TAK FOR NU ROSKILDE

Roskilde Festival er for mit vedkommende forbi for i år. Jeg er kommet hjem i min lejlighed i København, og i morgen tidlig flyver jeg til Napoli. Jeg skal køre op ad Amalfikysten med mine bedste venner, til jeg er blevet menneske igen.

Det har været dejligt at gå rundt i et helt affolket og roligt København. Jeg bruger altid den tid på at gennemgå de sidste dage og finde ud af, hvad jeg har følt, hvornår. I den forbindelse har jeg også gjort mig lidt tanker om, hvordan jeg synes Roskildes arbejde med den ikke-musikalske kunst har fungeret denne gang.

Selvom det nok ikke er korrekt, i forhold til hvor mange ressourcer der er blevet brugt, så synes jeg, at kunstprogrammet virkede mindre omfattende i år, end det plejer. Det skyldes måske, at al kunsten var samlet i ét område under navnet Art Zone. Jeg synes, at det er ærgerligt, at man ikke spreder kunsten mere ud, så den ligger imellem scenerne og fusionerer med musikken. Jeg kan godt forstå, at man har brug for at adskille performancekunsten med resten af festivalen, men de store lysinstallationer og fysiske værker burde være med til at give en mere total festivaloplevelse. Jeg kan ikke forstå, at man kun lader graffitien og street arten være dominerende på resten af festivalområderne.

For mig er de forskellige kunstgenrer ikke opdelte. Jeg oplever, at alt er flydende, og at man, fra performancekunst til lyskunst til musik, ikke er styret af en bestemt udtryksform. Tænk hvis Roskilde lod forskellige kunstnere overtage nogle af scenerne, eller i højere grad samarbejde med musikerne. Festivalen har stort overskud både økonomisk og produktionsmæssigt, og hvis der er noget sted, der burde gå ind og eksperimentere med at skabe nye oplevelsesflader på festivaler, så er det her. Tænk kunsten som altomfattende og lad være med at opdel den i forskellige zoner, hvor man kan komme og bliver underholdt et par minutter.

Over alt på dette års festival har temaet, for den kunst der er blevet udført her, været interaktion. Det har resulteret i mange workshops og mange live full size computerspil. Måske man skulle lægge den der “interaktion for interaktionens skyld” lidt på hylden og begynde at tænke på at repræsentere nogle af alle de strømninger, der er i samfundet, ind i festivalformatet. Før har Roskilde Festival, med stor succes, inviteret Ungdomshuset, Palæstina Aktivister, Anti-overvågnings aktivister, Anti Gentrificerings-grupper, ANTIFA, russiske performancegrupper og en hel masse andre grupper til festivalen for at manifestere holdninger, skabe installationer og igangsætte aktioner. Det har fungeret vildt godt, og det har skabt mindre miljøer og strømninger på festivalen, som har været progressive og kompromisløse. På den måde undgår man også den ’pastelfarvede-metrobyggeris-københavnerkunst-æstetik’, som er så trættende og intetsigende.

Som man kan læse i mine tidligere indlæg har der selvfølgelig også været en del elementer, der har fungeret virkelig godt. I virkeligheden skal vi bare have meget mere af det, så Roskilde kan blive fremtidens festival, der ikke tænker i kasseopdeling men i helhedsoplevelser. I virkeligheden handler det om at tage nogle flere chancer. Det synes jeg ikke, at der er blevet gjort i år.

Dette er mit sidste indlæg fra Roskilde Festival 2014.
Tak fordi i har læst med og fulgt mig her hjemme på idoart.dk

/Esben.