SOM ET TYNDT LAG STØV PÅ HUDEN

#3 Ved Trevi fontænen ved jeg ikke, hvilken vej jeg skal vende mig. På den ene side er der en ufattelig smuk historie og på den anden en kødrand af italienske og udenlandske turister, dertilhørende kameraer og smilende positurer. Min samtid. Der er nok at se. Så snart jeg forlader gaderne med I-LOVE-ROME-souvenirs er det et andet Rom.

Stille gader med lukkede skodder foran vinduerne, sovende håndværkere i solen og (helt) små biler, der stadigvæk tikker, og hvor man kan mærke varmen på håndryggene, når man passerer. Alle jeg kender vil helst opleve det andet Rom, falde i med omgivelserne og opleve troværdigheden snige sig udenom manipulationen, pengestrømmen osv. – begge dele er virkelig.

Det første døgn her mødte jeg ingen andre, ud over den venlige og sjove italienske vicevært, der gav mig nøglen og anviste værelset. Ind imellem var der lyde af trin på gangen, og nøgler der raslede i nøglehuller. I køkkenet var el-kogekedlen stadigvæk lunken eller varm, men jeg mødte ingen. Nu tror jeg efterhånden, at jeg har mødt de fleste, både dem der har været her i lang tid, og dem der, ligesom mig selv, skal være her i en måned og kom her til i sidste uge.

Det er første gang, jeg oplever at være et sted, hvor det eneste naturlige for mig at sige er, at jeg er forfatter – jeg skriver – når jeg bliver spurgt, hvad jeg laver. Det er det eneste svar, folk forventer, når de spørger. De vil vide, hvad jeg laver. Hvad jeg er optaget af. Heller ikke spørgsmålet om, hvorvidt jeg kan leve af det, eksisterer her (de kender sandsynligvis svaret). På samme måde er det lettere for mig selv at tage det ‘at skrive’ alvorligt i stedet for at skulle retfærdiggøre det.

”Things aren’t all so tangible and say able as people would usually have us believe; most experiences are unsayable, they happen in a space that no word has ever entered, and more unsayable than all other things are works of art, those mysterious existences, whose life endures beside our own small, transitory life.” (Rainer Maria Rilke – Letters To a Young Poet).

Transitory life. Jep! Jeg forsøger alligevel med ordene. Bindeleddet. Hvad kan man gøre? Første uge er væk! Begravet i førstehåndsindtryk, nye bekendtskaber og et lag af storby, der lægger sig som et tyndt lag støv på huden. Jeg husker mine drømme meget tydeligere her og kører rundt i sprogcyklusser. Indleder samtaler på engelsk, svarer på spansk (!) og falder i staver over prisskilte i supermarkedet. (Hvordan var det lige med den syvtabel. 7-14-21 igen og igen med min storebror på værelset).

Et stykke længere nede af Belle Arti ligger en fodboldbane i indhegning. Da jeg går forbi første gang, spiller de fodbold. EH og OH råber de nogenlunde ligesom i Danmark. På vej tilbage står de og snakker i en lille rundkreds, mens en enkelt spiller stadigvæk skyder på mål i modsatte ende. Station-lys om aftenen er sådan en underlig virkelighed, tilsvarende akvarielamper. Tilsvarende den fornemmelse jeg altid har, når jeg er i udlandet eller skriver. Uanset hvor meget jeg vil det, så er der en distance, jeg ikke kan trænge igennem. Der er hverdagen og teksten, og så er der mig, stipendiaten/turisten/forfatteren, der står og ser ind gennem, indtil jeg får øje på et gabende hul i hegnet.