JEG HAR VÆRET PÅ OPDAGELSE

Jeg har været på Roskilde i 3 døgn nu, og jeg har brugt meget tid på at opleve. Art Zone, som er Roskilde Festivals samlede kunstområde, er en blandet fornøjelse. Alt er skabt udfra et ønske om at ville det interaktive, hvilket har resulteret i mange videoinstallationer, som fungerer ligesom store computerspil. Mit møde med gamingdelen af Art Zone føles lidt som at træde ind i et hurlumhejhus, som mere er ren underholdning end af høj kunstnerisk kvalitet, men..

Et værk, som er meget i øjefaldene er Ungt Lys’ store træ, der hænger fritsvævende i luften. Man kan gå ind under det og kigge op igennem et lille lag vand, der reflekterer lyset, og op i træets rødder. Dette værk er et godt eksempel på et ikke-performativt kunstværk, der fungerer på en festival. Når du kigger på det, bliver verden vendt op og ned, og lynhurtigt ser du verden, og den altomfavnende festival, udefra og husker på det organiske og de processer, som vi ikke kan se, i den natur vi er placeret midt i.

Ungt Lys “The forest seen from below”. Photo: Esben Weile Kjær.

Senere på dagen igår var jeg til pressemøde med de russiske aktivister fra Pussy Riot. Sidste år lavede jeg er stort portræt af den russiske performancegruppe VOINA, som Pussy Riot er en udbrydergruppe fra. Som man kan læse i mit indlæg, bidrog VOINA med flere performative værker på festivalen sidste år, hvorimod Pussy Riot aktivisterne i år blev inviteret til at give en artist talk. Pressen var mødt talstærkt op, og interessen for Pussy Riot, og deres historie, er tydeligvis ligeså hypet, som for et år siden. Selvom jeg var halvfuld og træt til pressemødet, så blev jeg grebet af deres ord, så snart de begyndte at tale. Det var en lettelse at høre dem tale om feminisme, popkultur og musik som et politisk redskab. Selvom jeg ikke selv vidste det i forvejen, så havde jeg manglet noget politik her. Jeg havde savnet at blive konfronteret med nogle af de konflikter, der findes uden for festivalen.

Pressemøde med Pussy Riot. Photo: Esben Weile Kjær.

Sidst på dagen besøgte jeg Performance installationen Performance Sense Laboratory, som jeg var blevet inviteret ind for at opleve af Roskildes Performancekunst kurator Gry Worre Hallberg, som jeg talte med i mit første indlæg her fra Roskilde.

Jeg havde et fantastisk møde med mange af de forskellige performative værker, som Performance Sense Laboratory indeholder. Jeg blev ført fra rum til rum og fik den ene intime og personlige kunstoplevelse efter den anden. Tiden ophørte, da jeg trådte ind i det performative rum, og jeg brugte halvanden time i installationen. Mit møde med den engelske feminist, performer og videokunstner Katalin Halasz, var meget rørende. Jeg sad med hende på gulvet og så en video, hvori hun vikler sig selv ind i hvid bondage, imens hun læser en abstrakt tekst om dekonstruktion og krig op.

Human Research Object in the Chamber of Katalin Halasz in the Performance Sense Laboratory. Photo: Diana Lindhardt.

Efterfølgende trådte jeg ind i Lilibeth Cuenca Rasmussens værk “Mobile Mirrors”. Det var her, jeg brugte det meste af min tid. Værket blev udført af tre performere, der alle var iklædt dragter, der var belagt med små spejle. Performerne blev til skulpturer, der bevægede sig rundt og reflekterede os, der sad i rummet, og lyset. Værket fungerede ekstremt godt på en festival som Roskilde. Imens jeg sad sammen med performerne, tænkte jeg på vores adfærd og alle de sociale aspekter af det at være på en festival. Jeg tænkte på de køn, som vi påtager os, og på hvordan vi spejler og reproducerer hinandens adfærd.

Lilibeth Cuenca “Mobile Mirror” gazing into the chamber of Yndlingen, Sisters Academy staff, Sisters Hope. Photo: Diana Lindhardt.

Jeg var så heldig at møde Lillibeth Cuenca Rasmussen lynhurtigt til en snak, inden hun skulle performe tidligere i dag, så jeg vil afslutte dagens indlæg med et uddrag af vores samtale:

L: For mig er Roskilde Festival er en ramme, ligesom når man laver performance i en kunstinstitution. Selvfølgelig er konteksten anderledes her, fordi publikum er langt bredere, end hvad man forventer i en normal kunstkontekst. Jeg synes, at det er spændende at udfordre publikumsbredden her på Roskilde, men man kan sige, at i denne her struktur, så ved man også, hvad man går ind til, altså – uden at vide det helt, men det er mere trygt.

Jeg synes at det er en større udfordring at lave performance her, men faktisk fungerer mit værk ”Mobile Mirrors” (mobile spejle) ret godt i et så åbent og halvoffentligt rum. ”Mobile Mirrors” består af dragter, fyldt med små spejle, som flytter sig rundt blandt publikum. De spejler sig i omgivelserne og i dem, der vil interagere. Det er, på en måde, en kamæleon; en levende skulptur, der projicerer alle sine omgivelser og beskuere på egen krop.

Når man har en af dragterne på, oplever man at være i en helt anden verden, hvor folk opfatter én som et objekt. Folk ser én som en ting, som man kan gøre noget ved, og så gør den noget ved én, og så kan man sådan lidt lege rundt med den, eller man kan også bare kigge på den.

E: Hvor er det sjovt, at du siger det, for da jeg mødte værket i går, så var det helt klart der, at jeg brugte allermest tid, men hvor jeg også satte mig ned og betragtede de her enormt skulpturelle mennesker som objekter. Altså nærmest som skulpturer.

L: Ja, men man oplever faktisk, når man har dem på, at folk fortæller én hemmeligheder.

E: Er det rigtigt?

L: Ja! De ved jo godt, at der er en person der inde, men det er som om, at de glemmer det lidt, fordi det er sådan et objekt, som de kan identificere sig med. Det er ret interessant. Det, som de måske ikke lige når at opfatte, når de møder værket, er at det faktisk er dem selv, som de projicerer over. Så det virker jo. Hensigten virker, og det virker også helt konkret ud fra metaforen om spejlet.

L: Jeg har også performet ”Mobile Mirrors” i det offentlige rum i et shoppingmall i Asien.

E: Nej hvor sjovt!

L: Det var helt vildt sjovt. Der var kun en, altså kun mig, og jeg fik 70 stalkere bag mig. De var helt vilde med det. Det fungerer i alle mulige kulturelle sammenhænge. Da jeg var i Kairo, oplevede jeg det der med, at det altid er mændene, der snakker til én, og hvis man så snakker med en anden kvinde på gaden, så vil de ikke snakke med én, selvom man selv er kvinde. Det er dog som om, at værker også bryder den slags kulturelle barriere. Da jeg tog dragten på, var alle kvinderne med. Altså, de elsker jo også bling bling. Alle elsker bling bling! De er så umiddelbare de kostumer, så det er meget let for folk at forholde sig til dem.

E: Performer du selv i en af dragterne under festivalen?

L: Kun som reserve, for jeg har også et andet værk her, hvor jeg performer alene – det er så noget helt andet. Det er kun i en halv time om dagen, så det er ret få, der kommer til at opleve den. Performancen hedder ”Skin Stripping”, og er et værk, hvor jeg har en masse lag tøj på.

E: Det har jeg set en film med, tror jeg.

L: Ja, den har været vist i Nikolaj Kunsthal.

E: Ja, præcis!

Lilibeth Cuenca “Skin Stripping” passing through the chamber of The Protector of the Archive, Sisters Academy staff, Sisters Hope. Photo: Diana Lindhardt.

L: Den laver jeg. Jeg stripper her inde. Hahah. Jeg ville gerne prøve værket af i den her kontekst. Jeg ved sgu ikke rigtigt, om det fungerer ligeså godt her, fordi at den her ramme er sådan lidt anderledes, end hvis jeg fx skulle lave den på en performancefestival. Jeg synes måske ikke, at den fungerer ligeså optimalt som spejldragterne. ”Skin Stripping” kræver simpelthen flere betragtere for at kunne fungere. Altså, hvis du skal strippe alene, så er det fandme ikke sjovt. Og for kun én person så bliver det virkelig grænseoverskridende. I går var der 6 mennesker der inde, og så begyndte det at fungere, men det var simpelthen så angstprovokerende at gøre det.

E: Det kan jeg virkelig godt forestille mig.

L: Jeg ved ikke.. altså min musiker, Katrine Møllebæk, hun syntes, at det fungerede rigtig godt, men altså, når man performer, så må man bare gøre det og være 100% i sin rolle, tænker jeg. Jeg prøver virkelig på ikke at tænke over, hvad jeg laver, men det er meget grænseoverskridende, synes jeg.

E: Det er jo altid konteksten, der er sindssygt vigtig, men her på Roskilde tænker jeg, at her er der virkelig forskel på inde og ude, hvis man skal arbejde performativt. Det er jo i forvejen et karneval, hvor man nærmest kan blive i tvivl om, hvad der er performance eller ej. Her er det performative jo sindssygt flydende, iforhold til hvordan folk interagerer ellers. Kan du mærke, at folk møder spejlværket anderledes, end de har gjort det andre steder.

L: På en måde ikke, men det som jeg kan mærke, er at folk her giver mere slip. Folk er her i flere dage, og dermed er de meget mere åbne over for, hvad der kan ske. Jeg tror, at de smider forventningerne lidt væk i forhold til kunsten i hvert fald. Måske. Folk er generelt i et helt andet humør, måske har de fået noget at drikke, jeg ved det ikke.. De er i hvert fald meget mere åbne. Jeg bemærkede også i de andre kunstneres rum, hvor meget folk rent faktisk går med til. Det er ret imponerende. Det ville de fandme ikke gøre i en normal kunstkontekst.

E: Altså, i forhold til interaktionsniveau, eller hvad?

L: Ja, de ville simpelthen ikke gå så langt. Altså, det ville være publikum, der var blevet hevet ind – fx en tante. Kunstpublikum kontekstualiserer normalt alting. De holder meget igen, men jeg gør det virkelig også selv. Jeg er nok den værste betragter af performance, fordi jeg hader at blive taget op! Aaargh, åh nej! Performance! Jeg må væk, jeg må væk, det er farligt, det er farligt.

E: Haha, jamen det er farligt! Da jeg kom ind i det første rum i Performance Sense Laboratory i går, var jeg sådan ”Okay, nu skal jeg lige have den her hat på, eller sådan.. godt, nu er jeg her” Jeg satte mig ind, og så var der en pige, med lange dreadlocks, der kom hen og rev mig ned på gulvet. Hun satte sig ned og begyndte at kigge mig ind i øjnene, og jeg tænkte: ”Godt, så kører vi! Giv slip på alt. Gå med på promissen.”

L: Prøv at tænk på, hvor hårdt det må være for hende.

E: Helt vildt!

L: Jeg er også bange for nogle af de andre der inde. Der er et specielt rum dér, hvor de virkelig lægger op til det sensuelle. Der er en pige, der næsten ikke har noget.. hun har sådan en gennemsigtig bluse på. Det er meget, meget lige midt i rummet. Jeg er så bange for hende. Hahhaha. Jamen det er jeg! Jeg ved ikke, hvordan folk reagerer på min Skin Stripping. Det må også være helt sådan “Aaaaaaargh. Hun står og tager tøjet af! Hvor meget tager hun af?” og ”Gud er der endnu et lag på? Jeg troede hun ville tage det af helt.”

E: Haha! Hvad er dragten lavet af? Og hvordan føles det at have det hele på?

L: Den er lavet af spandex, så det sidder helt vildt tight. Det er meget varmt, men det er okay. Det er ret sjovt. Det ligner slangeskind, – det er ret klamt faktisk, og det bliver især syret, når man begynder at kunne se min rigtige hud.