3 BØGER FRA BOGREOLEN #7

Hvis 2020 har gjort en ting klart, så er det at kampen for lighed og retfærdighed slet ikke er vundet endnu. Brutale drab på sorte mennesker satte igen strukturel racisme på dagsordenen, og efter et år med protester, opstår måske et behov for refleksion. Slutningen på året føltes udmattende, og derfor var vi utroligt glade for at få fingrene i disse tre nye, danske udgivelser – alle tre er nemlig med til at gøre os klogere.

Lidt ligesom at vi takket være #metoo har lært, at en voldtægtsforbryder ikke udelukkende er en skummel mand bag en busk, er vi ved at lære, at racister ikke kun er voldsparate ku klux klan-medlemmer. Racismen eksisterer – ligesom sexismen – i alle dele af vores samfund, og der er et fuldstændigt uoverskueligt stort behov for, at vi forholder os til den, ser den i øjnene og udvikler sproget omkring den, så vi kan gøre op med den og skille os af med den. Og netop derfor er det fantastisk at disse udgivelser nu findes.

Marronage x Diaspora of Critical Nomads (DCN)
“Vi vil mere end at overleve
– opgør med en antisort verden”

Første gang vi stødte på Marronages arbejde var under et besøg på CAMP / Center for Art on Migration Politics som indtil for nyligt lå i Nordvest. I den lille boghandel fandt vi tre magasiner, som Marronage udgav i forbindelse med 100 året for Danmarks salg af de tre caribiske øer St. Croix, St. Thomas og St. Jan i 2017, og på siderne fandt vi nye perspektiver og fortællinger om den danske kolonialisme. Marronage havde (og har stadig) et stort, forbilledligt ansvar for at bringe fokus på bl.a. strukturel racisme og hvilke racegørende konsekvenser, den europæiske kolonisering stadig har i dag.

Marronage #1-3, 2017. Foto: I DO ART Agency.

På de sidste dage i 2020 udgav Marronage sammen med det kritiske vidensnetværk Diaspora of Critical Nomads (DCN) en ny bog med titlen Vi vil mere end at overleve – opgør med en antisort verden. Dedikeret til Philip Mbuji Johansen – og alle andre Sorte personer, der er blevet dræbt af og udsat for antisort vold og med udgangspunkt i et møde med den amerikanske forfatter Frank Wilderson III i 2018 har Marronage og DCN skabt en udgivelse, der reflekterer over en antisort verden, skrevet i et inddragende og tilgængeligt sprog, der samtidig giver plads til konkrete strategier til organiseringen imod diskrimination. “Det er først, når vi har befriet os selv fra den koloniale præmis, der centrerer hvidhed, at vi kan skabe politiske alliancer imellem alle Sorte og derefter samarbejde med ikke-sorte allierede i kampen imod en antisort verden,” skriver de Sorte medlemmer af Marronage sammen med DCN i deres fælles tekst Enden på verden som vi kender den. “Vi vil mere end at overleve. Vi må også insistere på frigørelse.”

Marronage x Diaspora of Critical Nomads (DCN), Vi vil mere end at overleve – Opgør med en antisort verden, 2020. Foto: I DO ART Agency.

I 2020 har opgøret med den antisorte racisme (den racisme der går ud over mennesker med afrikanske rødder) nået et globalt momentum. Overalt i den “vestlige” verden er statuer væltet, protester mod politivold, ghettolove og racial uretfærdighed har fyldt gaderne, men alligevel insisterer flere af de danske medier på at reducere opgøret til såkaldt “identitetspolitik”. Men hvad betyder det egentligt? Den amerikanske akademiker Saidiya Hartman kommer med en skarp og forfriskende reaktion på begrebet, da Marronage interviewer hende ifm. et seminar i Göteborg: “A couple of times since I have been here, people have spoken to me about identity politics in Sweden. I was like, “Identity politics? Fuck identity politics.” Identity politics is a way of belittling and disparaging someone else’s politics. It’s not about black identity politics. It’s about a structural logic of antiblackness and how it positions us all. You don’t speak about class as an identity politics.”

Specifikationer:
Redaktion: Salma Amir, Xamdi Abdi Abdulle, Mai Takawira, Yancé-Myah Antonio Harrison, Nina Cramer, Lea Hee Ja Kramhøft, Laura Hae Na Blankholm, Jamila Versi og Siren Job Moseholt. Layout: Mikas Lang.

Claudia Rankine
“Det hvide kort”

Der er mange måder at italesætte de her problematikker på, og lige nu er der flere, der spørger sig selv, hvordan kunsten kan bidrage til samtalen. Et bud på en kunstnerisk bearbejdning landede helt uventet i vores indbakke for et par uger siden og kom fra det lille forlag Kronstork. “Vi udgiver lige om lidt en bog af Claudia Rankine. Det hvide kort, hedder den. Det er et teaterstykke, der handler om kunst og racisme. Jeg tror, den kan give anledning til vigtige tanker om, hvordan kunst arbejder i forhold til racisme, repræsentation, eksotisering, censur, og ikke mindst i forhold til den magt, der betaler det progressive gilde,“ skrev redaktør Peter-Clement Woetmann om deres nye oversættelse af Rankines The White Card, og vores interesse var vakt.

Claudia Rankine skrev stykket efter en oplevelse ved et arrangement, hvor hun havde læst op fra sit langdigt Citizen. En hvid, midaldrende mand rejste sig op, roste hende for oplæsningen og stillede så følgende spørgsmål: “Hvad kan jeg gøre for dig? Hvordan kan jeg hjælpe dig?” I forordet til Det hvide kort beskriver Rankine situationen og hvordan manden vendte sig i vrede, da hun svarede ham: “Jeg tror, at spørgsmålet, du burde stille, er, hvad kan du gøre for dig selv.” Rankin udpeger her et klart eksempel på white saviorism (hvidt frelserkompleks) og hvordan denne type spørgsmål medvirker til at flytte fokus fra det strukturelle til det personlige plan og fastholder et magtforhold, hvor hvidhed er øverst. Hun anerkender selv denne type samtalers kompleksitet og besværligheder, og det var netop disse dynamikker, hun satte sig for at undersøge i Det hvide kort.

Claudia Rankine, Det hvide kort, 2021. Foto: I DO ART Agency.

Den fiktive handling udspiller sig hovedsageligt under en middag hos det hvide og magtfulde kunstsamlerpar, Virginia og Charles Spencer. Scenen er en stilfuld loftslejlighed i New York og centralt i rummet hænger Robert Rauschenbergs White Painting (1951). Charles har tjent sine penge på ejendomsspekulation og har siden 1998, hvor en ekstremt grusom lynching af en sort mand (James Byrd Jr.) fra Texas fyldte nyhederne, været optaget af at indkøbe kunst af afroamerikanske kunstnere.

Sammen med sin gallerist har Charles inviteret den fremadstormende kunstner Charlotte Cummings til den “uformelle” middag med det formål at få mulighed for at købe nogle af hendes eftertragtede værker, men allerede fra begyndelsen ulmer en akavet stemning. Og stemningen bliver bestemt ikke mindre tilspidset, da parrets søn – den 20-årige aktivist Alex – ankommer, for sent som sædvanligt, direkte fra en anti-Trump demonstration.

Charles bryster sig af sine “gode intentioner” men i løbet af aftenen slår facaden revner, og hvad der lignede en oprigtig interesse (også for Charles selv) afsløres snart som en måde at fastholde sorte i lidelse og død. I alle subtile detaljer manifesteres magtforholdet, og helt direkte bliver det mod slutningen, hvor Charles hidser sig op, da Charlotte antyder, at værker om sort lidelse ikke nødvendigvis er lavet for hans skyld. Rankine skildrer en situation som vi ikke har set mange repræsentationer af, og det er enormt indsigtsfuldt at få lov til at være en flue på væggen, imens samtalen over middagsbordet bliver mere og mere sammenbidt og intens. Hvad Charlotte stiller op med Charles, da han senere og ganske uanmeldt dukker op i hendes atelier, må du selv læse bogen for at finde ud af.

Hvis man ikke tidligere er stødt på begrebet white saviorism, så er Det hvide kort måske et godt sted at starte. Et af de store spørgsmål, vi som hvide stiller os selv efter at have været til middag hos Virginia og Charles Spencer er, hvordan man gør op med frelserkomplekset og konfronterer sin egen hvidhed. Og her er den næste udgivelse bestemt et godt bud.

Specifikationer:
Redaktion: Peter-Clement Woetmann, Lars-Emil Woetmann, Nathalie Lindgreen og Erik Scherz Andersen. Layout: Kiosk Studio.

“Hvid til hvid – REFLEKSIONER OVER VORES HVIDHED”

Hvid til hvid er et zine skrevet af hvide til hvide i et ønske om at reflektere og decentralisere egen hvidhed. “Vi har skrevet zinet til alle, der har lyst til at åbne det. Det er til dig, som vil forholde dig kritisk til din egen position og hvad den er med til at gøre i verden. Samtidig mener vi, at det er nødvendigt, at vores kritik er åben og sårbar. Derfor har vi valgt at tage udgangspunkt i vores personlige erfaringer med racisme og hvidhed. Zinet er derfor lige så meget en indadvendt refleksion som en invitation,” skriver redaktionen i udgivelsens forord. Zinet begynder med en refleksion over sig selv og stiller spørgsmål som: Hvornår gik det op for dig, at du var hvid? Hvorfor arbejde med hvidhed? og Hvorfor mødes vi i et hvidt fællesskab?

Selvrefleksionen fortsætter i teksten Make Whiteness Strange Again, hvor en hvid antropologistuderende problematiserer universitets imperiale implikationer og i særdeleshed sit eget studies idé om at undersøge og forstå verden – eller rettere at tage “ud og underlægge minoriserede grupper antropologiens eksotificerende, andetgørende blik,” som det formuleres.

Hvid til hvid – Refleksioner over vores hvidhed, 2020. Foto: I DO ART Agency.

Fra universitetet føres vi med brevet Kære bror ind i en familiesammenhæng, hvor en søster, der engagerer sig i antiracistisk arbejde, skriver til en bror der ikke gør – i hvert fald ikke på samme måde. Brevet sætter ord på det at gøre noget vigtigt og meningsfuldt, og samtidig at mangle et trygt rum at dele erfaringer i. “Jeg genkender at det kræver tryghed at gå på opdagelse og dele alle de ufærdige og spontane tanker, som ligger på lur når man bevæger sig ud på nyt territorium. Jeg genkender også at den facon, som jeg har praktiseret, kommer fra debatkulturen hjemme, fra skolegården, og fra min egen indtrædelse i aktivistiske miljøer – miljøer, som trænger til en pædagogisk overhaling pga. det vigtige læringsrum, som de er. I stedet er det macho, perfektionsperformativt, hvor sårbarhed og tvivl bliver udskammet eller man bliver aflyst, så man derfor lærer at pakke læringen væk. Det er vel det jeg har videreført i vores samtale.”

Hvid til hvid skaber et rum, hvor vi som er hvide kan konfrontere vores hvidhed, selvom det er uvant og kan være hårdt. I teksten Om at vælge side og få nye venner beskriver en af aktivisterne bag aktionen i Brorsonkirken i 2009, hvordan det gik op for ham, at han som hvid havde muligheden for at trække sig, når det antiracistiske arbejde blev for udmattende. Et privilegie som slet ikke er alle forundt. “Mange af os hvide aktivister har oplevet, at vi på et tidspunkt får for meget eller det bliver for opslidende at møde så mange menneskeskæbner, hvor man knytter tætte bånd, for efterfølgende at se folk forsvinde ind i fængsler, lejre og ombord på fly. Det er selvfølgelig udmattende for alle, men når man er hvid, kan man ofte vælge det politiske arbejde til og fra. Vores venner og kammerater fra lejrene, eller dem som ikke har statsborgerskab, må altid leve med denne virkelighed.”

“Ligesom afhængighed, så trives racisme bedst i mig, når jeg ikke tager ansvar,” står der i bogens sidste tekst, som beskriver en personlig proces for at gøre op med afhængigheden af egne hvide privilegier. Med udgangspunkt i Gail K. Goldens 12-trinsprogram White Privilege as an Addiction punkteres frygten for at miste privilegier (“Hvem er jeg uden, og er den person overhovedet værd at elske?”) og erstattes med de mere håbefulde ord: “... når jeg aktivt vælger at se frygten i øjnene og aktivt vælger at være modig, så bliver jeg beriget på mere end et personligt plan. Jeg bliver også det menneske, som jeg inderst inde er, som rummer uendelig meget kærlighed over for mine medmennesker. Jeg får et større liv.”

☞ Download Hvid til hvid som pdf her.

Specifikationer:
Redaktion: Agnes Hartvig, Hávard Magnussen, Line Hjorth Saxlund, Lil Bentsen Wachmann, Monne Pedersen, Natasja O og Oliver Birk Jessing. Layout: Agnes og Wilfred.

Læs flere indlæg i serien "3 bøger fra bogreolen" her