GASMASKER UNDER GULVBRÆDDERNE

Jeg har fået min egen klumme i Politiken. Jeg skriver om København; om hvordan jeg oplever byen. Det handler om ting, jeg ser og oplever, om identitet og om at feste. Det er lidt som en dagbog, hvor tankerne er byttet ud med refleksioner. Jeg lægger løbende de forskellige tekster op her på idoart.dk et stykke tid efter, at de har været trykt i avisen. Den første hedder “Gasmasker under Gulvbrædderne“.

Jeg tænker tit på byen som en stor organisme. Som en maskine, hvor vi, der bor her, fungerer som benzinen der holder det rustne jern i live. Maskiner arbejder sig ofte i en bestemt retning eller producerer målrettet hen imod noget. Det er bl.a. der, at vores by adskiller sig fra fabrikkens maskiner.

Vores by er mere fragmenteret, og den vil ikke nødvendigvis noget bestemt sted hen. Kun hvis vi tager styringen og fører den i den rigtige retning. Jeg bruger billeder til at forstå forskellige sammenhænge. Mest fordi jeg tænker meget visuelt, men også fordi det gør min opfattelse af virkeligheden mere abstrakt og foranderlig, når kedelige systemer bliver forvandlet til metaforer.

Da jeg flyttede til København som 16-årig, var mit første københavnerhjem kollektivet BumZen i Baldersgade; et af Københavns eneste legaliserede besatte huse fra 80′erne, som stadig står stolt på ydre Nørrebro og vogter over Brokvateret. Murene har båret på mange nye generationer gennem tiden. Huset rummer drømme og ambitioner – mod og drivkraft – konflikter og møder. Jeg boede på tredje sal, og jeg sad ofte i vinduet og kiggede over på børnehaven på den anden side af gaden, imens jeg ventede på, at kaminen langsomt varmede værelset op.

Der var altid dug på indersiden af ruderne, for termo var de bestemt ikke. Vi havde ikke råd til at skifte dem. Jeg gik ofte rundt i huset og kiggede på alle vægmalerierne. Nogle var helt nye, og andre var meget gamle. Der var en enorm respekt omkring vægmalerierne. Det var hilsner fra gamle beboere i huset, og de var med til at fortælle stedets historie.

Der gik mange historier om, at der nogle steder under gulvbrædderne var gemt gasmasker og gamle anarkistiske bøger, som ikke måtte blive konfiskerede, hvis huset blev ryddet af politiet. Nogle skatte var fundet, men husets ældste beboere mente, at der var meget tilbage at finde. Selvom de samme gamle beboere også sagde, at der var spøgelser i vaskekælderen, så gik jeg alligevel rundt og bankede på væggene og gulvbredderne for at lytte, om der var et hult rum inde bag ved overfladen.

Islandske myter
Jeg insisterer ofte på at tro på myter og fortællinger, og nogle gange på selv at finde på dem, for vi bestemmer selv, hvad vi gerne vil tro. Min overtroiske veninde fra Island fortalte mig i går, at hun var blevet meget bange forleden, da hun havde smadret et spejl i sin lille butik i Jægersborggade. Hun var blevet bange for at skulle leve med syv års ulykke, og hun synes i forvejen, at det er svært at tjene penge nok til at få det hele til at køre rundt.

Hun fortalte mig, at man på Island generelt er meget overtroisk, og at ca. 70 procent af befolkningen tror på alfer. Udover alfer tror mange også på, at når man kigger på sig selv i et spejl, så giver man et lille stykke af sin sjæl til spejlet. Jeg synes tanken er både smuk og skræmmende, og jeg begyndte lige så stille at brygge videre på den i mit hoved.

Altså, hvis spejlet får lidt af én, hver gang man kigger i det, så må hendes spejl have en ret stor del af hendes identitet, for hun kigger hele tiden sig selv i spejlet. Der må altså være en stor del af hendes identitet, der nu er frigivet med spejlets brud, eller i hvert fald fordelt i mange stykker.

Jeg fortalte hende om mine tanker, og vi besluttede os for at udsmykke hendes butik med alle skårene fra spejlet, så de kunne spejle hinanden og frigive hendes sjæl lige så stille. Vi valgte ikke at tro på den gamle myte om de syv års ulykke, men skabte i stedet vores egen.

Påtvungen rationalitet
Da jeg var mindre, beskrev min mor mit ‘lidt smånaive verdenssyn’ og min ‘lette omgang med virkeligheden’, som at jeg havde fået ”de positive lyve-briller på”. Alt efter hvor jeg kigger hen, har jeg valgt at beholde dem på, for det gør min by meget mere magisk. I sidste ende skaber vi selv den by, vi gerne vil bo i – og vi bestemmer selv, hvordan vi oplever den.

Jeg er ikke dumdristig, jeg er bare naiv. Og jeg har ikke lyst til at være andet, for så vil jeg ikke kunne elske denne by så meget, som jeg gør. Jeg tvinger mig nemlig ud på eventyr hele tiden, fordi jeg tror på, at eventyret ligger lige rundt om hjørnet eller bare lidt længere nede af Guldbergsgade.

Forsidefoto: Ryan McGinley.