THE VELVET STATE PÅ ROSKILDE FESTIVAL

Roskilde er ikke bange for at mene noget, og det er bl.a derfor at den skandinaviske musikfestival stadig har sin berettigelse. Det kom jeg frem til efter en længere snak på en halvt ødelagt gynge i mediebyen, over en karton rødvin et sted mellem kl. 4 og 5 i nat.

Hvis man sammenligner Roskilde med dens søsterfestivaler rundt omkring i verden, så skiller den sig stadig ud, fordi man meget konsekvent i valget af sponsorer og brands ikke kan købe sig til scener eller områder, ligesom vi ser mange andre steder. Der er hverken en Coca Cola scene eller en Mac D på pladsen, for man vægter nemlig den kulturelle kvalitet højt hos ledelsen; de mener at det er vigtigt at skåne gæsterne for for meget ufrivillig branding fra multinationale selvskaber, da det vil kunne skade oplevelsen af frihed og nærvær. For selv om Roskilde er en stor markedsplads med en officiel sponser, som næsten er umulig ikke at kende til, så er der alligevel en grænse. Noget andet Roskilde skal have ros for er, at de ofte vælger at favne de konflikter, der er i festivalens omverden; om det så hedder israel/palæstina, antifacisme eller gentrificering.

The Velvet State.

Et af årets mest ambitiøse kunstprojekter på Roskilde Festival i år er The Velvet State, som er et samarbejde mellem de to performancegrupper Fiction Pimps (DK) og Collective Unconscious (UK) samt den danske arkitekt Simon Hjermind Jensen. Projektet skaber et midlertidigt parralel-samfund i det midlertidige parralel-samfund (Roskilde), hvor fordybelse, poesi og et anderledes adfærdsmønster får os til at re-tænke og udfordre den kontekst og det samfund, vi lever i. Jeg besøgte værket i dag, hvor jeg var på en to og en halv time lang rejse. Her blev jeg inviteret ind i et nærværende totalteater, der guidende førte mig igennem et anderledes hierarki og samfund, iscenesat i små rum af omkring 35 performere.

Oplevelsen mindede mig om, hvor vigtigt det er, at vi åbner vores sind op og tør tænke nye filosofiske tanker omkring vores samfund og måden vi har indrettet det på. The Velvet State er et forslag til et anderledes indrettet samfund med nye værdier og adfærdsmønstre, og netop det fremprovokerer lysten til at tænke udover demokrati og velfærdsstat og være kreativ og eksperimenterende med vores alle sammens verden.

Til trods for at værket er meget ambitiøst, så må det siges at være lykkedes. Der har de sidste to dage været mellem 7 og 8 timer lange køer til at komme på besøg i ”The Velvet State” Det beviser i den grad at Roskilde-publikummet er mere end klar på at lægge de lunkne dåseøl og den høje trap-musik på hylden for en stund og synke ind i en meditativ tilstand, hvor man blot lader sig medrive og ført igennem den kunstneriske proces.

Gry Worre Hallberg. Foto: Esben Weile Kjær.

Jeg har taget en snak med Roskildes performance-kuarator Gry Worre Hallberg om The Velvet State, ambitionerne bag, og om Roskildes fremtid som både kunst- og musikfestival:

Hvad er ”The Velvet State”?
The Velvet State udforsker et potentielt nyt samfund efter den økonomiske og økologiske krise, som vi står i lige nu. Det er et samfund, hvor den sanselige og poetiske erkendelse af verden er i centrum – Et Sensuous society. Hvad et Senduous society er, kan udforskes gennem performanceeksperimenter som dette. Roskilde festival er allerede et liminalt rum til sådanne slags eksperimenter. Vi ønsker at skabe et rum for mere end sanselig og poetisk væren og samværen i dette.

Du siger at projektet er poetisk aktivisme. Kan du uddybe dette?
På en måde er performancekunst-programmet på Roskilde Festival, som jeg har valgt at centrere i The Velvet State, en art poetisk aktivisme, hvor festivaldeltagerne får mulighed for at udforske sig selv og hinanden indenfor en radikalt anderledes ramme – også anderledes end meget af det andet, der foregår på festivalen. Vi arbejder med intervention og transformation i højere grad end revolution. Det er ikke hårdt mod hårdt, men en blidere indføring af den enkelte i et radikalt andet tankesæt og værensmodus end det, der normalt dominerer i hverdagslivet.

Der ligger her en tro på menneskets uendelige potentiale, og på at systemer er konstitueret af mennesker og ikke omvendt. Mennesker, der har haft en dyb oplevelse i The Velvet State, går måske ud og gør ‘deres hverdagsliv’ anderledes efterfølgende. Heri ligger den poetiske aktivisme.

Hvilken skole og tradition ligger ”The Velvet State” sig op af?
The Velvet State er en interaktiv performanceinstallation; et slags univers hvor over 30 performere lægger krop til udforskningen af, hvordan indbyggerne i et Sensuous society ville se ud og være. Traditionen er i høj grad udsprunget fra det nordlige Europa, og er i DK bl.a. kendt fra SIGNAs arbejde, som på mange måder er en pioner indenfor genren. Både Fiction Pimps og Collective Unconscious arbejder med at bøje denne genre og få den fiktion og de ritualer, der udspiller sig i installationen til at flyde sammen med det omkringliggende hverdagsliv. De skaber små sprækker, hvor hverdagslivet, såvel som det uforudsigelige, kan trænge igennem.

The Velvet State er også et kuratorisk eksperiment, på den måde at performanceinstallationen rummer en scene for andre kuraterede kunstbegivenheder, som en intensivering af det, der foregår om ‘the State (Of mind)’ og omvendt. Dette handler også om at bryde forholdet mellem scene og sal ned og arbejde på en slags demokratisering af det æstetiske oplevelses-, erfarings- og værensmodus.

Det er et opgør med kunstgeniet på scenen og en sanselig ‘uddannelse’ til at blive ‘poetic revolutionary’. Interaktive performanceinstallationer kan føles som at træde gennem lærredet i en (Lynch) film, så publikum selv bliver tilstedeværende i magien og ikke kun betragtere af den.

Du sidder (mig bekendt) som kurator på den største performanceinstallation, der har været på Roskilde Festival. Hvorfor tror du, at Roskilde har valgt at opprioritere performancekunst?
The Velvet State og de tætte aktiviteter der foregår omkring såsom Anna Petris King Kong-bur, kan ses som en opprioritering af kunstprogrammet og performancekunstprogrammet i særdeleshed, idet det er en stor satsning. Performancekunst og måske performanceinstallationer har et kæmpe potentiale til at forløse en andenverdenslig, drømmende og kaleidoskopisk stemning, væren og samværen. Længslen efter dette forløses allerede tildels af festivalen som ramme. Performance kan intensiverer dette potentiale, og de muligheder der ligger i dette liminale rum, som det på sin vis er festivalens ansvar at udforske og forløse.

I dette rum kan det radikalt anderledes undersøges. Bl.a har Voina og Occupy været på scenen som led i The Triangle Projects v. Jacob Fuglsang Mikkelsen. Her har der været taler og refleksioner om muligheden for noget andet end et samfund, der er baseret på de præmisser, der blev etableret under den industrielle revolution. Inde bag murene i The Velvet State er dette ‘andet’ blevet udforsket sammen med festivalgæsterne, og det er meget stærkt. Det overordnede tema for kunstprogrammet i år er modstand og drømme. I The Velvet State arbejder vi aktivt med begge dele.