaya Jirde Ali, uddrag fra Når jeg ser havet, slokner lyset, 2021). Foto: I DO ART Agency.

Hvordan skal man i så fald forstå begrebet mangfoldighed?

For os er begrebet mangfoldighed tæt knyttet til begrebet intersektionalitet. Det favner andre sociale markører end hudfarve og etnicitet, som køn, funktionsvariation, orientering og klasse. Målet må være, at alle disse forskellige perspektiver er repræsenteret, men i vores magasin ligger hovedfokus på etnicitet, hudfarve og racialisering. Hele pointen med intersektionalitet er, hvordan de sociale markører interagerer, men hvis man er fra en marginaliseret økonomisk klasse eller har en funktionsvariation, der ikke er den samme som majoriteten, ser man også, at udfordringerne i mødet med samfundet bliver endnu større, jo mere melanin man har i kroppen.

Udvander vi ord som repræsentation og diversitet? Kan det fremmedgøre samtalen? Er det et mål i sig selv?

Nej, det der fremmedgør samtalen er nærmere det modsatte, hele det med “jeg ser ikke farve”. Typiske modargumenter mod kvotering og fokus på minoritetsgrupper i en kunstsammenhæng er for det første, at man hellere bør fokusere på, at vi alle er mere lige end forskellige.

I sin hårdeste variant siges det, at vi, der kræver forskelsbehandling, er racister, fordi vi peger på forskellene. Men den naive we-are-the-world-tanke om, at vi alle er lige, stemmer jo ikke. Vi bliver i forvejen ikke behandlet lige.

Abhivyakti (Kasara Alikhani, Skriv brev till mig och posta dom).
Foto: I DO ART Agency.

Abhivyakti (Kasara Alikhani, Skriv brev till mig och posta dom). Foto: I DO ART Agency.

Et andet typisk modargument er, at talent ene og alene er det, der bør tælle. Enkelte trækker det derhen, hvor de mener, at den positive forskelsbehandling, som kvotering jo er, er skadelig for kunsten, fordi man bevæger sig fra æstetikken over i etikken. Men som tidligere nævnt: Sagen er jo, at vi ikke bliver behandlet ens i første omgang, så det at insistere på farveblindhed bliver ikke andet end selvbedrag. For at drage en parallel til kvindebevægelsen, så er et godt eksempel på dette, hvordan hvide kvinder ikke tidligere blev inkluderet på arbejdsmarkedet. Det handlede aldrig om, at hvide kvinder ikke kunne gøre et lige så godt arbejde som hvide mænd. Det handlede om, at de ikke fik muligheden for det. Og i vores del af verden har kvotering været en aktiv del af at inkludere kvinder.

Men til dine spørgsmål – ja, repræsentation og diversitet er mål i sig selv. Eller, målet er vel at kulturinstitutionerne selv skal kunne opretholde repræsentationen i længden. Og den bedste måde at gøre det på er at sørge for god rekruttering nu. Mennesker med minoritetsbaggrund har nok nemmere ved at se disse ting, fordi de selv har skulle deale med det, og det er en form for erfaring og viden, som er værdifuld.

Abhivyakti (Emil Elg, Omplantet – Uddrag fra Victor Cornelins’ “Fra St. Croix til Nakskov”). Foto: I DO ART Agency.

Mange kreative udtryk har dybe rødder i kapitalisme. Her tænker jeg på forståelsen af, at kultur kun har værdi, hvis den avler et økonomisk afkast. Men kulturen kan også vurderes med andre værdier: Eksempelvis hvordan den forbinder mennesker eller bidrager til samfundet omkring sig. Hvordan taler Abhivyakti ind i de overvejelser?

For det første er Abhivyakti et velgørenhedsprojekt – alle salgsindtægter går til Black Lives Matter. Det økonomiske aspekt er derfor allerede lidt anderledes. For det andet, så har en af vores hovedmotivationer været, at vi gerne vil skabe noget af værdi for dem, der bidrager til projektet; et rum hvor de medvirkende kan føle sig trygge ved, at man ikke er den eneste minoritetsperson, der indgår i sammenhængen, og tillid til, at vi i redaktionen har et blik for, hvordan minoriteter bliver mødt i offentligheden.

Det er der meget værdi i, som også har mere at gøre med fællesskab og solidaritet end med økonomisk kapital. Men, når det er sagt: Vi har desværre også været nødt til at lave dette tidsskrift med meget lidt økonomisk støtte, så vi håber, at vi får mere til næste nummer, så vi kan betale alle de involverede. Man kan sige meget om økonomisk værdisætning, men vi skal allesammen spise. Vi kan dog prale af, hvad vi har opnået på trods af så lidt økonomisk støtte. Det siger ikke noget om ambitionerne.

Abhivyakti (Julie Edel Hardenberg, fra serien Whitewashed, 2021). Foto: I DO ART Agency.

Abhivyakti (Eli Mai Huang Nesse, Sint hund, 2020).
Foto: I DO ART Agency.

Kan I kommentere på valget af forflytning som jeres tema?

Det var en ret intuitiv beslutning. Vi ønskede et bredt tema, så alle kunne bidrage med det, der var rigtigt for dem, så i den forstand var det en pointe at vælge noget tilpas abstrakt. Men vi er også klar over, at forflytning har konnotationer til migration og landegrænser, og flere af bidragene har tolket temaet på den måde. Det er emner, som nok berører mange racialiserede mennesker, fordi man enten selv eller ens familie er flyttet, eller fordi landområder hos ens forfædre og formødre blev koloniseret, eller fordi ens hjemlands grænser er blevet tegnet op af kolonimagter.

Men bidragene er endt med at kredse omkring rigtig mange emner, hvilket vi synes er en enorm styrke i denne udgave. Blandt disse emner er migration, landegrænser og kolonialisme, men også slægt, historiefortælling, usynligt arbejde, skam og seksualitet, for at nævne nogle.

Abhivyakti (Linda Lamignan, Those who do not travel never arrive: Held by the shape, 2021). Foto: I DO ART Agency.

Det slår mig, at der er en kontrast eller dobbelthed mellem det meget sarte og hårdheden i forståelsen af forflytning. Er det en del af en større matrix af dobbelte betydninger og opfattede modsætninger? Jeg tænker på de store menneskemængder som protesterer, Black Lives Matter som I selv nævner og de isolerede individer – fremmedgørelsen, der opleves i en mængde, ensomheden i at søge tilhørsforhold.

Ambivalens og tvetydighed er nok nøgleord her. Samtalen om immigration er på sit værste meget forenklet i den forstand, at immigranter kun må være én ting (onde), og vestlige mennesker kun er én ting (civiliserede). Det siges, at indvandrere har én grund til at flytte til vestlige lande (de er lykkejægere), og at dette er en trussel mod det, som vestlige mennesker har bygget op (civilisationen). Og så kan man måske bryde ud af de her kasser – som racialiseret mand kan man f.eks få credit for ikke at være kriminel, fordi forventningen er, at man er det, og hvis man bryder med det, får man adgang som "god" ("nå, du jo er norsk / dansk / svensk / whatever").

Pointen er, at nuancer går tabt. Derfor er det definitivt vigtigt for os at fremvise en form for dobbelthed eller mangefacetterethed, at stå i diametral modsætning til stereotyperne, og gå et sted hen, hvor der kan tænkes komplekse tanker. Kunsten og litteraturen har jo tid til det. Den offentlige samtale har det desværre sjældent.

Abhivyakti (Bābak Vakili, P). Foto: I DO ART Agency.

Abhivyakti (Sall Lam Toro, OUR MOVING WATERS TAUGHT ME HOW TO GRIEVE). Foto: I DO ART Agency.

I stedet ender man hurtigt med at plumpe ned i klichéerne. Det samme gælder, hvordan man som kunstudøver med minoritetsbaggrund bliver læst og fortolket. De forenklede måder at snakke om – og se – brune og sorte kroppe på, siver også ind i kontekstualiseringen af vores værker. Men skal man nødvendigvis være en slags repræsentant for den såkaldte “ghetto”, hvis man er opvokset i en almen bolig? Kan man skrive en bog om familieproblemer, uden at det skal læses som en frigørelse fra den onde, patriarkalske familie? Denne type forenklinger vil vi undgå i den redaktionelle proces: Hvis vi med Abhivyakti kan møde og fremvise kompleksiteten og nuancerne i vores bidragsyderes værker, så er vi tilfredse.

Det er interessant, alle de fortællinger der står tilbage efter klichéerne. Den generelle tendens til at udelukke dem, som ikke skaber overskrifter, men er fyldt med densitet. Det fastlåser minoriteter i et ensporet narrativ. Jeg er nysgerrig, hvordan ser I på publikationer (herunder Abhivyakti) som en ”praksis”? En kunstnerisk? En kuratorisk? En redaktionel praksis, der er unik som genre?

Publikationer er nok alle de tre ting. For vores vedkommende har det kuratoriske været i særlig fokus, fordi det udelukkende er etniske minoriteter, der må være med. Vi er optagede af, at kulturscenen skal genspejle landskabet, vi bevæger os i. Siden at det i dag ikke gør det, vil vi forsøge at bidrage til, at det ændrer sig. Og da vi to har en fod indenfor i kulturlivet, vil vi bruge den til at sparke døre op for andre.

Abhivyakti (Jinbin Chen Tianyi, Performative Fragility). Foto: I DO ART Agency.

Det er som nævnt før en pointe for os at vise, at der ikke er mangel på kunstnere og forfattere med baggrunde som vores. Vi kan for eksempel blive spurgt af andre kuratorere og institutioner om at anbefale racialiserede kunstnere eller forfattere, hvilket betyder, at den research vi har gjort gennem årene er nyttig, men at den ikke bliver taget alvorligt nok til, at nogle andre gør det. En velkendt formulering hos gatekeepere er, at de ikke kuraterer kunstnere på baggrund af hudfarve, men udelukkende ud fra kunstneriske evner. Men hvis de alligevel ikke har et repræsentativt program i deres respektive rum, så handler det om dårlig research, for der mangler ikke kvalitet blandt racialiserede kunstnere. Og hvis du kun leder efter kunstnere i din umiddelbare nærhed, så vil det selvfølgelig se ud som om, vi ikke er der. Eller hvis du kun aktivt leder efter racialiserede kunstnere i sammenhænge, hvor vi skal retfærdiggøre dit program ved at tale om vores udfordringer som racialiserede, så har vi et problem. Hvilket vi har. Vi laver nemlig heller ikke udelukkende kunst om marginalisering. En racialiseret person kan vælge ikke aktivt at arbejde med racialisering i sin kunst. Vi kan også skrive digte om blomster og landskaber og kærlighed og venskab.

Det refererer tilbage til intersektionalitet som centralt begreb, i dette tilfælde ifm. det kuratoriske. Der er også en forvandling af form, eks. blandingen af litteratur og billedkunst. I nogle af teksterne oplever jeg typografien og linjeafstanden som nærmest ekspressionistisk. Som en afsluttende manøvre. Hvilket aftryk ser I for Abhivyakti i fremtiden? 

En ting som er sikker er, at der findes utroligt mange dygtige og vigtige stemmer derude, som ikke får den plads de fortjener eller får lov at indgå i sammenhænge, som yder værkerne retfærdighed. Vi håber, at Abhivyakti kan fungere som et samlingspunkt og fællesskab, og på sigt som et slags arkiv – eller et vidnesbyrd fra den tid vi lever i. Abhivyakti er sanskrit for eksistens, så vidnesbyrdaspektet er også inkorporeret i selve titlen. Da vi fik idéen, forstod vi nok ikke helt, hvad den ville komme til at betyde for hverken os eller andre, og vi tænkte at det ville være et enkelt nummer. Men efter at magasinet udkom, har vi forstået, hvor vigtigt, det er. Og vi håber, at vi i det mindste har inspireret en anden person til at skabe noget lignende.

Abhivyakti (Sabitha Sofia Söderholm). Foto: I DO ART Agency.

Abhivyakti (Emilie Imán, Plukker, og genkender min farmors hænder, 2021). Foto: I DO ART Agency.

Abhivyakti kan købes i Møllegades boghandel, Det Lilla Rum og Thiemers Magasin i København samt Kunstnernes Hus, Norli Litteraturhuset, Gullberg&Bostadløkken og Per Magnussen Bokhandel i Oslo.

Bidragsydere: Simin Stine Ramezanali, Lucia Odoom, Casper Roshan Koch Hughes, Athena Farrokhzad, Andita Shabanaj, Elina Waage Mikaelsen, Sidsel Welden, Cecilia Jiménez Ojeda, Mickael Marman, Sumaya Jirde Ali, Monia Sander Haj-Mohamed, Xenia Xamanek Lopez, Grethe-Charina Bagirov, Kasra Alikhani, Camara Lundestad Joof, Eli Mai Huang Nesse, Emil Elg, Linda Lamignan, Bābak Vakili, Julie Edel Hardenberg, Sara Gebran, Jinbin Chen Tianyi, Kaya Wilkins, Sabitha Sofia Söderholm, Anders Sunna, Sall Lam Toro, Agatha Wara, Hasan Daraghmeh, Lone Aburas, Emilie Iman, Burcu Sahin.

---

I 2021 har idoart.dk fået en bevilling fra puljen Viden, dialog og debat under Statens Kunstfond. Over hele året vil midlerne gå til produktion af artikler med et særligt fokus på at give plads til nuancer og nye stemmer. Den artikel du lige har læst er blevet til takket være denne bevilling.

---