FRYGTEN FOR INDRE BY

Jeg har fået min egen, faste klumme i Politikkens IByen, hvor jeg skriver om ting, jeg ser og oplever, og de tanker det sætter igang. Her er min første af slagsen; “Frygten for indre by”.

Jeg har altid været bange for indre by. Bange for det, som den del af byen gør ved folk. Bange for at blive ufrivilligt medlem af Røde Kors eller Dansk Flygtningehjælp. Bange for at cykle igennem den, og bange for at blive fældet af et af de der små tog, som transporterer turister fra Kongens Nytorv til Gammeltorv. Lidt som i Legoland. Indre by kan virke omklamrende på mig – som at være ufrivilligt fanget i en art forlystelsespark, hvor alt er til salg; tøj, arbejdspladser, identiteter og oplevelser.

Identiteter i forskellige bydele
Jeg er fra Nørrebro. Her har jeg boet hele mit københavnerliv, og jeg har ikke rigtig lyst til at bo andre steder. Vesterbro er ikke lige mig, Frederiksberg er for ren, og jeg er bange for at komme til at larme. Østerbro kan jeg ikke rigtigt forholde mig til, jeg føler mig for ung og ikke helt småborgerlig nok endnu. Christianshavn vil jeg gerne flytte til – når jeg bliver 50.

Selvom jeg prøver at gøre meget for ikke at være et fordomsfuldt menneske (!), så er der selvfølgelig stadig en masse fordomme lige under overfladen. Når jeg siger overfladen, mener jeg min Nørrebro-identitet, og i den passer fordomme jo ikke rigtigt ind, – så for det meste omtaler jeg mig selv som et menneske uden fordomme. På Nørrebro er man progressiv, gadedreng, venstreorienteret på den der ”Jeg har en fortid i Ungeren-måde”. Man ved godt, hvad den sorte firkant var, og man italesætter ofte Joe & The Juice og Bestsellers nyåbnede butikker på Nørrebrogade som noget af det mest grænseoverskridende, der er sket siden Byggeren blev ryddet og Jomfru Ane Band spillede live til demonstration på Blågårds Plads. Jeg har altid tænkt, at de identiteter og holdninger, vi tillægger forskellige bydele, er meget naturlige og uundgåelige, men det er nu alligevel som om, at der er kommet en glidebane her på det sidste. Det er som om, at grænserne mellem bydelene lige så stille er ved at blive viskede ud.

Hvad er “Indre by”, og hvor ender den egentlig?
Selvom jeg flittigt har brugt ”Indre by” både som begreb og betegnelse, så blev jeg pludselig helt i tvivl, da min veninde forleden spurgte mig, hvor Indre by’s grænser egentlig går til? Jeg forsøgte med, at Indre by går fra Knippels Bro til Droning Louises Bro og til Vesterbrosiden af Banegården og så til et eller andet sted i retning af Østerbro (som stadig er lidt en gråzone for mig).

Jeg taler ikke om Indre by’s geografiske afgrænsning på et kort, men om; “hvor langt ud kan vi finde mentaliteten og identiteten, som følger med Indre by?” Jeg har tænkt og tænkt, men er ikke rigtigt blevet klogere.

Selvom man de sidste 3 år har sagt at, ”Nord Lædervest” skulle være det nye Nørrebro, så er der ikke sket så meget. Jo jo, Ungdomshuset og Raske Penges hyldest til bydelen har da skabt lidt identitet, men ikke nok til at trænge igennem nybyggeriernes beton. En anden udvidelse af byen går på, at Amager er “det nye”. (Som jeg i går nat hørte det beskrevet i Kødbyen). Men sådan er det vel bare med folk på Vesterbro; de rykker mod Amager, og vi andre bliver skubbet til Nordvest. Selvom det føles lidt langt væk fra Blågårdsgade, så må det være udviklingen.

Konstrueret fællesskab, livsstil og de gråzoner, der følger med
Udover at jeg i går blev klogere på Amager, så lærte jeg også noget nyt om mig selv. Jeg fandt ud af, at jeg er mere småborgerlig og fordomsfuld end en børnefamilie på Østerbro, og at mit selvbillede mest af alt er en iscenesat identitet, der ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Jeg bor i den hvide halvdel af Nørrebro. Jeg går gennem Strøget (Elmegade) hver dag, drikker kaffe og besvarer mails i den nye Elmegade (Blågårdsgade). Jeg laver kulturprojekter og er med til at reproducere en ”Nørrebro identitet”, som har kommerciel appel. Og som får huslejen til at stige. Skaden er sket, gentrificeringen har været her, så den kan vi heller ikke være bange for længere. Indre Nørrebro er blevet en del af Indre by – og mit billede er blevet til fordom. Måske er Indre by det nye?

Det er i hvert fald som om, at den del af byen pludselig virker mere autentisk end Indre Nørrebro. Indre by er Indre by, og den påstår eller prøver ikke på at være andet end det, den er. Hvad er egentlig det progressive ved Nørrebro? Der er butikker over det hele, og natklubberne, få undtaget, spiller populær musik. Nørrebrogade er en gågade, her er dyrt at bo, og bydelens teater pepper deres juleforestilling op med en rapper og en break dancer for at skære bydelens ”streetness” helt ud i pap.

Det er i hvert fald ikke det, jeg vil definere som progressiv kultur. Og nej, jeg snakker ikke om hipstere, det begreb døde ret beset i 2007, og hvis de stadig findes, så er det i hvert fald ikke her. Men ord er jo bare ord. Det bekræfter min fødeby Aarhus nye punchline ”Aarhus – Danish for Progress” jo også. Måske er der heller ikke er så langt fra Aarhus til København. Måske jeg bare skulle åbne øjnene, droppe fordommene og tage udgangspunkt i den virkelighed, som København befinder sig i, som by, i stedet for at lade mig diktere af fordomme og adfærdsmønstre.

Fra nu af vil jeg prøve at se hele København som min legeplads og ikke kun konstruerede bydele der er dikteret af dum byfornyelse. Min mor siger altid, at når man peger fingre af andre, så peger man altid fingre af sig selv.