HESSELHOLDT & MEJLVANG: HÅBETS LØVFALD I EN KAOTISK TID

Siden Thorvaldsens Museum åbnede i 1848, har udstillingssalene stort set stået uforandrede. I mere end 150 år har idealiserede gips- og marmorkroppe opretholdt fortællingen om en stolt nation og et enestående mandligt geni, men noget udfordrer nu den eksisterende orden. Hesselholdt & Mejlvang har kilet sig ind mellem de tunge, hvide skulpturer, gjort plads til nye idéer og skabt udstillingen THIS MOMENT is the BEGINNING, der kaster lys på en kaotisk nutid og ser på fremtiden med håb.

En måned efter ferniseringen fanger vi Sofie Hesselholdt (f. 1974) og Vibeke Mejlvang (f. 1976) på en Skype-forbindelse til New York. Perioden op til udstillingen var en af de travleste i deres karriere, og i ugerne efter skulle de lige have styr på to nye publikationer og en udsmykningsopgave, inden de påbegyndte et to måneder langt residency på ISCP i Brooklyn. Nu er der faldet lidt ro over hverdagen, og fra den anden side af atlanten reflekterer duoen over arbejdet med THIS MOMENT is the BEGINNING.

“Vi havde lyst til at gå ind på museet og erobre det hele,” begynder Sofie, da vi spørger til udstillingens tilblivelse. Hun beskriver Thorvaldsens Museum som en institution, der på den ene side har givet frie rammer, men som samtidig er et sted med mange restriktioner. I processen er flere og flere af Sofie og Vibekes idéer blevet mulige; f.eks. har de tildækket en række skulpturer, omarrangeret portrætter af Thorvaldsen, skabt en installation af gipsfragmenter fra samlingen, strøet blade ud i gallerierne og hængt en tung blomsterkrans på statuen, der troner på museets tag. “Thorvaldsen er en kunstner, der fylder rigtig meget, så det kræver brede skuldre at hamle op med ham,” konstaterer Sofie med et smil i stemmen.

Hesselholdt & Mejlvang, Flag of Truce, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Flag of Truce, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Flag of Truce, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Flag of Truce, 2019. Foto: I DO ART Agency.

“Det har været vigtigt for os at bruge museets historiske perspektiv til at aktualisere nogle af de dagsordener, som ligger os meget på sinde,” fortsætter Vibeke og giver et indtryk af det omfattende researcharbejde, der er gået forud for udstillingen. De har læst om Thorvaldsen, gravet i arkiverne, fundet breve og hårtotter og fået fortalt anekdoter fra museets ansatte. For Sofie og Vibeke har der tegnet sig et billede af en kunstner, der for sin tid havde progressive holdninger i forhold til demokrati og ligestilling, men som samtidig opretholdte det hvide ideal gennem sine hvide marmorskulpturer – til trods for at han angiveligt godt vidste, at hans forbilleder i antikken bemalede deres skulpturer og templer.

Forholdet til Thorvaldsen er tvetydigt, men det er netop tvetydigheden, der interesserer duoen. “Vi insisterer på kompleksitet,” fastslår Vibeke og forklarer, at det for dem er i kompleksiteten, at der bliver plads til nuancerne – til anderledes perspektiver og en genforhandling af det vante.

Dristighed i oprørte tider
Når man besøger Hesselholdt & Mejlvangs udstilling, bliver man allerede mødt af det første værk, inden man træder ind på museet. På ferniseringsdagen var Sofie og Vibeke iført hvide klæder og sejrskranse, og foran et forventningsfuldt publikum blev de hævet 12 meter op langs museets facade til den grønirrede bronzestatue på taget. Det var i begyndelsen af februar, det blæste lidt og luften var fyldt af støvregn, da kunstnerduoen placerede en tung blomsterkrans om en af de fire hestes halse og plantede et hvidt flag i sejrsgudinden Victorias karet.

Aktionen Flag of Truce er inspireret af en begivenhed, der fandt sted godt 177 år tidligere. I forbindelse med museets rejsegilde i december 1841 placerede den danske landskabsmaler Bolette Puggaard sin egen krans på museet, sammen med den franske trikolore, som et symbol på hendes ønske om, at kunsten skulle være fri fra kongens magt.

Aktionen var særligt dristig, da museet ligger klos op af Christiansborg – som dengang tilhørte enevælden – og blev udført i hvad Puggaards datter beskriver som “oprørte tider.” Den franske revolution har nok stået klart i erindringen, og monarkiet gjorde hvad det kunne for at bekæmpe de, der stillede sig kritiske overfor kongen eller udbredte demokratiske idéer.

“Vi kan kun gætte på aktionens betydning, fordi der ikke findes ret mange historiske kilder, der fortæller om den,” forklarer Sofie, der ser Puggaards handling som betydningsfuld. Hun beskriver, hvordan idéen om at kunst kan spille en aktiv rolle i at ændre samfundet, er en central del af deres praksis; “Kan vi som kunstnere være med til at skubbe til en udvikling?” Nu har Sofie og Vibeke hejst det hvide flag over Thorvaldsens Museum, erklæret en symbolsk våbenhvile og sat den gældende verdensorden til forhandling.

Hesselholdt & Mejvang, Flag of Truce, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejvang, Flag of Truce, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Et tvetydigt håndtryk
Et andet performativt element deler titel med udstillingen; THIS MOMENT is the BEGINNING, og tager ligesom Flag of Truce afsæt i en anekdote fra Thorvaldsens tid. I 1842 afrundede Thorvaldsen et fornemt middagsselskab med at give hånden til samtlige tilstedeværende på tværs af køn, alder, klasse og rang, hvilket var aldeles uventet af en berømthed som ham, i en tid hvor samfundet var ekstremt hierarkisk opdelt.

Til ferniseringen lå fire hvide flag midt i museets forhal, blandt nogle af Thorvaldsens største statuer. De mange fremmødte stod tæt langs salens vægge, og småsnakken blev forstærket af salens rungende klang. Fire ikke-hvide personer trådte ind i den majestætiske sal, og publikum blev tavse. De fire begyndte at vaske gulvet med de hvide flag, der langsomt tog farve fra det beskidte gulv. Til tonerne fra en patriotisk trompetfanfare blev flagene foldet efter forskellige traditioner, og de fire performere sluttede ceremonien af med at give hånden til samtlige af de fremmødte museumsgæster.

Under performancen fik vi fornemmelsen af, at vi i dag – trods ligestillingslove og menneskerettighedskonventioner – stadig lever i et samfund, der opdeler mennesker. Værket udspringer af en observation, som duoen har gjort sig, når de er kommet på kunstinstitutioner både i Danmark og i udlandet; oftest er direktøren og de kunstfaglige medarbejdere hvide, mens rengøringspersonalet næsten altid har andre hudfarver.

“Er det sådan et hierarkisk samfund, vi har lyst til at leve i?” spørger Vibeke retorisk, og Sofie stemmer i: “Det er ekstremt vigtigt, at det ikke kommer til at handle om, at vi skal gøre noget godt for andre. Det handler om at pege på ulighederne i samfundet, som præger os allesammen. Jeg bryder mig vitterligt ikke om, at mine børn skal vokse op i et samfund, hvor mennesker bliver forskelsbehandlet på grund af deres køn eller hudfarve.”

Hesselholdt & Mejlvang, THIS MOMENT is the BEGINNING, 2019.  Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, THIS MOMENT is the BEGINNING, 2019.
Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, THIS MOMENT is the BEGINNING, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, THIS MOMENT is the BEGINNING, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Håndtrykket der afsluttede performancen henviser, ifølge Sofie og Vibeke, dels til Thorvaldsens progressive handling, der på mange måder varslede demokratiets fødsel i Danmark, og dels til den nye lov der tvinger nye danskere til at give hånd til en borgmester for at få statsborgerskab. Et håndtryk er måske en simpel gestus, men alt efter konteksten har den potentialet til at blive et symbol for gensidig respekt – eller undertrykkelse og tvang. Som en 61årig irer og kommende dansk statsborger skrev til Folketingets Indfødsretsudvalg; “Efter min mening skal en håndsrækning, for at være udtryk for gensidig respekt, nødvendigvis være frivillig. Man kan ikke fremtvinge respekt ved lov. Tanken er efter min opfattelse temmelig udansk.”

“Tear down this wall!”
Vi husker, hvordan stemningen i salen nærmest frøs, da performerne indledte sidste del af ceremonien til ferniseringen. Håndtrykket er blevet et politisk ladet symbol, og efter at have oplevet performancen, er det svært ikke at se resten af udstillingens værker som en kritik af den drejning, vores land og vores verden tager i disse år. Bevæger man sig op mod museets øverste etage, bliver man på vejen mødt af en fem meter høj Herkulesstatue, der skuer ud i horisonten. Ved hans fødder står to højttalere. Fra den ene strømmer passager fra Ronald Reagans berømte tale fra 1987, hvor han beder den sovjetiske præsident Mikhail Gorbatjov om at rive Berlinmuren ned; “Tear down this wall”. Fra den anden forlanger Donald Trumps stemme; “Build that wall, build that wall, build that wall!” Begge udsagn bakkes op af jublende masser, og kontrasten sætter sig som en klump i maven.

Hesselholdt & Mejlvang, Build that wall - Tear down that wall, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Build that wall - Tear down that wall, 2019. Foto: I DO ART Agency.

“I år er det 30 år siden murens fald, og på mange måder manifesterede Reagans tale et håb om en verden i forsoning,” begynder Vibeke og beskriver, hvad der føles som et tilbageskridt, når det kommer til fredsaftaler og menneskesyn. “Det er ikke kun Trump, der bygger mure,” fortsætter hun, “det gør vi faktisk overalt i Europa lige nu. Både fysiske og mentale mure der skal forhindre mennesker i at have et frit flow i verden.”

Et forældet menneskesyn sat på museum
Når Vibeke taler om mentale mure, kommer vi til at tænke på den danske regerings fremmedfjendske politik, der ofte har været på kant med menneskerettighederne (Dansk Folkeparti har tilmed for nyligt foreslået, at Danmark melder sig ud af den europæiske menneskerettighedskonvention, fordi den begrænser dem i deres politik). Vi tænker på de højrepopulistiske strømninger, der vinder frem i Europa, og på EU’s indsats for at gøre rejsen over Middelhavet så farlig som muligt, for mennesker der flygter fra død og ødelæggelse. I vores tid bruger politikere love og paragraffer til at opretholde de mentale mure (en adfærd som man også kunne kalde strukturel racisme), men det er faktisk et menneskesyn, der stammer fra kolonialismen, som var i fuld flor på Thorvaldsens tid.

Thorvaldsen var 33år og havde godt gang i forretningen i Rom, da Danmark gjorde det forbudt at handle med mennesker og ophørte med at fragte slavegjorte afrikanere over Atlanterhavet til de danske kolonier i Caribien.

Hesselholdt & Mejlvang, Black Exotica, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Black Exotica, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Den første fløj, man kommer til på museets førstesal, rummer Thorvaldsens samling af artefakter og souvenirs fra fjerne kulturer. Egyptiske statuer, urner, fragmenter af antikke relieffer og figurer fra tidlige civilisationer er sirligt arrangeret i montrer og glasskabe. Vibeke omtaler denne del af museets samling som et udtryk for Thorvaldsens interesse for “det eksotiske andet.” Med værket Black Exotica ønsker duoen at minde os om, at det blik stadig eksisterer, og at det er med til at opretholde de førnævnte mentale mure.

I et af skabene har de placeret otte figurer, der karikerer mennesker med afrikanske rødder. “For mig er det et enormt ubehageligt værk,” siger Sofie, “Jeg har det dårligt med at vise dem. Vi har valgt at inddrage dem i udstillingen, fordi de siger noget om et menneskesyn, som måske er fra en anden tid, men som stadig påvirker vores samfund i dag.” Sofie og Vibeke har placeret genstandene i museets montre, fordi det er dér, de hører til. Vi skal ikke glemme vores historie, men huske at ord og symboler kan være voldelige og bidrage til at opretholde undertrykkende strukturer.

Hesselholdt & Mejlvang, Black Exotica, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Black Exotica, 2019. Foto: I DO ART Agency.

“Noget der interesserer os rigtig meget er menneskets forsøg på at forstå verden ved at kategorisere. Den her fornemmelse af en verden, der er så uendelig og kompleks, at det eneste man rigtig ved, er at man ikke ved noget som helst,” bemærker Sofie og fortæller, at disse klassifikationer oftest er lavet ud fra et eurocentrisk verdenssyn, hvor den lyse hudfarve er først i rækken, og hvor hvidhed er normativ.

“Når man f.eks. laver en hudfarveskala med 6 farver, så vælger man jo millioner af nuancer fra, og det er i den proces, at stereotyper opstår,” fortsætter Vibeke og henviser til duoens tidligere arbejde med dermatologen Thomas B. Fitzpatricks skala. Med værkerne Black Exotica og Collection of six male identities, vil Sofie og Vibeke gøre os opmærksomme på konsekvenserne ved at indskrænke forståelsen af andre mennesker til fysiske karaktertræk og hjælpe os med at ryste tidligere tiders stereotyper af os.

Hesselholdt & Mejlvang, Collection of six male identities, 2004-2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Collection of six male identities, 2004-2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Collection of six male identities, 2004-2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Collection of six male identities, 2004-2019. Foto: I DO ART Agency.

For Sofie og Vibeke er det vigtigt at være oplyste og bevidste om deres egen position som hvide kunstnere, og de er også klar over, at kritiske røster vil kunne tolke dele af deres udstilling som en reproduktion af deres forfædres ugerninger. Vibeke beskriver det som en balancegang, som alt for mange privilegerede hvide ikke bevæger sig ud på af frygt for at træde forkert. En ting er dog helt sikker; vi kommer ikke strukturel racisme til livs, hvis vi ikke taler om den – og vi lærer ikke at tale om den, hvis vi ikke prøver.

En dyrkelse af geniet (og hans hår)
Et andet sted i museets samling af kuriositeter introduceres et spor, som er gennemgående i Sofie og Vibekes udstilling. Muligvis var Thorvaldsen en mand, der troede på demokrati og ligestilling, men af eftertiden er han i høj grad blevet husket som et enestående mandligt kunstnergeni. Historien om Thorvaldsen er historien om en dreng af fattige kår, der kom ind på kunstakademiet som 11årig og blev en succesfuld kunstner. Det er historien om en ung billedhugger, der drog til Rom og blev så eftertragtet, at han på et tidspunkt havde fem arbejdende atelierer, der alle forsøgte at følge med den tiltagende efterspørgsel på marmorskulpturer fra europæiske konger og adelsmænd. Det er historien om den eneste ikke-katolske kunstner nogensinde, der har skabt et monument i Peterskirken, og historien om en kunstner, der var så velhavende, at han lånte penge til den danske konge.

Hesselholdt & Mejlvang, Afro Santas, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Afro Santas, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Bedrifterne er holdt ved lige, “men der er rigtig mange ting omkring hans personlighed, som man ikke ved,” siger Vibeke og fortæller, at man kort efter Bertel Thorvaldsens død i 1844 brændte mange breve og tegninger, som man ikke syntes gav den “rigtige” fortælling om kunstneren. Derudover var det begrænset, hvor mange breve Thorvaldsen selv skrev, fordi han var ordblind – en kendsgerning, der på forskellige måder er forsøgt hemmeligholdt.

En af historierne der dog er overlevet, handler om Thorvaldsens hår. Thorvaldsens veninde, baronesse Christine Stampe, og hans kammertjener var – ifølge dokumenter i museets arkiv – i en form for konkurrence om, hvem der kunne samle flest af kunstnerens hårtotter. Måske fordi man troede, at Thorvaldsens kraft og magt sad i håret? Der er også historier om, at kammertjeneren solgte totterne videre rundt omkring på gadehjørner, men med tiden er noget af håret altså vendt tilbage til museet.

Hesselholdt & Mejlvang, Afro Santas, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Afro Santas, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Afro Santas, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Afro Santas, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Afro Santas, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Afro Santas, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Sofie og Vibeke har arrangeret Thorvaldsens hårtotter i en montre som en del af deres værk Afro Santas, der desuden består af fire hvide julemandsparykker, flettet af en afrikansk frisør. Værket kommenterer på de seneste års debat om kulturel appropriation og peger på, at hår og bestemte frisurer altid har været forbundet med kraft og magt(misbrug).

Hesselholdt & Mejlvang, Afro Santas, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Afro Santas, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Afro Santas, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Afro Santas, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Magtfulde mænd – som gud og julemanden – er ofte portrætteret med langt hvidt hår og skæg, og i et tilstødende lokale har Sofie og Vibeke selv indtaget den position. Duoen har omarrangeret portrætterne af Thorvaldsen og sikret den centrale plads til sig selv. Her hænger nu et stærkt portræt af de to kunstnere, komplet med glansfulde, hvide lokker og voluminøse fuldskæg. Magtfordelingen er vendt til fordel for de to kvindelige kunstnere.

Hesselholdt & Mejlvang, Selfie – The three of us, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Selfie – The three of us, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Håbets løvfald i en kaotisk tid
“Vi forsøger at finde et sprog, hvor vi kan tale om politik på en ikke-dogmatisk måde. Hvor vi bruger det sprog, som vi har til rådighed – altså æstetikken – til at italesætte de samme ting, som vi læser om i aviserne,” siger Sofie, da vi spørger ind til duoens måde at behandle den politiske virkelighed på i deres værker. “Vi kan godt lide at vores værker virker enkle, men at meningen smutter fra én, når man kigger nærmere, fordi der hele tiden er et modargument.” Det symbolske og poetiske sprog passer Sofie og Vibeke rigtig godt, fordi det ikke hævder og antager, men åbner op for nuancer i forhold til det, der oftest skildres entydigt i medierne.

Hesselholdt & Mejlvang, Echo Chamber, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Echo Chamber, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Echo Chamber, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Echo Chamber, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Echo Chamber, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Echo Chamber, 2019. Foto: I DO ART Agency.

I underetagen på Thorvaldsens Museum har duoen foretaget de mest omfattende indgreb, og det er også her, at poesien får mest plads. I værket Echo Chamber har Sofie og Vibeke tildækket samtlige statuer i museets nordligste hjørne med hvide bomuldsklæder. Hvidheden slører de 14 busters identitet, og ridderstatuen i midten reduceres til en udefinerbar form med løftet sværd. Desire for Domination er et efterladenskab og en dokumentation af en performance, som duoen viste på Overgaden i 2017.

Hesselholdt & Mejlvang, Desire for Domination, 2017. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Desire for Domination, 2017. Foto: I DO ART Agency.

I to timer og tre kvarter stod performeren Mohamed Ali Osman og strøg et flag, indtil strygejernet brændte huller i det hvide tekstil. Flaget hænger omgivet af adelsmænd, konger, dronninger og andre magtpersoner, og bliver for os et symbol på, at det hvide overherredømme måske står for fald.

I værket Breathe er tekstilerne også et centralt element, men i stedet for den hvide farve har kunstnerne brugt kulørte tæpper fra forskellige dele af verden. Ser man efter, lægger man mærke til, at tæpperne på gulvet trækker vejret, og ifølge Sofie handler det om en “forening af folkeslag.”

Hesselholdt & Mejlvang, Breathe, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Breathe, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Breathe, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Breathe, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Der er brug for håb i en verden af kaos, og når alt kommer til alt, er det nok det mest centrale budskab i udstillingen. Som et løvfald fra blomsterkransen på museets tag, ligger hvide blade omkring de af Thorvaldsens skulpturer, der handler om håb, og minder os om at holde fast i dét.

“Verden føles som om, den er i opløsning – klimaforandringer, migrationskriser og Trump ved roret – det er nogle gange som om, vi driver mod undergangen, på en måde jeg kun husker fra atomangsten i 80’erne,” siger Sofie, “I sådan en tid må man give sig hen til håbet, og tro på, at det gode vil sejre.”

Hesselholdt & Mejlvang, Hope, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Hope, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Hope, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Hope, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Hope, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Hope, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Hope, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, Hope, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Forsoning på Thorvaldsens grav
Vi ender vores samtale i hvad Sofie og Vibeke omtaler som udstillingens hjerte; A past future or a future past i atriumgården midt i museet. Thorvaldsen endte med at bruge størstedelen af sit liv i Rom. Han vendte hjem til København i 1838 (efter 40 år) og her blev han hyldet som en folkehelt og udnævnt som den første (og hidtil eneste) æresborger af København. Thorvaldsen vendte hjem til København og donerede sine skulpturer til byen på den betingelse, at man opførte et museum i hans ære.

Hesselholdt & Mejlvang, A past future or a future past, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, A past future or a future past, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Museet blev tegnet af Michael Gottlieb Bindesbøll, som ligesom Thorvaldsen var inspireret af den italienske antik. Men hvor Thorvaldsen svor til hvidheden, var Bindesbøll interesseret i de farver og mønstre, som datidens arkæologer bl.a. fandt i udgravningen af Pompeji. Udover smukke lysindfald og plads til Thorvaldsens skulpturer og samlinger, blev der også tænkt et gravsted ind i bygningens gård, så Thorvaldsen også kunne bruge sit efterliv omgivet af sin kunst. Ifølge en anekdote var Thorvaldsen til et middagsselskab med bl.a. baronesse Christine Stampe, Constantin Hansen, Oehlenschläger og H.C. Andersen, omtrent seks måneder inden museet stod færdig. Her skulle han angiveligt have sagt: "Ja, nu kan jeg gerne dø, for Bindesbøll har min Grav færdig." Efter middagen tog han i Det Kgl. Teater, og før tæppet gik op, fik han en blodprop i hjertet og sank sammen i sit sæde.

Hesselholdt & Mejlvang, A past future or a future past, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, A past future or a future past, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, A past future or a future past, 2019.  Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, A past future or a future past, 2019.
Foto: I DO ART Agency.

Ved Thorvaldsens grav i atriumgården har Sofie og Vibeke arrangeret en stor samling kasserede gipsafstøbninger og støbeforme i et stringent tableau. Fragmenterne siger noget om den proces og tradition, der forbinder sig til billedhuggerfaget – et fag som Sofie og Vibeke også er formet af, selvom deres tilgang er meget anderledes end Thorvaldsens.

I et af hjørnerne ligger en gipsversion af Thorvaldsens hovede, og til højre for det ligger to gudindeansigter. Dels som en reference til performancen Flag of Truce, hvor Sofie og Vibeke var klædt som sejrsgudinder og dels en slags forsoning mellem duoen og deres ambivalente forhold til geniet Thorvaldsen. “Det her er jo ikke vores soloudstilling – det er en udstilling, hvor vi og Thorvaldsen prøver at finde ud af det sammen,” griner Vibeke afrundende.

Hesselholdt & Mejlvang, A past future or a future past, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Hesselholdt & Mejlvang, A past future or a future past, 2019. Foto: I DO ART Agency.

Forandringens potentiale ligger i nuet
Der skete meget i Danmark i den tid, hvor Thorvaldsen var i Rom. I 1813 gik landet konkurs, og året efter mistede kongen regeringsmagten over Norge. Folkestemningen var ikke længere til enevældens fordel, og muligvis var det en del af grunden til, at Kong Christian 8. så ivrigt ønskede at få Thorvaldsen hjem til København. Mon ikke idéen har været at forære folket et museum omkring en stærk folkehelt og på den måde styrke nationalismen og genvinde støtten til monarkiet? I så fald mislykkedes projektet, for da Christian 8. døde i 1848 (fire år efter at Thorvaldsens Museum stod færdigt) afskaffede man nemlig enevælden og indførte folkestyre i Danmark.

I Thorvaldsens tid lå potentialet for store politiske forandringer, og måske kan man sige det samme om i dag. Hvor Thorvaldsen i sin samtid blev bestilt af konger og adelsmænd til at skabe stærke symbolske statuer, med henblik på at styrke et lands nationale identitet og sammenhængskraft, vil Hesselholdt & Mejlvang noget helt andet. De tror – ligesom fortidens monarker – på at kunstens symbolske værdi kan skabe reelle forandringer, men deres hensigt er ikke at opstrege grænser og skel.

Deres værker tvinger os til at forholde os nuanceret til aktuelle problemstillinger og forestille os en verden, der ikke er styret af had og frygt.

Når nationalistiske strømninger truer menneskers frihed, er det vigtigt at huske historien, så vi ikke begår de samme fejl. Vi har før bygget mure og set, hvordan frygten og hadet blev stærkere. I fremtiden ligger potentialet for de forandringer, som historien ikke har formået at indfri – og det er i nuet, at vi har muligheden for at gøre en forskel. This moment is the beginning!


Samtlige billeder og videoer i denne artikel er produceret for Hesselholdt & Mejlvang af I DO ART Agency. I DO ART Agency er et kommercielt formidlingsbureau, som løser opgaver for kunstnere og kunstinstitutioner, men det er ikke muligt at betale sig til indhold på idoart.dk.


Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.