JEG HAR GJORT MIG LIDT TANKER OM 2014

Jeg har, så lang tid jeg kan huske, fået pumpet ind i mit hoved, at vi befinder os i et tomrum. At jeg er en del af en generation, som er historieløs, som ikke har nogle forbilleder, og som er ufatteligt selviscenesættende.

Der er også alt det med internettet; det store rum, som er stopfyldt med flygtige, digitale relationer og ligegyldighed. Jeg får hele tiden af vide, at der ikke er noget rigtigt fællesskab. At vi er polariserede ud i hvert vores hjørne af vores egne individualiserede selvrealiseringsprojekter. Jeg har haft så svært ved at forstå det der tomrum, og finde ud af hvad jeg skulle stille op med det.

Et flydende kulturbegreb i en flydende verden
Jeg har ret svært ved at forholde mig til verden før internettet. Jeg ved alt muligt om den, men jeg aner ikke, hvordan det føltes at være social før nettet. Jeg er vokset op på det her internet. Jeg er ikke offline eller online; for mig er der kun éen tilstand. Den er virtuel og fysisk på samme tid. For mig er det ikke enten eller. Det hele er min virkelighed, og jeg kan ikke forstille mig, at det kan være på andre måder, på samme måde som jeg kan forstille mig, at det kan være svært for folk, der har levet både med og uden internettet, at forstå den tilstand, som jeg befinder mig i. Der er en uundgåelig kløft dér.

Lige siden mine yngste teenageår har jeg haft alle mulige venner på nettet. Jeg forholdte mig ikke så meget til dem, der var i min klasse, for på nettet kunne jeg finde alle mulige unge mennesker, som mindede mere om mig selv. Jeg har altid været eventyrlysten, og på nettet kunne jeg gå på opdagelse i forskellige subkulturer og politiske miljøer. Det virkede enormt naturligt for mig. Mit kulturbegreb har altid været meget flydende. Jeg har, siden jeg var 10 år gammel, følt mig mere beslægtet til fx. en gruppe unge mennesker i Japan, end til dem der bor længere nede af gaden.

Jeg har et stort netværk i mange lande. De sidste 5 år af mit liv har jeg rejst rundt, dj’et og lavet festivaler og kunst over hele verden. Jeg har spillet til modeugen i Paris, til queer raves i Rusland, i gamle vinkældre i Rom og på aggressive natklubber i de baltiske lande. Det er alt sammen på grund af mine relationer til mennesker, som jeg har mødt online.

Fra Napoli til Litauen
Da jeg tidligere på året var i Napoli, opsøgte jeg en by, der er ved at falde sammen. Det var Napoli også, sidst jeg var der, og jeg blev betaget af byens ruiner. Når huslejen er lav, og halvdelen af byen står tom, så rykker de unge ind. Der er den vildeste ungdomskultur i Napoli. Det virker ikke som om, at de vil forandre verden, men mere som om, at de vil forsøge at få det bedste ud af den tilstand, som de befinder sig i. De stjæler bøger, så de kan undervise hinanden, de skralder, så de kan få noget at spise, og de laver koncerter rundt omkring i byen, så de kan skabe et rituelt rum, hvor de kan være kulturelle og have det sjovt.

Der var et gammelt og enormt stort storcenter inde ved gågaden, som var ved at falde sammen. Tidligere på ugen, da jeg var der, var noget af taget faldet ned og to personer døde. Der lå blomster og lys, der hvor tragedien var sket. Men byen har ikke råd til at reparere centeret, så i stedet stjal nogle af de unge de sten, som var skredet, for at kunne bygge noget nyt. De navigerer i de systemer, som de har, og prøver at få det bedste ud af dem, selvom byen er igang med at slå sig selv ihjel.

I Litauen sker der noget lignende. Unge mennesker laver ekstreme fester og skaber rum, hvor de kan udvikle sig selv og hinanden. Rum, hvor de kan have det episk. Det er svært at vide sig sikker på, at der ikke er nogen større mening, for det er der ofte under selv de mest faldefærdige overflader. Men jeg synes igen at kunne fornemme en masse unge mennesker, som accepterer en tilstand, hvor de baltiske lande er konstant bange for Rusland og ikke har tillid til NATO. Der hersker en frygt for at blive det næste Ukraine, og en frygt for at miste den ‘frihed’ som man kun har haft i lidt over 10 år. En frygt, som de er blevet trætte af at forholde sig til, og som de har lagt på hylden, for i stedet at få det bedste ud af den by, eller den tilstand, som de nu engang befinder sig i.

Lad os få det bedste ud af det
I mange år har jeg efterlyst et større fællesskab i København. Det gør jeg ikke længere. Jeg synes, at der er et stærkt kulturelt miljø i byen lige nu. Jeg oplever, at subkulturerne bruger og udvikler hinanden. Jeg mærker på mange måder ét stort samlet miljø.

Jeg oplever også, at vi virkelig forholder os til vores omgivelser. Der er nærmest ikke mere retromani. Vi portrætterer den verden, som vi lever i, og vi laver kunst, litteratur og musik, som ser ud og lyder præcis, som verden er og opleves nu. Der er mange voksne mennesker, der siger, at vi og vores liv er post post post post moderne. Det er ret svært at bruge til noget, og det er ret svært for mig at skulle forholde mig til gammeldags periodebetegnelser. Især i en verden hvor alting sker så meget på samme tid.

Det er som om, at der sker en helt masse vilde ting i den her by. Men det er på samme måde som om, at vi taler hinanden lidt ned. At vi forstærker det her udefinerbare tomrum ved at tro på, at det findes. Men når jeg forholder mig til det, så er det der ikke. Her er så sindssygt mange nye måder at gøre tingene på. Der foregår den vildeste digitale aktivisme, socialt og kønspolitisk, og de måder, vi er sammen på, er præcis lige så (hvis ikke mere) banebrydende, end det jeg har læst og fået fortalt om det, der skete i bl.a 70′erne og 80′erne. Vi har adgang til al information i hele verden, og vi kan kende præcis hvem, vi vil. Vi har altså virkelig meget frihed. Men alligevel er det som om, at jeg bliver ved med at føle mig fanget. Det er som om, at jeg ikke helt accepterer tingenes tilstand og ser mulighederne. Det er som om, at vi imiterer en tilstand, som de unge fx. lever under i Litauen og Napoli, men uden at der er nogen grund til det. Vi har jo friheden.

Ikke mere “No Future”
Vi sidder fast i alle disse forestillinger om, hvordan man er ung, kulturel og social. Det kan godt være, at vi ikke ruller de store revolutionsfaner ud, som i gjorde, men jeg oplever, at vi på raffineret vis blander popkultur og nichekultur. Vi reclaimer det kommercielle, og vi er ikke bange for at face, at verden ikke er andet end endeløs kapitalisme, og at vi er et produkt deraf. Jeg synes, at den ungdomskultur, som jeg ser, er vildt progressiv og politisk på en ikke-ideologisk måde, som er virkelig spændende. For netop lige der, hvor vi går ind og bruger og forstår kapitalismens mekanismer, kan vi forandre den. Når vi taler det samme sprog, så kan vi putte substands ind i alle de energifyldte og spændende udtryk, som er lige nu og omkring os. Vi behøver ikke at tale i gammeldags politiske eller filosofiske fraser, for der bliver fx. sagt vildt meget spændende i hiphoppen, og popmusikken i dag lyder mere noiset end noisemusikken gjorde i 80′erne, som min ven Christian sagde i en sen nattetime på en klub forleden.

Alt det her er igang, og vi skal ikke være bange for at favne det og claime det. Vi er helt ok. Vi er faktisk virkelig fremtid. Hvis resten af min generation føler det tomrum, som jeg har følt i store dele af 2014, så tror jeg, at vi skal huske på, at der er et stort skel mellem os digitalt indfødte og alle de andre. Vi er ikke forkerte, for vores fællesskab og vores oprør er fuldstændigt anderledes end noget, som man har set før. Det er ret naturligt, eftersom at vi er den første generation, som er vokset op på den her måde. Det er faktisk virkelig spændende, og vi bruger det til alt muligt, som vi kan gøre endnu mere med.

Her i København har vi mange privilegier. Der er ikke nogen grund til, at vi kun laver kultur for os selv og hinanden. De fleste af os har steder at bo, muligheder for at få den mad, som vi skal bruge og alt det. Lad os bruge vores overskud i 2015 på at løfte os op over den der: “lad os få det bedste ud af det, der er”-mentalitet, og se lidt ud mod verden igen. For det er så kedeligt kun at kigge på hinanden, og for den sags skyld på alle mulige, der ikke forstår én, og heller ikke har ønsket om at komme til det. Og det er helt vildt kedeligt at forholde sig til alle mulige gammeldags måder at definere undgomskultur, oprør, kvalitet og substans på. Især nu hvor vi er midt i et brud med alt dette.

Og hey, når vi gør internettet til syndebuk for flygtig adfærd, så skal vi huske på, at det kun er en flade, der afspejler det samfund, som vi lever i. Internettet er kun det, som vi ønsker, at det skal være. Det handler om at tage styringen, og om at vide hvad det er, man virkelig ønsker (og hvad man ikke ønsker) sig.

Godt nytår!

Forsidefoto: Freja Sofie Kirk.