3 BØGER FRA BOGREOLEN #1

Vi elsker bøger! Og der går sjældent ret lang tid, fra vi falder over en interessant titel til den står i vores bogreol. Fordi vi holder så meget af vores samling af kunstbøger, fremhæver vi her nogle af titlerne i en indlægsserie, som vi kalder 3 bøger fra bogreolen.”

I dette første indlæg ser vi på tre bøger, der alle er udgivet i 2015, og som alle indeholder værker af danske kunstnere. Der er uendeligt mange måder at præsenterer en kunstners arbejde i bogform på, men i disse tre eksempler er den visuelle fremtoning vægtet højt. Der er ikke tale om retrospektive monografier, men publikationer der fokuserer på en afgrænset periode. Det er bøger af få ord, men til gengæld er de fyldt med fantastiske billeder.


JYTTE HØY "HELLO EVERYBODY"

Vi starter med vores allernyeste bog; Hello Everybody! af Jytte Høy. I forbindelse med en videoproduktion besøgte vi i dag den danske billedhugger Jytte Høy i hendes atelier på Amager. Snakken løb omkring hendes tid som rektor på Det Jyske Kunstakademi, kunstuddannelse generelt, kommende projekter og et tre måneders residency i New York, som Jytte var på sidste år. I forbindelse med opholdet udgav Jytte i samarbejde med det tyske forlag The Green Box denne bog, som fokuserer på hendes praksis mellem 2010 og 2015. Hello Everybody! er klassisk opsat med værkdokumentation på den ene side og beskrivelse på den anden - men fotografierne er ikke trykt direkte på siderne. Hvert foto kan nemlig løftes, og nedenunder afsløres af og til tidligere arbejde, som relaterer sig til ‘hovedværket’. Det er en detalje, som ikke kun er uventet, men som også fungerer ualmindeligt godt i formidlingen af Jytte’s værker.

Sideantal: 96 | Format: 180 x 270 mm | Oplag: 500 | Sprog: Engelsk & Dansk | Design: Anni's | Forlag: The Green Box | Mere info her.


TAL R "ALTSTADT GIRL"

Altstadt Girl samler op på et årelangt projekt (af samme navn) af Tal R. Fælles for tegningerne i bogen er, at de er skabt mellem 2012 og 2015, at de kredser om den kvindelige figur, og at de er lavet på farvet papir - ofte i lyserøde toner. Vi faldt over bogen, da Niels Borch Jensen i juni viste en serie nye træsnit/kobbertryk med udgangspunkt i samme serie i deres butik i Bredgade. Bogen, som er udgivet af Galleri Bo Bjerggaard, rummer ingen ord og er så gennemgående lyserød, at man næsten tror, at den er faldet i malerbøtten. Samspillet mellem det tykke papomslag og lyserøde farvesnit giver bogen en virkelig lækker helhedsfornemmelse.

Sideantal: 116 | Format: 320 x 240 mm | Oplag: 600 | Design: Kühle und Mozer | Forlag: Forlaget Bjerggaard | Mere info her.


TROELS CARLSEN "INSIGHT & ILLUSION"

Den sidste bog, som vi vil fremhæve i denne omgang, er Troels Carlsen’s Insight & Illusion. Vi holder enormt meget af Troels Carlsen’s værker og har holdt et ekstra øje på hans arbejde de seneste år. I slutningen af sidste år dukkede der pludseligt en lille bog op på hans Instagram-profil, og vi slog selvfølgelig til med det samme. Det resulterede i, at vi fik tilsendt bogen direkte fra Troels med en lille venlig hilsen og en tegning af en mand med hat. Insight & Illusion er udgivet af V1 Gallery i forbindelse med Troels’ soloudstilling på Krydsfelt Skive Kunstmuseum i foråret 2015. Bogen rummer et virkelig fint udvalg af Troels arbejde med et naturvidenskabeligt billedsprog, aber og menneskelig anatomi.

Sideantal: 80 | Format: 194 x 295 mm | Oplag: 500 | Sprog: Engelsk | Design: Nº22 Studio | Forlag: V1 Gallery | Mere info her.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.