NU DANSER JEG IGEN

Jeg har fået min egen klumme i Politiken. Jeg skriver om København; om hvordan jeg oplever byen. Det handler om ting, jeg ser og oplever, om identitet og om at feste. Det er lidt som en dagbog, hvor tankerne er byttet ud med refleksioner. Jeg lægger løbende teksterne op her på idoart.dk et stykke tid efter, de har været trykt i avisen.

I en længere periode har jeg ikke været så glad for at feste. Det er lidt et problem, eftersom det i mange tilfælde er mit job at feste, eller rettere sagt at lave festen. Men det har ikke fungeret for mig. Jeg syntes det virkede fordummende. Det har været sådan siden Henrys Dream. Den samme storhedsvanvid, som jeg havde, inden festivalen blev afviklet, skal jeg lede længe efter. Det er nok også derfor, jeg har holdt en pause. Jeg har følt mig helt udtømt, som om jeg ikke havde mere at formidle eller fortælle.

Men i lørdags havde jeg en god aften.

Det var som om, jeg kom i tanke om, hvorfor jeg synes, nattelivet er spændende igen. Festen stjal ikke alle mine hjerneceller denne gang, tvært imod gav den mig mere energi, end jeg har haft i min krop de sidste måneder.

Til middag med to generationer
Jeg har startet et nyt klubkoncept op sammen med min ven Kasper. Jeg har idéerne, og Kasper har overblikket. Vi fik fløjet dronningen af internet-æstetikken, Fatima Al Quadiri, ind fra Kuwait, Queer rapperen Mykki Blanco ind fra New York og MIA’s tour dj’s NGUZUNGUZU ind fra LA, og så var stilen ligesom lagt for en klub, der vil kaste sig over den nye lyd og den nye æstetik. Som ikke kan forklares nærmere, men som bare føles rigtig og lyder godt. Inden festen havde vi inviteret til middag på en lille restaurant på Vesterbro. Vi fyldte næsten hele stedet. Alle de nye kids var der, og de var som altid pyntet med symboler og attitude. Vi var omkring 20 mennesker samlet fra to forskellige generationer af natteravne. Efter middagen tog vi alle sammen hen til Mykki Blanco koncerten. Jeg skulle spille warm-up og var ret nervøs. Det bliver jeg for det meste, når jeg skal spille på Vega. Det er så stor en scene, og der er så lyst og svært at gemme sig.

Den evige nysgerrighed
Det var som om, at de gamle var ude og undersøge, hvad det er vi går rundt og laver. Tal R købte hele tiden shots til os i baren og Djuna (som min veninde kalder moderen af avantgarde klubkultur i København) tilkendegav, at hun godt kan lide Mykki Blanco, hvilket var overraskende, da jeg ved hun hader Hiphop. Men lige som alt andet, så handler musik især om konteksten. Det poetiske kan ikke altid høres, men skal ses og forstås der efter. Mykki Blanco leverede et overvældene show, som jeg ikke ved, om jeg skal placere i en koncert eller i en performancekunstsammenhæng, og jeg tror, at netop det, var det vores selvskab mødtes over. Nemlig over musikken og forståelsen af konteksten – og hvor den kommer fra.

Vi diskuterede og dansede hele natten. Vi snakkede om symboler, oprør igennem beklædning, performancekunst og natteliv. Vi var uenige i mange ting, især hvor oprøret ligger, og det var tydeligt, at vi kommer fra to forskellige generationer, men at vi alligevel bliver draget af det samme.

Det poetiske og det primitive ved festen
Jeg blev mindet om, at nattelivet ikke kun er dumt og primitivt. At noget af det smukkeste, og nogle af de mennesker og miljøer, der inspirerer mig aller mest, er blevet skabt igennem natten og festen. Og jeg blev mindet om, at vi har brug for natten som et pusterum i hverdagen, for vi bliver tvunget ud i rationalitet. Som et frirum hvor vi udlever alle vores undertrykte personaer, og et sted hvor vi får lov til at kommunikere igennem visualitet, rytmer og  kropssprog. Lige så primitiv og kommerciel, som festen kan være, lige så vigtig, inspirerende og skabende kan den være. Det er netop det grænseland, der motiverer mig til at arbejde med natten. Det aspekt at det kan begge dele, både det primitive og det poetiske. Det at ville blande kunsten og festen sammen, er det der fascinerer mig, og det som har fascineret en hel skole af dygtige københavnere før mig.

Namedropping og fuld fart fremad
Nu har jeg brugt hele min klumme på at namedroppe og fortælle anekdoter fra en magisk aften, der gjorde en forskel for mig. København har aldrig festet så meget, som vi gør lige nu. Men vi skal snakke om, hvordan festen gør noget godt for os, og ikke bare skyde eskapisme og flugt efter den konstant. Jeg er på nattelivets spor igen, efter en kort afkobling.