ER ROSKILDE FESTIVAL ET OFFENTLIGT RUM?

Roskilde Festival er forbi, og jeg vil her afslutte med to interviews. Det ene er med Kristine Hald, som er repræsentant for Roskilde Festivals kunstgruppe, og det andet er med Gry Worre Hallberg, som har kurateret performanceindholdet.

I torsdags var jeg til en paneldebat i Art Zone (festivalens kunstområde), om kunst i det offentlige rum. I panelet var A kassen og Wooloo, som begge har haft værker med på årets festival, Camilla Berner som bl.a. laver kunst i det offentlige rum, samt Nanna Balslev som kuraterer kunst i det offentlige rum. Debatten blev modereret af Nanna Stjernholm Jepsen, og der blev bl.a. talt om Roskilde Festival som værende et offentligt rum, hvilket kom meget bag på mig.

Paneldebat om Kunst i det offentlige rum med A-kassen, Wooloo, Camilla Berner og Nanna Balslev | Foto: Esben Weile Kjær.

Som udgangspunkt opfatter jeg selv festivalen som en institution, som du køber billet til, og dermed får du adgang til dens indhold. Jeg har valgt at lave følgende interviews, for forhåbentligt lidt bedre at kunne forstå hvad det er for et slags rum, festivalens egne folk mener, at Roskilde er. Har man forskellige ambitioner med den kunst, man kalder ‘kunst i det offentlige rum’ ifht. den, som man præsenterer i en klassisk white cube eksempelvis? Hvis vi køber præmissen om, at Roskilde Festival er et offentligt rum, skal kunsten i det så være let fordøjeligt, underholdene og indeholde 1:1 budskaber? Hvad er det for nogle forventninger, vi har til denne kunst, og hvorfor er de særlige?

Kristine Hald | Foto: Esben Weile Kjær.

Kristine Hald
(repræsentant for Roskilde Festivals kunstgruppe)

Kan du give en kort introduktion til hvordan i har udvalgt de værker, som er repræsenteret i Art Zone i år?
I årets Art Zone har vi arbejdet med tematikken ”mødet”. Det har sit udspring i sidste års Art Zone, hvor arkitekt og lysdesigner Marcos Zotes (ES/IS) lavede en lysinstallation. Her mødte han den hollandske arkitekt Robbert van der Horst, som vi havde inviteret til at opleve Roskilde Festival og Art Zone med henblik på et eventuelt fremtidigt samarbejde. De to faldt i snak, og sammen fandt de ud af, at de gerne ville stå for at skabe Art Zones scenografi, som i år manifesterer sig i ti strukturer og pavilloner. Nogle har kunstoplevelser som indhold, mens andre er opholdssteder og scener. Alt indhold er altså kurateret ud fra emnet og tager stilling til, eller direkte påvirker, mødet mellem venner, folk man endnu ikke kender eller kunsten selv.

Hvorfor har i valgt at samle kunsten i én zone?
Inden festivalen i 2014 blev det besluttet at samle al den kuraterede kunst i et område. Dette giver en bedre samlet fortælling om kunsten på festivalen, og forhåbentlig vil vores publikum fornemme og registrere kunsten på en bedre, og til tider mere koncentreret, måde, end hvis den er placeret over flere steder.

Her i 2015 valgte vi desuden at lave enkelte nedslag andre steder, i campingområdet, som især udfoldede sig i warm-up perioden. F.eks. lavede performancekunstner Nana Francisca sin Dwelling #2 i de dage. Hun flyttede ind i et glashus, hvor publikum kunne se ind og interagere med hende. Det var yderst vellykket, og forhåbentlig tager mange af gæsterne en oplevelse med hjem, som gør, at de vil reflektere over kunsten, og hvad kunst er eller kan være. Vi har også udvidet graffitiindsatsen og givet den sin egen zone, og det giver plads til yderligere fokus på de allerstørste talenter inden for graffiti og street art. Vores erfaring er, at der i warm-up perioden er en anden form for tid og lyst blandt publikum til at opleve og prøve andet, imens de venter på, at indre plads åbner, – noget som vi også kan have glæde af, når vi planlægger kunstprogrammet.

Oplever du Roskilde Festival som et offentligt rum? Og i så fald hvad er forskellen på kunst i det offentlige rum og kunst i klassiske udstillingssammenhænge?
I min optik ligger festivalens kunst i et grænsefelt, når man taler om kunst i det offentlige rum. Vi arbejder nok med kunsten med samme former for greb som andre steder, men da vi arbejder rigtig meget med midlertidig kunst, så bliver en anden type af praktik også relevant. Samtidig har vi et meget nysgerrigt publikum, som godt kan lide at interagere med værkerne. Dvs. at de skal kunne tåle lidt af hvert. Ift. vores kunst og den kunst man finder i den hvide kube, så er der stor forskel. Træder man som publikum ind i et gallerirum eller et museumsrum, så er man indstillet på, at nu skal man opleve kunst, og så oplever man kunsten med den indstilling og tilgang. På Roskilde Festival kommer folk af mange forskellige grunde. Vores kunstprogram er med til at tilføre en ekstra dimension til festivaloplevelsen og de efterfølgende minder.

Jeg synes, at det er dejligt, at folk kommer og er nysgerrige på, hvad det er, de er en del af – i feks. Art Zone – men jeg er også vild med dem, som kommer forbi og måske ikke umiddelbart reflekterer over, at nu er de i Art Zone, men at de så – når de er hjemme igen – tænker over, hvad de har set og mødt på deres vej, og måske også kommer i tanker om, at der da var en tennisbane midt på festivalpladsen, og hvorfor var der nu det? Jeg håber, at vi, med vores kunstprogram, kan være med til at plante nogle frø, som gør, at folk får øjnene op og lærer, at kunst kan tage sig ud i mange former – som f.eks. med A Kassens tennisbane.

Har i et krav om, at kunsten på Roskilde Festival skal have et højt interaktionsniveau?
En del af vores kunststrategi er at være med til at udvikle et internationalt fællesskab for åbne, legende og socialt engagerede mennesker. Det betyder også, at vi gerne vil have kunst, som skaber publikumsinteraktion, men det betyder ikke, at der skal være interaktion for enhver pris. Det skal ikke være interaktion blot for interaktionens skyld. Hvis nogen f.eks. forslår, at publikum skal være med til at skabe et værk, men at værkets udformning og farver på forhånd er besluttet, og publikum slet ikke har en medbestemmelse i udformningen, så synes vi ikke, at det er så relevant. Nogle værker står også rigtig fint alene, og skaber alligevel en form for publikumsinvolvering, da de giver mulighed for nye og måske uventede samtaler blandt vores publikum. Vi ser gerne et højt interaktionsniveau, men det er altså ikke nødvendigvis vores eneste krav, når kunstprogrammet kurateres.

Kan du fremhæve nogle værker, som du synes har fungeret rigtig godt i år?
Jeg synes, at Nana-Franciscas værk Dwelling #2: Encounters fungerede rigtig godt. Det fik folk til at stoppe op, interagere med hende, fremprovokerede følelser i folk og så fik det folk til at reflektere over, hvad kunst er, og over hvad god kunst er.

Jeg synes, at Art Zones strukturer står rigtig flot både om dagen og om natten (hvor lysdesigner Jakob Kvist har stået for at rammesætte strukturerne med lys), A Kassens tennisbane er en fin komplimenterende kontrast til de æstetisk rene linjer i Art Zone, og er et eksempel på et værk, som ikke er tænkt som et interagerende værk – tværtimod. A Kassen er rigtig dygtige til at arbejde med forstyrrelser i de rum, vi bevæger os i, og det synes jeg, at tennisbanen, med de hvidklædte spillere, understreger utrolig godt. At publikum alligevel finder en måde et interagere med banen, både når der er kamp, og når der ikke er det, synes jeg, er skønt at opleve. Det skaber igen en refleksion over, hvad kunst også kan være.

Til sidste vil jeg nævne både UN/MAKE og Menneskebiblioteket; førstnævnte belyser hvilke oplysninger det er, vi ligger lettilgængelig på f.eks. Facebook, og sidstnævnte er muligheden for at møde et menneske i en halv time, som man enten har en fordom overfor, eller som man bare er nysgerrig på at lære mere om; det kan være en HIV-smittet, en tidligere alkoholiker, ol. Det er et konkret møde, som man kan lære af, og forhåbentlig udvidder det ens horisont.

Det virker som om, at i prioriterer performancekunst højere end tidligere? Er der en grund til det?
Både i 2013 og i 2014 havde vi i Art Zone large-scale interaktive og immersive værker. Disse var en stor succes blandt det publikum, som fik oplevelsen. Desværre var det ikke en oplevelse, vi kunne tilbyde alle pga. kapaciteten. Til 2015 blev det altså besluttet at gå andre veje og præsentere publikum for en anden type af performancekunst. Det er konkret blevet til, at vi har zoomet helt ind og fokuseret på den mindste partikel i performancekunstens væsen – mødet – som samtidig forholder sig til Art Zones tematik. Udover Nana-Franciscas Dwelling#2, så præsenterede vi også performance music dialogues i den ene af de to Dreamcatchers, som stod i Rising-området ved Bycenter Vest. Dvs. at vi i år faktisk har haft mindre fokus på performancekunsten end hidtil. Dermed ikke sagt, at vi fortsætter sådan i 2016. Her arbejder vi med en ny tematik, og vi er allerede nu i gang med at undersøge, hvilke samarbejder vi skal forsøge os med til den tid.

Gry Worre Hallberg | Foto: pressefoto.

Gry Worre Hallberg
(kurator for Roskilde Festivals performanceprogram)

Hvordan har du valgt at kuratere performanceprogrammet i år?
I 2013 og 2014 valgte jeg at skabe større immersive performanceinstallatoriske værker, der samlede performanceprogrammet indenfor en intim, andenverdenlig ramme, der tilbyder en radikal anderledes måde at være på, og være sammen på, i festivalsammenhæng. For selv om vi mødes på nye præmisser på festivalen, er vi måske mindre eksperimenterende, end vi kunne være, til trods for den karnevalske venden-op-og-ned-på-alting.

Performancekunsten tilbyder en radikalt anderledes ramme, hvor vi kan udforske os selv og hinanden på helt nye måder. I år var jeg egentligt på orlov som kurator for performanceprogrammet pga. en række andre større manifestationer, men da festivalen nærmede sig, talte jeg med resten af kuratorteamet om, at et par mindre nedslag i opvarmningsdagene på campingarealerne ville kunne bidrage med enormt meget, så det blev så til Nana-Franciscas Dweeling #2 samt Performance-music dialouges, som begge har et stort potentiale ifht. at aktivere kunsten, også før festivalen og på decentraliserede områder, hvor mødet med kunsten er endnu mere overaskende og/eller måske værdiskabende. Samtidig skrev det sig ret fint ind i det overordnede tema for kunsten på dette års festival – nemlig mødet. Det blev også udgangspunktet for de kuratoriske tanker bag de to initiativer.

Føler du, at der er en forventning til, at kunsten på Roskilde skal være underholdene/interaktionsvenlig?
Det er i hvert fald ikke en tendens, jeg kan kende i min egen kuratering. Faktisk længes jeg efter rum for nærvær og intimitet, der ikke udelukker mørket eller den andenverdelige undren, væren og samværen. Lige nu er ’excess’ i spil som næste års tema = Der hvor kroppen flyder ud over sine egne grænser, det ukendte, det der er ’beyond’. Det er et tema, som jeg håber kan medvirke til en potensering af dette potentiale i kunsten på festivalen. Jo flere forskellige typer af rum og lag, vi kan gå ind i, jo mere kan vi i sandhed bruge festivalen som et eksperimentarium for vores egen væren i verden.

Hvis ja, hvordan synes du så, at det påvirker værkerne?
Relationelle værker, der tipper mod den venlige og underholdende interaktion, åbner et andet rum for væren og samværen, end værker der søger at sende os ud på områder i vores væsen, hvor vi ikke normalt befinder os. Et argument for værker der også skuer mod mørket og det andenverdenslige kan være, at det er rum, som de fleste ikke har adgang til i hverdagslivet. Derfor kunne der være næsten en demokratisk forpligtelse i også at åbne disse. På festivalen kommer deltagerne alligevel for at udforske sig selv og hinanden på nye måder. Kunsten kan hjælpe med at gøre dette. Hvis den kun søger mod den venlige og underholdende interaktion, er der et værens-, samværs- og udforskningspotentiale, der går tabt.

Opfatter du kunst på Roskilde Festival som værende “kunst i det offentlige rum”?
Festivalen ligger måske i skæringspunktet mellem det offentlige, det private og det institutionelle rum. På den ene side rykker tusindvis af mennesker deres hverdag herud i en uge eller mere, på den anden side har hverdagen totalt forskudt sig, og vi er sammen under Bakhtinske karenvalske forhold. For det tredje er Roskilde festival, i sig selv, også en institution med bookere og kuratorer. Så kunsten på Roskilde Festival udfolder sig også i dette skæringspunkt, hvilket åbner for både andre muligheder og andre udfordringer ifht. kunstmanifestationen. Det er potentialet i dette skæringspunkt, der skal forløses.

Hvad gør kunsten ved Roskilde, og Roskilde ved kunsten? Hvordan er det anderledes for værkerne at være opført her?
Da jeg var inde og besøge Nana-Francisca i hendes glashus, talte vi om, hvordan hendes værk virkede i festivalkontekst, herunder særligt om det kontrastfyldte møde. Hun fortalte mig, at det er denne kontrast, hun er særligt interesseret i. Afsøgelsen af dybden i mødet som bl.a. lå i hendes intention, og så de til tider brutale, væltende, sluprende forbipasserende.

Vi kom i den forbindelse til at tale om, hvordan hendes værk ville virke på et galleri, og her var hendes overvejelser, at det kunne være interessant, at lave et værk til ’the white cube’, der kontrasterede den sammenhæng – altså et værk der afsøger elementer, som man normalt aldrig ville afsøge indenfor rammerne af et galleri. Denne samtale og disse overvejelser kommer jeg i tanke om, når jeg læser dine spørgsmål ovenfor. Potentialet i kontrasterne. Kunsten kan på sin side åbne rum for væren og samværen, som vi ellers ikke har adgang til, – end ikke på den ellers ’udforskende’ campingplads, og festivalen kan på sin side åbne vores sanser og vores sind, så vi er modtagelige og forholder os til kunstoplevelsen på en anden måde. Den bliver heller ikke nødvendigvis framet ligeså skarpt som kunst, som den potentielt ville gøre på et galleri – hvilket gør noget ved mødet med den.

Da jeg sad i Nana-Franciscas glashus var de forbipasserendes og dvælendes blikke blide og varme fra indersiden, mens deres rygge virkede ultrabrutale udefra. Igen en interessant kontrast. Måske mødet indeholder potentialer, som vi ikke lige mærker med det første. Kunsten kan få os til at dvæle ved dette potentiale, så det langsomt åbner og udfolder sig yderligere og yderligere. På festivalen sker der en potensering i løbet af dagene, hvor sanserne bliver mere og mere aktiverede og ens hud, eller “skin”, bliver modtageligt. Demokratiseringen af dette sanselige værensrum er noget af det, der optager mig mest.